Niels Christian eller blot NC som han fortrak at blive kaldt, havde allerede i en tidlig alder bestemt sig for at han skulle være tryllekunstner. Da han var ti år gammel, fik han sit første magikersæt i fødselsdagsgave og så gik han ellers slag i slag med at udvikle sine talenter, som senere skulle forbløffe. Selv om han elskede at optræde for publikum så var han en meget privat person, der konstant fordybede sig i nye eventyrlige tricks. Jo mere folk spærrede øjne op for at holde fokus, jo mere snød ham dem. Han var ikke nogen David Copperfield, for han lavede ikke shows hvor han fik private jetfly til at forsvinde. NC fortrak mindre opsigt med mere råderum. Små kontrollerede mængder at mennesker var dem han var bedst til at binde illusioner på ærmet.
   Tiden stod ikke stille for nogen og heller ikke for NC's vedkommende. Han var nu gået hen og var blevet en ældre herre på 85 år og boede på plejehjemmet, Solhaven, fordi han havde fået kropslige skavanker. Hvis ikke det var for plejehjemspersonalet så glemte han at spise sine piller, men bortset fra det så gik ham meget godt.

Benjamin Lee, hvis scenenavn havde været Benzamunin Lee over en årrække, fordi det virkede mere eksotisk end bare Benjamin, havde været en god kollega såvel som konkurrent inden for tryllefaget. Han var fra udlandet og var lidt mørk i huden som mange er østpå. Han havde en accent, han ikke kunne slippe af med, men damerne klagede ikke når de så hans nøddebrune øjne, trofaste sorte hestehale og kraftige øjenbryn. Tid og tid igen, havde dog farvet hestehalen hvid i stedet for sort. B Lee havde i dag lovet at komme forbi NC et smut til en kop kaffe. B Lee var afholdsmand ellers ville NC gerne have budt ham på en lille øl i stedet for kaffe. Kaffe virkede til tider så formelt, så kedeligt - på nær om morgen hvor der gik fire krus kaffe til at vågne op på i NC's tilfælde. Det var forskelligt hvornår NC stod op. Nogle gange sov han indtil klokken otte, hvor han skulle indtage sin morgenmedicin. Andre gange stod han op før klokken seks, hvis han havde fået en ny idé til en tryllekunst. Han brugte flittigt notesbøger i de morgenstunder, hvor han stod tidligt op, og han havde reserveret et par hylder til noter og bøger på sine reoler. I notesbøgerne illustrerede idéer som ville vække misundelse hos begyndende såvel som garvede inden for sit erhverv. Hans vidensbank gennem et helt liv var udpenslet omhyggeligt i hans noter, og han drømte om at give faklen videre en skønne dag. NC havde dog ingen børn og havde aldrig haft så meget som en kæreste. De piger han havde været interesseret i, havde bejlere i forvejen, hvilket resulterede i at han for længst var holdt op med at lede efter kærlighed. Når han til tider følte sig ensom, så begravede han sig i nye idéer og glemte for en stund alt om et forhold til enhver kvinde.

Denne augustmorgen var solen endnu ikke sået op for at sprede sit glade budskab, da NC var våget klokken kvart i seks. Han havde mareridt om, at han snart skulle dø. I drømmen blev han begravet levende i en kiste, men kunne ikke råbe om hjælp, for der var ingen til hans begravelse. Kun præsten var til stede, og han læste op ad biblen og hørte intet usædvanligt. Mareridt om døden var blevet en hyppig gæst inden for den seneste tid, men det var ikke det eneste der trykkede ham. Forinden han i drømmen blev levende begravet, havde han også drømt at han svævede eller gik frit omkring i natten. Den part havde han næsten glemt ovenpå mareridtet.
   NC besluttede sig for at lette blæren, og for at blive oppe, da han følte mere søvn kunne frembringe mere mareridt. I spejlet så han sine halvt livløse blå øjne, der kæmpede med realiteten om at stå ordentlig op. Han kom i tøjet, og gik hen til sit skrivebord med en notesbog i hånden fra reolen med sit livsværk. Denne notesbog var dog en dagbog og ikke arbejdsbog. Han tændte den lille lampe ved skrivebordet, og fandt den næste tomme side i bogen. Kaffe, han måtte have noget kaffe at vågne på, så han kunne blive endnu mere klar i hovedet.

I køkkenet fyldte han elkedlen halvt op og tøffede frem og tilbage i sine morgensko - grublende over hvad han skulle skrive. Der var lige fra strøtanker til selverkendelse der fyldte siderne.
   Støjen fra elkedlen forhindrede ham i at begrave sig i ordene for lyden var til gene så længe det stod på. En rigtig kande kaffe kunne komme på tale lidt senere, men for nu dækkede instant kaffebehovet. Der skulle blot en sjat mælk i, så var den var endnu mere brugervenlig mod maven end den var i forvejen.
   Bevæbnet med kaffe, blyanter og viskelæder satte han sig i stilling ved kontorbordet, og begyndte at skrive ned hvad han havde drømt og han satte spørgsmålstegn ved hvad drømme om døden kunne betyde. Betød det han ingen nære venner havde og var dødsangst eller var det at overanalysere drømmen.

Da han var færdig med at manifestere sine tanker, tog han en anden notesbog frem fra reolen, og begyndte at skitsere en kiste hvori man kunne komme ud af i tilfælde af man skulle blive levende begravet. Problemet var jorden der blev læsset ovenpå kisten. Det var jo ikke lige sådan at fjerne. Men hvad nu hvis man havde en knap i kisten med en alarm der fortalte at her lå en der var levende begravet. Han kendte til skrækhistorier i udlandet hvor folk var blevet levende begravet. Tanken om det fik det til at gyse i ham. Hvad nu hvis han skulle brændes i stedet for og vågnede op med flammer omkring sig inde i krematoriet. Jo, han havde helt afgjort dødsangst. Et mausoleum i form af privat gravsted ville fjerne den frygt, men han var ikke velhavende og havde adgang til sådant et hvilested.

Efter endnu en kop instant ved syvtiden, erfarede han at det var blevet betydelig lysere udenfor. Om en time kunne han tage sin morgenmedicin og morgenmad, hvis tiden skulle passe sammen med den resterede del af dag. Han vidste, han nok skulle være forberedt på at en middagslur nok ville blive nødvendig, hvis han skulle fungere hele dagen ud. Hvis ikke han fik hvilet lidt, så ville der være dømt træt hjernemos, som ville efterlade ham i zombielignende passiv tilstand på grund af manglende søvn.

Klokken frem til otte gik over stok og sten med dybe tanker om døden. Da det bankede på døren og et personalemedlem kom ind, blev hun overrasket over at finde NC ved kontorbordet. Hun havde formentlig forventet at skulle til at vække ham, så han kunne få sin medicin.
   "Godmorgen NC. Tidlig oppe i dag?" Hendes grønne øjne funklede klare og veloplagte.
   "Godmorgen Pernille. Ja, jeg kunne ikke sove."
   "Nå for søren. Måske vil en middagslur rette op på det?"
   "Hvis der bliver tid til det. Jeg venter jo besøg her i eftermiddag, så det er ikke til at sige hvornår der bliver tid til en lille lur."
   "Så må du gå tidlig i seng i aften i stedet for."
   "Ja, der er ikke andet for."
   "Har du taget dine morgenpiller?"
   "Nej ikke endnu. Men dem tager jeg nu mens du er her."
   Hun fandt pillerne frem sammen med et halvt glas vand.
   "Tak," sagde han, tog imod og slugte dem.
   "Måske skulle du bevæge du ind i opholdsstuen og sludre med nogen i stedet for at sidde herinde mutters alene. Jeg så Henriksen side der. Han vil nok gerne sludre vil jeg tro," sagde hun optimistisk og frisk.
   "Det vil jeg overveje," smilede han.
   "Ja, gør det," gengældte hun smilet og forsvandt ud af døren.
   Henriksen var et sludrechatol, men også en særdeles nysgerrig person. Man skulle passe på med hvad man sagde til ham, for han sagde det bare videre havde NC for længst erfaret. Så lysten til at snakke med Henriksen var ikke ordentlig til stede, siden han ikke kunne holde på hemmeligheder. Men manglede man information om hvad der rørte sig på plejehjemmet, så var han den helt rigtige at henvende sig til, for der gik ham intet forbi.

I øjeblikket havde NC ikke lyst til løst sladder. I stedet satte han en kande kaffe over og spiste trofast sin havregryn med mælk og uden sukker. Han havde fravalgt sukker i havregryn for over tredive år siden, da han fik konstateret diabetes to, og savnede egentlig ikke det søde element der til tider knasede mellem tænderne.

Selv om det var over to timer siden han vågnede af mareridtet, så havde den ubehagelig følelse af afmagt stadig hold i ham. I øjeblikket var det sidste han ønskede sig at tage en middagslur for at rette op det manglende søvn niveau. Drømmen havde efterladt ham med en tryggende sindsstemning, så det var rart at Pernille fra plejepersonalet havde dukket op. Også selv om det kun var for at sikre han fik sine morgenpiller. Han tyede atter til sin notesbog der fungerede som dagbog:
   "Jeg ville ønske man kunne snyde døden, for jeg har ikke lyst til at tage herfra foreløbig. Jeg ved mine dage efterhånden er talte, da jeg jo er oppe i målgruppen der har det med at vandre herfra, men jeg føler mig ikke parat til at tage herfra endnu. Mine mareridt om døden skræmmer mig, og jeg er bange for at lægge mig til at sove om natten. Jeg troede ellers jeg var ovre at frygte døden, men mine drømme går ud over dagtimernes ve og vel. Jeg føler jeg er ved at miste forstanden. Gid jeg var tyve år igen."
   Han lagde blyanten fra sig og skænkede sig en kop kaffe med mælk i, nippede til væsken og satte koppen på skrivebordet. Der var nu lyst nok til at han kunne arbejde uden lys fra lampen, så han slukkede den og forsatte sine strøtanker:
   "Jeg har igen i dag drømt, at jeg blev levende begravet, og drømmen efterlod mig med en følelse af en sårbar dødelighed, der gjorde indtryk på mig efter drømmen var ophørt, og det skræmmer mig over al forstand. Jeg ville ønske, jeg havde nogen at snakke med det om, men hvad skulle det desuden hjælpe. Jeg er jo bare et gammelt tossehoved der underholder med barnagtige tryllekunster på et plejehjem i utide. Jeg kan jo nok ikke trylle mig ud af denne suppedas, som jeg er havnet i, men det kan forhåbentlig aflede dødstankerne lidt. Måske skulle jeg trylle lidt i dag hvis folk er i humør til at blive underholdt og måske skulle jeg udvide mine numre med noget nyt indhold. For jeg har jo ikke vist dem noget de ikke har set før. Så forstår godt hvis de ikke gider at se de samme numre om og om igen. Der skal noget nyt til. Spørgsmålet er blot hvad der skal til for at forbløffe. Måske har B Lee noget nyt at bidrage med som jeg selv kan bruge i mine numre? Hvem ved? Tricket med bolden under de tre krus har været brugt til ukendelighed. Det samme gælder de to ringe man fører ind i hinanden. Andre tricks som med kortspil er også slidt op. Jeg har brug for noget helt nyt. Jeg er brug for et mirakel."

NC lagde blyanten fra sig og tog en slurk af kaffen. Slurken faldt på et tørt sted så han tog en tår til, inden han satte koppen fra sig. Han følte at føle sig en blanding af rastløs til mode, samtidig med at han følte sig doven. Det var en håbløs og modstridende cocktail. Måske skulle han gå hen og høre ad om de ikke kunne få kartoffelmos og kødsovs en af dagene, for han elskede denne spisen. Efter hans mening skulle det indføres at få mindst en gang om ugen, men det ville være for meget at forlange af køkkenpersonalet og ikke mindst de andre beboere. Men det skete med jævnlige mellemrum at han spurgte ad, og fik sin vilje trumfet igennem. Det var altid den samme menu han forhørte sig ad, så køkkenpersonalet var ikke det mindste i tvivl om hvad NC ville, når han henvendte sig til dem i køkkenet.

Han tog sine brune Ecco sko på og bundede kaffen. Så forlod han sit værelse og satte kurs imod køkkenet. Undervejs så han Henriksen, der sad i opholdsstuen og så morgen tv. NC hilste på Henriksen og tøffede ud bag i køkkenet. Der stod Heidi bag gryderne.
   "Godmorgen NC, lad mig gætte. Du vil gerne bestille kartoffelmos og kødsovs på menuen."
   NC smilede og sagde:" Ja hvis det ikke er til for meget besvær, så ville det da være dejligt at få en af dagene."
   "Jeg skal se, hvad jeg kan gøre. I mellemtiden må du slå dig til tåls med hvad der bliver serveret, men det ved du jo."
   "Mange tak for det. Hvad skal vi have at spise i dag?"
   "Karbonader, sovs og kartofler efterfulgt af budding til dessert."
   "Nå okay. Det lyder jo lækkert. Tak for det, og god arbejdslyst," smilede han og fandt dørhåndtaget.
   "Tak for det," sagde Heidi ham og forsatte sit forehavende i køkkenet.

Henriksen havde straks lugtet lunten, og gav den til kende da NC gik forbi i opholdsstuen.
   "Godmorgen NC. Har du nu bestilt kartoffelmos og millionbøf igen?"
   "Godmorgen Henriksen. Ja, jeg skal jo være sikker på at vi får noget godt at spise en gang imellem."
   "Det er heller ikke det værste man kan spise. Hvordan går det ellers?"
   Det var ikke et spørgsmål som NC havde lyst til at udpensle. Specielt ikke til Henriksen.
   "Det går fint tak. Tak fordi du spurgte." Han ville ikke spørge Henriksen ad hvordan det gik ham, for så kom han ikke tilbage til sit værelse foreløbig. Så meget kendte han efterhånden Henriksen. Det var altid det samme indhold, om gigten og hoften der var begyndt at plage her for nylig. NC vimsede tilbage på sit værelse. Han følte sig mere doven og lad nu, end da han forlod sit værelse. Måske skulle han hvile lidt inden han tog næste kop kaffe fra kanden af.

Han fandt sit yndlingstæppe, et gråt tæppe der ikke var for kraftig eller for tynd, og lagde sig oven på sin redte seng. Uroligheden var der stadig, men måske kunne han ryste den borte med en lur, med forudsætning af at han kunne finde ro. Der gik nogle minutter hvorpå han svagt mindes sine sidste mareridt, men efter nogen tid fandt han langt om længe hvile. Det skulle ikke være en lang lur, bare et hurtigt nap på en halv time til en hel times penge. Det prikkede let i hans krop da han overgav sig, og snart sov han.
   Overraskende nok drømte han allerede igen inden for kort tid.

Han drømte at han rejste sig fra sin seng og gik ud på gangen. Det hele virkede meget realistisk. Det sjove eller underlige ved det hele var at da han skulle åbne døren fra sit værelse så gik hans hånd igennem dørhåndtaget og han væltede klodset halvvejs igennem døren fordi der ikke var noget modstand. Han kiggede rundt ude på gangen og lod resten af sin krop vandre igennem døren. Plejehjemspersonale i form af Pernille kom gående og forsvandt ind på et toilet. Han havde ikke nogle beskidte tanker, og fulgte efter hende af uvisse årsager. Det var som om hun var en vigtig brik i denne drømmelignende tilstand, som virkede temmelig virkelig. Forsigtigt kiggede han ind igennem døren til toilettet og så Pernille var ved at være færdig med at tisse. Han kunne se at hun havde røde trusser på i dag, da hun trak dem op. Hun kiggede sig i spejlet og NC trådte da ind igennem toiletdøren. Hun skreg ikke så dette måtte blot være en livagtig og mærkelig drøm. Hun nettede sig foran spejlet med lidt vand i hovedet og stirrede ind i spejlet. Han fik den mærkelige idé at han skulle prøve at se ad om han kunne blive et med hendes krop af nysgerrige årsager. Hvorfra denne idé kom fra vidste han ikke, men han stod bag hende og trådte et skridt fremad så deres kroppe overlappes. Han forstillede sig kort hvordan han kunne kontrollere hendes krop med lukkede øjne, og da han åbnede dem igen, var Pernilles grønne øjne blevet til NC's blå øjne. Pernille synes ikke bide mærke i hans tilstedeværelse, hvilket var godt ellers ville hun nok bare blive grebet af panik. Han slap sit greb om hende og hendes øjne blev igen grønne. Han smilede for sig selv. Han havde fundet på et nyt trick. Så var spørgsmålet blot om han også kunne gøre det under normale vågne omstændigheder. Hvad end dette var så vidste NC, at han havde fat i noget nyt og banebrydende. Pernille tørrede sig med papirklude og forsvandt ud fra toilettet.
   NC stod tilbage på toilettet og så sig selv i spejlet. Hvad var det lige der skete? Hvad kunne han ellers udrette i denne tilstand? Kunne han mon også bevæge kropsdele på et vedkommende?
   Han gik igennem toiletdøren og ud på gangen, og bevægede sig ind i opholdsstuen. Her sad Henriksen og nød sin morgenkaffe sammen med Anita og Bent mens tv'et kørte i baggrunden. Der var ingen der reagerede på at NC kom gående. Igen var der ingen der reagerede på hans tilstedeværelse. NC gik over til lænestolen hvor Henriksen sad med en kaffekop der var halvt fyldt i hånden. NC lod sig falde ned i skødet på ham og koncentrerede sig om at blive et med Henriksens krop. Henriksen snakkede lystigt til Anita og Bent, og NC fik hånden med kaffen i til at hælde så Henriksen fik kaffe i skødet. Anita og Bent så til undrende til over den ufrivillige bevægelse, og Henriksen rejste sig hurtigt fra stolen med NC ombord. NC frigjorde sig Henriksen og gik tilbage til sit værelse, hvor han fandt sin sovende krop. Han lagde sig ned oven i sig selv og forstillede sig at komme tilbage til de levendes rige.

NC vågnede brat fra sin tilstand huskende alt hvad han havde fortaget sig. Det var en besynderlig oplevelse, men han måtte frem for alt have vished om det hele havde været ægte nok, så han tog sine morgensko på og forlod sit værelse i en fart. Han var sjovt nok sulten allerede nu. Han gik ind i opholdsstuen hvor Anita og Bent sad.
   "Godmorgen i to. Hvor er Henriksen?" spurgte han.
   "Godmorgen NC. Henriksen spildte kaffe ned ad sig selv og er gået ind på sit værelse for at skifte," sagde Anita.
   "Okay," sagde NC og smilede triumferende indvendig, mens han gik tilbage til sit værelse. Så det hele var altså ikke en drøm, men en slags ud-ad-kroppen-oplevelse og så alligevel ikke, hvis han var i stand til at kontrollere kropsdele. Mon han kunne bevæge en hel krop? Det var nok de færreste der havde prøvet på at manipulere kroppe mens de var i den tilstand. Ikke desto mindre betød det at et helt nyt univers havde åbnet sig for ham, hvis han kunne kontrollere det. Det var næsten alt sammen for godt til at være sandt.
   Inde på værelset skænkede han sig en kop kaffe, og satte sig over til sit skrivebord. Han var i tvivl om hvorvidt han skulle skrive den nye oplevelse ned eller om den skulle forblive en hemmelighed. Efter at have sippet til kaffen besluttede han sig for at tage oplevelsen med sig i graven og ikke manifestere det på tarveligt papir i form af dagbog.
   Det var snart middag. Tiden havde gået relativt stærkt denne formiddag. Snart ville Pernille besøge ham og sørge for at han fik sin middagspille. Han sad og funderede over, om han mon kunne gøre tricket igen eller om det var en engangsoplevelse, over sin kaffe.
   Så blev klokken lidt over tolv og Pernille kom ind til ham med piller. Hun hentede et halvt glas vand og gav det sammen med pillerne. Hendes røde trusser stod indprentet i hans hukommelse og han kiggede flygtigt på hende og rødmende lidt.
   "Jamen NC du rødmer jo. Hvad er der i vejen?" spurgte Pernille med det tomme glas i hånden.
   "Nå, ikke det store. Jeg har det bare lidt varmt," og det var ikke engang løgn.
   "Skal jeg åbne et vindue?"
   "Ja tak. Det må du gerne," sagde han taknemmeligt.
   "Var der ellers andet?" spurgte hun og smilede.
   "Nej tak. Det var alt." Han turde ikke spørge hende ad om hun havde røde trusser på i dag. Det ville være at gå over stregen. Men han antog han havde ret.

Efter Pernille var gået, gik han ind i frokoststuen, hvor kendte ansigter sad og spiste varmt mad. NC banede vejen til maden og fyldte sin bakke med mad, hvorpå han satte slog sig ned imellem dem. Der blev sludret lystigt til højre og venstre mens han indtog sin mad, og da han var færdig med at spise, var klokken gået hen og blevet halv et. Folk forlod deres pladser efterhånden som de blev færdige og NC gik tilbage til sit værelse. De fleste skulle hen og have en lille middagslur, men NC var frisk som en havørn, fordi han havde hvilet kort tid forinden. Måske skulle han afprøve om han kunne forlade kroppen igen under normale omstændigheder - hvis han kunne, havde han et nyt trylletrick i ærmet til sine artsfæller.
   De havde aftalt at B Lee skulle komme ved tre tiden, så der var stadig tid til at eksperimentere i, i mellemtiden.
   NC satte sig i sin stol ved kontorbordet, og lod sig synke sammen til en powernap. Han måtte vide om han kunne bruge ud-af-kroppen-oplevelse i siddende tilstand ellers ville han ikke have noget trick at fremvise.

Han lukkede øjnene og lod sig slappe helt af, tog dybe indåndinger og fokuserede på at frigøre sig fra sit legeme. I nogle minutter virkede det håbløst. Måske virkede det ikke når han sad op i en stol. Men det skulle det hvis han skulle have succes. Han koncentrerede sig atter dybt og mærkede hvordan hans slappe krop blev fremmedgjort. Det virker jo ikke ordentligt tænkte han skuffet, og forstillede sig at han rejste sig op fra stolen uden at gøre det. Til hans forundring var det igen lykkedes at skille sig fra sin krop, og en glæde bredte sig i ham.
   Han kiggede på kroppen i stolen og besluttede sig for at gå en lille tur på plejehjemmet. NC bevægede sig glidende igennem sin dør på værelset og begav sig ud på gangen. Der var ganske stille overalt fordi folk var gået til ro. Han gik ind i opholdsstuen og fandt frem til fjernbetjeningen til fjernsynet. Hans hånd gik igennem fjernbetjeningen, fordi han ikke havde en solid kropsmasse at gøre godt med, men det var okay. Så langt så godt. Han kunne altid besætte en krop som en dukkefører, og få den til at gøre ting for sig. Hovedsagen var, at han var i stand til at adskille sig sin krop i utide. Med lidt mere øvelse ville han snart have et tryllekunstnummer parat til plejehjemmet.
   Han gik hen til Ruths dør og gik igennem den. Hun lå og sov fredeligt på sin seng med et roligt åndedræt. NC smilede og forlod igen hendes værelse. Han havde ingen onde intentioner med nogen eller noget. Han besøgte et par værelser til og besluttede sig for at ende eksperimentet. Han gik tilbage til sit værelse, hvor han fandt sin krop der hvor han havde efterladt den. I stolen foran kontorbordet. Han sank ned i stolen og lod sig genforene med sit legeme. Sært nok følte han sig småsulten, selv om det ikke var ret lang tid siden han havde spist i selskab med de andre beboere. Klokken var kvart i to og B Lee ville først komme om cirka en times tid plus minus det løse.

Sulten smågnavede i hans mave, så han tog sig en portion havregryn for at komme følelsen til livs inde på værelset. Der skulle snart hentes mælk til hans lille køleskab konstaterede han, men at have mælk på værelserne var selvfølgelig en luksus for han kunne bare spise morgenmad sammen med de andre. NC foretrak dog at spise morgenmad alene, fordi det var for tidligt at mingelere med andre mennesker. Der var noget sagligt over at spise i stilhed synes han, så han havde fået sin vilje fra dag et af, hvor han flyttede ind på plejehjemmet.

Da han havde spist, tog han en roman ned fra boghylden og lagde sig på sengen, for at få tiden til at gå. Koncentrationen svigtede ham, og han måtte læse ordene på siderne flere gange. Til sidst stod han op og fik tiden til at gå med at se tv frem til klokken blev kvart over tre. Så bankede det på hans dør. NC hægtede op i sig selv og så op fra sin gule lænestol.
   "Kom ind," sagde han og skruede yderlig ned for tv'et, hvis lydstyrke i forvejen var lav.
   B Lee trådte ind ad døren.
   "Hej NC, godt at se dig," sagde B Lee.
   "I lige måde B Lee. Det er efterhånden et stykke tid siden sidst."
   "Ja det er ved at være en rum tid siden. Hvad så? Har du oplevet noget nyt siden sidst eller sker der ikke så meget?"
   "Det er vel som man tager det. Her på plejehjemmet går livet jo stille for sig."
   "Ja det kan jeg forestille mig. Laver du stadig trylleshows for beboerne eller er det gået op i hat og briller?"
   "Jeg optræder da engang i mellem når folk gerne vil underholdes. I den seneste tid har der ingen interesse været, men det kan være det kommer igen på et tidspunkt. Måske meget snart. Jeg har muligvis et trick i ærmet som der ikke er set før."
   "Det lyder spændende. Vil du afsløre lidt mere?"
   "Niks, ikke på nuværende tidspunkt. Men lad os bare sige at det er en øjenåbner."
   B Lee tog plads i læderlænestolen der næsten kun blev brugt af gæster, og så gav de sig til at snakke om gamle dage, efter NC havde sat kaffe over. B Lee afslørede at han var holdt helt op med at trylle, fordi han følte repertoiret føltes brugt op og at ingen længere havde tålmodighed til tryllekunst. Alle folk var begravede i deres mobiltelefoner nu om stunder, og han havde svært ved at fange deres interesse for alvor.
   "Hvornår optræder du med din såkaldte øjenåbner? Jeg er nysgerrig."
   "Jeg kunne måske vise dig tricket om en times tid. Plejehjemspersonalet skal lige rundt og forberede folk på at møde op."
   "Allright. Så vil jeg se frem til dit nye nummer."
   "Jeg giver lige besked til personalet," sagde NC og rejste sig fra lænestolen for så at gå ud og finde en ledig medarbejder. Han fandt til sit held Randi ude på gangen og satte hende ind i situationen, og gik så tilbage til værelset til B Lee.
   "Jeg optræder klokken fire og gemmer mit nyeste trick til slut, så du må væbne dig med tålmodighed, slubrede han til kaffen."
   "Alt godt kommer til den som venter gamle ven," sagde B Lee og smilede lidt.
   Samtalen frem til klokken fire tog mest sted i fortidens lys, hvor de begge havde konkurreret om at finde på tryllekunster der kunne overgå hinanden gang på gang.

Så bankede det pludselig på døren og Randi trådte ind ad døren.
   "Så er vi klar til at se trylleshow NC," smilte hun: "Folk er samlet i opholdsstuen som du bad om."
   "Okay, tak skal du have. Vi kommer nu," sagde NC og gik hen til sin kiste i hjørnet, hvor han opbevarede ting og sager, som han brugte i sine shows. Randi forsvandt ud af døren og NC tog en mulepose og lagde nogle ting ned i den.
   "Så er jeg parat," sagde han og B Lee rejste sig fra sin stol af og fulgte efter ham ind i opholdsstuen, hvor der sad en et par håndfulde velkendte ansigter.
   "Jeg har fundet på et nyt trick til jer, men først tager vi lidt klassisk underholdning," sagde han og gik i gang med sit trylleshow. Undervejs snakkede folk for de havde jo set trickene udført før, de vidste bare ikke hvordan han bar sig ad. Plejehjemspersonalet holdt sig i baggrunden. Efter at have holdt folk på pinebænken nok sagde han: "Og nu til mit finalenummer som ikke er blevet vist før. Må jeg bede om to stole og absolut ro, og så skal jeg bruge en frivillig. Hvad med dem Pernille? Jeg lover det ikke er farligt."
   Pernille smilede og kom frem til NC, og to stole kom op til ham. Han placerede stolene ved siden af hinanden med to stolebredder imellem hinanden.
   "Hvis de vil tage plads Pernille, så begynder jeg snart." Pernille adlød og satte sig ned i den ene stol. NC satte sig i den anden stol.
   "Som de fleste vil kunne se eller har opdaget, så har Pernille grønne øjne og jeg blå øjne. Jeg vil nu forvandle Pernilles øjne til mine blå øjne."
   Småsnakken bredte sig med lynets hast.
   "Jeg vil godt bede om absolut stilhed fra publikums side af, for at mit trick kan blive udført. Og nu Pernille, vil jeg bede dem om at lukke øjnene og afvente situationen."
   Hun lukkede øjnene og ventede. NC lukkede ligeledes sine øjne og koncentrerede sig. Der gik et par minutter hvor der intet skete, men så åbnede Pernille sine øjne. De var blå som NC's kunne folk bekræfte. Folk klappede. Men NC blev ved med at sidde stille med øjnene lukkede, og minutterne gik. Til sidst ruskede Randi blidt i NC's skulder, men han vågnede ikke op. Hans krop faldt til gulvet og det gik op for folk at dette ikke var en part af nummeret. Randi tog NC's puls. Han var død. Pernille havde stadig NC's blå øjne og smilte i det skjulte. B Lee vred sin hjerne om hvordan NC har båret sig ad, men kunne ikke gennemskue sin gamle vens magiske trick, så han tog slukøret hjem. Ambulancefolkene kunne afsløre at NC havde grønne øjne.
   "Er der noget vi kan skaffe dem," lød det fra politiet til Pernille, da de afhørerede hende lidt senere.
   "Ja, kartoffelmos og kødsovs vil være dejligt," sagde hun med et glimt i øjet.