Lene Lindstok var forsvundet fra avisernes forsider. Hun var rykket længere og længere tilbage på siderne, for til sidst at forsvinde helt.
   En enkelt paparazzi fotograf var kravlet over klostrets mur for at tage en serie billeder af Lene, der vaskede sig i det kolde vand ved klosterbrønden om morgenen, inden hun tog sin grove novicekutte på.
   Det elektroniske overvågningssystem havde set ham, allerede da han tog det første skridt ind på AS's område. Vagten havde haft rigelig tid til at nå op og anmode fotografen om at forlade området. Men han havde klumret i det, da hans dobermann skulle lukkes ind, så den var løbet ned og havde bidt fotografen. Han havde smidt fotoudstyret fra sig og flygtet hen til aluminiumsstigen, hvorfra han havde gjort sin entré, og som endnu stod lænet op ad muren. Han var nået fire trin, op da han mærkede et tandsæt i venstre balle. Det gjorde fandens ondt, og den tunge hund blev hængende i ballen mens den trak ham baglæns, så han var lige ved at miste balancen. Faldt han ned i klostergården ville den givet vis fortsætte sit angreb og ryge i struben på ham. Det var et spørgsmål om, hvem af de to der var mest udholdende. Han havde desværre på fornemmelsen, at det var hunden. Heldigvis var han iført kraftige Wrangler med baglommer.
   Hunden hang fast i højre baglomme, hvor han havde sin tegnebog med Kredit Card, kørekort, flybilletter, pas og et fotografi af Annika der kun var iklædt en kvælerslange.
   Hundens fire hjørnetænder gabte over pungen, som den hang fast i.
   Så havde han måske alligevel en chance for at komme fri, hvis han lod den løbe med bukserne.
   Nu holdt han fast med venstre hånd, og løsnede buksespændet med højre. Det virkede! Hjørnetænderne gled ud af ballen og hunden gled lidt nedad med tegnebogen i munden. Med en kraftanstrengelse kom han op på femte og sjette trin. Endeligt kunne han sparke bukserne af anklerne og lade hunden gennemføre sit identitets tyveri, den fik det hele med: Bukser, rem, pung underbukser og en blodig kødlas da den faldt baglæns ned på Klostergårdens stenbro.

Efter den episode så man ikke paparazzi fotografer eller journalister på området længere.
   Søster Elle samlede det fotografiske udstyr op. Det håndholdte videokamera kørte endnu. Hun kiggede ind i linsen og så sit eget ansigt i displayet. Hun trykkede på stopknappen og tog det med ned på værkstedet. Indtil videre måtte de opbevare det, indtil de blev kontaktet af ejermanden. Sandsynligheden for at han dukkede op, anså hun som værende meget lille.
   Lene havde fuldstændig levet sig ind i rollen som novice og sit arbejde på klosteret. Det var meningen, hun skulle rejse med Jens hjem til Danmark, når han var færdigbehandlet, men nu var situationen forandret. Jens havde opgivet at rejse hjem til Mette, og han havde sagt ja til et stort og vellønnet job som sikkerhedschef for AS.
   Hun havde fået lov til at følge de fag, som novicerne blev undervist i, mens hun ventede på, at Jens blev udskrevet. Hun havde valgt latin, medicin, og lægeurter. Det var utroligt spændende. Søster Elle underviste i medicin og planter på en fascinerende måde, hun vidste så utrolig meget, selv om hun kun var 20 år.
   En eftermiddag, da hun arbejdede i urtebedene sammen med Torn og Nagle, blev hun kaldt op til Abbedissen sammen med søster Elle.
   De blev budt velkommen med et smil og bedt om sætte sig i sofagruppen. Elle åndede lettet op, det her var vist både uformelt og afslappet, tænkte hun.
   Det var svært for Lene at bedømme Maria Magdalenes alder, hun havde så mange ansigter.
   Som hun sad der i eftermiddagslyset og så på dem med sine milde øjne, så hun ung ud.
   "Kære Elle, jeg har ikke kunne undgå at se, hvor glad du er for Lene, og hvilket fint et samarbejde du har med hende." Elle smilede bekræftende.
   "Og Lene du er et kapitel for dig selv. Du kom hertil med Siv på armen. I havde igen bagage med.
   Det startede med, at du lånte en novicekjortel af Ella, fordi du ikke havde andet at tage på. Vi fik renset din blå designerkjole og dit fine undertøj, men du foretrak novicekjortlen og hjalp søster Elle med det daglige arbejde. Til gengæld fik du lov til at deltage i undervisningen.
   Du har overrasket os alle, så interesseret du har været i vores undervisning, og hvor hurtigt du lærer.
   Søster Elle har fortalt, at du ikke har planer for fremtiden, og at det kan være problematisk at vende tilbage til Danmark som tingene ser ud i øjeblikket.
   Selv om du ikke tror på gud, vil jeg tilbyde dig arbejde på klosteret som novice i tolv måneder, mod at du fortsat kan deltage i undervisningen. Vi håber og beder til, at du finder Gud, mens du er her på St Lukas. Du kan ikke bo på hotellet længere, men der er et værelse til dig og dit barn i klosterlænget.
   "Mit barn?"
   "Ja, vi har registreret, at du fødte Siv få timer efter din ankomst for at undgå, at SKS-børneforsorgen henter hende, det er det bedste vi kan gøre ... så indtil Sivs rigtige mor er fundet, er du Sivs mor." Sagde Maria lykkeligt, som havde hun selv født barnet...
   "Kan jeg klare det?"
   "Det har du jo allerede gjort Lene." sagde Maria og smilede anerkendende.
   Maria fortsatte: "Jeg har en opgave som jeg vil bede jer om at hjælpe med. Som I ved, har AS en tvist med St. Gallen biskoppen. Vi har brug for, at I tager til St.Gallen og arbejder for Jens Østergård fra sikkerhedsafdeling i nogle dage, måske en uge. Det er ikke ufarligt, og vi accepterer et nej, hvis det føles forkert for jer."
   "Hvad går opgaven ud på?" Spurgte Elle ængstelig. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde været uden for klostrets område.
   "Jeg vil forlade jer nu, og overlade mødet til Jens Østergård, så vil han beskrive opgaven mere detaljeret," afsluttede Maria.
   De kiggede spørgende på hinanden.
   Jens Østergård kom ind lokalet.
   "Ja, I er jo allerede i arbejdstøjet," sagde han smilende og fortsatte.
   "Vi mener at have tilstrækkeligt bevismateriale til at fælde Stefanus Paulus. Problemet er dog, at han ved præcis hvilke beviser vi har. Han kan derfor spinde en fantastisk historie, der i værste fald kan frikende ham. Vi har derfor brug for lidt mere, der kan overraske og miskreditere ham.
   Jeg vil meget gerne vide, hvor han ville køre Torn og Nagle hen? Hvad er det for en institution? Vi tror han behandler de børn og unge, som han har ansvaret for, dårligt. Det er vi nødt til at dokumentere.
   Vi vil ikke risikere at komme i en situation, hvor vi kan blive tvunget til at udlevere Torn og Nagle."

Han fortsatte. "Jeres opgave bliver at tage til St. Gallen og få kontakter i byen, besøge domkirken, kirkebiblioteket og ungdomsinstitutionerne. Jeg ved, du har venner der, Elle. Måske kender de noget til Stefanus Paulus og hans syge interesse for at straffe unge piger? Jeg har bestilt værelser til jer på Hotel Sternen i Appenzell. Tag jer god tid og nyd turen på trods af det noget dystre anliggende. Her er nøglerne til AS 4, det er min egen terrorsikrede bil."
   "Skal vi være hjemme i morgen igen?" Spurgte Elle håbefuldt.
   "Nej, I tager den tid, der skal til. Men vær forsigtige. Stefanus må ikke få fært af jer.
   Jeg kører i AS 5 den grå Audi. Jeg er hele tiden i nærheden af jer. I kan kontakte mig på mobiltelefonen kode ordet er: Edelweiss. Svaret er: Ja over trægrænsen."

Det var grænseoverskridende for Elle at skulle forlade klostret og rejse til St. Gallen som spion, men mærkelig nok turde hun godt, hvis Lene var med.

"Jeg kommer til at savne Siv," sagde Lene.
   Men tanken om at hun og Elle skulle på spionferie sammen, gjorde hende glad. De skulle bare nyde deres frihed uden for klostrets tunge mure.

Rejsen måtte forberedes. Hun skulle møde Jens i den store bombesikre parkeringskælder.
   "Kan du køre bil med automat gear, Lene?"
   "Ja, Snotter har lært mig det."
   "Hm, det lyder farligt, men ikke nær så farligt, som det jeg vil vise dig nu. Lov mig at lytte godt efter. "
   "OK!"
   "Som du ved, elsker jeg røg. Bilen her er udstyret med en meget kraftig røgkanon, lige så voldsom som den vi brugte i Albanien. Du tænder den her, S-ON, og så kan du med joysticket her skyde røgen i alle retninger. Det giver gode muligheder for at slippe væk. Bare så du ved det. "
   "Forstået."
   "Se så her, P-ON frigør en forsænket skuffe, der glider ud af bagsædet med to pistoler, 8 mm af 9 skud og to reservemagasiner. Og her M-ON til to maskinpistoler 9 mm med 30 skuds magasiner, ikke fordi jeg regner med at I skal bruge noget af det, men du skal bare vide, hvilke funktioner knapperne i bilen har."
   Og sådan blev Jens begejstret ved med at fortælle om bilens indbyggede specialfunktioner.
   Lene havde svært ved at koncentrere sig til sidst... Han minder mig om Snotter dengang han havde fået en legetøjspistol af Gerda juleaften og ikke kunne vente med at afprøve den, tænkte Lene.
   Men hun sagde: "Du minder mig om Q i Goldfinger.
   Jens lo. "Ja, men du skal huske, at du ikke er James Bond."
   "Vi skal nok ikke sige noget om det her til Elle," sagde Lene med en bekymret mine. "Hun skal forstå, hvor ond verden er, men langsomt..."
   Er det virkeligt nødvendigt for AS, at skulle have alle disse våben?"
   "Desværre Lene, vold bekæmpes bedst med endnu mere vold."
   "Præsten siger noget andet."
   "Ja, men med så meget andet, er der nødvendige undtagelser"

St. Lukas klostret havde såkaldte privilegier i kanton Tessin. De havde blandt mange privilegier ret til at udstede kørekort.
   Maria havde lært Elle at køre bil på én af klosterets traktorer. Det var nyttigt, da hun jo som udgangspunkt skulle køre traktor i forbindelse med arbejdet på klosteret.
   Der var lavet en slalombane ude på marken til formålet. Tolv koste blev, i passende afstand, presset ned i jorden. Hvis Elle kunne starte traktoren, køre igennem slalombanen, vende rundt og køre tilbage, uden at vælte kostene og bringe traktoren til standsning på mindre end 70 sekunder, havde hun kvalificeret sig til at få udfærdiget et kørekort. Det lød enkelt, men det var svært, ikke mindst fordi banen lå på en glat græsmark og på en bakke der hældte 15 grader i længderetningen og 20 grader på tværs.
   Køreprøven havde udviklet sig til en årlig sommer konkurrence mellem nonner og novicer. Fuldstændig ude af rammen for de normalt fromme aktiviteter, og i øvrigt, uden en ledsagende teoriprøve.

Næste morgen sad Lene og legede med Siv. Den leg hvor man kravler langsomt op med fingrene til halsen og siger "dikke, dikke, dik!" Hun elskede at høre Siv klukke af grin. Hun ville komme til at savne hende. Hun var jo hendes mor...
   Midi kom og hentede Siv, og Lene fik travlt med at pakke konditasken og toilettasken.
   Hun stod parat som aftalt nede i gården kl. 8 og spejdede efter Elle. Hun vidste, at Jens ville overdrage bilen til Elle og gennemgå teknikken med hende, inden hun blev sluppet løs, så at Elle var en smule forsinket, kom ikke bag på hende.
   Jens Østergård havde udlånt sin egen bil, som var en splinterny sortlakeret Mercedes M63. Der var ikke noget at sige til, at han var øm over den og ville sikre sig, at Elle kendte de nødvendige funktioner.
   Bedst som Lene stod i egne tanker for at repetere, hvad Jens havde lært hende om bilens specialfunktioner, kom den store Mercedes nærmest flyvende ned ad klostergaden. Hun håbede, Elle vidste, hvor bremsen sad, for ellers ville hun smadre bilen mod stenmuren ind til hallen allerede inden turen startede.

Til Lenes lettelse bremsede bilen overraskende hurtigt lige ud for hende, da ABS systemet trådte i funktion.
   Hun åbnede højre fordør og satte sig ind ved siden at Elle, som strålede.
   Hun ligner en filmstjerne, tænkte Lene og glædede sig til turen. Alt det de nu skulle opleve sammen. For dem begge var det ikke bare som spioner eller turister i det smukke Schweiz. Det var en flig af frihed.