Han klemte hendes kinder sammen med sin knoglede hånd, så munden åbnede i et smertefuldt udbrud, hvorefter han fnysende spyttede hende ind i munden. "Lene, vi ved godt det er dig, der står bag", skreg han rasende ind i øret på hende. "Hvem slog Ole ned? Svar for helvede!" Lene prøvede at råbe, "slip mig!" men ordene blev i et kvalt skrig.
   "Kør over Fælleden, Clausen, jeg skal bruge en halv time med dukken her, inden Brodersen, får hende til afhøring" sagde han ophidset til betjenten på førersædet af patruljevognen.
   "Er det nu klogt, John?" Brummede Clausen.
   "Det er det, der skal til, for at få hul på dåsen her. Kom nu videre, Clausen. Du smutter gennem Langebrogade." Clausen bandede lavmælt og svingede ind i Overgaden.

Lene var i håndjern og klemt ned på bagsædet. Hun kunne intet gøre for at forsvare sig mod betjenten, der ville have en tilståelse ud af hende. Hun var chokeret, forvirret, bange og på kanten af panik. Var det virkelig politiet, eller var det et hævn raid fra Mafia Shqiptare? Lene vidste, at hun var på dødslisten.
   Hun anede ikke, hvad hun skulle sige til den vanvittige betjent, der pressede hendes hoved ind i nakkestøtten og råbte og skreg ind i øret på hende.
   Clausen nåede frem til 'Losseren' den lille sidevej, som lå uforstyrret på Fælleden. Stedet blev brugt af 4L til at afstraffe forbrydere, der havde skadet en betjent, og som det ikke var muligt at få afstraffet på normal vis gennem anklagemyndigheden og retssystemet på grund af utilstrækkeligt bevismateriale.

Han blev ved og ved. Med et forvrænget ansigt og ondskabsfulde øjne kundgjorde han den smertefulde straf, der ventede hende, hvis hun ikke øjeblikkeligt indrømmede, at hun stod bag overfaldet på politiassistent Ole Eg Gormsen og angav sin medskyldige. "Hvis du ikke plaprer ud med sproget, sparker vi dig ud på asfalten, når vi kører over Langebro med speederen i bund. Det gør ondt, og du vil ønske, at du ikke overlever, kan jeg forsikre dig for. Vi rapporterer det som et flugtforsøg. Tænk dig om, Lene...! Vi har arrangeret en lille generalprøve på Artillerivej, så kan du se, hvor ondt det bliver."... Og så skal du fortælle mig, om du har lyst til at snakke i mellemtiden."

En anden patruljevogn kom kørende oppe fra Fælledvej og standsede 30 meter foran dem. Hun kunne se at Snotter sad på bagsædet med en betjent, da Clausen tændte spotlighten på taget og rettede lyskeglen ind.
   "Lige nu tror Snotter, at han skal hjælpe med en politiopgave, men om lidt sparker vi ham ud af patruljevognen på Artillerivej i høj hastighed, der møder han en smertefuld død." Sagde betjenten. Had og hævn lyste ud af hans øjne.
   "Lene, det er i din hånd, et blink med langlyset til kollegaen dernede og forestillingen 'Snotters død' bliver sat i gang."

Han slap det hårde greb om hendes mund og tog håndjernene af hende for at markere, at nu skulle hun tale. Han flyttede sit greb, og begyndte at presse hende hårdt i mellemgulvet og skridtet. Hun gav sig højlydt, og frygten kom væltende. Hjertets hurtige puls larmede højt i hendes ører. Vejrtrækningen var hurtig, men alligevel kunne hun ikke få luft. Kvalme og svimmelhed var ved at overmande hende. Hun vidste fra sit kursus i selvforsvar, at en livstruende frygt satte kroppens alarmberedskab i gang via et bestemt område i hjernen, der hed amygdala. Nogen kaldte det også reptilhjernen. Det kunne sætte hende i panik og presse hende til at tage forkerte beslutninger. Det gjaldt om at bevare hovedet koldt. John var en farlig mand, men hun måtte for alt i verden stole på sit eget potentiale og undgå panik. Hun huskede sin kamptræners råd:
   Få ro på. Træk vejret med maven. Lad som om der er et "rør" fra munden og ned i maven, forbi lungerne, idet du trækker vejret naturligt, ubesværet og uden at spænde i mavemuskulaturen samtidigt.
   Herved buler maven ud, og du optager maksimalt ilt... Udfordr frygten...!"
   Teknikken hjalp Lene til at tage det rigtige valg. Hun hørte sin kamptræners stemme: "Kæmp for dit liv, find en sprække i modstanderens angreb."
   Muligheden skulle komme før hun anede det...

Radioen knitrede. "Nine og tyve, hvor bliver I af? Kom ind. (afsluttende fløjt ) Fyyy!"
   Hverken John eller Clausen nåede at reagere, da Lene kastede sig frem og skreg hjælp! Hun råbte så højt hun kunne ind i radiomikrofonen. John rev hende brutalt tilbage til bagsædet, hvorefter han kastede sig frem og fik slukket radioen. Det var det sekund, Lene skulle bruge til at slide sig fri, presse sidedøren op, og sætte i løb ud over Fælleden, hvor hun forsvandt i mørket.

Dagen efter var flugten ud af landet iværksat. De skulle mødes på kl. 20:45 på Københavns Hovedbanegård. Lene gik frem langs perron 2, mens hun spejdede efter Bjørn. Længere ude drejede skinnerne i en smuk højrebue. Det var fra denne perron, Lene havde set så mange historiske filmklip, når fysiklæreren ikke gad at undervise, men satte en film fra Statens Filmcentral i apparatet og lod den snurre i mørket indtil timen var forbi.
   Glade skiturister der vinkede på vej til Alperne. Sportsfolk på vej til Olympiaden, soldater på vej til fronten, jøder og politi på vej til koncentrationslejre. En kiste på vej til Roskilde... Mærkeligt at alle disse historiske billeder, som hun troede, hun aldrig havde registreret og var hende uvedkommende, pludseligt passerede revy. Måske fordi hun indså at beslutningen om flugt var definitiv, og at de aldrig ville komme tilbage.

Hun standsede ud for lokomotivet. Dieselmotorerne kørte i tomgang og udviklede en ubehagelig varme, der lugtede af asbest. Snotter havde kværnet løs om lokomotiver siden han var ganske lille, derfor vidste hun, at det var en MZ med 4000 HK, hvad man så end skulle bruge den viden til? Hun kom pludselig til at savne Snotter, Marie og Gerda...
   MZ'eren skulle trække nattoget med de otte vogne til Hamborg, hvorefter vognstammen blev delt op og overtaget af Deutsche Bundesbahns fire vogne til Paris og fire vogne til Basel.
   Hun gik tilbage ned langs togstammen, og stillede sig ud for en af de åbne vogndøre, parat til at springe om bord. Bjørn var stadig ikke dukket op, det var ham, der havde billetterne. Hun havde det svært med tidsoptimister som Bjørn, og folk der kom for sent. Toget ventede ikke, vidste hun, der blev fløjtet afgang kl. 21:00.

Tre minutter til afgang, og ingen Bjørn. Nu begyndte hun igen at høre hjertet hamre i ørene. Da den store viser på perronens elektriske ur lavede det karakteristiske minutspring - zag! - til 20:58 fik hun kvalme...
   To uniformerede mænd med kasketter steg om bord lige ud for hende. Den ene vinkede og råbte,
   "kom nu, Lene!"...
   Gud! Det var Bjørn...!

Snotter kom spænende ned af perronen og nåede hende, hun slog armene om ham og græd.
   "Jeg troede, du var død", sagde hun og krammede ham.
   "Hold da kæft, det er den nye MZ 1433 med 4000 HK", sagde Snotter og grinede over hele femøren. "God tur, Lene" Han krammede og kyssede hende. Det havde han aldrig gjort før, nåede Lene at tænke.
   Zag! - Den store viser sprang til 21:00. Togføreren vinkede, og Lene sprang op på trinnet og blev trukket ind af Bjørn. En mørk skygge sprang samtidigt ind i den bageste vogn...

Togføreren kontrollerede togstammen med sit skarpe blik og fløjtede til afgang.
   Snotter elskede lyden af den klassiske DSB trillefløjte og var næsten høj, da han løb hen til det åbne skydevindue, hvor Lene ivrigt vinkede og lavede fingerkys. Han løb vinkende efter det accelererende tog indtil perronen endte. Han stod tilbage med en klump i halsen, mens toget forsvandt i mørket, og den karakteristiske lyd fra hjulenes passage af skinnesamlingerne fadede ud.

I kupeen opstod der det sædvanlige postyr med at indrette sig praktisk sammen med de andre passagerer og den omfattende bagage. Sovevognene fra Deutsche Bundesbahn var seks-personers kupéer, hvor man sad tre rejsende over for hinanden. Bagagen blev med møje og besvær skubbet ind i rummet over toggangen.
   Når man skulle sove, fungerede det på den måde, at togstewarden dukkede op efter klokken ti. Så blev de seks stole mekanisk ændret til køjer, og hver fik et tæppe og lagen udleveret. Det fungerede sædvanligvis godt, hvis medpassagererne udviste normal adfærd.

Lene konfronterede Bjørn ude på vogngangen. Hun var sur over, at han havde hængt hende til tørre på perronen. Hvorfor var han dukket så sent op? Hvorfor i alverden havde han taget den mærkelige grønne uniform og kasket på? Og hvem var den frastødende store mand i samme grønne uniform som Bjørn?

Bjørn forklarede:
   "Hør her Lene, 4L er efter dig, og de har sandsynligvis skygget dig hertil. Måske har en af deres såkaldt retfærdselskende betjente sneget sig ombord på toget for at hævne overfaldet på politiassistent Ole Eg Gormsen." Han fortsatte.
   "De leder også efter mig, men spejder kun efter én person. De har aldrig forestillet sig, at de skulle finde to uniformerede mænd, derfor kunne vi stige ubemærket på toget. Se på dig selv, du genkendte mig jo først da jeg anråbte dig, ikke?"
   "Hvem er den store mand, du har med?" Spurgte Lene, lidt mindre vredt.
   "Jeg må egentlig ikke sige så meget, men han hedder Andrej. Han er videnskabsmand og et geni, og er inviteret personligt af Fidel. Jeg fungerer officielt som hans assistent. Han har sørget for visa og flybilletten fra Paris til Havanna til os begge... Han kan også skaffe dig derover, når du har besøgt Jens Østergård i Schweiz. Andrej er go' nok, han ligner Mafia, men han er en rar onkel"
   Lene replicerede, "eller omvendt"... "Han ligner en rar onkel men er mafia"
   Bjørn så bebrejdende på hede, og Lene ændrede sit udsagn...
   "Han ligner en russer" Vrissede hun surt.
   Bjørn: "Ja, han er kommunist og ja, han er russer..."
   Lene fortsatte: "Og hvad med de grønne uniformer og sindssyge kasketter?"
   "Det er en tro kopi af den uniform Fidel havde på, da han hyldede de hjemvendte tropper fra Angola i 1988 Det er en gave til Andrej og mig fra kammeraterne på Cuba. Det er en stor ære. Som du kan se, er det nærmest et sæt pænt arbejdstøj uden sildesalat og kasketten en simpel 'murerkasket'. Det er typisk for Fidel, det er derfor, de elsker ham så højt."
   "Det går altså ikke at køre ind i Tyskland med de der Castro uniformer, Bjørn. Det vil vække alt for meget opmærksomhed."
   Den spirende forelskede, der brændte i Lene, var sat på hold på grund af den åndsvage uniform kunne hun mærke...
   "Hmm, jeg vender det lige med Andrej," sagde Bjørn.
   Hun var skuffet, skulle russeren nu til at blande sig i deres liv?

De satte sig ind i kupeen og præsenterede sig for deres medpassagerer. I starten lidt formeldt og reserveret, men som timerne gik faldt facaderne.

Lene sad ved vinduet i kørselsretningen, hun havde sin nye lyseblå kjole på og præsenterede sig:

"Jeg hedder Lene. Jeg er 17 år og er fra Danmark. Jeg er handelselev hos Hami Supermarked og er på rejse for at besøge en god ven i Lugano."

Bjørn sad over for, imod kørselsretningen, og præsenterede sig: "Bjørn 22, fra Danmark. Nyuddannet cand. polit. med speciale i international socialisme, jeg er på studierejse til Cuba med stop i Paris."

Andrej havde bænket sig ved siden af skydedøren, så han let kunne få adgang til sine mange varer i kuffertrummet ovenover. Han præsenterede sig på engelsk, med en dyb og rungende russisk accent: "Andrej Mikhailov, 52 år, fra Novgorod, baryton- og bassanger samt skakspiller, på vej til en skakturnering i Paris."

Over for ham sad Sonja Bergmann fra Belarus med datteren Siv på 7 måneder.
   Sonja var ca. 33 år. En høj blond kvinde, der fik pulsen op på mænd, der var inden for visuel rækkevidde.
   Hun præsenterede sig kort på dansk men med en udpræget russisk accent, der kortvarigt fik Andrej til at løfte hovedet og knibe øjnene sammen. "Jeg hedder Sonja og bor i København, jeg er på vej til Basel med min datter."

Efter præsentationen slappede alle lidt mere af, og uvisheden var reduceret. Nu vidste man i det mindste, hvem man skulle dele sovekupé sammen med.

Siv var faldet i søvn i den alt for lille lift, hvor hun lå ukomfortabelt, med de små buttede ben stikkende ud over kanten i fodenden. Liften var placeret på sædet mellem Sonja og Lene så Lene kunne studere den sovende baby.
   "Hvor er hun sød," sagde Lene og sendte Sonja et anerkendende smil, som stolt blev returneret.
   "Ligger hun ikke lidt klemt?" Spurgte Lene forsigtigt, og fortrød det i det samme.
   "Jo sagde Sonja med et lille suk. Hun er vokset så hurtigt, hun er snart alt for stor og tung at transportere i lift. Men som hun sover nu, er hun helt afslappet. Vil du holde hende, mens jeg retter hendes tæpper lidt til?"
   "Meget gerne."
   Sonja rakte Siv over i armene på Lene. Siv sov trygt videre, men den lyserøde sut fik et par ekstra omgange .
   Hun var tung syntes Lene, så hun kom ned på skødet.
   Tænk hvis man skulle have ansvaret for sådan en fin lille skabning, det ville være helt uoverskueligt tænkte Lene... Men hvor var hun dog køn med de fine, rene træk. Hendes hud var svagt farvet. Hun havde sort hår smukt aftegnede øjenbryn og lange øjenvipper. Hun lignede slet ikke Sonja tænkte Lene.
   Lene syntes at moderfølelsen langt inde ringede hende op og var helt betaget af lille Siv, det var dejligt at sidde med hende i armene og høre hendes rolige vejrtrækning.
   "Åh Lene kan du ikke holde Siv, mens jeg tager en kop kaffe i spisevognen?" Spurgte Sonja.
   "Jo selvfølgelig," svarede Lene smilede. "Bare tag dig tid Sonja, jeg skal nok tage mig af Siv."

Først da Sonja var forsvundet ud af kupeen vendte de to 'paradeuniformer' tilbage til 'normal mode'. Andrej svedte og fandt en flaske vodka "puh ha'," det var da noget af en dame, han sådan var kommet til at sidde overfor. Han tog et par kraftige slurke af vodkaen, og bød den rundt.
   Bjørn svedte også og knappede den øverste knap i skjorten op, mens han beredvilligt greb Andrejs vodka, som var det et redningsbælte kastet ud til en druknende sømand.
   "I er for nemme," sagde Lene hovedrystende og tog en slurk af vodkaen, hvorefter hun hostede og hakkede af den stærke drik. Andrej slog en befriende latter op. Lene tyssede, "schyyy, du vækker Siv."

Oppe i den overfyldte spisevogn sad John Sørensen ved et bord og hang over en kop kaffe. Han planlagde drabet på Lene Lindstok. To skud, ét i brystet og én i nakken, når toget bremsede op på Hamborg banegård... Han var ikke glad for opgaven, men hun måtte nødvendigvis have sin retfærdige straf.

"Er der plads til én mere her ved bordet, soldier?" spurgte Sonja med et smil.
   John for sammen, stemmen kom ud af den blå luft. Og så dette 'soldier,' var han afsløret?
   "Jo værsgo," røg det ud af ham ... Han tog sin gæst i øjesyn.
   Han havde svært ved at skjule, at han var benovet. Så langt tilbage han kunne huske, havde han købt blade med kvinder der så ud som hende. Især 'Playboy' havde været hans favorit, indtil det pludselig var blevet bornert og kedeligt. Men det var aldrig lykkedes ham at få en kæreste, der matchede hans hede drømme...
   Sonja vinkede til stewarden.
   "Undskyld," sagde John. "Antog De mig for at være soldat?"
   Sonja kiggede længe undersøgende på ham, han mærkede det kildede i maven.
   "Nej," sagde hun, "du er politibetjent, og hvis jeg ikke tager meget fejl er du bevæbnet."
   John sad som lammet. Stewarden kom med kaffen.
   "Hvad mere ved du om mig?" Spurgte John rystet.
   "Det du har lyst til at fortælle mig," sagde Sonja og smilede, mens hun tog en slurk af kaffen og vinkede til stewarden igen.
   Smilet beroligede og ophidsede ham på én og samme tid.
   Han måtte tage en dyb vejrtrækning. "Jo, du ramte plet, jeg er politibetjent. Jeg hedder John Sørensen og er fra København. Jeg rejser dog i et privat ærinde. Jeg har tænkt mig at slappe af i Paris et par dage."
   "Paris skuffer aldrig," sagde Sonja sentimentalt. "En vodka tak," sagde Sonja da stewarden dukkede op igen.
   "John fik øjenkontakt til stewarden og sagde, "Giv os en hel kande kaffe og én flaske vodka."
   "En vodka drikkende dansk betjent er et sjældent syn," sagde Sonja og lo.
   "Nå nu ved jeg alt om dig John," sagde Sonja smilende, "så er det på tide jeg præsenterer mig. Jeg hedder Sonja og bor i København, jeg er på vej til Basel med min datter."
   "Datter?"
   "Ja, hun bliver passet af en ung pige i kupeen"
   John fyldte glassene op med vodka. "Nå, så mor er taget alene i byen," grinede han og løftede glasset.
   "Skål!" De kiggede udfordrende på hinanden og skyllede en dobbeltgenstand ned i et drag.
   "Hold da kæft," sagde John og rystede hovedet, mens han stirrede på den smukke kvinde, der var fuldstændig upåvirket, mens han selv måtte snappe efter vejret. "Hvordan kan det lade sig gøre?" Spurgte han dumt...
   "Jeg er professionel," svarede Sonja alvorligt.
   "Professionel? Hvordan professionel?"
   "Det finder du ud af." Svarede hun, og sendte ham igen et af disse smil, der gjorde ham forvirret og ør i hovedet.