En mørk efterårsaften ret sent var jeg på vej hjem. I min egen gade var jeg ved at snuble over noget. Det var et menneske, en ung mand. Først troede jeg, han var død, men da jeg rørte ved ham bevægede han sig. Han stank af øl og pis. Jeg spekulerede på, hvad jeg skulle gøre. Det var koldt, og han ville blive syg, hvis han skulle ligge der. Hvor kom han fra? Der var intet værtshus i nærheden. Og hvor skulle han mon hen? – Men han reagerede ikke, selvom jeg ruskede i ham.
   Så fik jeg ham halet op, først på en trappesten og så op at stå. Han kunne godt stå, når jeg støttede ham, selvom hans hoved dinglede, som på en dukke. Skridt for skridt kom vi hen til min opgang, men det var et slæb, at få ham op ad trappen. Heldigvis bor jeg bare på første sal.
   I stuen måtte jeg først lægge ham på gulvet, mens jeg lagde et tæppe på min sofa. Så trak jeg sko og bukser af ham. Der var intet i hans lommer. Heller ikke i jakkelommerne, som jeg også fik bakset af ham. Det var en pæn brun ruskindsjakke. Så fik jeg ham hevet op på sofaen og lagde et tæppe over ham. Bukserne tog jeg med ud på badeværelset, hvor jeg puttede dem i vaskemaskinen.
   Derefter stod jeg lidt og spekulerede på, om jeg burde ringe efter en læge. Men tilsyneladende sov han meget normalt, så jeg opgav det. Men for en sikkerheds skyld gik jeg ikke ind i mit soveværelse, men lagde mig på sofaen i den anden stue, og i løbet af natten var jeg flere gange inde at kigge til ham.
   Næste morgen lavede jeg kaffe, og da jeg kom ind i stuen igen, sad han op i sofaen og så sig om.
   "Godmorgen!" sagde jeg. "Du må have tålmodighed. Dine bukser er ikke helt tørre. Vil du have en kop kaffe?"
   Han så på mig, og jeg kunne se, at han kun kunne være et par og tyve. Ansigtet var blegt, men øjnene var brune og meget smukke. De mørke hår stod lige til vejrs.
   "Jeg kan vist ikke drikke noget," sagde han, og nu så jeg at han begyndte at gylpe. "Kom!" sagde jeg og tog fat i hans arm og fik ham trukket ud på badeværelset, hvor han brækkede sig godt og grundigt. Derefter fik jeg ham ind på sofaen igen, og nu kunne han godt drikke et glas mælk og en kop kaffe, og så lagde han sig til at sove igen.
   Jeg arbejdede hele formiddagen ved mit skrivebord, som stod i soveværelset, men var lidt distraheret af, at han lå inde i stuen.
   Ved middagstid smurte jeg nogle stykker mad og gik derind med hans bukser. Han var nu vågen og tog bukserne på.
   Mens han spiste og drak te, så jeg, at han betragtede min bogreol, som fylder en hel væg. Han rejste sig, gik hen til den og lod hænderne glide over bogryggene, tog en og anden ud og kiggede i den. "Du har mange gode bøger," sagde han.
   "Er du glad for bøger?" spurgte jeg.
   Han trak bare på skulderen.
   Da han ville gå og tog sin jakke på, kunne jeg se hvilken pæn fyr han var. Helt ulig den stakkel jeg havde samlet op aftenen før. Han fortalte ikke hvem han var, ikke engang sit navn, og jeg spurgte ikke. – Selvom han hele tiden var venlig, var han også meget fjern.
   "Tak fordi du tog dig af mig," sagde han, gav mig hånden og gik.
   I den følgende tid tænkte jeg en del på ham og hele episoden, men da der ikke skete mere døede det hen, som så meget andet man kommer ud for.
   Men et halvt år senere, i marts, kom jeg ud af min gadedør, og da stod han der på fortovet og så sig søgende om. Da han så mig lyste han op og sagde: "Nå, der er du!"
   Jeg glemte helt det ærinde jeg skulle ud i, og fik ham med ind.
   Han sagde ikke meget, og jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle stille op med ham. Men han var jo pæn og behagelig og jeg følte et fysisk velvære ved at være sammen med ham. Men vi spiste da noget frokost sammen, og bagefter kiggede han i mine bøger, og han tog en ud og satte sig til at læse i den. Jeg så, at det var Platons "Symposion".
   Han kom så af og til ganske stilfærdigt, og han fik læst en del af mine bøger. Han satte sig i skrædderstilling på gulvet eller i sofaen og forsvandt helt ind i bogen. Kom jeg så ind med en kop te eller kaffe til ham, så han op på mig med et fjernt, forbavset blik, som om han undrede sig over, hvem jeg var. Jeg gav ham en nøgle, så han kunne gå og komme, som han ville, og det benyttede han sig af. Jeg fik aldrig at vide, hvad han hed, hvor han boede eller hvad han ellers lavede. Til at begynde tænkte jeg ikke over det, men senere bestemte jeg mig bare for, at jeg ikke ville spørge, og han selv sagde ingenting. Jeg vænnede mig til at han var der, og gik der længe imellem at han kom, savnede jeg ham.
   Sommetider overnattede han, og det var lige så tilfældigt og uformelt, som hans øvrige kommen og gåen.
   En sen aften han var gået i seng på sofaen, kom jeg ind for at sige godnat. Han lå med tæppet helt op til næsen, men nu sagde han: "Sæt dig lidt".
   Jeg satte mig på en stol tæt på sofaen.
   Han sagde stille: "Vil du kneppe mig?"
   Noget sådant havde jeg ikke ventet. Nok havde han hele tiden virket behagelig og tiltrækkende på mig, men bare at tænke på den slags korporligheder forekom mig at være overgreb. Det var selvfølgelig noget sludder, han havde behov som alle andre. Han spiste og drak, gik i bad, skiftede underbukser og hvad mennesker ellers gør.
   Jeg strøg ham over håret og sagde: "Nej, jeg vil ej. Det må du finde en anden til."
   Han løftede hovedet og sagde vredt: "Tror du da, at jeg vil lade hvem som helst kneppe mig?"
   Jeg lo. "Nej, det er netop det. For dig må jeg jo være hvem som helst."
   Han satte sig op og trak tæppet godt omkring sig. "Nå, mener du det?" sagde han.
   Efter et stykke tid i tavshed sagde han: "Det er meget godt, at man er god til at give, men skal man ikke også kunne modtage?"
   "Jo, det kan du såmænd have ret i," svarede jeg, "men hvis jeg nu knepper dig, er det så dig der giver og mig der modtager, eller er det omvendt?"
   Han lo. "Den var indviklet, men det må vel komme an på situationen. Men vil man give, må man vel give af, hvad man har, ikke?"
   Vi sad lidt uden at sige noget. Det var den længste samtale vi havde haft. Så sagde han: "Nå, men så vil jeg sove." Han lagde sig og vendte ryggen til.
   Jeg gik ind i min egen seng. Jeg havde på fornemmelsen at jeg havde svigtet, men syntes også, at jeg havde gjort det rigtige – eller altså ikke gjort.
   Næste morgen var han som sædvanlig, han spiste og drak kaffe og gjorde sig omhyggeligt i stand. Under dette vekslede vi ikke et ord, men det var ikke usædvanligt. Men da han skulle gå gav han mig et knus. Et øjeblik holdt han meget fast om mig. Så gik han.
   Han kom nogle gange mere, men så gik der længere tid, og jeg vænnede mig til, at han ikke var der.
   Jeg så ham nogle gange i byen, bare nogle strejf. En gang i Istedgade kom han ilende på det andet fortov. Jeg spekulerede da på, om han var narkoman eller trækkerdreng. En anden gang så jeg ham i en flok unge ved et uddannelsessted på Nørrevold, og da tænkte jeg på, om han var studerende. Og en dag jeg stod på perronen på Nørreport station og et tog standsede ud for mig, så jeg han sad i kupéen i snak med et ældre ægtepar. Det kunne være et tilfældigt møde med fremmede, eller bekendte, men jeg forestillede mig, at det var hans forældre. I det hele taget så jeg ham her og der i byen, men i de fleste tilfælde var det slet ikke ham.