Katrine sad på en køkkenstol ved bordet og lavede lektier, da trangen pludselig kom over hende. Hun bøjede pegefingeren og prøvede ihærdigt på at komme problemet til livs i næsen. Moren, der var ved at vaske op i hånden så på hende. Først ville hun ikke sige noget, men siden hendes datter blev ved med at pille næse i et minuts tid, blev det hele for meget af det gode.

- Kat, hold så op med at pille næse!
   - Jamen mor, det klør. Hun løj for næsen kløede ikke, hun kunne bare godt lide at grave efter næseguld. Jo mere indtørrede bussemændene var desto bedre, og de smagte jo for det meste af tiden heller ikke rigtigt af det helt store. Men det var vel en hobby som alt andet der skulle passes og plejes.
   - Det kan godt være, men det er ikke særlig dannet for en pige at pille næse. Du er ti år gammel og det er på tide at du får nogle gode maner.
   - Er det derfor far piller næse, fordi han ikke er en pige.
   - Det kan godt være. Det ved jeg ikke. Men det er ulækkert at se på.
   - Må far så godt pille næse, fordi han er en mand?
   - Nej. Far er voksen og gør det med maner. Han bruger ikke flere minutter på at grave næse.
   - Jamen hvorfor gør han det så, hvis det er ulækkert?
   - Det er vel fordi der sidder noget og klør.
   - Hvordan skal jeg ellers klø mig i næsen så?
   - Det skal du heller ikke. Hvis det virkelig er slemt så puds næse eller sådan noget.
   - Okay, men Simone i skolen piller også næse har jeg set. Betyder det at hun ikke er dannet? Hvad dannet så end betyder.
   - At være dannet vil sige sig at udvise god skik, altså at opføre sig ordentligt og ikke skabe opsigt. Når man sidder og graver næse, så skaber det opsigt. Det kan du nok forstå.
   - Så vil det altså sige at Simone er ulækker, fordi hun ikke er dannet og piller næse?
   - (Suk) Jeg kender ikke Simone, så det kan jeg ikke sige på forhånd.
   - Men du sagde lige at det er ulækkert og ikke dannet at pille næse. Det er sjovt for Simone går ellers altid pæn klædt og opfører sig ordentligt. Så det kan jeg ikke forstå. Jeg opfører mig da også ordentligt for det meste af tiden, og gør hvad jeg bliver bedt om, gør jeg ikke?
   - Jo min skat, men det er ingen undskyldning for at pille næse.

Hendes mor skulle ikke bestemme over hendes næse. Dannet eller ej. Så måtte hun pille næse når moren ikke så det. Alle pillede vel næse engang i mellem. Det var lige som at gå på toilettet. Noget man bare skulle ordne. Så længe Tom i skolen ikke så hun pillede næse så gik det vel nok. Hun kunne ikke mindes at have set Tom pille næse, men han gjorde det vel når ingen så ham.
   Hendes næse skreg efter mere opdagelse, men hun vidste at moren ville blive sur, hvis hun forsatte, så missionen måtte udsættes til når hun var alene.

- Hvad skal vi have til aftensmad? Skiftede hun emne, mens hun tørrede bussemanden af fra pegefingeren i sine bukser mens moren ikke så det.
   - Kartofler, frikadeller og salat.
   - Uhm lyder godt, sagde Katrine og rejste sig fra bordet.
   - Er du færdig med lektierne?
   - Nej ikke endnu, men jeg skal lige på toilettet.
   - Okay.

Katrine fandt vej til toilettet og fik tisset af. Men det var ikke den primære mission. Her kunne hun nemlig sidde i ro og mag og pille næse uden noget brok, hvilket trak lidt ud. Lektierne gad hun egentlig ikke at lave selv om der ikke var nogen udvej, så hun ville tage sig god tid.
   Efter et par minutter følte hun at der ikke var mere værd at grave efter i næsen. Hun skyllede ud efter sig, vaskede hænder og vendte tilbage til lektierne i køkkenet.
   Moren var blevet færdig med opvasken og bladrede lidt i en kogebog ved bordet i køkkenet - ledende efter inspiration til aftensmaden næste dag, som endnu ikke var klarlagt.

- Hvad siger du til at vi prøver abehjerne til aftensmad i morgen?
   - Ad, det lyder ulækkert, vrængede Katrine mule.
   - Det er stuvet hvidkålshoved med fars og baconstrimler i svøb rundt om hvidkålen.
   - Hvorfor hedder det så abehjerne?
   - Det er vel fordi det ligner en hjerne når man skærer i den.
   - Nå okay, jeg troede lige vi skulle til at spise en stakkels abes hjerne. Så ville jeg nok have sagt nej tak. Hun åndede lettet op.
   - Ja det lyder ikke særlig lækkert, men nogle steder i verden der spiser de rigtig abehjerne og ikke bare et hvidkålshoved. Det er skam fin spisen for velhavende mennesker og betegnes som en delikatesse.
   - Så skal vi ikke spise der. Det er synd for aberne.
   - Ja det er synd for dem, men heldigvis spiser vi mere dannet her i norden.
   - Ja puha.
   - Skal du have hjælp med dine lektier?
   - Nej ellers tak, jeg klarer mig. Katrine fik rædselsbilleder på hjernen af mennesker, der spiste abehjerner og fik svært ved at fokusere på sine lektier. Moren gik i gang med at lave dosmerseddel på sin telefon samtidig med hun ordnede vasketøj. Imens Katrine blev færdig med sine lektier og pillede lidt næse nu da moren var uden for synsvinkel i køkkenet. Så fandt hun sine tudser frem fra værelset af og gav sig til at tegne en mand, der spiste to abers hjerner med bestik. Det blev til masser af blod med talebobler. Aberne skreg mens manden, en enøjet pirat med klap for øjet, sagde "mums" og "ha, ha". Hun havde ikke fantasi til at forstille sig at fine mennesker spiste abehjerner, så det blev en grum pirat i stedet. Simone henne i skolen var fin klædt, men hun kunne ikke forstille sig Simone spise abehjerne, hvis det var tilfældet for fine mennesker.

Mens hun sad og tegnede, kom hendes far hjem fra arbejde. Han havde kørt truck hele dagen på lageret. Han følte sig lettere brugt og sulten, men var ved godt humør. Han kom ud i køkkenet for at ryste termokanden og hældte kaffe op i et krus og satte sig ved bordet overfor Katrine.
   - Hej Kat. Hvad tegner du?
   - Hej far. Jeg tegner en mand der spiser abehjerner.
   - Det ser godt nok blodigt ud må jeg sige. Er det fordi han er pirat, at det skal være så blodigt?
   - Ja.
   - Det tænkte jeg nok. Ja pirater er nogle værre nogle.
   Katrines mor kom vimsende ud i køkkenet og satte sig ved bordet efter at have hentet sin kaffekop, for at høre ad hvordan hans arbejdsdag var gået. Der sad de alle tre i en rum tid før de gik hver til sit. Moren gav sig til at støvsuge lidt inden der skulle laves mad, faren tog et brusebad og Kat gik ind på værelset for at lege lidt med dukker.

Resten af eftermiddagen forsvandt med et svuptag, men der var heller ikke så mange timer til rest så det gjorde noget. Sådan var det jo altid når faren kom hjem.
   Som moren havde lovet Katrine blev der serveret frikadeller med sovs og kartofler til aftensmad. Ved aftensbordet kunne Katrine ikke holde inde længere.
   - Far, gæt hvad vi skal have i morgen til aftensmad, sagde Katrine.
   - Uha, det ved jeg sørme ikke, sagde han.
   - Vi skal have abehjerne.
   - Abehjerne, så han spørgende på moren.
   - Det er gratineret blomkål beklædt med fars og bacon, forklarede hun.
   - Nå, men det lyder da ikke så tosset, smilede han og tørrede en bussemand borte med håndfladen. Det glæder jeg mig til. Så må vi se ad hvordan det smager.
   De blev færdige med at spise, fik vasket op og nød tv resten af aften i hinandens selskab. Og pludselig var det blevet sengetid for Katrine. Hendes mor puttede hende og kyssede hende godnat på panden. Farmand kom også kyssede hende godnat på panden, men det blev ikke til nogen godnathistorie denne aften for far var træt. Det var mest om weekenden han fortalte godnathistorier for der var han ikke så træt.

Om morgen den næste dag kørte alt på rutinerne. Far skulle på arbejde og Kat skulle i skole efter morgenmaden. Mor kørte hende til skole for de boede i den anden ende af byen, så der var for langt at gå, og mor ville ikke lade hende cykle ud i trafikken. Når skoledagen var overstået, blev Kat igen hentet af moren. Det var fast kutyme.

Katrine kom i skole denne morgen et kvarter før det ringede ind til time, og satte sig til rette på sin plads. Hun gav sig til at tegne i et kladdehæfte og sagde godmorgen i ny og næ til nogle af eleverne. Tiden forsvandt hurtigt fordi hun tegnede, og inden hun vidste af det startede timen.
   Midt i frikvarteret gik Katrine gik hen til Simones bord for at starte en dialog, for hun kunne godt lide at snakke med Simone.

- Har du nogensinde fået abehjerne?
   - Ew nej, sagde Simone forundret.
   - Vi skal have abehjerne i aften.
   - Det lyder ikke særlig lækkert. Godt det ikke er mig der skal spise det, sagde Simone og skar en grimasse.
   Dansklæreren Laura kom ind i klasseværelset og der kom ro på klassen. Katrine satte sig på sin plads og så Simone række en finger op.
   - Ja Simone, hvad er der? Sagde læreren.
   - Katrine og hendes familie skal have abehjerne. Kan man godt spise det? Jeg synes det er synd.
   - Det er ikke rigtig abehjerne vi skal have. Det ligner kun, sagde Katrine til sit forsvar uden at række hånden op. Stemningen var på kogepunktet så ingen hørte efter hvad Katrine sagde. Hendes ord blev kvalt midt i de oppiskede stemmer, der snakkede i munden på hinanden.
   Læreren fik tysset eleverne ned.
   - Jeg er sikker på at det ikke er en rigtig abehjerne som Katrine og hendes familie skal have, men jo, det er synd at spise rigtige abehjerner, sagde læreren og responderede til Marcus ivrige finger i vejret.
   - Ja Marcus?
   - Hvem spiser abehjerner og hvad smager de af? Spurgte han nysgerrigt.
   - Jeg ved ikke hvem der spiser dem eller hvad de smager af, sagde læreren, men det kan være en hjerne smager som kylling og måske er den gummiagtig og sej at spise. Hvem ved? Der er garanteret ingen i norden der spiser abehjerner, og hvis de gør så der ingen der kan bevise det. I skal ikke være bange for at finde en hjerne i et supermarked, for det kommer ikke til at ske. Heller ikke selv om hvis det skulle smage godt, hvilket jeg absolut tvivler på. Så slut på dette emne og videre til undervisningen - forstået?
   Katrine ville gerne have fortalt klassen at det kun var rige mennesker der fik rigtig abehjerne, men opgav på grund af al postyret. Hun gravede næse mens al opmærksomhed var rettet mod læreren, og fik en god bussemand med ud. Spørgsmålet var hvorvidt om hun skulle spise den eller tørre den af i den rene kjole. Mor ville nok blive sur hvis hun fandt bussemænd på kjolen. Hun nulrede den mellem fingrene til den blev lidt hård, og erfarede så den smagte lidt saltet. Den var en god en af slagsen, men der var nok ikke mere at komme efter i denne ombæring.

Resten af timen forsvandt hurtigt, og Katrine gravede efter flere bussemænd undervejs, men uden den store gevinst. Nu gravede hun kun fordi det var blevet en vane. Da timen var ovre, sagde læreren, "Okay det var alt for i dag. Katrine bliver du et øjeblik. Jeg vil gerne lige tale med dig."
   Eleverne stimlede ud fra klasseværelset efter at have pakket sammen, alle på nær Katrine. Mens hun nærmede sig lærens bord, kunne hun ikke forstå hvad læren ville hende.
   - Det er ikke rigtig abehjerne I skal have, er det vel? Spurgte Laura.
   - Nej, det prøvede jeg at fortælle, men ingen hørte efter.
   - Så er jeg mere rolig.
   - Det er kun rige mennesker der får rigtig abehjerne, siger min mor, men vi er ikke rige, heldigvis.
   - Javel ja. Det var alt hvad jeg ville vide. Du må godt gå nu Katrine.
   - Okay, sagde Katrine og luntede ud fra klasseværelset.

Da hendes mor hentede hende ved skolen, skulle de ud at handle ind til aftensmad. De fandt et temmelig stort blomkålshoved i grøntsagsafdelingen, tilhørende kartofler, svinefars, bacon i strimler, mælk, en stor cola og andre småting. Eftersom det var hverdag, fik Kat ikke noget slik. Det fik hun kun om weekenden, så hun ikke fik huller i tænderne. Vanen havde bidt sig fast og hun gav sig til at pille næse midt i supermarkedet uden at tænke over det. Det så hendes mor godt.

- Hvis du får noget tyggegummi, lover du mig så at holde op med at pille næse? Spurgte hun.
   Katrine holdt strakt op med at pille næse.
   - Ja mor, sagde hun selv om det nok blev svært at lade helt være.
   De fik handlet færdig og kom hjem. Moren pakkede varer ud på køkkenbordet og Katrine hjalp til så godt, det nu var muligt.
   - Her din lille bandit, sagde moren og rakte Katrine noget tyggegummi, - husk det nu næste gang du får lyst til at pille næse.
   - Ja mor, tog hun imod tyggegummiet. Faktisk følte hun trang til at pille næse nu, så hun tog to stykker tyggegummi som skulle afhjælpe problemet. I starten føltes det underligt at tygge på noget andet nu da trangen til at proppe fingeren op i næsen skulle afløses af noget andet. Men det gik an. Ganske vist var pegefingeren rastløs, men så måtte hun holde fingrene beskæftiget med noget andet.
   Eftermiddagen gik med lektier, dukkeleg og at tegne. Katrine måtte minde sig selv om at hun skulle erstatte bussemændene med tyggegummi. Somme tider glemte hun det, men det var stadig et skridt i den rigtige retning. Vaner var svære at komme til livs erfarede hun.
   Katrines far kom som altid hjem sidst på eftermiddagen og fik sig en kop kaffe i stuen, og hen ad spisetid duftede der temmelig godt i køkkenet. Katrine så på sin far der pillede bussemænd i sofaen, mens han så noget tv.
   - Vil du have et stykke tyggegummi? Jeg har masser. Hun kiggede op fra dukkerne og observerede misundeligt hendes elskede vane blive reduceret til noget som kun var forbeholdt voksne eller mennesker med dårlig pli ifølge hendes mor.
   - Nej tak min skat. Gem du det til dig selv. Jeg har min kaffe, smilede han.

Hun savnede allerede at gå på opdagelse i næsen, men vidste at hendes mor ville få et føl, hvis hun så Katrine pille næse. Det var hårdt at være på afvænning. Hun gik på toilettet og pillede næse i smug, mens hun forsat tyggede tyggegummi. Det føltes vidunderligt at grave i næsen med fingeren. Bare hun snart var voksen, så hun kunne pille næse hvornår det passede hende. Det virkede som om der var så mange ting man ikke måtte som barn. Man måtte ikke blive sent oppe, man måtte ikke betjene opvaskemaskinen, græsslåmaskinen eller andre elektroniske dimser. Det var næsten lige før det var forbudt at betjene fjernbetjeningen til tv'et - også kun næsten lige før. Det var ikke fair. Det var ikke nemt at være barn.

Så blev det endelig spisetid og de satte sig til rette i køkkenet. Katrines mor skar i blomkålshovedet der var beklædt med fars og bacon og gav dem alle tre et stykke. Katrine synes det så lækkert ud med bacon og blev ikke skuffet over smagen. Den aften kunne hun tilføje abehjerne til mad hun godt kunne lide, og tænkte på hvordan rigtig abehjerne mon smagte. Men det ville hun formentlig aldrig finde ud af. Hun var jo ikke rig og kunne godt lide aber, hvilket nok var meget godt. I morgennår hun skulle i skole måtte hun hellere undlade at fortælle at abehjerne smagte godt. Det ville bare skabe en uro igen tænkte hun. Så måtte tiden vise om hun kunne lade være med at grave efter bussemænd, for det at tygge tyggegummi i stedet for var en ringe erstatning når alt kom til alt. Hun kunne jo altid pille næse i smug når ingen så det. Det var muligt hun ikke var rig, men hun var vel dannet.