Heinz Grau var rasende. Men som veluddannet akademiker med et stort ordforråd bandede han ikke. Han lukkede sine krænkede følelser ind i hjernens rationelle hævnfabrik, hvor konceptet til rehabilitering tog form.
   De burde have givet ham den hæder, han fortjente.
   Først havde han udviklet en banebrydende teknologi, hvor man brugte hjernens egne skalstykker til at genetablere kraniets rumfang og funktion.
   Så havde han bevist, at man med hans epokegørende metode kunne hele et ekstremt kraniebrud.
   De havde bare set passivt til, da hans patient stak af med det resultat, at Donat fik smadret den værdifulde kraniefixtur, og som følge deraf kunne han vinke farvel til sit professorat.
   Derefter havde Strøm-Jensen og Sternmesser taget hans patient og holdt ham udenfor.
   Hans navn var forsvundet fra medierne. Ingen vidste efterhånden, hvem han var.
   I dag var topmålet nået, han havde fået en meddelelse fra hospitalsdirektøren på SMS. Ja, gu' hjælpe mig på en SMS, hvor han lakonisk meddelte, at han blev taget af projektet den 31. august.
   Strøm-Jensen var en opblæst opkomling. En led lille splejs der var meget yngre end ham selv og uden erfaring. Han derimod havde garderhøjde, god fysik og en lang, slidsom karriere på topniveau bag sig. Strøm-Jensen havde jo bare mere eller mindre plagieret Sternmessers videnskabelige tidsskrifter. Det der vertikale savsnit, som de hjernekirurgistuderende var gået helt i selvsving over, kunne enhver tømmerlærling have udført. Det var jo Sternmesser, der havde lavet skabelonen og styret både dybde og hastighed. Sternmesser vidste nøjagtig, hvor dybt han skulle skære hele vejen rundt. Det skulle gøres med varieret dybde og med mindre end en kvart millimeters nøjagtighed, for at skalstykkerne kunne frigøres uden at hjernen tog skade. Hvor havde han den erfaring og sine data fra? Heinz Grau havde sin mistanke. I den forbindelse havde han bedt et schweizisk advokatfirma i Zürich om at finde ud af, hvad Sternmessers far hed, før de kom til Schweiz i 1945.
   Advokaterne havde desværre høfligt afvist at tage sagen. Han vidste jo egentlig godt, at Sternmesser var en af de rigeste familier i Zürich med stor indflydelse. Og nu, med kort varsel, var han sat af 'Donat' projektet. Det lugtede...

I dagspressen kunne man læse, at projekt 'Donat' var blevet en politisk varm kartoffel. Først havde overlæge Heinz Grau brugt 12 millioner kr. på projektet. De penge var, bogstaveligt talt, kastet direkte ud i elevatorskakten.
   Strøm-Jensen havde indtil videre brugt langt over det dobbelte, uden man kendte resultatet og forstod formålet, hvis der overhovedet var et. Ingen havde tilsyneladende overvejet samfundsværdien af det overvældende forbrug af skatteborgernes penge.
   Alt sammen for at redde en formodet morder af udenlandsk herkomst og med forbindelse til Mafia Shqiptare - alt imens gigtplagede Anna Andresen i Århus, og hendes ligestillede, ikke kunne visiteres, til hjemmehjælp, men var blevet sparet væk.

Heinz Grau var på vej til aftenvagten på 'Kisten'. Der var kun to chancer tilbage, inden han var ude af projektet.
   Med hastige skridt befandt han sig inde i den underjordiske tunnel med den lille el-transporter under Tagensvej. Han arbejdede længe med ID-terminalen, som gav adgang til 'Kisten' og blev til sidst godkendt. Endelig var han oppe og kunne forlade elevatoren. Han gik forbi vagtstuen med de pansrede vinduer og løftede armen til hilsen. Dér var de sædvanlige to lyseblå skjorter. Nå...! Der var kommet en ny, kunne han se, han havde endnu ikke fået den lyseblå skjorte og de lysegrå bukser. Det var lidt kikset. Han så sig omkring, inden han entrede værelse nr. 1 ind til projekt 'Donat'. Der var ingen på gangen.
   Han åbnede forsigtigt døren, og lukkede den lige så varsomt igen. Der var mørkt derinde. Han stod lidt, så øjnene kunne vænne sig til mørket. De var henne ved sengen. Pauline sad på sengekanten og bad. - Gud forbyde det, var hun gået helt fra forstanden? Den ellers så professionelle sygeplejerske.

"- fri os fra det onde thi dit er riget magten og æren i evighed. Amen -"

Han tændte med vilje lyset på fuld styrke og råbte: "Og der blive lys!" Mens han morede sig overdrevent. De missede med øjnene og ønskede ham ad helvede til.

"Pauline vi skal teste terminalen inden Donat bliver sendt til Schweiz," kommanderede Heinz Grau, imens han åbnede det store stålskab med Sternmessers terminal og computer.
   "Undskyld det forstår jeg ikke noget af. Det er sengetid, forklar venligst nærmere," sagde hun.
   "Jeg skal ikke testes lige nu, Heinz. Forlad venligst værelset!" Råbte Donat.
   "Nu forholder det sig sådan, må jeg minde jer guds børn om, at det er mig, der er læge, så derfor skal I nødvendigvis følge mine anvisninger."
   Med voldsom energi startede han computeren, og mens den loadede programmet op, rullede han terminalen hen til sengen.
   "Nu må du fortælle mig præcis, hvad det er du skal teste? Donat skal have fred og ro nu!" Hun rejste sig op og fik smalle læber, mens hun stirrede fast på ham".
   "Sluk for så for den computer, Heinz. Du er ude af det her projekt. Du har slet ikke noget at gøre her mere," råbte Donat. Han satte sig op på sengekanten.

Heinz Grau mumlede et eller andet, og en hævet blodåre ved tindingen flimrede.
   Nu var terminalen åben. Heinz Grau ignorerede dem og begyndte at teste. Donat mærkede et kraftigt smæld i hovedet. Hænderne røg reflektorisk op til implantatet. Han skreg af smerte og faldt bevidstløs forover og gled med et bump ned på gulvet.

Heinz Grau tastede igen og ændrede spændingsværdierne til 100 % på alle 200 elektroder.
   "Er du sindssyg?" råbte Pauline og trak tastaturstikket ud af computeren, inden han nåede at trykke Enter.
   Heinz havde fråde om munden, da han rev fat i hendes lange hår. Han ville trække hendes hoved ned og tildele hende en knæskal i ansigtet. Det ville omgående stoppe festen. Han mistede dog momentum, da han i stedet fik revet hendes paryk af. Han nåede at få fat i armen og vride den rundt, så hun skreg af smerte, samtidig med at han fik forhindret, at hun trykkede på alarmen. Den hang i en snor i kitlen, og hun var hele tiden ved af få fat i den. Han greb alarmen med den ene hånd, så den ikke kunne udløses. Med den anden tog han fat i nakken på kitlen, mobiliserede alle sine kræfter og flåede den af i et voldsomt ryk. Armene blev tvunget bagud på Pauline, og hun trak sig fri af kitlen, vendte rundt og gav ham en knytnæve i højre øje, så hårdt hun kunne. Han smed kitlen fra sig og slog hende hårdt på brystet. Det løsnede sig fra huden og faldt ned. Hun slog vildt om sig og ramte ham i mellemgulvet. Det rystede ham tilsyneladende. Han fik fat i brystlappen og trak hele brystprotesen af hende. "Hva' faen" udbrød han og gloede målløs på den flade brystkasse, hvorefter han sparkede hende i skridtet. Pauline skreg af smerte. Han væltede hende ned på gulvet, satte sig overskrævs på hende og tog kvælergreb...

Donat så verden, som kiggede han ind i et sort rum med stjernekastere foran øjnene. Heldigvis havde en eller anden tændt en masse lys, så han kunne se den fine vaniljekrans der lå på gulvet. Da han rakte ud efter den, lød der en klokke længere inde i bagerbutikken.

Lige inden Pauline gled over i bevidstløshed hørte hun ordet "Sweinhund" og så en blankpoleret støvle ryge gennem luften. Det næste hun mærkede var, at det snærende greb om halsen fadede ud.

Senere fulgte den klaustrofobiske fornemmelse af en respiratorslange, som forsynede hende med ilt.

Det var den nye vagt i den mørkeblå skjorte, der havde reageret prompte på alarmen og forhindret Heinz Grau i at myrde Donat og Pauline. Et par af de lyseblå vagter havde forhindret ham i at gøre det helt af med Grau, og de havde straks ringet til politiet.

Da de modtog alarmen på Politigården fra 'Kisten', og det viste sig, at det var Donat, det drejede sig om, nåede opgaven ad omveje barakken i Mitchellsgade. Her befandt énmandshæren sig, der var udset til at drive Mafia Shqiptare ud af Danmark.

Selv om klokken var 20:10 var Jens Østergård stadig på arbejde. Af gode grunde. Mette havde bedt ham om at forlade hjemmet. Hun havde brug for en pause, sagde hun, efter det nummer han havde lavet i Tirana. Jens havde lejet sig ind på et lille værelse i en villa i Kastrup, men han var der stort set ikke. Til hans store bekymring havde mafiaen taget Tania som gidsel for på den måde at intimidere ham og presse ham til at gå deres ærinde. Det var en meget effektiv afpresning. Han var desperat og var i sin mentale habitus begyndt at bede Satan om hjælp, da sagen kun kunne løses med overmenneskelige kræfter.
   Han kørte hurtigt ud til 'Kisten'.

Da han kom derud, var der et farligt postyr. Vagterne havde overført sygeplejersken til intensiv på Riget, og de kunne de ikke blive enige om, hvad der skulle ske med de to andre.
   "Heinz Grau skal med mig til Politigården," lød det brysk fra kriminalassistent Jens Østergård.
   Han satte hurtigt sagen på plads. Roste vagten for at havde reddet både Donat og Pauline.
   Han havde dog ikke behøvet at smadre Heinz Grau så voldsomt, nu ville han formentlig aldrig komme til at rette kranier op igen, og ingen ville kunne lappe hans kranie sammen, da han jo var den eneste specialist. Det var paradoksalt. Men sådan kan livet være. Hans erfaring og viden på området ville dø sammen med ham. Andre med alvorligt trykkede hjerner ville komme til at lide samme skæbne i lang tid fremover.

Jens Østergård forklarede, at Donat var ejet af fonden Artificiel, som først skulle acceptere, hvad der videre skulle ske. Hvis Heinz Grau havde ødelagt hans hjerne, kunne fonden i princippet kræve erstatning af den danske stat. Deres advokater ville kræve langt mere end, hvad Artificiel havde givet for ham. Så sagen krævede omtanke. Derfor måtte Donat blive på sit værelse indtil 31. august.

Jens Østergård havde medbragte en kiste, i en varevogn, der blev kørt op med elevatoren.
   Da kisten kom op, fik vagterne besked på at lægge den døende Heinz Grau ned i den. Låget var hængslet og kunne lukkes hurtigt med to enkeltgrebs knæledslåse.
   Det var egentlig en kasse, der var fremsendt til Politigården som emballage for en forsendelse af kampskjolde. Jens havde straks kapret den, og nu fik den et andet betimeligt formål.
   De tre vagter hjalp kisten ind i den mørkegrønne varevogn. Den var anonym i Københavns mørke gader.

Jens Østergårds muligheder for at ødelægge Mafia Shqiptare var lig nul, men det bekymrede ham ikke lige nu. Det var Tania, det drejede sig om. Han havde sluttet pagt med Djævelen, og han måtte få ham dernede i Helvedet, hvis bare Tania gik fri. Han behøvede derfor ikke længere at følge politiets begrænsende spilleregler.
   Sagen var fastfrosset, men nu kunne han kreere en initiator, kaste en bombe ind i sagen og se, hvad der skete.
   Klokken var 22:30, da han rullede kisten ind i den mørke port i pakhuset. Strandgade lå stille hen. Der var mørkt derinde bag armeringsgitteret hos 2050. Jens Østergård havde en hue trukket godt ned i panden, og et kæmpe halstørklæde på til ære for kameraet på væggen, der formentlig var forbundet til en video optager. De ville forhåbentlig ikke få mistanke til, at den mørkegrønne varevogn havde noget med politiet at gøre.

Klokken var 23:05, da Lene Lindstok kom ud fra Charlie Brown. Hun havde bundet håret op i huen, fordi i Strandgade holdt 2050'erne til. Marie havde blandet en gin-lime, og det var blevet til mere end én. Lene fik pludselig mod til at gå hen og se om Bjørn var hjemme, selv om hun skulle forbi den mørke port i pakhuset, hvor 2050'erne holdt til.

Da hun kom forbi porten, kunne hun ikke lade være med at skæve derind. Mærkeligt! Der stod en kiste. Uhyggeligt. Hun listede alligevel derhen. Var det ikke som om, der kom en klagende lyd derindefra? Hun lyttede. Jo ganske rigtigt. En uhyggelig klagen. Der var to lukkebeslag, og Lene tog en rask beslutning. Klik - Klik og op med låget. Hun udstødte et højt gisp. Der lå en maltrakteret mand i en blodig hvid kittel. Kraniet var formentligt delvist knust. Han talte usammenhængende som i et mareridt: "Jeg dræbte Donat," mumlede han svagt og grødet "Jeg dræbte Donat" mumlede han igen. Lene ville knap nok tro sine egne øjne og ører. Her lå en mand foran porten til 2050 og mumlede, at han havde dræbt én af dem? " Mener du Donat Shpirti? Ham der er i Schweiz? " Spurgte hun alt for højt. "Ja" mumlede manden i kitlen "det er ham!" Han var svag. Om nogle timer ville han være død, hvis ikke han fik hjælp. Han greb desperat ud efter hende, og fik revet huen af hende. Det lange hvide hår faldt ud til alle sider og helt ned i kisten. "Hjælp mig" mumlede han bønfaldende... "Hjælp mig." Hun fik revet huen fra ham igen. Sukkede dybt og så hans desperate øjne, da hun langsomt lukkede låget på kisten. Klik-klik... rejste sig og forsvandt.

Det var Lene Lindstoks ottende drab