Det var en af de aftener, hvor natten syntes at strække sig uendeligt ud under stjernerne. De bløde blå sofapuder havde bevaret et aftryk af hendes så skønne krop og en lille rest af hendes fine duft af "Roma Passione." Min hånd gled helt mekanisk hen over aftrykket. Ja, jeg forsøgte at fange en sidste rest af hende. Lyset fra den enlige gadelygte udenfor kastede et dæmpet skær skråt ind i stuen. Det blandede sig med det blide og bløde skær fra den tændte lampe med den gamle Le Klint-skærm ovre i hjørnet.
"Er jeg stadig mig selv efter det her?" Jeg husker tvivlen, og at jeg hviskede det ud i stuens stilhed. Det var næsten, som om jeg fik et svar. Der var i mine øren et svagt ekko af hendes så klingende latter. Det var, som hang den endnu her i luften i min stue.
Slutningen på det hele var kommet med hende i aften og måske ikke så overraskende endda? Noget havde været undervejs et stykke tid. Hun sad bare der i sofaen og så mig i øjnene. Hun havde ikke nødigt at sige noget. Vi vidste det begge to. Det var nu! Så gik hun. Jeg hørte entredøren smække efter hende.
Vi havde altid bare været alene, når vi var sammen. Det var måske, set i bakspejlet, lidt mærkeligt? Nu var jeg helt alene med mine tanker i stuen. Hendes fravær føltes som en skygge over mit hjerte. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg som mand ellers skal udtrykke den mærkelige følelse?
Jeg greb den flaske italiensk rødvin, hun havde efterladt på det lille sofabord, og skænkede mig et glas. Jeg husker, at jeg hævede det gamle glas mod lyset og betragtede vinens smukke dybrøde farve. Den mindede mig alt for meget om hendes bløde, røde læber, den første gang vi havde kysset. Det var hende, der ville. Nu kom alle vore mange små fine; men stjålne øjeblikke panorerende forbi i tankerne. Skønheden ved dem forsvandt langsomt i stuens halvmørke. Hun havde glemt den bog, hun havde lånt mig, fordi hun så gerne ville have, at jeg skulle læse den. Jeg havde faktisk læst den! Et tavst monument på sofabordet over os som os.
"Jeg troede at kærligheden var smuk?" mumlede jeg for sig selv. Hendes skønhed havde skjult en dybere smerte, en ildebrand af følelser, som jeg nok alligevel aldrig rigtig havde forstået? I sidste ende var kærligheden blevet til en hilsen fra et helvede, jeg aldrig havde kendt til. Jeg kunne ikke indfri nok af hendes forventninger.
Med hvert lille sip af vinen syntes minderne at blive mere levende. Jeg kunne se hende sidde ved siden af mig her i sofaen. Et blidt smil på læberne og øjne fyldt med løfter om en fremtid, der aldrig skulle blive vor alligevel. Det havde været en fejl, en drøm, der ikke kunne realiseres. Jeg vidste det godt inderst inde. Jeg var blevet alene på sofaen. Min stue føltes tom uden hendes nærvær. Middagen, vi aldrig fik spist, stod stadig ude i køkkenet og duftede af forventninger. Kærligheden, som engang havde fyldt så meget, var nu bare en smertefuld påmindelse om, hvad vi havde mistet, eller i hvert fald hvad jeg havde mistet. Vi var ikke længere et os; men to ensomme hjerter i natten hver for sig.
Jeg tog en dyb indånding og lukkede øjnene. "Vi skulle have elsket så smukt og varmt med hinanden i netop denne stjernebestrøede nat," husker jeg, at jeg sådan bare lige sagde ud i stuen. Drømmen om en fælles fremtid var blevet forvandlet til fortid, til noget i erindringen. Den eksisterede ikke længere i den virkelige verden. Jeg sad i den virkelige verden. Var jeg ked af det eller var jeg ærgerlig på mig selv? Jeg husker det faktisk ikke længere. En vinyl med Verdis "Rigoletto" bredte sin vellyd i stuen og i mine tanker.
Måske kan jeg en dag tilgive hende? Måske kunne hun tilgive mig? Skal jeg også tilgive mig selv? For nu var det i hvert fald endegyldigt slut. Hun måtte være hjemme hos sin ægtemand nu? Jeg sad bare her alene og som næsten mig selv, fanget mellem det, der var, og det, der aldrig kan komme.