Dette essay kræver faktisk at man har læst Karen Blixens ufuldendte historie "Karyatiderne", som står i samlingen "Sidste fortællinger". Politiken havde for en del år siden en slags konkurrence om at levere en afslutning på fortællingen. Ikke at man skulle efterligne Karen Blixens sprog og stil, for hvem kunne hamle op med det, men det skulle da være muligt at komme med en logisk slutning. Det lægger fortællingen jo op til. Der kom da også en del forslag. Jeg var i al beskedenhed ikke tilfreds med nogen af dem, og udarbejdede min egen. Den var jeg nu heller ikke helt tilfreds med, men jeg har nu år senere læst den igennem, og synes, at den holder. Så derfor offentliggør jeg den altså her.
"Karyatiderne" har undertitlen "en ufuldendt historie". For det første mener jeg, at historien virkelig er ufuldendt, i den forstand, at Karen Blixen, da hun skrev den, har vidst hvordan den skulle ende, og har haft til hensigt at skrive en afslutning, og for det andet mener jeg også, at alle oplysninger som kan få os til at tænke os til denne afslutning er i den som den er, ellers ville det have været kunstnerisk uhæderligt af hende at udgive den, og det kan man vel ikke beskylde hende for. Når den ikke blev afsluttet da hun mange år efter genoptog den, skyldes det, at hendes situation havde ændret sig, så selvom hun vel stadig kunne vedstå sig dens indhold, så levede hun ikke i den desperation, som den udtrykker, og som slutningen skulle have udtrykt endnu stærkere. Man kan sammenligne med "Drømmerne" som også er en desperat fortælling skrevet midt i en livskrise, og som næppe kunne være skrevet fem år før eller senere.

Jeg leger med tanken om, at første kapitel så at sige er identisk med slutningen, eller i hvert fald indeholder alle elementer til den, men således at alt her er idyl som i slutningen vil være et inferno.

Åen er her hovedelementet, det vil den også være i slutningen, men på en ganske anden måde. Der er zigøjnerne, naturkræfterne, trolddommen, - fantasien på den ene side, de besiddende folk, lov og orden i borgerlig forstand, pligtfølelse på den anden side. Kristendommen repræsenterer her i Fader Bernhards historie den borgerlige moral som bliver overvundet af naturkræfterne. De forskellige personer der omgiver Childerique belyser på forskellig måde hendes person og situation. Philippe, hendes mand, som i al hemmelighed også er hendes bror repræsenterer borgerligheden som jo også er en del af hende, og som hun med voksende bevidsthed om sin egentlige natur kommer til at forkaste.

Childeric, eller Chil som han bliver kaldt, herren til Haut-Mesnil repræsenterer det hun kunne have været, hvis hun havde været en mand. Da havde det jo været hende der var herre på Haut-Mesnil.

Børnene repræsenterer også dette forhold, idet drengen fremstilles som herren frem for de ellers livskraftige ældre søstre, alene i kraft af sit køn.

Veninden Delphine er netop en sådan selvstændig kvinde, hun sidder som herre på sit eget gods Azat, og hun er også fremstillet som meget selvstændig, hun kører sin egen vogn og hun minder om en ung kavaler, uden at hendes kvindelighed åbenbart tager skade af det.

Philippe taler om at få jaget zigøjnerne væk fra egnen, og først og fremmest møllerkonen i Masse-Bleue. Chil svarer ikke, har i det hele taget ingen replikker i første kapitel, men hos Karen Blixen kan tavshed også være talende.

Childerique taler om zigøjneren Uddays forbandelse over hendes (og Philippes) far, og det nævnes i forbindelse med hendes mor og at hun holdt af zigøjnerne. Jeg mener, at denne forbandelse har at gøre med Childeriques fødsel. Det sidste brev fra Grevinde Sophie (navnet betyder visdom) til Philippes far er blevet overbragt af Udday med en mundtlig besked. Denne besked er forbandelsen, eller zigøjneren har selv tilføjet forbandelsen, fordi Philippes far, på grund af sin borgerlige side, har svigtet Sophie ved barnets fødsel. Incestforholdet er jo også en direkte følge af denne svigt.

Jeg tror ikke, at Childerique begår selvmord som følge af, at hun bliver klar over omstændighederne ved sin egen oprindelse. Det er Philippe der tror, at hun vil reagere sådan. Jeg tror, at hun bliver begejstret, fordi hun ser, at hendes fødsel er helt i overensstemmelse med naturens kræfter, at hun ikke er nogen karyatide. Det får hende til helt og holdent at overgive sig til hekseriet, som hun hele tiden har været disponeret for. "Børn af meget forelskede forældre lærer en frygtløshed over for livet, som en dødbiderslægt undfanget halvt i søvne ikke kender til ..." Det får hende også til at ofre sønnen.

"- når en kvinde én gang har lagt sig efter hekseri, så er der ingenting i verden, som kan få hende fra det igen, hverken kærlighed, børn eller hendes egen fordel."

Der står nok så uskyldigt i begyndelsen: "Den lille dreng stirrede stift på sin mor med hendes øjne, (han ligner hende, ikke faderen) - urolig ved hele foretagendet og endnu i tvivl om, at det virkelig var kvindernes mening, at han skulle ned i vandet." - Ja, det skal han nok, og i slutningen på en mere grusom måde.

For Philippe vil drengens død nærmest være en lettelse, da han aldrig har ønsket hans eksistens. "Det ville være uret, tænkte han, om et barn, født i incest skulle fortsætte slægten La Verandye."

Men hvordan går det med Childerique? Kan hun klare, at hun har dræbt sin egen søn? Hun dræber ham vel ikke bevidst, men under indflydelse af trolddommen, og hun løsriver sig vel fra alle slægtsbånd og bliver heks (digter!). Zigøjnerne skjuler hende, som de havde skjult hendes bedstefar.

Man kan forestille sig, at det er dette, der har gjort det svært for Karen Blixen at fuldføre historien. Ofringen af barnet svarer vel til hendes egen ofring at sit barn, men der er alligevel stor forskel på at få en abort og at dræbe et levende barn, selvom hun i sin desperate situation dengang har følt det som det samme. Men det er svært, hvis det er meningen, at læseren skal føle at Childerique gør det rette, og at trolddommen også derefter skal ses som noget positivt og ikke noget dæmonisk.

Måske er det det Karen Blixen mente, da hun på en interviewers spørgsmål om, hvorfor historien ikke var fuldført, svarede, at det ville hverken vi eller hun selv kunne tåle. Kunne vi tåle at indse, at hendes digterskæbne var bygget på ofringen af et barn? Måske nok når det er en abort. Men kan vi se det som noget rigtigt, at Childerique bliver heks ved at ofre sin lille søn? Det må have været svært, for ikke at sige umuligt, at bringe overensstemmelse mellem symbolet og det symbolet skulle repræsentere.

Jeg føler mig usikker med hensyn til Chil, bortset fra at han altså repræsenterer hendes muligheder, hvis hun havde været en mand. Hvad mener han med at sige: "Gud, frels verden fra mig."

Men han har tidligere sagt til Childerique: " - det er Uddays forbandelse. Vi er fortabte. Men jeg vil selv bestemme, om jeg vil være fortabt, hvad så siden hele verden, hvad så siden du siger til det."

Hun er altså hele verden for ham. Og den verden der er i fare for ham, er den verden hun repræsenterer, når hun taler som en karyatide, hvad hun jo gør netop da.

Men hvis Uddays forbandelse er rettet mod Philippes far, og mod at han har svigtet kærligheden, naturens kræfter, så vendes forbandelsen vel til en velsignelse, når han følger naturen, og hun også gør det. Følger han hende, sammen med zigøjnerne?

Jeg har ikke på noget tidspunkt troet på, at Chil virkelig kom til at gifte sig med Simkie. Har han valgt hende, fordi han i virkeligheden er forelsket i den større heks, Childerique? De er jo heller ikke virkelig bror og søster, hvis det ellers skulle have nogen betydning.

Karen Blixens forhold til sin bror Thomas Dinesen var i deres ungdom så nært, at det tangerede en forelskelse. Han var et ideal for hende. Men hun må have spekuleret over, at han var økonomisk uafhængig gennem arv, alene på grund af sit køn. Hun var jo ældre end han, og havde hun været en mand, var det hende der havde arvet. Det er et tema i historien, men den må have været svær at lægge frem, selv pakket godt ind i fortællingens symboler.

Men Philippe ender det såmænd også godt. Han gifter sig vel med Delphine, efter at Childerique er væk, og får vel der igennem styr på sine to sider, lidenskaben og pligtfølelsen, og han får nok også den søn der vil tilfredsstille hans behov for legitimitet. For hun har god balance mellem kvindelighed og selvstændighed, og kan nok blive en glimrende karyatide. Han bliver aldrig noget stor personlighed, bare en lille (Louiz) Philippe, men ellers et udmærket menneske.

Den franske revolution spøger i baggrunden. Den fik også en verden til at styrte sammen. For nogen mennesker betød den frihed, for andre blev den gamle verden restitueret, men på et lavere niveau. De gamle damer, Delphines tanter, som er karyatider, tager afstand fra Monsieur Camus, mens den øvrige adel er villig nok til at flirte med hans principper og de nye tider han repræsenterer. Delphine er nok den der redder sig ind i de nye tider med værdigheden i behold, og måske hun også redder Philippe.