Menigheden havde en gammel bus, med hvilken vi næsten hver weekend kørte op gennem Telemark for at forkynde i afsides dale og bygder. Det var mit egentlige møde med Telemark, al denne vidunderlige natur, nye overraskende syn hver gang bussen gjorde et sving rundt om en klippe. - Jeg havde aldrig været uden for Danmarks grænser før. Det var ikke som nu, hvor unge, og ældre med for den sags skyld, rejser hele tiden og ikke regner det for noget særligt at besøge klodens fjerneste egne. Jeg havde aldrig set et bjerg eller et fjeld før. Nu levede jeg blandt dem og på dem. Det holdt aldrig op med at henrykke mig. Det var utroligt at naturen kunne være så mægtig at den kunne rejse sig helt mod himmelen. Det var vidunderligt, og forundringen blev endnu større da jeg senere fik anledning til at vandre lange ture ind over fjeldet. - Og menneskene, - det var virkelig et stort privilegium at være et Jehovas Vidne, fordi man kom ind til så mange mennesker i deres hjem i de tætte bygder og de fjerneste fjelddale. Ja, jeg kom til enlige gårde højt oppe i fjeldet hvor tiden syntes at have stået stille siden middelalderen. - Der blev ført heftige kampagner mod vores virksomhed, og det skete, at vi fik stukket brochurer med voldsomme angreb på os i hænderne. Ikke desto mindre blev vi modtaget venligt de fleste steder. Selv steder hvor man så afgjort var imod os, blev vi budt på kaffe og hjemmebagt kage eller et glas hjemmebrygget øl.
   På en af disse ture kom vi til bygden Seljord. En dejlig bygd for enden af det lange Seljordsvand og ellers omgivet af fjelde, hævet over de andre Skorvefjeld. Jeg forelskede mig totalt. Det er ligefrem noget mystisk, at man kan komme til et sted og føle at, her er jeg hjemme. Her ville jeg bo. Det besluttede jeg, og det kom jeg også til.
   Efter halvandet år i Skien blev jeg tilbudt at blive specialpionér - fuldtidsforkynder. Vanligvis var en specialpionér forpligtet til at rejse hen hvor Selskabet sendte en, men jeg fik selv lov til at bestemme, måske på grund af min ungdom, og i 1957 drog jeg sammen med en noget ældre kammerat, Asbjørn, til Seljord.
   Det skal siges, at selvom jeg var forelsket i Seljord, så var forelskelsen ikke uden videre gengældt. Knap var vi ankommet før en kampagne blev sat i gang imod os. Nogen var vel klar over, at hvis Jehovas Vidner først bed sig fast et sted ville de aldrig slippe igen. Tidligere havde der været disse spredte besøg med bussen fra Skien, men Asbjørn og jeg var de første til at slå os ned der. - Kampagnen udgik fra pinsemenigheden. Vi havde fået logi hos en ældre enke, der imidlertid blev skræmt fra vid og sans, fordi nogen besøgte hende og advarede mod os. - Det paradoksale resultat var så, at vi flyttede ind hos nogle af deres egne, et ægtepar, Olav og Gunhild, som var blevet forargede over denne kampagne. De gik så lidt efter lidt over til Jehovas Vidner sammen med den voksne datter Anne. - Dette førte naturligvis til en ekstra opblussen af modstanden, men lidt efter lidt svandt den hen.
   Det næste års tid besøgte vi alle huse og gårde i Seljord og nabobygder. Asbjørn havde bil, så som regel kørte vi ud i det distrikt, hvor vi havde besluttet os for at arbejde, der skiltes vi og gik hver sin vej, for så at mødes senere til en aftalt tid. I den tid fik jeg stor øvelse i at omgås alle slags mennesker, i at argumentere og i at jonglere med skriftsteder. Jeg har stadig min Bibel fra den tid. Den er godt slidt og er fuld af understregninger og markeringer. Vi var jo ikke bare overbeviste om det vi forkyndte, vi kunne bevise det sort på hvidt ud fra Bibelen.
   Vi fik efterhånden en hel del kontakter rundt omkring, mennesker vi kunne besøge igen, og vi begyndte så småt at lægge planer om at få oprettet en menighed. Et stort skridt frem mod det, var at Ivar og Bjørg, mine værtsfolk fra Skien, plus hendes bror og svigerinde og deres børn flyttede til Seljord. I deres hjem begyndte vi at holde møder, og de plus de interesserede vi havde fået samlet, blev grundstammen i en ny menighed.

Omkring på denne tid begyndte det at gå skævt for mig. Skønt! - hvornår begyndte det? Kernen i det som skulle udvikle sig havde nok været der længe, måske helt fra begyndelsen, men var blevet overdøvet af entusiasmen, troen, pionérånden.
   Jeg begyndte at spekulere på mit personlige forhold til Gud. Det havde ikke været noget problem tidligere. Min begejstring havde jo omfattet alt, hvad Jehovas Vidner stod for som en helhed. Efter at jeg rigtigt var kommet med, havde jeg aldrig stillet spørgsmålstegn ved noget som helst. Jeg kom bare længere og længere ind i Jehovas Vidners verden, jeg var blevet en del af den, og den var blevet en del af mig. Til og med de angreb vi blev udsat for gjorde sit for at grundfæste min tro. En vigtig årsag til Jehovas Vidners fremgang er uden tvivl, at de altid har haft så dårlige kritikere. Når jeg på feltet blev udsat for angreb, kunne jeg uden besvær afvise det, og når jeg fik stukket pjecer og brochurer med stærke angreb i hænderne, gik jeg hjem og studerede det og kunne konstatere, at skribenterne knap vidste hvad de skrev om. Materialet var fuldt af misforståelser og direkte løgne. Naturligvis kunne det bare befæste mig i, at det vi havde var sandheden.
   Det var heller ikke der mine problemer satte ind. Det var på det personlige plan.
   Jeg havde jo altid læst meget, men her i Seljord havde jeg ikke meget læsestof ud over Vagttårnets litteratur. Jo, jeg havde da Bibelen. Det kan lyde underligt, men skønt jeg kunne den på fingrene og kunne jonglere med skriftsteder og straks slå op på det der passede i enhver situation, så havde jeg aldrig læst den som et samlet hele, og endnu mindre kendte jeg de 66 vidt forskellige bøger, skrifter, breve den egentlig består af. Det gik jeg nu i gang med. - Jeg ved ikke om dette i sig selv flyttede noget særligt for mig, men det faldt mig ind hvor let det var at forestille sig, at Gud handlede med patriarkerne i det gamle Israel og med Jesus og apostlene, men at han handlede med mig lige nu! - det kunne jeg slet ikke fornemme.
   Jehovas Vidner lægger vægt på bønnen. Jeg bad også, men for det meste var det med en ret tom fornemmelse, et automatisk ritual, jeg fornemmede ikke, at bønnen kom uden for det rum jeg opholdt mig i. - Men måske betød fornemmelserne ingenting. Hvis jeg gjorde som foreskrevet var alt vel i orden. Det gjorde jeg så.
   Men der var endnu en væsentlig ting, den væsentligste af alle. Jeg var jo nok en nidkær kristen, men jeg var jo også bare et ungt menneske med de problemer unge mennesker nu engang har. - Jeg vidste godt, at jeg blev tiltrukket af mit eget køn, men da jeg aldrig havde 'gjort det', og aldrig havde talt med nogen om det, kunne jeg jo ikke vide hvordan andre unge mennesker havde det, og tænkte at dette nok var et led i min udvikling, og jeg forestillede mig, at det ville ændre sig, når eller hvis jeg en gang kom i lag med en kvinde.
   Det er nok svært for unge mennesker i dag at forestille sig, hvor uvidende vi var på den tid, og jeg var nok særlig naiv. Sex var ikke noget der blev talt om, og da slet ikke til børn og unge. Den smule viden jeg havde i den retning var fra frække kammerater i skolen og fra dunkle passager i romaner. - Dette ændrede sig ikke, da jeg blev Jehovas Vidne, eller rettere sagt, det blev endnu strengere. Seksualitet blev meget lidt berørt i Vagttårnslitteraturen, bortset fra at der jævnligt var advarsler mod at unge var alene med en af det andet køn. Det havde jeg ingen problemer med.
   Om homoseksualitet havde jeg kun hørt fæle og skræmmende ting. I Skien havde jeg set vilde og skabagtige mandfolk, og jeg havde hørt rygter om deres udskejelser og specielle levevis. Skulle jeg have sammenlignet de stærke, men alligevel sarte følelser jeg havde, med det man hørte om disse skrækkelige mænd? Jeg gjorde det i hvert fald ikke.
   Men jeg forelskede mig hele tiden. På en længere tur til et stævne kastede en dejlig lyskrøllet dreng på fjorten-femten år hele sin kærlighed på mig. Jeg nød det, og hans mor var taknemmelig over, at jeg tog mig af drengen. Oven i købet skulle jeg sove sammen med ham om natten. Jeg fik ikke meget søvn, men selve hans skønhed og sødme og min egen forelskelse fik mig til at holde fingrene væk.
   I et andet tilfælde havde jeg fået ansvar for at undervise og oplære en ung fyr, seksten-sytten år - et lille mandfolk, vil jeg kalde ham. Jeg havde ham med på feltet, og i en pause betroede han mig meget troskyldigt, at han havde onaneret sammen med en jævnaldrende kammerat. Jeg husker ikke, hvad jeg svarede ham, det har jo nok været nogle milde og forstående formaninger baseret på noget fra Vagttårnet. Men i hjertet ønskede jeg bare, at jeg havde været den kammerat. - Men den særlige stilling jeg var i, det ansvar jeg havde over for ham - og vel også en skræk for at begå en sådan overtrædelse, forhindrede mig i at gøre noget. - Måske burde jeg have gjort det!
   Men tilbage til Seljord. - Efter et års tid i Seljord blev Asbjørn nu forflyttet, og jeg blev alene der som pionér. Til gengæld havde vi nu fået menigheden, så det var ikke fordi jeg manglede støtte. Men jeg var blevet tung i det. Naturligvis var det blevet mere besværligt at komme omkring i distriktet, nu jeg ikke mere havde bil. Jeg havde fået en cykel, men Norge er altså ikke det ideelle cykleland. Men det var nu ikke bare det, meget af gejsten var forsvundet, begejstringen ved forkyndelsen var blevet til pligt. Som specialpionér skulle jeg have 150 timer i forkyndelsen om måneden, og det blev stadig sværere at klare det. Når jeg først kom ud og i kontakt med mennesker, var det lige så godt som før, men det var det overhovedet at komme i gang, at komme ud. Jeg gav op. Efter et par år som pionér holdt jeg op, men jeg blev i Seljord.
   Nu kom det godt med, at jeg havde min uddannelse som frisør. Jeg kunne jo ikke så godt blive bonde eller skovarbejder, hvad vidste jeg om det? Men jeg åbnede en lille frisørsalon. Det havde der ikke været før, så det tog tid at oparbejde et behov, men efterhånden fik jeg da et levebrød ud af det. Det var på den tid at Elvis Presley og senere Beatles kom frem og dermed nye hårmoder som de unge i bygden gerne ville være med på, og da de fandt ud af, at jeg godt kunne lave dem, begyndte de at komme.
   Jeg regnede ikke med at vennerne mærkede de problemer jeg havde - jo, nok det med tjenesten, og det kunne jeg også tale om, men ikke det med det seksuelle. Det kunne jeg nok også have talt om, men hvad skulle jeg sige? Jeg havde ikke ord til at tale om den slags. Men naturligvis så de mere end jeg troede, og de forsøgte da også lempeligt at hjælpe mig. Men de havde nok heller ikke ord, det var svært den gang at tale om seksualitet. Og naturligvis forstod de ikke det specielle i mine problemer. Det gjorde jeg jo ikke en gang selv. - Ergo blev der aldrig talt om det der var vigtigst at tale om.
   Men jeg fik det råd, der var almindeligt over for unge mennesker, som havde besvær med at leve alene: "Gift dig!" - Det gjorde jeg så.
   *
   Fortsættes herunder. Tryk på pilen.