Det var mørkt, da den store Mercedes kørte ind ad den elektrisk styrede gitterlåge til Artificiel Star.
   Jens Østergård kørte Lene og Siv til den gamle afdeling af hospitalet. St. Lukas Kloster og Lazaret fra 1200 tallet. Navngivet efter den tredje evangelist, lægen Lukas. Afdelingen fungerede stadig som kloster. Men en mindre afdeling var en slags rekonvalescenthotel, som nonnerne stadig styrede, oplyste Jens.
   Lene var apatisk af træthed og drømte kun om en seng. Siv sov allerede som en sten. "Jeg bor selv på hotellet," sagde Jens Østergård, " de er lidt sære, men jeg er sikke på, at du og Siv også bliver glad for at bo her. Vi tager hele din beretning om hændelserne på togrejsen igen i morgen, når du er frisk."

Lene steg ud af bilen med Siv i armene og entrede forhallen.
   Søster Elle kom ned og overtog Siv. "Kom Lene vi går op på dit værelse."
   Værelset var indbydende, og søster Elle sørgede godt for dem. De kom i varmt bad, og fik rent nattøj. De hyggede sig med Elle, der serverede en velsmagende urtesuppe og fik dem i seng med rene duftende dyner. Elles moderlige omsorg var virkningsfuld. Lene tænkte, "jeg vil sove i tusind år."
   Siv faldt i en tryg i søvn, fuldstændig afslappet. Lene derimod var anspændt. Hun havde mareridt og sov uroligt. De mange drab, hun efterhånden havde været involveret i, forfulgte hende. De døde og lemlæstede havde rottet sig sammen og væltede som grønne lig ud af skabet. De kravlede op i sengen og bed i hendes krop med skarpe tænder, anført af bodyguarden, der huggede en lang kniv i hende igen og igen, mens hun skreg og skød og skød uden virkning.
   Lene vågnede ved at Siv hamrede på noget kuglelegetøj, der var spændt ud over den lille fine træseng, der var sat op ved siden af hendes. Hun kunne nå den lille hånd uden at rejse sig. Siv klukkede veloplagt, i modsætning til Lene, der havde behov for en mere langsom start på dagen og et par Kodimagnyler.
   Det var et stort og smukt værelse, nærmest en sal, hun havde fået. Det var udsmykket i middelalder-renæssance med lyse farver. Der var to høje vinduespartier med udsigt til den imponerende klosterkirke. Klokketårnet var bredt, og gennem de åbne fag kunne hun se flere store malmklokker ophængt. Tak skæbne tænkte Lene, jeg håber ikke de pludselig sætter dem i gang.
   Elle dukkede op. Lene syntes, det var den smukkeste kvinde, hun nogen sinde havde set. Hun havde bleg, hvid hud og funklende sort hår, der var flettet i en enkel tyk fletning, som nåede ned til hoften. Selv om hun bar den ærbare sorte nonnekjole med hvide flip, kunne Lene ikke undgå af se konturerne af hendes yppige skikkelse.
   Lene trak vejret dybt...
   Elle havde en anden kvinde med sig, søster Midi, som smilede vindende. Hun tog Siv forsigtigt op. Der var straks glæde og latter fra begge parter. Måske ligner Midi Sivs mor, tænkte Lene spontant. Midi tog Siv med ud på badeværelset og man kunne høre Siv pludre begejstret. Jeg er kommet i paradis tænkte Lene, og smilede taknemmeligt til søster Elle.
   "Kom," sagde Elle lad os sætte os hen i sofaarrangementet og gennemgå dagsplanen, og så vil jeg fortælle dig lidt om stedet her."
   "Ja," sagde Lene, og gik over og satte sig i sit nattøj i en af de store antikke lænestole. Søster Elle skubbede en stol frem og satte sig tæt over for hende.
   "Det bliver nogle travle dage, så jeg har arrangeret det sådan, at Siv bliver indskrevet i vores vuggestue. Vi har 12 børn dernede, men der er også plads til Siv. Hvis det er i orden med dig, bliver Midi hendes nanni og tager sig af hende, når du ikke kan?"
   "Det vil være fantastisk. Midi og Siv er allerede blevet gode venner," sagde Lene, og smilede. Hun hæftede sig ved Elles rene træk, smukke brune øjne og slanke hænder uden smykker.
   "Jeg kan se, at du ikke ammer dit barn længere, men Midi skal nok sørge for, at Siv får en god og nærende kost."
   Lene rødmede.
   Jens Østergård havde åbenbart ikke fortalt, at Siv ikke var hendes baby. Det var måske også bedst sådan. Hun kunne slet ikke forlige sig med tanken om at skulle af med Siv nu. Hun var begyndt at tvivle på, at Sonja var Sivs mor, de lignede slet ikke hinanden. Sonja havde taget helt akavet på Siv, der var noget galt. Hvorfor var hun forsvundet i toget og havde forladt sit barn i Hamborg? Var Siv mon stjålet fra en anden kvinde, der nu fortvivlet savnede hende?
   "Når vi er færdig her, kan du tage din morgenmad i stuen, der er en lille spisesal, hvor der er morgenbuffet, Jens er måske dernede når du kommer.
   Jeg har sendt din kjole til rensning, der går tre dage, inden vi har den retur, og indtil du får købt mere tøj i Lugano, kan jeg kun tilbyde dig en novice kjortel, som er en diskret grå, hørvævet kjole med hvid flip."
   Elle hentede den grå kjole i skabet og lagde den på bordet. "Så længe du er i klosterområdet, vil det være en naturlig beklædning."

"Tænk jeg syntes den er pæn på sin egen rustikke måde. Hvor er undertøjet?" Spurgte Lene spagt.

Elle smilede, "novicer er asketer, de bærer kjolen uden blødt undertøj, de har kun én kjole, den bliver vasket om aftenen tørret og strøget til næste morgen. "

"Nøjsom tankegang. Det er fint med mig."

"Fint, du skal vide, klosteret normalt ikke har ikke ret meget med det nye hospital og forskningscenter at gøre. Hernede er det abbedissen Maria Magdelene Lukas, der styrer det hele. Novicerne i selve klostret, må ikke komme ind i rekonvalescenthotellet. De fleste novicer her er piger, der er opgivet af systemet, piger som Maria har hentet ud af sindssygeanstalter forskellige steder i Schweiz, fordi andre havde opgivet dem. Man kategoriserede dem som farlige og sindssyge, piger der havde religionsvanvid. De har typisk haft en forfærdelig barndom og kommer fra fanatiske sekter eller radikaliserede kirkemiljøer, der har udnyttet dem. Hvis du går ind i klosterområdet og møder dem der, skal du bare behandle dem helt normalt. Du må ikke stille dig op og stirre på dem, som var de dyr i et cirkus. Jeg var selv sådan en pige for 4 år siden." Elle fik et bittert drag i hendes ellers så smukke ansigt.

"Jeg forstår det fuldt ud Elle."

"Mange af dem føler skyld, at de selv var årsag til vanviddet. Maria giver dem kærlighed, omsorg og respekt. Fader Johannes lader dem skrifte deres synd og gud tilgiver dem. Der sker mirakler med de piger."

Lene vidste ikke, hvor de følelser kom fra, men hun følte et skæbnefællesskab med de piger, og forstod deres smerte. Hun bøjede sig med hænderne for ansigtet, og så kom gråden, hun ikke kunne holde tilbage. "Jeg er skyld i så meget, det forfølger mig i drømme og vil ikke slippe mig. Jeg trækker et spor af vold og blod efter mig, hvad er det med mig?"

Elle rejste sig og lagde en arm omsorgsfuldt om skulderen på Lene "Hvis du ønsker det, kan du skrifte hos fader Johannes?"

Den tanke var aldrig faldet Lene ind, men nu hvor Elle stod så roligt og ville give hende det allerbedste hun kunne komme i tanke om, følte Lene, at hun et langt stykke af vejen skulle forstå og acceptere Elles kærlige forslag. "Jeg er ikke konfirmeret eller medlem af Folkekirken. Jeg ved ikke engang, om jeg tror gud, hvordan kan det så hjælpe?" Spurgte Lene svagt.

"Du er lige for Vor Herre, han hjælper dig" svarede Elle overbevisende med rolig stemme.

"Jeg er ikke bange, hvis det er sådan som du siger, vil jeg bekende min skyld."

"Det glæder mig Lene. Jeg henter dig til messen kl. 14, og herefter kan du skrifte. Men der er en anden ting."

"Ja?"

"Vi har besøg af sygeplejersken lige over middag, hun skal kigge på nogen af novicerne. Maria Lukas vil imidlertid gerne, at hun lige tjekker dig og Siv, er det ok?"

Det var ikke lige det Lene ønskede sig mest, men valgte at se det som omsorg, hun var jo kun 17 år, og havde ansvaret for Siv.
   "Jo tak," hørte hun sig selv sige. Elle forlod hende med et glad smil.

Lene sprang i det store badekar med gyldne vandhaner. Det var skønt. Hun begyndte at synge, tænk hvis man kunne få taget den tyngende skyld bort. Mareridt om vold og drab ville være et overstået kapitel.
   Hun havde gemt en tube hårfarve i den lyseblå kjole, den lå nu sammen med pistolen i skuffen.
   Hun fik farvet håret og redt det ud, det skinnede hvidt i lyset. Hun trak den grove, grå kjole på. Hun lignede en engel. Med lidt god vilje lignede hun faktisk Den hvide Madonna. De blå sko passede ikke rigtigt til, så hun valgte bare fødder.

Jens var at finde ved morgenbordet. Han grinede og rystede på hovedet, da han så hende i novice outfit.
   "Hvem skal du nu skræmme?"
   "Præsten måske" sagde Lene.
   Morgenbuffeten var over al forventning. Stemningen var god og Jens fortalte begejstret om Sternmessers succesfulde men hårde program, han havde været igennem. Nu var han under overvågning, og skulle foreløbig bo på hotellet. Sternmesser ville tilbyde ham et job, men det ville han fortælle Lene mere om senere, det var faktisk en hemmelighed.
   "Spændende" sagde Lene begejstret.
   Hun rejste sig da Midi kom for at for få overdraget Siv og gik ind i klostret for at få det obligatoriske sundhedstjek hos sygeplejersken.

Hun fandt hurtigt lokalet. Siv strålede af sundhed, derfor var Lene ikke nervøs ved situationen. Uden for lokalet sad to novicer Torn og Nagle, de var lidt yngre end Lene. De ventede på at komme ind. De stirrede måbende og med vanvid i øjnene på Lene og hendes baby. Især Lenes kridhvide hår og Sivs kulsorte. Hun ligner en engel hviskede Torn.
   Det var en synd af stirre sådan, så de bøjede deres hoveder med det uredte røde hår og messede sagte bønner, mens en rosenkrans gled gennem hånden.
   Det måtte være nye piger, der ikke var raske endnu, tænkte Lene. De lignede virkelig sindssyge. Prisværdigt at Maria Lukas kæmpede deres sag.
   Lene blev kaldt ind, og Nagle syndede ved at lytte ved døren. Kom vinkede hun ivrigt til Torn, så var de to om det.
   Lene var lang tid derinde, og de hørte kun brudstykker af samtalen, så som "...et uskyldigt barn" og "... jeg er jomfru."
   "Gud! Hun har født et barn og er Jomfru" sagde Torn med vanvittige øjne.
   "En pige...!" Udbrød Nagle total rystet, "så er Guds barn ikke en søn, men en datter?"
   "Det er Madonnaen, der er derinde!" skreg Torn og sprang op i luften næsten svævende." Den hvide Madonna, guds moder!"
   "Gud er en pige, en kvinde!" skreg Nagle hysterisk og glad." Hun sprang endnu højere end Torn, og det lange røde år blev kastet fra side til side.
   "Kom vi må forkynde miraklet," skreg Nagle med skinger stemme, og det var som om sindssygen rigtig havde taget fat.
   De løb skrigende op i klokketårnet og kastede sig med dødsforagt ud i de store klokketove.
   Det kostede kræfter, at få klokkerne i gang. De måtte finde rytmen. Men de var som besatte. Lyden fra de store klokker fejede hen over Luganosøen og forstærkedes af ekkoet fra de omkransende stejle bjerge. Hele dalen rungede og undrede sig. Alt gik i stå. Noget fantastisk måtte være sket...
   Pigerne svingede sig højere og højere op, mens de hvinede lykkeligt, og da de tons tunge klokker først var kommet i svingninger, røg de flere meter op og ned i tovet. Det var som at blive trukket op til Vor Herre af en ukendt kraft for bagefter at falde ned i helvedet igen i en ubrydelig cyklus. Sådan havde deres liv altid været.
   Støjen var infernalsk fra den rungende malmklokke. Pigerne blev høje af de kraftige frekvenser, der strømmede gennem deres syndige kroppe, og de kunne ikke stoppe. De havde set guds datter.

Madonnaen var kommet til Lugano.