En uges tid senere kom inspektøren op i min celle og spurgte, hvad det var jeg havde indladt mig på. Jeg svarede, at hele den stilling fængslet havde indtaget til min sag havde tvunget mig til at reagere, som jeg gjorde.
   Han sagde så, at det var en fejl, at jeg ikke havde fået papir. Jeg havde jo selv hørt, at han bad sekretæren notere det i protokollen.
   "Ja," sagde jeg. "De bad ham skrive notabene."
   "Det er det jeg mener," sagde han. "Der er sket en forglemmelse." Så gik han.
   Var dette nu rigtigt eller fremstillede han det som en forglemmelse, fordi han ikke havde forudset min reaktion? Jeg havde ingen tillid til nogen af dem, men jeg gik i hvert fald i gang med at skrive.
   Det voldte mange tekniske vanskeligheder. Jeg kunne kun få et stykke papir ad gangen. Hver gang sagde jeg til betjenten, hvor mange stykker jeg skulle bruge. Han forsøgte også at få det, men det var umuligt. Et hæfte til at skrive kladde i lykkedes det mig heller ikke at få. Så tog jeg et af de hæfter jeg havde stående til skolebrug. Det var strengt forbudt, men jeg kunne ikke blive ved med den parlamenteren. Jeg syntes, det var så ligetil. Når jeg havde fået tilladelse til at skrive, måtte jeg vel også få midlerne til at gøre det. Men sagen var, at de ikke anede, hvordan de skulle tage denne situation.
   Den almindelige fremgangsmåde var den, at når en fange nægtede at arbejde, blev alt taget fra ham, og han blev sat i en straffecelle nede i kælderen, indtil han bøjede sig, og det vidste de ikke nyttede over for mig. Desuden var de klar over, at de selv havde forårsaget min arbejdsnedlæggelse. Men på den anden side mente de heller ikke, at de kunne føje mig, de var bange for at det ville gå ud over respekten. De var ikke store nok til at se, at det var den eneste måde, hvorpå respekten kunne reddes.

Det der er fængslets styrke, nemlig at alt liv er i faste rammer og går efter bestemte retningslinjer som opretholdes og ledes ved magt, det bliver dets svaghed, når der sker ting, der fører uden for rammerne, for der kan de ikke finde løsningen i reglementet. Der gælder det om at lederne har den fornødne styrke og erfaring i deres egen karakter til at løse problemet. At det er dem der er herre over reglementet og ikke modsat, og den erfaring forhindrer hele fængselsprincippet dem i at få. De er vant til, at deres afgørelser bliver gennemtvunget med magt, uanset om de er rigtige eller forkerte. Og de fleste fanger bøjer sig for magten, og det giver lederne den tro, at de har ret.
   Havde de forstået at gribe min sag rigtigt an - jeg gav dem muligheder nok til det - så var jeg ikke gået uden for rammerne. Jeg ville have udnyttet de muligheder, som forretningsgangen inden for fængslet hjemlede mig ret til. Men man ville have, at jeg skulle opgive enhver tanke og sandhed og retfærdighed og bøje mig for overmagten, men det var umuligt.
   Havde jeg fået tilladelsen til at skrive, uden at jeg først skulle stille mig på bagbenene for det, så havde jeg skrevet sagen ned og sendt den til myndighederne, og alt inden for fængslet havde gået sin reglementerede gang uden at blive forstyrret. Hvis myndighederne så havde afslået en genoptagelse af min sag, havde jeg antagelig alligevel nedlagt arbejdet, men så havde det været i protest imod dommen og ikke imod fængslet.

Der gik et stykke tid med at skrive. Overbetjenten kom flere gange og spurgte, om jeg ikke kunne arbejde ind imellem, jeg kunne vel ikke skrive hele dagen. Men jeg svarede, at når jeg ikke skrev, gik jeg frem og tilbage og tænkte over det, jeg skulle skrive, og at arbejde kunne der slet ikke blive tale om.
   Da jeg var færdig med at skrive, var problemet der igen. Hvilken garanti havde jeg for at disse papiret ikke blev lagt ned i en skuffe, og fik lov til at blive der. At de tænkte, at nu havde jeg fået luft for det der brændte på, og så ville der ikke blive gjort mere ved det. Altså sendte jeg bud efter overbetjenten, og bad ham aflevere papirerne til inspektøren og samtidig meddele, at arbejdet ikke ville blive genoptaget før der forelå et resultat.
   Der gik nu fjorten dage, uden at jeg hørte noget, og jeg var klar over at min antagelse havde været rigtig. Så da jeg en dag skulle skrive hjem til mor, skrev jeg i brevet, hvordan jeg havde skrevet hele sagen ned, men at den antagelig lå i en skuffe og heller ikke kom længere.
   Dette brev sendte censuren til viceinspektøren, og jeg blev kaldt ned. Han var godt gal i hovedet, og sagde arrigt, at så måtte det vel hellere blive sendt afsted. Jeg spurgte, om inspektøren havde læst det.
   "Ja, jeg har," svarede han.
   "Jamen inspektøren?"
   "Jaja," svarede han, men jeg kunne se på ham, at det ikke var sandt. Derpå skrev han en følgeskrivelse, som han lod mig læse.
   Jeg husker ikke ordlyden, men det fremgik at indsendelsen af disse papirer skete på trods af fængselsmyndighedernes ønske, og at de havde gjort mig bekendt med dette forhold, men at jeg alligevel insisterede på, at de skulle indsendes. - Det var atter en bekræftelse på, at de ville modarbejde mig med ethvert middel. Altså måtte jeg fortsætte min kamp på trods af fængslet.

I min celle gik jeg meget frem og tilbage og lod tankerne vandre frit. I begyndelsen lo betjentene af mig. De sagde, at det var håbløst, det jeg var inde på. Uden fængslets medvirken kunne intet lykkes for mig. Jeg svarede, at det var muligt, men så skulle de i hver fald ikke se mig kuet. Man ville måske kunne knække mig fysisk, men bøje min vilje, det ville aldrig lykkes for dem, uanset hvilke midler de tog i anvendelse.
   Det blev de efterhånden klar over, og så brugte de det, der egentlig var det hårdeste af alle midler, nemlig intet at gøre, bare lade mig sidde. Enhver disciplinærstraf de ville idømme mig ville have sin begrænsning i tid. Hvis den overskred en vis grænse skulle sagen indbringes for fængselsdirektoratet. Men bare at lade mig sidde derimod, var der ingen tidsbegrænsning for. Det havde jeg selv pålagt mig, og det kunne de ikke gøre for. Enhver form for straf ville kun bestyrke mig i mit forsæt, hvorimod de ved intet at gøre, bare kunne afvente at min trang til virksomhed ganske stille af sig selv ville gøre det af med min modstandskraft. At det var beregningen, fik jeg flere gange beviser på.
   Jeg havde et stort arbejdsbord på to bukke stående for enden af cellen, og når jeg blev træt af at gå frem og tilbage, lagde jeg mig op på bordet med trøjen under hovedet. Da betjenten så det, stak han hovedet ind ad døren og sagde:
   "115, De må ikke ligge på bordet."
   Jeg rejste mig, men da han havde lukket døren, lagde jeg mig igen. - En halv time efter kom inspektionsbetjenten ind til mig, og jeg rejste mig igen op - det var almindelig høflighed - og så fik jeg en hel lille formaningstale:
   "115, De må ikke ligge på bordet. I middagsstunden mellem 12 og 1 må De ligge på gulvet med trøjen sammenrullet under hovedet. På ingen andre tidspunkter må De ligge ned, og på bordet må De aldrig under nogen omstændighed ligge. Har De forstået?"
   Jeg svarede: "Javel!"
   Der var jo ingen grund til at modsige manden, han gjorde kun sin pligt. Og da han var gået lagde jeg mig op på bordet igen, og der var aldrig nogen, der sagde noget til det mere.
   Vinduet sad højt oppe, højere end hovedhøjde, og det blev straffet, hvis man stod op på bordet og så ud. Men jeg stod der oppe i timevis. Om der ikke var nogen, der så det, ved jeg ikke, men der var aldrig nogen, der sagde noget. Jeg havde den skønneste udsigt deroppe fra ud over Nyborgfjorden og Storebælt. Jeg betragtede færgerne, når de gik ud og ind, og fulgte på den måde det af livet jeg kunne.
   Jeg måtte skrive et brev hver fjerde uge, og det var naturligvis forbeholdt mor. Onsdag morgen gik betjenten fra celle til celle og spurgte, hvad vi skulle have i denne uge, og her skulle alt bestilles, køb, brevskrivning og fremstilling. En onsdag, da jeg skulle bestille brevpapir, var der en betjent, der ikke plejede at være på afdelingen, og han var meget nævenyttig. Da jeg sagde, at jeg gerne ville skrive, svarede han, at når jeg ikke tjente nogen penge, måtte jeg heller ikke skrive brev. Jeg sagde, at jeg havde penge. Det vedkom ikke sagen, sagde han, jeg måtte købe for halvdelen af det, jeg tjente hver uge, og når jeg ikke tjente noget, havde jeg ikke noget at købe for.
   "Jamen så lader jeg være," sagde jeg.
   Men han er nok alligevel blevet betænkelig ved det, for jeg fik alligevel brevpapiret.
   En dag havde jeg en slem tandpine. Jeg vidste, at det var en tand, der ikke var noget værd og spurgte, om jeg ikke kunne få den trukket ud hos lægen. Jeg blev så kaldt ned til viceinspektøren, og han spurgte venligt om jeg havde tandpine, og det bekræftede jeg.
   "Hvis De nu arbejdede, kunne De få Deres tænder gjort i stand," sagde han. "Men det koster jo penge, og når De ikke tjener noget, kan De jo heller ikke få dem ordnet. Så ville det ikke være klogt at begynde at arbejde? Det er da ubehageligt at gå med tandpine."
   "Nej tak," svarede jeg, "så foretrækker jeg tandpinen," og gik tilbage til min celle. - Det var et billigt forsøg, for det kostede ikke noget at få en tand ud, når det blev gjort af lægen. Et år senere, da jeg var indlagt på sygehuset, fik jeg det gjort.

Et par måneder efter indsendelsen af mine papirer med ansøgning om genoptagelse af sagen, kom der svar, og det var et afslag. Viceinspektøren sagde, at det jo var, hvad de havde ventet, så han så ingen anden udvej end, at jeg nu bøjede mig. Det kunne der ikke være tale om, svarede jeg. Kendelsen kunne jo appelleres til Højesteret, sagde han, men det ville sikkert give samme resultat, og hvad så?
   "Så fortsætter jeg kampen," svarede jeg og forlangte, at papirerne blev sendt til Højesteret, og det blev de så.
   Fra da af ophørte jeg også med at gå gårdtur og at deltage i gymnastik. Jeg udelukkede mig selv fra alt, kom aldrig uden for min celledør, undtagen når jeg skulle på toilettet. Sådan fandt jeg, det var bedst. I cellen kunne jeg være mig selv. Så snart jeg var udenfor, måtte jeg underkaste mig det af reglementet, som jeg kom i berøring med.

Det største pres, der blev lagt på mig i disse mange måneder, var mors breve. Hun vedblev med at bekæmpe Oda. Det lykkedes hende et stykke tid at få Kjeld hjem til sig, og hun gjorde alt for helt at tage ham fra hende, og ville have min sanktion til det. Men jeg kunne ikke tænke mig, at Kjeld skulle vokse op under de samme forhold, som jeg selv havde gjort og sagde absolut nej til det, og det mislykkedes da også. - Så lagde hun også pres på mig for, at jeg skulle underkaste mig deres religion. Hun skrev, at jeg havde syndet imod Gud og mennesker, og kun måtte håbe på deres nåde. Jeg skrev tilbage, at jeg kun havde handlet, som min pligt bød mig, og ikke havde brug for nogen nåde hverken fra Gud eller mennesker, kun retfærdighed. Hvis hun mente, det var retfærdighed, der var overgået mig var, det jo helt i sin orden, at dommen blev fuldbyrdet fuldt ud. Hun skrev, at jeg var besat af den onde, og måtte gøre alt, hvad han dikterede mig.
   De breve slog frygtelig hårdt, og så skrev jeg til far, om han ikke kunne overtage brevskrivningen. Men ikke så meget som han svarede på det. Hvor kunne jeg også forvente, at han skulle interessere sig for andet end at sutte på sin religion. - Så skrev jeg til mor og påviste hvad deres religion i virkeligheden havde forårsaget i vort hjem, men det brev fik ikke lov til at blive sendt. Jeg blev kaldt ned til viceinspektøren, og han sagde, at mit syn på mine forældre var forkert og ensidigt. - Jeg spurgte, om han havde læst mors breve. Nej, det havde han ikke. Så kunne jeg ikke forstå, hvordan han kunne tillade sig at dømme i forhold han intet kendskab havde til. - Han var klar over, at han var på gyngende grund, men reddede sig ved at sige, at mit brev overskred reglementets grænser. Han rev brevet i stykker og bad mig skrive et nyt. - Mor måtte skrive, hvad hun ville, angribe mig på det hårdeste, men jeg måtte kun skrive kærlige, underdanige breve. Jeg skrev derfor, at som brevvekslingen havde udviklet sig, måtte den hellere helt ophøre. Mor skrev tilbage, at det kunne jeg da ikke nænne, og da hun ophørte med sine hårde angreb, fortsatte jeg.