Lene Lindstok var anklaget for at have begået otte drab.
   Østre Landsret havde berammet retssagen som en nævningesag med start torsdag den 1. november 1984.
   Dommer og retsformand Marianne Rørt Andersen, der var opvokset på Christianshavn, var opsat på at lovens lange arm skulle skaffe retfærdighed. Allerede som ganske ung var hun respekteret som en pæn og klog pige, der havde undgået fatalt ungdomsdårskab. Med næsen i jurastudiets omfattende regelsamlinger forsvandt hun hurtigt fra gårdens legekammerater. Man så hende kun om søndagen, når hun vendte velklædt hjem fra den katolske messe sammen med sin nydelige mor.
   Anklagerens advokat, Blak-Hansen, der ekshibitionistisk promoverede sig i medierne, førte retssagen på grundlag af kriminalassistent Ole Gormsens oplæg, rapporter og bevismateriale.
   Forsvarsadvokaten, den kendte stjerneadvokat Anne Frederiksen, førte retssagen på foranledning af kriminalassistent Jens Østergård og hans opdrag, rapporter og bevismateriale.

Lene Lindstok sad ved siden af forsvarsadvokaten med diskret make-up og betragtede hende med et tillidsfuldt udtryk. Det hvide hår var flettet i en elegant knude, hun var iført en nydelig marineblå buksedragt, hvid bluse og jakke med et logo fra Oxford University. Hun bar en tynd guldhalskæde med en enkel emaljeret Marguerit.

Dommer Rørt Andersen introducerede retssagen og dens involverede parter. Herefter blev ordet givet til politiets anklager, Blak-Hansen.

Retsresumé:

(Første drab.)

Blak-Hansen vendte sig teatralsk mod tilhørerne: "Mine damer og herrer, det I bliver vidner til i dag, bliver et stykke uhyggelig dansk retshistorie. Jeg står her med et røntgenbillede af Robert Andersens knuste baghoved. Det ses tydeligt, at formen på bruddet passer med rundingen på det grønne stentøjsaskebæger her. Det var dette askebæger, Lene Lindstok brugte som mordvåben. Hendes fingeraftryk var ganske tydeligt afsat. Konklusionen er derfor entydig og såre simpel - Lene Lindstok dræbte med fuldt overlæg Robert Andersen ved at knuse hans baghoved." Han drejede sejrssikkert sit skaldede hoved mod dommeren og nød sig selv.
   Forsvarsadvokat Anne Frederiksen procederede: "Vi har undersøgt ikke bare ét men alle fem røntgenbilleder. Billede nr. 2 er en anelse undereksponeret og afslører detaljer, som ikke ses på det røntgenbillede Blak-Hansen fremviste.
   Vi har i den forbindelse haft verdens førende kranie- og hjerneforsker dr. professor Albert Sternmesser til at udtale sig om, hvad han ser på røntgenbillederne, og hans konklusion bekræftes af vor danske professor, Strøm-Jensen:
   Robert Andersens død er forårsaget af en voldsom og dødbringende blodprop i hjernen umiddelbart inden kraniebruddet, som ikke i sig selv ville have resulteret i øjeblikkelig død. Blodproppen antages at være fremkaldt af den ophidsede tilstand, Robert Andersen befandt sig i, da han forsøgte af dræbe Lene Lindstoks mor."
   Anne Frederiksen vendte sig mod nævningene og sagde: "Ingen andre end Robert Andersen bærer skyld i denne sag. Han trak familien ud i et kaos, der fik så tragisk en afslutning for ham selv."

Dommeren gav ordet til Blak-Hansen.
   "Siden hvornår er man begyndt at basere bevismateriale på undereksponerede røntgenbilleder? Jeg forlanger billede nr. 2 underkendt som bevismateriale," sagde han med arrogant selvfølgelighed foran nævningene.

Dommeren: "Afvist!" - Hun drejede sig mod forsvareren. "Værsgo Anne Frederiksen."

"Robert Andersens ophidselse, der førte til blodproppen i hjernen, var en følge af den viden, han havde om Strandlybanden. Birger Rasmussen, også kaldet 'Høvding', ville angiveligt udsætte ham for samme pinefulde død, som han udsatte Pedro Franco Gonzales for, også kendt som 'Galop'. Banden er kendt for at straffe folk, der bliver ved med at snyde dem. Det var med denne viden Robert Andersen i desperation lod sine frustrationer gå ud over Gerda Jensen, Lene Lindstoks mor. Det ser således ud til, at skæbnen paradoksalt nok gav Robert Andersen en nådig død."

(Andet drab.)

Dommeren: "Ja tak, det har vi forstået. Vi går videre til anklagen om mordet på Pedro Franco Gonzales, også kaldet 'Galop'. Blak-Hansen værsgo."

Blak-Hansen pustede sig op og tilføjede dermed adskillige cm til sin ringe højde:
   "Vi har sikre tekniske beviser på, at Lene Lindstok ankom til Pedro Gonzales' lejlighed efter at 'Høvding' havde været der. På dette billede ser vi fodsporet fra hendes sko træde hen over 'Høvdings' fodspor. Altså er hun den, der sidst var i lejligheden. Vi kan på dette billede se hendes fingeraftryk på iltventilen. Da retsmedicinerne har konkluderet at iltmangel var den primære årsag til Pedros død, er det hermed bevist, at Lene Lindstok lukkede for ilten og derved foretog det modbydelige, overlagte mord." Han drejede sig rundt, og med påtaget afsky stirrede han med sine udstående kugleøjne på Lene.

Dommeren: "Ja tak, Blak-Hansen. Vi går videre. Værsgo, Anne Frederiksen."
   "Vi medgiver, at Lene var den sidste person som befandt sig i lokalet da Pedro døde.
   Vi har her et billede af iltventilen taget af politiets teknikker umiddelbart efter at Pedro Gonzales døde.
   Vi har her en erklæring fra fabrikanten om, at ventilen på billedet er i åben position. Vi må derfor konkludere, at 'Høvding' lukkede ventilen for af gøre kort proces efter den ekstreme mishandling af 'Galop', og at Lene Lindstoks fingeraftryk blev afsat, da hun åbnede for ventilen. Men desværre ikke tids nok til at redde 'Galop'."

Dommeren: "Tak! - Blak-Hansen, værsgo."

"Dette er en børnehave. Der er intet bevis for, hvem der har drejet den ventil. Det kan have været en brandmand, rengøringspersonalet - ja, hvem som helst. Jeg forlanger dette latterlige, såkaldte bevis, afvist."

Dommeren: "Beviset er retsgyldigt. - Anne Frederiksen, værsgo."

"Tak, jeg kan tilføje at Lene Lindstok og 'Galop' var særdeles gode venner. Lene hjalp 'Galop' med indkøb lørdag formiddag. Hun havde intet motiv for at gøre 'Galop' ondt. Tværtimod var hun en prisværdig og hjælpsom ven."

(Tredje, fjerde og femte drab.)

Dommeren: "Det er nogle tynde sager dette her, Blak-Hansen. - Vi går videre til anklagen om drabet på Birger Rasmussen også kaldet 'Høvding'. Værsgo, Blak-Hansen.

"Mordet på 'Høvding' er det grusomste mord i min lange, succesfulde karriere som politianklager. Det afslører Lene Lindstok som en iskold morder. Tag ikke fejl," sagde han henvendt til nævningene og fortsatte, "inde bag denne kønne og velklædte pige bor en beregnende og kynisk seriemorder. Det er svært af forestille sig, men lad jer ikke narre. Nu vil jeg fremlægge de fældende beviser.
   Jeg kan påvise, at låsen til Gerda Jensens kælderdepot blev låst op med en nøgle. Vi har endvidere bevis for, at Lene Lindstok havde én af disse nøgler til depotet i sit nøglebundt. Der var fodaftryk med blod fra 'Galops' lejlighed på kældergulvet. Anklagede hentede en boltsaks og brød låsene op til samtlige depoter og fjernede alle brandbare væsker, hvorefter hun antændte dem og brændte 'Høvding' til døde i den fastlåste elevator, han var fanget i. Lene Lindstok gav Birger Rasmussen - eller 'Høvding' - den mest smertefulde død noget menneske kan få. Efterfølgende lod hun sig smilende interviewe af Ekstrabladet og blev udråbt som modig redningsmand af fru Gravesen der, netop på grund af Lenes morderiske brandstiftelse, måtte en uge på hospitalet."
   Han vendte sig om og pegede demonstrativt på Lene, mens han rullede med hovedet, som om at han derved kunne skabe sig ekstra opmærksomhed og trænge igennem med sin logik til nævningene.
   "Denne unge kvinde bør aldrig være uden opsyn. Hun må nødvendigvis spærres inde og forhindres i at dræbe igen."

Dommeren: Stop! Blak-Hansen! Vi behandler udelukkende skyldsspørgsmålet. Jeg må advare Dem. Proceduren skal udføres korrekt. Anne Frederiksen, værsgo."

"Det er korrekt, at Lene Lindstok havde en nøgle til depotet i sit nøglebundt. Vi kan dokumentere, at det har hun og alle medlemmer af familien haft i mange år.
   Lene Lindstok har konsulteret Danmarks ypperste krisepsykolog og hypnotisør, doktor Hedvig Mandelkvist, der er kendt for blandt andet bogen 'Jeg er mig'. Hun er internationalt anerkendt for sine epokegørende resultater.
   For første gang er det lykkedes en psykolog, at få Lene Lindstok til at tale om den uhyggelige begivenhed og berette om, hvad der i virkeligheden skete."
   Anne Frederiksen henvendte sig til dommeren. "Jeg vil derfor anmode om at afgive en kort forklaring af dr. Mandelkvists psykologiske udredning og derefter beskrive forbrydelsens hændelsesforløb."
   Dommeren: "Ja værsgo, lad os høre."
   "I dagene efter Robert Andersens død, som vi nu ved var forårsaget af en blodprop, blev Lene Lindstok forfulgt af politiet, der blev ved og ved med at forhøre hende. De forsøgte at presse hende til at tilstå et drab. Hele seks forhør blev afholdt, både i hendes eget hjem og på politistationen. På den måde kan man spalte en person eller personlighed op i to randomiserede personligheder. A) der sikkert insisterer på at se sig selv i virkelighedens fakta billede. Og en anden personlighed B) der langsomt accepterer at se sig selv i det billede, der bliver fortalt igen og igen. B) vil således udvikle en falsk skyldfølelse og i nogle tilfælde afgive en falsk tilståelse. Denne falske skyldfølelse kan i en situation, hvor B) bliver hypnotiseret eller bragt i chok fortrænge A) personligheden. Altså virkeligheden. Den falske skyldfølelse bliver dermed altomfattende og kronisk. Det er en sygdom, som dr. Mandelkvist ser hos Lene Lindstok, og det er baggrunden for forståelsen af hændelsesforløbet."

Blak-Hansen lignede en martret sjæl og markerede til dommeren, der imidlertid ignorerede ham.

Anne Frederiksen kiggede op på nævningene for at sikre sig, at alle hang på og fortsatte.
   "Det har aldrig været Lene Lindstoks hensigt at dræbe 'Høvding' på trods af, han havde dræbt Lenes ven, 'Galop'. Men da hun så, hvordan han havde mishandlet 'Galop', ville hun ufortøvet ringe til politiet. Hun ville dog først sikre sig, at han ikke under nogen omstændigheder slap væk. Derfor ville hun klippe kablerne til elevatormotoren over. Hun vidste, at viceværten Larsen, gik rundt med sikringer i værktøjskassen og hurtigt kunne få elevatoren i gang igen og slippe 'Høvding' løs. Hun låste derfor op til depotet for at hente Robert Andersens boltsaks. Hun så imidlertid Anik fra banden 2050 komme ned i kælderen. Uden selv at blive set gemte hun sig bagest i Gerda Jensens pilefletskab i depotet. Hun kunne høre, at Anik ledte efter brandbare væsker og bagefter gik op i forhallen, hvor Donat opholdt sig. Her så hun sit snit til at liste ud og slukke den brændende væge ved elevatorskakten og forsvinde op i gården. Anik kom imidlertid tilbage og genantændte vægen... og herfra kender vi resten af historien. Lene Lindstok var ramt af falsk skyldfølelse, men takket være dr. Mandelkvist fik vi brudt hendes knugende tavshed, og sandheden blev lagt frem."

Blak-Hansens blev ramt af en byge af tics. Iført en alt for stram jakke vinkede han energisk til dommeren.

Dommeren: "Blak-Hansen, for en kort bemærkning."

Blak-Hansen henvendte sig til nævningene: "Skal vi nu til at have ondt af Lene Lindstok? Nej, Anne Frederiksen disker op med en lang og usandsynlig historie fra Hedvig Mandelkvists fantasiunivers, og med en historie der ikke kan bevidnes. Og..."

Dommeren afbrød: "Tak, Blak-Hansen. Vær venlig at fortsætte, Anne Frederiksen."

"Vi kan bevise, at Lene Lindstok faktisk opholdt sig i pilefletskabet i over en halv time. Da vi ved, hvornår hun forlod sit hjem i 7B 3. tv., og hvornår brandalarmen gik, kan vi regne ud, at der er mindre end 5 minutters margin til at finde, bære, påhælde og antænde over 125 liter brændbar væske. Det er naturligvis ikke muligt for en pige på 16 år. Der må have været en anden, der har udført den kriminelle handling, nemlig Anik fra banden 2050, som stræbte 'Høvding' efter livet. Her udnyttede han muligheden for at myrde og skabe rædsel og frygt, som er bandens varemærke."

"Var Mandelkvist også med inde i skabet?" Råbte Blak-Hansen, og fik de fleste til at grine.

Dommeren: "Kommer der flere uopfordrede tilråb, Blak-Hansen, vil De blive bedt om at forlade Retten."

Anne Frederiksen: "Vi har denne kriminaltekniske rapport fra en undersøgelse af skabet.
   Studiet konkluderer, at det nedbøjede pileflet viser, at der for nylig har siddet en person i skabet.
   Belastes den flettede bund med 55 kg. i over en halv time, giver det en tilsvarende varig nedbøjnings deformation. Lene sad altså i skabet i over en halv time. I øvrigt blev flere af Lene Lindstoks lange, hvide hår fundet i skabet"

Blak-Hansen stirrede hadefuldt på Anne Frederiksen. Hvor havde hun dog altid gjort ham livet surt...!

Anne Frederiksen fortsatte, "vi har fået fremsendt en omfattende vidnerapport fra Donat Shpirti i Lugano, der på det tidspunkt var medlem af 2050 og opholdt sig ved hoveddøren i forhallen som vagt. Han beretter, at Anik Vëllezërit på trods af hans protester, gik tilbage til elevatorskakten og antændte de brændbare væsker. Dette vidnesbyrd sætter endelig tingene på plads, og placerer ansvaret for drabet på Birger Rasmussen, Anik Vëllezërit der ikke nåede væk og Ingeborg Mandelkvist, der blev blæst ud fra altanen på grund af eksplosionen.

Dommeren nikkede anerkendende. "Det ser ikke ud til, at vi kommer længere med denne sag. Blak-Hansen, ønsker anklageren at frafalde de tre sidste anklager?"

Kriminalassistent Ole Gormsen forlod retssalen med et fortrukket ansigt. Nævningene fulgte ham med øjnene, og Blak-Hansen skulede vredt efter ham og svarede dommeren: "Øh... nej."

(Det sjette drab.)

Dommeren fortsatte: "Anklagen for drabet på Eris Vëllezërit. Værsgo, Blak-Hansen."

Han tog ordet og sagde: "Mordet på Eris Vëllezërit er modbydeligt.
   Lene Lindstok flygtede fra drabet på Erling Mathisen og forlod skolen klokken 14:00. Politiet fandt hende med blodplettet kjole klokken 14:20 på skolens baggang. Her lå Eris Vëllezërit dræbt, og Donat lå bevidstløs med kraniebrud. Det var tydeligt, at de to mænd var slået ned med en jernstang, som Lene Lindstok havde haft held til at bortskaffe. Vi tror, der kan have været en medsammensvoren."

Dommeren konkluderede: "En 16 årig pige slår to professionelle gangstere ihjel med et mordvåben, som ikke er fundet? Det er for tyndt Blak-Hansen. Behandling af anklagen er afvist."

(Det syvende drab.)

Dommeren: "Vi går videre til anklagen om drabet på Erling Mathisen. Blak-Hansen, værsgo."

"Her se vi Lene Lindstoks sande karakter og had til Erling Mathisen. Selv om hun ser fysiklæreren holde på elektroderne, vælger hun at sætte 230 volt stikket i. Det er en meget enkel drabssag," sagde han med skinger stemme.

Dommeren: "Anne Frederiksen, værsgo."

Anne Frederiksen: "Apparatet var livsfarligt og misligeholdt. Det viser sig, at det ikke var første gang nogen var kommet til skade med det. Vi har fundet to tidligere alvorlige uheld omtalt i korrespondancen med skolens inspektør. Apparatet skulle være skrottet, men det havde Erling Mathisen undladt.
   Vi har lavet en rekonstruktion af forsøget med 30 elever. Det viste sig, at 12 af eleverne satte stikket i 230 volt, og dermed koblede apparatet til livsfarlig spænding. Advarselsteksten var i øvrigt utydelig og svær at aflæse. På elektroderne manglede der gummiisoleringsgreb, der åbenbart var faldet af og aldrig sat på igen.
   Det er ikke Lene Lindstok, der burde være under anklage i denne sag, men derimod Erling Mathisen og skolen."

(Det ottende drab)

Dommeren: "Vi går videre til sidste anklage, der omhandler drabet på Vigan Vëllezërit. Blak-Hansen, værsgo."

"Her ser vi Lene Lindstoks underfundige og morderiske væsen. Det er tydeligt, at hun har åbnet døren til elevatorskakten for at Vigan Vëllezërit skulle falde ned i den og slå sig ihjel."

Dommeren: "Er der vidner på, at Lene åbnede elevatordøren?"

Blak-Hansen stirrede på hende med påtaget indignation: "Hvem skulle det ellers være?"

Dommeren: "Anne Frederiksen, værsgo!"

"Ifølge vidneudsagnet fra Donat, var det Vigan, der åbnede døren. Det var meningen, at han ville myrde Donat. Fru Gravesen bekræfter i øvrigt, at hun gennem dørspionen så Vigan Vëllezërit åbne elevatordøren.
   Da de to forlod fru Gravesens lejlighed, kom de i håndgemæng og faldt begge ind i skaktåbningen, forklarer Donat."

Dommeren: "Tak Anne Frederiksen. Vi afslutter skyldsbehandlingen her."

Blak-Hansen gik oprevet hen til Anne Frederiksen og rev fat i hendes arm. Rød i hovedet af ophidselse og med serier af tics, råbte han "SVINDEL!" Han blev imidlertid hurtigt slæbt ud af lokalet af en håndfast retsbetjent for øjnene af de måbende nævninge.

Efter et kort møde kom dommeren og nævningene tilbage til retten med skyldsafgørelsen.

"Thi kendes for ret. Lene Lindstok frifindes for alle otte anklager. Retten tilsiger endvidere, at Lene Lindstok tilkendes en væsentlig erstatning for den tort hun har måttet lide."

Lene smilede overrasket og glad til stjerneadvokaten.