Når man - det vil sige jeg - læser Karen Armstrongs store bog om "Gud - i jødedom, kristendom og islam" falder det en ind, at den egentlig slet ikke handler om Gud, men om menneskers forestillinger om ham gennem tiderne. Men ved nærmere eftertanke må man da erkende, at de to aspekter ikke kan skilles fra hinanden, for hvad ved vi egentlig om Gud "i virkeligheden"? - Som kristne må vi jo uvilkårlig identificere Gud med Bibelens Gud, men selv det er ikke entydigt. Der er stor forskel på Gud i skabelsesberetningen og Jobs Bog og så den milde faderlige Gud Jesus og apostlene forkyndte. Og så er der den stammegud som handlede med patriarkerne og israelitterne i ørkenen. Der synes han at være en gud ud af mange, at hvert folk har sin egen gud. "Thi alle folk vandrer i hvert sin Guds Navn, men vi vandrer i HERRENS vor Guds navn, evindelig og altid".
Jeg er ikke sikker på hvad der er de oprindelige eller ældste forestillinger om Gud, men tanken om den skjulte Gud virker i hvert fald meget oprindelig. Den Almægtige er så stor, at han slet ikke kan rummes i menneskers begrebsverden. Han lever i et utilgængeligt lys som ingen, ikke engang med tanken, har adgang til. Men så giver han sig til kende i sine handlinger, først og fremmest naturligvis skaberværket, universet. Alle senere forestillinger om Gud, må derfor ses som symboler på den egentlige, I nogle kulturer, som f.eks. Egypten og Indien, har det ført til et mylder af guder, som hver repræsenterer en af Guds egenskaber, men som ofte af deres tilbedere opfattes som egentlige guder. I Islam, som er den yngste af de store religioner, og som holder strengt på, at der kun er én gud, repræsenteres han af sine hundrede navne, som hver er en af hans egenskaber. På den måde har man gennem tiderne håndteret den kendsgerning, at den egentlige guds personlighed går over eller ligger uden for enhver forstand. Det har så i nyere tid ført til tvivl om der overhovedet er en gud bag alle disse forestillinger og myter. Det er et synspunkt som ikke kan lades ude af betragtning.
Et særligt aspekt af disse gudsforestillinger, som også har betydning i dag, er treenighedstanken. Som vi kender den, som en grundlæggende lære i kristendommen, bærer den præg af at være blevet til i lærde teologers studerekamre. Og som den er udformet i den athanasianske trosbekendelse, synes den at stride mod almindelig logik. Den skal definere et mysterium, men er et mysterium i sig selv. Det er for langt at citere, men slå det op. ( http://www.folkekirken.dk/fileadmin/files/Pdf/bekendelsesskrifter/den-athanasianske-bek.pdf )
Men følger man så tanken længere tilbage i tiden, så bliver forståelsen langt klarere, ja egentlig ganske naturlig. Treenighedstanken er forsøg på at beskrive og definere den skjulte gud, som så mange andre forsøg. Iagttager man naturen opdager man meget snart et treenighedsprincip, far, mor og barn. Det princip gik og går stadig igennem al udvikling, det kvindelige, det mandlige og resultatet af deres forening, barnet. Derfor er himlen, hvorfra regnen kommer, hankøn, og jorden som modtager regnen er hunkøn, moder jord, og afgrøden er barnet. Det er et universelt princip. Det har derfor været naturligt at slutte, at dette princip havde sit udspring i skaberens egen natur. Og da der i oldtidens kulturer var denne udtalte tendens til at personificere egenskaber og principper, så vrimler det i de gamle religioner med triader og treenigheder.
I det gamle Israel gik udviklingen i en anden retning. De var mere optaget af deres stammegud, som udviklede sig til skaberguden, og til den eneste almægtige Gud. Men de levede jo i en verden hvor flerguderi og også treenighedstanken var almindelig. Men der skete noget da de kristne skulle definere Jesu person og funktion i gudstroen. Fra begyndelsen havde han været den store lærer, så kom tanken om at han var Messias, Kristus, og måske mere end det, Guds søn. Dette, at Gud skulle have en søn, og det skulle være denne tømmermand og prædikant, måtte naturligvis være en forargelse for jøderne, men det er sådan det bliver hos de kristne skribenter. Derimod bliver treenighedslæren ikke fuldt ud udformet af dem. Ja tanken må vel have været fremmed for dem. Men de lever jo i en verden hvor treenighedstanken var almindelig, og efter det nye testamentes tid fortsætter spekulationerne omkring Jesu person. Hvordan skulle hans stilling defineres i forhold til Gud? Er han Guds søn, er han vel også sin fars udtrykte billede, og ser man ham, ser man faren - i hvert fald billedligt. Er han helt og holdent menneske? Eller er han helt og holdent Gud? Eller er han halvt en gud og halvt et menneske? Disse spekulationer florerer i tiden efter apostlene, ja, man forfølger og dræber hinanden for sine særlige tolkninger. Og for så endelig at få styr på alle disse forskellige meninger, så griber man, det vil sige kirkens mere og mere centraliserede ledelse, til den gamle treenighedstanke, men omdefinerer den. Nu hedder den ikke far, mor og barn, men Fader, Søn og Helligånd. Det kvindelige element er røget ud, medmindre man betragter Helligånden som hunkøn - men det gjorde man ikke.
Tanken er ikke ganske ulogisk, men man må gribe tilbage til den gamle tanke om at personificere egenskaber og principper, således at enhver forestilling om Gud er symbolsk eller repræsentativ. Vi kan ikke virkelig vide noget om Gud, men vi kan forsøge at danne os et billede af ham, dels gennem hans søn, som jo er hans udtrykte billede, og dels gennem hans handlinger, og det er jo Helligånden.
Ethvert trossamfund er tilbøjelig til at gøre deres specielle opfattelse af Gud til et dogme. Sådan er Gud, basta! - Vi andre kan da tænke vort, og tage dogmerne for det de er. Vi kan lære af dem, for det er jo menneskelige tanker og de siger meget om, hvad mennesker gennem tiderne har spekuleret over og hvordan de har udtrykt sig. Og så kan vi jo lade Gud selv tale til os, sådan som vi nu kan opfatte det.
II
Jeg finder det ikke så svært at tro på Gud, jeg finder det snarere svært at lade være. Og dog er jeg ikke særlig religiøs. - Det er ikke så meget de almindelige "beviser" for Guds eksistens, selvom jeg ikke helt kan frakende dem deres berettigelse. Jeg synes det er ret umuligt at iagttage den overvældende komplicerede verden omkring os uden at det fører tanken hen på en hensigt og en vilje. Eller som Blaise Pascal siger, evigheden i det store og det små, som vi hænger midt imellem. - Men lad gå, at alt dette ikke er beviser, højst indicier, det er tanker og fornemmelser, som nok har sine udspring i virkeligheden, men som i sidste ende fører ud i det uvisse. Videnskaben derimod lægger sten på sten af kendsgerninger og logik; og der er ikke plads til noget overnaturligt.
Udviklingslæren er dog selv et stort tankesystem, men den er perfekt til videnskabens formål, fordi den er smidig og bøjelig og kan korrigeres i det uendelige efter som nye opdagelser og kendsgerninger kommer til.
Alt dette har dog intet med gudstroen at gøre. Videnskaben lægger viden og kendsgerninger sammen bid for bid og stræber frem mod en helhed som man forestiller sig og som forhåbentlig vil vise sig. Troen ser denne helhed i ét blik, som sommetider er nødvendig og fælles for hulemanden og den højt avancerede videnskabsmand. I virkeligheden står videnskabsmanden længere fra den endelige sandhed end hulemanden, fordi hulemanden nok ser lyset forude, men ikke problemerne ved at nå derhen, videnskabsmanden derimod ved, at for hver kendsgerning der bliver afdækket, for hver opdagelse der bliver gjort, og for hvert spørgsmål der bliver besvaret, dukker nye problemer, nye gåder og nye spørgsmål op, og problemernes, gådernes og spørgsmålenes antal vokser proportionelt med løsningerne og svarene, så enhver videnskabsmand må, hvis han ikke vil nøjes med at studere sit eget lille speciale, men forsøger at skue ud over helheden, erkende, at man aldrig vil komme til nogen ende med det.
Gudstroen er ingen eksakt videnskab. Det er så banalt, at det ikke skulle være nødvendigt at sige det. Ikke desto mindre mener mange, at de må bevise Guds eksistens med videnskabelige metoder. Og dog ligger det i selve gudstroens dybeste natur, at det er umuligt.
Iagttagelser og spekulationer kan da føre til forskellige resultater, for eksempel til treenighedslæren. Mennesker har set, at alt har en årsag og en oprindelse, og at der er en konstant udvikling. Den første årsag ligger i mørke og er helt ukendt, men den må jo have været der. Denne førsteårsag kaldes da Gud. Man kan da gøre sig mange fantasier om hvad og hvordan denne gud er, men man kan jo også nøjes med at sige, at han eller den er ukendt. Men verden eksisterer jo, og det er i sig selv en åbenbaring af gudens natur. Noget bliver til og udvikler sig. Der opstår et mønster: en oprindelse, giveren, en far, en modtager og udvikler, en mor, og selve udviklingen, resultatet og fortsættelsen, et barn. Far, mor og barn. Dette mønster reproducerer sig selv i det uendelige, det er grundlag for al eksistens og må derfor sige noget væsentlig om guden selv, om hans egenskaber. Dette er den grundlæggende treenighed som dominerer al tænkning i oldtiden, men i mangfoldige varianter. Der ligger ikke i den oprindelige tanke, at guden er en person, han eller den er bare den skjulte førsteårsag. Men da de som spekulerer over sagerne jo selv er personer og har personlighed, så slutter de tilbage, at den må have sin årsag samme sted fra som selve eksistensen, og at guden derfor også må være en person, Gud.
Da kristendommen i sine første århundreder videreudvikler treenighedstanken, kommer den til at bære præg af at være blevet til i de lærdes studerekamre, for at forklare Jesus' personlighed og hans plads i teologien. Gud er skaberen, faderen, som i øvrigt er skjult og ukendt, men som åbenbares og forklares dels gennem sønnen, Jesus Kristus, og dels gennem sin hellige ånd, det vil sige gennem hans handlinger. Og da Gud slet ikke kan ses og forstås uden gennem sin søn og gerninger, så kommer disse tre til at udgøre det samlede billede af Gud, Fader, Søn og Helligånd - altså den kristne treenighed.
Vi som ikke ønsker at være ortodokse på nogen måde, kan nok studere disse tankebilleder af Gud og lære af dem, men vi kan også erkende, at der findes andre billeder der er lige så stærke og lige så overbevisende - og lige så fiktive. At begrebet Gud bare er en personifikation af den førsteårsag, som i øvrigt er helt ukendt og uden for og over enhver forstand. Men dette er så i sig selv en så storslået tanke, at man både kan hvile i den og den kan inspirere til videre studier og spekulationer.

I en bog stødte jeg på spørgsmålet: "Er Gud nødvendig?" - Det spekulerede jeg meget over, og kom til min egen overraskelse til den konklusion, at det var han ikke. Det vil sige, det var ikke vigtigt, om jeg troede på ham eller ej. Eksisterer han, gør han det vel, enten jeg tror det eller ej, og det kan umuligt have nogen betydning for ham, om jeg tror på ham. Jeg tror på at han, enten han eksisterer eller ej, er ophøjet ud over enhver forstand og samtidig meget nær på. Verden - som jeg da er en del af - er jo hans skaberværk, og han må vel være interesseret i hvordan det fungerer. Jeg kan ikke forestille mig, at han skulle være interesseret i at jeg udfører specielle ritualer, at jeg kryber for ham eller falder ned og tilbeder ham tre gange om dagen. Derimod kan jeg tænke mig, at det vil glæde ham, hvis jeg fungerer sådan som han har ment det. Det gør det måske slet ikke, men jeg har vel lov at tænke det. Og han gør da hverken det ene eller det andet, hvis han ikke eksisterer.
Men naturligvis vil jeg gerne forstå den verden jeg lever i, og jeg kan sagtens acceptere det verdensbillede der er gængs i nutiden. Det er den verden jeg lever i, den er mit hjem. Jeg ville nok også kunne affinde mig med, at dette verdensbillede blev ændret.
Jeg tænker på, at Kopernikus og andre videnskabsmænd ændrede hele verdensbilledet på deres tid. Menneskene havde til da levet i en stabil verden, hvor jorden var flad og hvor himmellegemerne stod på deres faste pladser. Nu blev det ændret til, at jorden var rund og at alt var i bevægelse. Men for folk i almindelighed ændrede det ikke noget videre. De oplevede ikke, at stjernerne begyndte at fare rundt mellem hinanden. Næh, de stod hvor de hele tiden havde stået, naturen gik sin gang, årstiderne skiftede, som de altid havde gjort, og solen og månen stod op og gik ned, som de hele tiden havde gjort. Det de kunne opfatte med deres egne sanser ændrede sig ikke. Det nye verdensbillede trængte langsomt igennem, og så var det lige så selvfølgeligt som det gamle. Kun de lærde, de intellektuelle, de ortodokse var rystede, men også de måtte efterhånden tilpasse sig.
Jeg kunne da sagtens leve i en verden, som er begrænset af hvad jeg kan opfatte gennem mine sanser, og jeg ville slet ikke opfatte det som begrænsninger. Der er jo rigeligt, vi lever i en rig, kompliceret, vidunderlig og voldsom verden. Der vil være nok til et helt liv, ja til flere, mange. Men menneskets natur er nu engang, at når vi støder på grænser, så vil vi gerne vide, hvad der er bag disse grænser, og dermed har man spillet gående. Dermed kommer vi ud i det uforståelige, det mystiske, og vi vil forsøge at flytte grænserne, og før eller senere støder vi på Gud, også selvom vi kalder det noget andet, eller slet ikke kalder det noget. I hvert fald støder vi på kræfter der går over enhver forstand.
Selv ikke den mest geniale videnskabsmand vil påstå, at han er kommet til enden eller bare nærmer sig den - eller at alle spørgsmål er besvaret. Tværtimod har der aldrig været flere ubesvarede spørgsmål end nu.
Det siger sig selv. At når man står over for evigheden i tid og rum, så er det selvmodsigende at mene, at man har fundet det endelige, alt sammenfattende svar. Undtagen altså hvis man kalder dette uendelige for Gud, som jo i sig selv er evig og uendelige.
Det står da enhver frit for, at ville anerkende dette endelige svar. Som sagt, er det ikke nødvendigt at tro på Gud. Så kan man blive ved med at søge ud over, og forsøge at besvare den uendelige og stadig voksende mængde af spørgsmål, og det kan da kun berige os. Også selvom en del af svarene utvivlsomt vil være forkerte, og det ene verdensbillede efter det andet vil afløse hinanden. Vi skal nok tilpasse os.