Jeg havde truffet Carla igen. Hun var igen flyttet sammen med Poul. Vi fulgtes ad, og da vi kom til hendes bopæl, ville hun, at jeg skulle gå med op. Men det ville jeg ikke, det var Pouls enemærker, sagde jeg, og så skiltes vi. Senere på dagen kom hun op på mit værelse, og da lod jeg det stå til. Vi kom sammen nogle gange, jeg besøgte også hende, men det ophørte hurtigt igen. - Jeg skjulte ikke dette for Reiche, jeg vidste godt, at han lod det gå videre til Oda, men det havde jeg ikke noget imod.
   En dag gik jeg til forbundet for at få hyre. Jeg så, at der var brug for en matros, og jeg stod lidt og tænkte på, om jeg skulle tage den chance for at komme væk fra det hele. Men det var en af Ø.K.s både, og de ville kun have matroser der tidligere havde sejlet med rederiet, så der kunne jeg ikke komme i betragtning.
   Jeg fik den tanke at gå op på folkeregisteret og spørge efter Odas adresse. Det viste sig at være et sted i Hundige, og jeg tog derud. Det var et hus med have. Både Oda og Kjeld var i haven. Da Kjeld så mig, blev han helt ellevild, han blev så ivrig efter at komme ud til mig, at han græd og prøvede at komme igennem hækken. Jeg måtte ind og lodse ham ud, og han klyngede sig til mig og ville slet ikke fra mig, mens jeg var der. - Det gjorde frygteligt ondt, og jeg spurgte Oda, hvad hun ville sige til, hvis jeg tog Kjeld fra hende.
   "Det ville blive min død," svarede hun.
   "Så tænk lige på hvad det betyder for mig," sagde jeg, og det gjorde hende lidt tavs.
   Jeg spurgte, hvordan hun havde det, og det var ikke godt. Hun ønskede at komme væk.
   "Men jeg tør ikke nu," sagde hun, "han er desperat, og jeg ved ikke hvad han kan finde på. Jeg risikerer, at han gør en ulykke på mig og Kjeld og sig selv med. Men jeg skal nok gøre mig fri, hvis du bare vil vente."
   Jeg fik også at vide, at den første morgen, efter at vi var kommet hjem fra Svendborg, havde han stået og ventet udenfor i flere timer på at jeg skulle gå, og så snart jeg var gået, var han gået ned og havde overtalt hende til at gå med, dels ved at true med selvmord og dels ved at skræmme hende med, at jeg ville blive rasende, når jeg fik at vide, alt hvad der havde været imellem dem. Han havde kørt hende hen, hvor han selv boede, og et par dage senere havde han lejet et værelse tæt ved, og der havde hun og Kjeld boet indtil de flyttede til Hundige. I al den tid jeg havde været sammen med ham hver dag, hvor han gav det udseende af, at han ikke vidste, hvor hun var, boede han altså sammen med hende, og brevene han viste mig og det, at vi var ude at lede efter hende, var bare noget han havde arrangeret. Mine anelser havde altså været rigtige, hun havde været helt i hans magt og havde måttet handle efter hans vilje.
   Da jeg kørte derfra tog jeg ind til Reiches forretning, og der var stor opstandelse. Zenia havde hjulpet mig med at finde ud af hvor Oda boede, det havde han opdaget, og så smed han Zenia ud. Men da han ikke havde nogen anden til at gøre hendes arbejde ombestemte han sig og lod hende alligevel blive. - Jeg kom også i kontakt med en, som hed Hansen, som sommetider arbejdede for Reiche og havde hjulpet med flytningen til Hundige. Han gav mig mange oplysninger. Både Reiche og Oda havde fortalt, at jeg var en frygtelig tyran og så ond ved Kjeld, at han var bange for mig. Og han havde givet hende gaver ude hos bekendte, så de kunne se, hvor god han var ved hende. Han havde spundet sit net om hende uden at hun havde forstået det, hun var for naiv.
   Nogle dage efter tog jeg igen ud til Oda og sagde, at jeg ikke var rolig, så længe hun var i hænderne på ham, og jeg ville at hun skulle bryde af. Men hun turde ikke, hun var endnu mere bange end sidst. Den dag jeg havde været der, havde han været helt ude af sig selv, og gået op og ned ad gulvet hele natten. Jeg var klar over, at han gjorde det for at skræmme hende, og det lykkedes, hun var ude af sig selv af angst.

Dagen efter var jeg sammen med ham, og vi gik ind på en kaffebar og drøftede sagerne over en kop kaffe. Jeg sagde til ham, at hvis det udviklede sig videre på den måde endte det med, at jeg slog ham ihjel.
   "Ja, det forstår jeg godt," svarede han, "hvis jeg var i dit sted ville jeg gøre det samme. Men er du klar over, at jeg kunne få dig arresteret på den udtalelse?"
   "Nej," sagde jeg, "hvis du forsøger nægter jeg naturligvis, og der er ingen der vil tro det, når vi er sammen hver dag som de bedste venner, og vi kan sidde og drøfte det stille og roligt."
   Da vi var færdig med kaffen, satte vi os ud i vognen, og var sammen resten af dagen.

Jeg spekulerede meget over det hele, tænkte det igennem fra ende til anden, og kom til det resultat, at den eneste udvej tilsyneladende var at slå ham ihjel. Det var en udvej, som jeg naturligvis helst ville undgå, og som jeg vidste, jeg ville have meget svært ved at udføre, men var det nødvendigt, fik jeg vel også den nødvendige styrke til at udføre det. Jeg så efter i straffeloven, hvor meget jeg ville få for det, og der stod fem år til livstid. Men det var ret ligegyldigt, jeg vidste at selv fem år ville blive min - i hvert fald sjælelige tilintetgørelse. Dødsstraf var der ingen mulighed for, det ville have været det letteste.
   Jeg gik til nogle jernhandlere og marskandisere og så, om de havde noget, jeg kunne bruge, og et sted havde de et lod til et bornholmerur. Det måtte kunne bruges; så det købte jeg. Da jeg kom hjem bandt jeg en snor i, så det var bekvemt at holde i med snoren om håndledet, og lagde det så i den øverste kommodeskuffe.
   I de følgende dage var jeg hver dag sammen med Reiche, og jeg forsøgte at få ham til at forstå, hvor frygteligt det var, det han havde fået os alle ud i. Til sidst tog jeg ham med op på mit værelse og forelagde ham alt, hvad jeg havde opdaget, alle hans løgne og intriger, hele hans falske spil imod mig, men han sagde, at det var mig, der misforstod det hele.
   Jeg så, at det var håbløst. Jeg rejste mig og gik hen til kommoden, trak skuffen ud og tog snoren om håndledet, mens jeg stadig stod bag hans ryg og talte med ham. Jeg stod der længe, mens jeg fortsatte samtalen og prøvede at samle styrke til at udføre min beslutning. Men nej, jeg kunne ikke, og jeg smed loddet på bordet foran ham og sagde, at det havde været min mening at slå ham ihjel i dag, men jeg havde altså ikke mod til det.
   Da han så våbnet ligge på bordet sagde han:
   "Gør det bare."
   "Nej, jeg kan ikke," svarede jeg.
   Så rakte han mig hånden og sagde:
   "Jeg ser nu, hvad det har udviklet sig til. Nu vil jeg ikke mere. Jeg vil ud af det hele, det kan du stole på."
   Jeg gav ham glad hånden. Gudskelov at vendepunktet var nået.
   Det viste sig snart, at lige det stik modsatte var tilfældet. Det eneste han havde været bange for var, at jeg skulle gøre alvor af min trussel, men nu havde han set, at jeg ikke havde mod, og han hoverede åbenlyst. Jeg nægtede at tro, at et menneske kunne være så falsk, men han havde vist det tydeligt, der kunne ikke være nogen tvivl.

Jeg skrev til Oda, at jeg ville komme ud søndag formiddag. Jeg vidste, at han ikke ville være hjemme når brevet kom, så han kunne ikke forhindre hende i at få det, men ellers måtte han gerne vide, at jeg kom. Jeg ville netop afsløre ham over for Oda, og søndag formiddag vidste jeg, at han ville være hjemme.
   Jeg kørte så derud, men nu var Odas bror kommet ind i billedet. Han havde aldrig kunnet lide mig, og jeg havde heller aldrig kunnet lide ham. Det var ham, der modtog mig og spurgte, hvad jeg ville. Jeg svarede, at jeg ønskede at tale med Oda. Det kunne jeg ikke komme til, hun ønskede ikke at tale med mig, sagde han. Jeg bad ham lade være med at blande sig i ting, han ingen kendskab havde til, men han svarede, at han havde kendskab nok til at vide, at jeg skulle holde mig væk, jeg misbrugte bare Reiches godhed til at gå ham bag ryggen. - Reiche stod ved siden af, og jeg spurgte ham, hvad han havde at sige til det. Jo, det var helt rigtigt, hvad den anden sagde.
   "Nå sådan," sagde jeg. "Jeg har i hele denne sag kæmpet åbent og ærligt, jeg har intet skjult foretaget mig uden at jeg straks har sagt det, og jeg har aldrig sagt andet end sandheden, men mig tror du ikke. Ham derimod...," sagde jeg til Odas bror og pegede på Reiche, " - han har fyldt Oda og mig med løgn lige fra begyndelsen til enden, og hele hans virken har været intriger og falskhed, men ham tror du."
   "Jeg vil slet ikke høre mere på dit vrøvl," sagde han, " og jeg vil råde dig til at holde dig herfra og ligeledes fra Reiches forretning."
   Jeg var klar over, at det var håbløst og tog min cykel og kørte.

Nu var enden nået, og jeg kunne intet foretage mig mere. Men jeg kunne heller ikke lade Oda og Kjeld være i hans magt, det var afgjort. Jeg måtte se i øjnene, at jeg selv havde troet på ham og medvirket til, at det hele kom i gang. Altså - nu måtte det ske, nu skulle det lykkes at slå ham ihjel. Jeg gav mig selv tre dage til at udføre det. Hvis det ikke var lykkedes til onsdag, måtte jeg tage mit eget liv, så kunne jeg ikke leve videre, for så havde jeg svigtet alt. Jeg var rolig nu, min beslutning var urokkelig. Jeg tog hjem og lagde mig til at læse.
   Mandag morgen stod jeg tidligt op, denne gang skulle det ske nede i forretningen. Jeg vidste, at han kom klokken syv, de andre kom først klokken halv otte, så havde jeg en halv time til mit forehavende. Jeg var der klokken halv syv og stillede mig i en port overfor. Våbnet havde jeg i lommen. Da klokken var halv otte, var han endnu ikke kommet, og nu kom Zenia og chaufførerne, så jeg var klar over, at det ikke kunne gøres den dag. Jeg tog hjem, og lagde mig til at læse igen.
   Næste morgen stod jeg igen tidligt op og kørte derud ved samme tid, og denne gang kom han, men han havde Hansen med i bilen. Så kunne det heller ikke nytte den dag.
   Jeg kan egentlig ikke sige andet end, at jeg hver gang følte det som en lettelse, at kunne udsætte det til næste dag, men jeg var også klar over, at onsdag var sidste frist for mig, og jeg sagde til mig selv:
   "I morgen skal det lykkes."
   Onsdag var jeg igen derude. Klokken syv kom han, og havde igen Hansen med sig. Her kunne det altså ikke gøres, men nu skulle det ske. Jeg sprang hurtigt på cyklen og kørte hjem. Fra en automattelefon, tæt ved hvor jeg boede, ringede jeg til ham og sagde, at jeg absolut måtte tale med ham, om han ikke kunne komme op til mig. Han spurgte, om vi ikke kunne mødes på kaffebaren, som lå i nærheden, men jeg sagde nej, jeg havde lige drukket kaffe og jeg ville tale med ham, hvor der ikke var andre til stede.
   "All right!" sagde han, "så kommer jeg med det samme."
   Jeg lagde røret på og gik op på mit værelse. Jeg tog våbnet frem og tog snoren om håndledet, og ventede så ved vinduet.
   Lidt efter kom bilen. Jeg kunne se at Hansen var med, men Reiche steg alene ud og gik ind ad gangdøren. Min hjerne arbejdede, et øjebliks tvivl - er det nu nødvendigt? Kan det ikke undgås? Jeg rystede over hele kroppen. Disse måneders kamp stod tydeligt for mig i de korte sekunder. Nej, der var ingen vej udenom, og nu var jeg rolig. - Jeg hørte han kom op ad trappen, og jeg overlagde kort om jeg skulle sige noget til ham, når han kom ind. Nej, det var overflødigt. Jeg havde sagt alt, hvad der var at sige.
   Han bankede på døren, og jeg lukkede op. Han grinede over hele hovedet, da han trådte ind. Jeg skubbede døren i, og slog ham oven i panden, og han sank ned i knæene og råbte om hjælp med hæs stemme. Jeg slog igen, og han faldt om på gulvet og forsøgte at sparke mig fra sig, mens han stadig gjorde forsøg på at råbe om hjælp. Jeg slog endnu en gang, og nu lå han stille. - Jeg smed våbnet fra mig og løb ned ad trappen.
   Ude på gaden stod jeg et øjeblik rådvild, min cykel var der ikke. Reiches vogn vendte den anden vej, så Hansen kunne ikke se mig. Jeg kom i tanker om, at jeg måtte have glemt cyklen henne ved telefonautomaten og løb derhen. Jo, der stod den. Jeg sprang hurtigt op og kørte ned ad gaden til Store Kongensgade politistation.
   Da jeg kom ind, sagde jeg til overbetjenten:
   "Jeg har slået en mand ihjel."
   "Nå," sagde han og lagde beroligende hånden på min skulder, "han er vel ikke helt død."
   "Det vil jeg fanden mig håbe han er, for min kones og min søns skyld," svarede jeg.

Han så lidt forbavset på mig, og jeg blev sat ind i et lille rum med tremmer for. En betjent spurgte, om jeg ville have en kop kaffe, og jeg sagde ja tak, det ville jeg gerne. Jeg sad derinde og faldt til ro, jeg følte mig så befriet. Den vægt der havde tynget mig så hårdt i disse måneder var borte. For første gang kunne jeg ånde lettet op.
   Noget efter blev jeg hentet, jeg skulle ud til retsmedicinsk institut til spiritusprøve, men jeg havde ikke smagt spiritus i mange uger.
   Da jeg kom ud, stod der pressefotografer og lynskød mig på vej ned ad trappen.

Jeg blev derefter kørt til politigården og blev fremstillet i grundlovsforhør. Man spurgte, om jeg erkendte mig skyldig i mordet på vognmand Aage Reiche, og dertil svarede jeg ja. Politiadvokaten spurgte, hvorfor jeg var så gal på ham, hvortil jeg svarede, at han var et dyr.
   "Har De ret til at dømme ham så hårdt?" spurgte han, og dertil svarede jeg kort ja.
   Jeg fik beskikket en forsvarer, overretssagfører Kaj Haack.

Så gik turen tilbage til politigården. Der blev jeg ført op på 9. undersøgelseskammer og blev præsenteret for forskellige mennesker. Der var først overbetjent Teglgaard, et prægtigt menneske som jeg i de følgende syv måneder kom til at sætte meget stor pris på, han var næsten som en far for mig. - Så var der politiadvokat Hermann, en mand som jeg også kunne lide. I sin egenskab af anklager måtte han være mere formel over for mig, men jeg fik det indtryk, at han også kunne lide mig. - Og så var der politifuldmægtigen, jeg husker ikke hvad han hed, men det var en mand, der kom til at betyde meget for mig, uden at han egentlig gjorde ret meget. Men jeg havde altid en følelse, når jeg stod over for ham, at han var et menneske jeg aldrig kunne skuffe, for han troede på mig, det viste han bare ved det håndtryk han gav. - Der blev optaget en del rapporter, og så blev jeg kørt til Vestre Fængsel.
   Her kom jeg i bad og fik fangetøj udleveret. Det sidste var kun nødvendigt, fordi mit eget skulle til retsmedicinsk institut og undersøges. Derefter blev jeg ført til min celle, nr. 155, der skulle være mit logi i det meste af de følgende syv måneder. Det var et næsten tomt rum, der var kun et lille faststående bord med en lille bænk foran. På væggen hang et skab med diverse spisegrejer. Der var terrazzogulv og nogen seng var der ikke, jeg skulle hver aften hente en madras og tæpper i et nærliggende rum. Jeg hørte nemlig til de farlige fanger, der skulle passes særligt på. Derfor var mine spisegrejer også af træ og tallerken og krus af emaljeret jern, men det betød intet for mig, jeg var indstillet på at tage alt som det kom. - Det var lige ved spisetid, og jeg fik to skiver rugbrød, margarine, og en lille osteterning og et krus skummet mælk.
   Bagefter skulle jeg på gårdtur. Jeg blev ført ud på gangen og måtte stå med næsen mod væggen, indtil vi var klar allesammen. Så gik vi, og vi skulle holde en pæn afstand og ikke dreje hovedet til nogen af siderne. Vi gik i strålegårde, det vil sige en stor rund gård, der var inddelt i mange små gårde som skiver i en appelsin. I midte var et lukket hus hvorfra alle strålegårdene kunne overses, og her gik en betjent. Uden om dette hus gik endnu en betjent og gav os ild på piber og cigaretter, vi måtte ryge på gårdtur.
   Jeg gik frem og tilbage, og pludselig åbnede betjenten inde i midterhuset vinduet ind til mig og spurgte, om det ikke var mig fra Larsbjørnstræde. Det bekræftede jeg, og så sagde han at jeg havde handlet rigtigt, men jeg måtte være klar over, at det ville blive straffet. Jeg svarede, at det var jeg indforstået med.
   "Så er det godt," sagde han. "Jeg synes bare, jeg ville lade Dem vide, at jeg fuldt ud sympatiserer med Dem."
   Denne sympatitilkendegivelse gjorde mig godt. Jeg var klar over, at det var en meget stor tillid, han havde vist mig, og at den kunne bringe ham i vanskeligheder, hvis jeg lod det gå videre.

Jeg havde fred i sindet, en vidunderlig fred, som jeg ikke havde haft i mange måneder, en følelse af at have gjort min pligt. For fremtiden bekymrede jeg mig ikke, den var mig egentlig uden betydning.
   Da klokken var ni hentede jeg madras og tæpper, redte op på det hårde gulv og sov roligt hele natten.