Fjeldet om efteråret er et væld af farver. Skoven er grøn, tæt og mørk, den består mest af gran og fyr. De store træer bliver mindre op over lien, længere oppe er der kun de hvide birketræer med sorte sprækker i barken, de står endnu med alle deres røde og gule blade, som rasler ved den mindste luftning. Så bliver birken mindre og mindre, for til sidst at krybe hen ad klippen i de særeste former. Over trægrænsen breder lyngen sig milevidt, farverne er voldsomme, det grønne er næsten gult, det gule næsten rødt, det røde næsten brunt, og alt tilsammen er det gyldent. De lysende højsletter strækker sig som kæmpemæssige terrasser, lierne rejser sig stejlt mod nye terrasser, og videre op mod nye igen, mod toppen.
   Ind over fjeldet går tre mennesker, en mand og to børn. Pigen er tretten-fjorten år, hun har langt, lyst hår, på ryggen i en bylt har hun en gul regnfrakke. Drengen er fire-fem, han er glad, løber omkring og synger af fuld hals. Manden går målbevidst, med faste, rolige skridt. Han har blå jakke og rød strikhue på. - De skal til toppen.
   Solen står lavt, ingen vind rører sig, selv ikke her på de åbne sletter. Luften er kold og så klingende klar, at de fjerneste ting synes nære. Himmelen er høj, ser man mod den er det som om den flyver længere ud, den er gennemsigtig som det lyseste blå glas, hvor igennem man kan se ud i det uendelige.
   De tre mennesker går ad en næsten usynlig sti, som slynger sig over sletterne og op over lien, ind imellem deler den sig eller bliver helt væk. Den er trampet gennem århundreder af mennesker og dyr. Lyngen er blød af gå i, som at gå på puder. Luften er let - let, det er som om den bærer dem fremad.
   Det er alt for sent på dagen, hvad tænker de på? Men mandens skridt er sikre og trygge, og de er alle tre vant til fjeldet.
   For hver skråning de forcerer er det som om toppen vil være lige bag den næste, og det driver dem fremad. Sådan er det, selv når man har gået turen mange gange før. Men omsider kan de se varden på toppen, en varde som er opbygget af andre vandrere som gennem tiden har lagt sten på sten. Her er der næsten ingen lyng, og den smule der er, er forblæst og forkrøblet, her er bare stenet, og spredt omkring ligger store sten og ligner underlige dyr, der ser efter dem.
   Det sidste stykke er der bare den nøgne klippe, kun det tørre lav knaser under fødderne. Der blæser en lille, strid vind, der kommer i pludselige kast.
   På toppen kommer vindstødene, så de tre næsten går over ende. Pigen ler, hun tager regnfrakken på, hendes hår står lige ud i luften. Drengen både ler og klynker lidt, og manden tager ham op og ind til sig.
   De sætter sig tæt sammen i ly af varden. De er på toppen, og de skal ikke længere. - Det er alt for sent, de må ned, men de kan næsten ikke få sig til at begynde nedstigningen. De har et mægtigt syn foran sig, fjelde og dale så langt øjet rækker, blå bjerge, endeløse vidder, blanke blink at små, mørke indsøer, og der er andre og højere toppe, her og der glimt af is og sne. Horisonten ligger i mørke. Det er tunge sorte skyer. Det trækker op til uvejr.
   Dalen de kommer fra ligger dybt under dem. Selve bygden som ligger helt ind under og op ad fjeldet, kan de ikke se. - Der går pludselig en angst igennem manden, og han rejser sig. Han har længe vidst at det var alt for sent, men han har ignoreret tanken. Fjeldet har narret ham, som det har narret så mange. Det er så dejligt, fjeldet løfter en op og gør en sikker på alt. Det er som om man svæver i luften og samtidig har hele kloden under fødderne. - Men nu griber angsten ham.
   "Vi må hjem," siger han. "Længere nede - nede i skoven blæser det ikke så slemt."
   "Jeg løber i forvejen," siger pigen, og straks er hun væk.
   "Vent!" råber han. "Vent længere nede."
   Det er tungere at gå ned end op. Ind imellem må han bære drengen. Sten ruller under fødderne og det smælder højt, når de rammer andre sten længere nede. Det er vanskeligt at se hvor man skal sætte fødderne, og det er let at få dem ned i sprækker.
   Længere nede på sletterne er det bedre at gå, og drengen løber selv. Men han snubler og græder og må tages op. - Det strejfer ham, at hun derhjemme nu bliver urolig. Hun ser jo også uvejrsskyerne.
   Pigen er lige så kendt på fjeldet som han selv. Alligevel kan han ikke lide, at han ikke kan følge med hende. Drengen hæmmer ham. - Men der er ingen fare. De har gået denne vej mange gange før. Selv i mørke ville han ikke gå vild. - Han standser lidt og ser tilbage mod toppen. Den er hyllet i en hvid tåge. Det må være sne.
   Farvel sommer, farvel efterår. På fjeldet skifter årstiderne brat. Alle de stærke farver der strålede for en time siden er nu løbet ud i et til en jævn vissenbrun tone. Himmelen er ganske lav. Den hviler som en byrde over jorden, så luften under den bliver trykket tæt sammen. Forrevne skyer kommer ud af intet, farer hen over dem, og forsvinder ud i intet.
   Det gør ikke så meget at det bliver mørkere. Der er alligevel god tid til det bliver rigtigt mørkt. Længere nede bliver stien også tydeligere og lettere at gå på.
   Kun et sted længere fremme er han ængstelig for. Det er en genvej, men begynder det at sne er det bedre at gå udenom. Det er Svarttjønn. En bæk løber over sletten, ved et klippefremspring samler den sig i en lille sø, før den fortsætter og forsvinder ud over fjeldsiden i et lille vandfald. Det er et vandhul som ingen kender dybden på. Den smalle vej eller sti har nogen for hundredevis af år siden, da sæterdriften var livlig, hugget ind i klippen. Fjeldvæggen går næsten lodret op på den ene side, og på den anden side lige ned i vandet. Der har været store sten sat langs kanten, men i tidens løb er de fleste forvitret eller faldet ud i vandet, og ingen har repareret. - Han er bange for at hun skal tage den vej. Hvorfor skal hun også være så vild? Hvorfor kan hun ikke vente?
   Men pigen sidder på en sten og venter på dem. Hun er blå om munden, fordi hun har spist blåbær.
   "Skal jeg hjælpe dig med Lillebror?" spørger hun, og han lader den lille sidde lidt på hendes ryg. Men hun kan ikke holde ham, han bliver hurtigt for tung og glider ned. Så løber drengen lidt selv, men snart må han tages op igen.
   "Det begynder vist at sne," siger hun. Der er intet at se, men sneen føles som små stik i ansigtet. "Og det begynder også at blive mørkt. Bare vi når hjem."
   "Vi skal bare ned på den anden side af Svarttjønn, så er det let nok."
   "Jeg løber i forvejen," siger hun.
   "Ja, gør bare det," siger han, og hun er allerede af sted. "Men udenom!" råber han efter hende.
   "Ja ja!" råber hun tilbage.
   Nu går hun derhjemme ud på verandaen og spejder op mod fjeldet. Så går hun ind. Men lidt efter kommer hun ud igen. Hun prøver at være rolig.
   Sneen begynder at fyge nu. Bare pigen dog ville vente.
   Så ser han den lille forhøjning, hvor stien fører ned til søen. Pigen står der og venter på dem. Da hun ser dem forsvinder hun ned på den anden side. "Ikke den vej!" råber han vredt. Han prøver at løbe, men kan ikke på grund af drengen.
   Da han når op på højen ligger vandet der sort under klippen. Ude på stien balancerer pigen.
   Han råber i angst, og hun vender sig og ler op mod dem. Men derved glider hun på de glatte sten, hun prøver at tage for sig med hænderne, men hun har mistet balancen, og med et lille skrig falder hun ud i vandet.
   Han sætter drengen fra sig og løber nedover i store spring. Den lille sætter i et skrig og følger efter. - Han er sikker på at han nok skal få fat i hende, men da han når frem til stedet er hun væk. Vandet er sort og blankt.
   Pludselig ser han den gule regnfrakke et stykke ude, og straks efter dukker hendes hoved op. Hun skriger. Forvildet ser han sig om efter noget at række ud til hende, men der er ikke andet end sten og sten. Da han ser igen er hun væk.
   Alt er gået i stå, sneen hænger stille i luften, vinden holder vejret. Han vender sig uendelig langsomt og ser op mod drengen. Han ved godt hvad der nu vil ske. Den lille kommer med ganske langsomme, bittesmå skridt ud mod ham. Det er som om han kommer svævende gennem luften, munden står vidåben i et lydløst skrig. - Så kommer det han ved, drengen snubler og falder, langsomt - langsomt ud i vandet og forsvinder.
   Vinden giver et hyl og kaster sig over ham, og sneen slår ned på ham. I et spring er han henne ved stedet. Men drengen er væk.
   Han sætter sig ned lige der på stien. - Han prøver at tænke på det der er sket - men han kan ikke huske det. Hvor er børnene? Hvor er de? De var her jo lige.
   Så ser han vandet lige foran sig, og han ved hvor de er.
   Han rejser sig. Hvad skal han gøre? Kan han bare gå hjem nu? Kan han sige at han ikke har børnene med? Kan han det?
   Men måske er det slet ikke sandt. Hvis han nu går hjem, så sidder de der i stuen, de vil komme ham i møde, og intet er sket. Han bliver helt glad ved tanken. Det vil han gøre, og så er ingenting sket.
   Et vindstød river ham næsten omkuld, og han mærker hvor kold han er. - Han kan ikke gøre det skete usket, men han kan gå hjem og fortælle hende det.
   Eller han kan selv lade sig falde i vandet. Det er hurtigt gjort, og så vil problemerne være løst. Han kan forsvinde fra det hele. Tragedien vil på en eller anden måde være mindre, når han er en del af den.
   Men søen glor på ham som et ondt øje og han viger tilbage.
   Nej, han ved hvad han vil. Han vil gå til fjelds igen. Fjeldet vil tage sig af ham. Vinden hyler og sneen driver tæt om ham. Fjeldet vil skjule ham.
   Han går opover, samme vej han kom. Stien bliver snart helt udvisket, han kan knapt se sine egne fødder. Inden længe vil han slet ikke vide hvor han er. Verden går ud i et i den hvirvlende sne, man kan ikke se forskel på op og ned.
   Men han standser, holder fast ved en klippe han genkender. Sneen overfalder ham som myriader af små vilde dyr, som river og flår i ham og kradser ham i ansigtet, og vinden råber og hyler:
   "Kom! Kom!"
   Den sidste rest af fornuft standser ham. Han må ikke gøre dette. Han må gå hjem. Han må gå gennem rædselen. Han må ikke være fej. - Ellers vil hun jo gå der og vente. Og det er værre end alt. Han må støtte hende. De må støtte hinanden.
   Sådan noget er sket før. Man kan komme over det. Han har kendt mennesker der har mistet deres børn. Han har set dem le og være glade. - Han ved det, men han vil ikke tro det. Dette kan man ikke komme over.
   Vinden har sluppet taget i ham. Det er som om fjeldet har opgivet ham. I hvert fald i øjeblikket. - Han må hjem nu.
   Han ser sig om, selvom han slet intet kan se for den fygende sne. Hvor er hele det fjeld som han holder så meget af. Er det virkelig det han har under sine fødder og omkring sig? Er dette den verden med alle de gyldne farver, som han var i for så kort tid siden? Hvad har han gjort? - Han råber højt i sin fortvivlelse:
   "Hvad har jeg gjort?" - Men lyden af hans stemme når ikke langt væk. Ingen hører den, og fjeldet hører ham i hvert fald ikke.
   Han går nedover igen. Stien kan han ikke se, men han er nogenlunde rolig nu, og han ved at han godt kan finde ned.
   Men ved søen kommer hele angsten over ham igen. Han passerer stien med ryggen presset mod fjeldvæggen. Kommet over bliver han stående, som om han venter at noget skal ske. Men der sker intet. Alligevel bliver han stående. Han er ikke i stand til at forlade dette sted. Han kan ikke forlade børnene her.
   Han kan ikke gå hjem. Han vil gå ned ad fjeldet i en anden retning, og så vil han rejse langt bort. Et sted i verden må han kunne gemme sig. Et sted hvor ingen vil spørge om noget. Ja, han må kunne skjule sig, også for sig selv.
   Da rejser søen sig på højkant, og et par lange sorte arme griber ud efter ham.
   Han kaster sig hovedkulds nedover. Han løber og løber i lange snublende spring, han falder, rejser sig igen og løber videre. Han når ned i skoven, hvor grene slår ham i ansigtet og river han til blods. Han løber og løber, indtil han snubler, falder og bliver liggende helt udmattet.
   
* * *
   Han bliver liggende der med ansigtet mod jorden. Her er lunt. Her er stille. Her sner det ikke. Kun fjernt kan han høre vinden suse i trætoppene. - Han har tabt sin hue. Søvnigt spekulerer han på hvor han kan have tabt den, og han undrer sig også selv over at han overhovedet kan tænke på det. - Han har det godt nu. Han lægger sig bedre tilrette med hovedet på armene. Han vil sove.
   Men så hører han stemmer. Han afviser det. Der er ingen stemmer her. - Men det er rigtigt nok. Det er virkelig stemmer. Barnestemmer.
   Han rejser sig og går i den retning.
   I en lysning i skoven sidder de.
   Drengen klynker, og pigen er i færd med at pakke tøjet bedre om den lille krop.
   Hun ser op på ham og smiler.
   "Det var godt du kom. Nu har vi ventet længe på dig," siger hun. "Lillebror fryser, og det er snart helt mørkt. Vi må skynde os hjem. Mor er vel også bange for os nu."
   "Ja, lad os komme af sted," siger han. Han tager den lille op til sig. Han mærker en hånd om sin nakke og en blød kind mod sin. Den er varm på trods af kulden.
   De går rask nedover, og jo længere de kommer ned des mildere bliver det.
   "Du har tabt din hue," siger pigen som går bagefter.
   "Det gør ikke noget," svarer han. "Den må fjeldet godt beholde."
   Endelig er de nede. Nu kan de næsten ikke se stien. Lyset fra huset dukker frem af mørket.
   Hun står ganske rigtigt og spejder. Hun løber dem i møde.
   "Åh, gudskelov! Jeg har været så bange," siger hun. "Det var godt I kom. Jeg så jo at det blev uvejr på fjeldet. - Fryser drengen? Javist gør han det. - Hvordan har du det, min pige? - Og du? Hvad er der sket med dit ansigt?"
   "Det er ingenting," svarer han.
   "Skynd jer nu ind i varmen. Hvor var det godt I kom."
   De går ind og lukker fjeldet ude.
   "Nu var jeg næsten sikker på at der var sket jer noget," siger hun. "Men jeg ved da godt at du passer godt på børnene. - Jeg er så glad for at der ikke er sket noget."
   De sætter sig omkring varmen.
   "Ja," siger han eftertænksomt. "Der er slet ikke er sket noget."