#3
Flash Back
Lene Lindstok var fra Amager. Nu lå hun, i en alder af kun 33 år, bæltefikseret i Østjylland.
Mere præcist Udredningscenteret Østbjerggård for farlige kriminelle i Danmark. En lidet misundelsesværdig situation, selv om hun havde gjort alt, hvad hun kunne for at livet skulle lykkes.
Lene var ikke bare fra Amager hun var fra Marengovej. Det var dér, der altid holdt en politipatrulje. Socialrådgivere og kommunens sagsbehandlere sled tapperne ned i Den store Grå, som de kaldte den store boligblok, Lene var vokset op i.
Lenes mor, Gerda, havde fået Lene, da hun var 16 år. Faren var en flot fyr, som hun ikke vidste, hvad hed, hvem var, eller hvor han kom fra. Hun havde heller aldrig bekymret sig videre om det. Det var jo sådan set lige som en insemination.
Så havde kommunen til sidst givet hende lejligheden. Derefter havde det været én lang festkarruseltur. Mandspersoner var gået ind og ikke mindst ud af lejligheden og af Gerdas liv. Nogle rykkede direkte videre til fængslet, andre blev syge og kom på hospitalet, enkelte døde af lemlæstelse, druk eller narko.
Tyvekoster, hælervare, Mallorca rejse, grisefest, Malaga med Ricardos ombyggede bar, toldfrie cigaretter og hash var en del af Gerdas årshjul.
Med tiden var hun mærket af livets hastighed med de mange sjove mænd, alkohol, stoffer, sex, cigaretter og manglende søvn.
Lene havde heldigvis sit eget værelse, sammen med lillebror Snotter som hed Per på navneattesten, men det var der tilsyneladende ingen, der vidste. Hun kunne lukke døren og delvis være i fred for Gerdas bekendtskaber. Nogle var rare, andre ækle. Lene udviklede evnen til at læse mennesker og deres kropssprog. Det viste sig, at hun havde talent og lærte at manøvrere uden om de fleste psykopater. Gerda der aldrig selv havde haft evner i den retning, var stolt af hende. Hun plejede grinene at sige: "Lene kan spotte en idiot på en kilometers afstand." Og så fortsatte hun: "Og så er hun ikke spor grim".
Mærkelig måde af sige det på syntes Lene.
Efterhånden som hun blev ældre, gad hun ikke at være så meget derhjemme i al den støj og ballade, der altid var. Snotter spillede skydemonster på Nintendoen, mens Gerdas højrøstede drukfester inde i stuen ville ingen ende tage.
Det var umuligt at koncentrere sig og lave lektier. Det var nu heller ikke så vigtigt. Klasselærerinden fru Vistesen havde gelejdet hende over i klassen for de "praktisk begavede" i A klassen.
Det var der flere logiske grunde til: Hun boede i Det Store Grå, og hendes mor havde ingen social status eller socialt engagement i skolearbejdet, og hun var desuden fraværende til forældremøderne. Moren var, så vidt hun vidste, alene med børnene og på overførselsindkomst. Lene stank af tobak hendes madpakke var en gulerod og hendes hår var langt og vildt. Endelig var der masser af frie pladser i A som skulle besættes for at den ikke blev lukket ned. De andre lærere havde protesteret, de ville have Lene i B, men Vistesen fik sin vilje.
Lærer Klausen læste Rapport i regnetimerne, drengene spillede kort, og pigerne filede negle og røg cigaretter.
Øresunds skolen var jo bare et sted, hvor A-holdet var anbragt. Da året var omme var de fleste elever droppet ud.
Hun mistede sin selvtillid blev mut og introvert. Gerda havde kostet hende ned på fritidshjemmet, men pædagogerne var underbemandede og nogle af de store drenge jagtede hende. Når det skete, stak hun af og løb ned til stranden. Engang havde Jesper, en af de pågående drenge fra fritteren, fulgt efter hende. Hun kunne overhoved ikke lide ham. Lene og Gerda kendte en af strandvagterne en mørkrøllet mand der hed Henrik, og som selv havde et par piger. Hun følte sig tryg, når han var der. Han var flink og lod hende sidde i vagtstuen, indtil Jesper var forsvundet. Da hun fortalte Henrik at hun blev forfulgt, så han alvorlig ud og sagde, at han syntes hun skulle lære selvforsvar. Han viste hende nogle af de greb, hun kunne bruge. Selv havde han haft glæde af det et par gange... Det satte tankerne i gang. Tænk engang hvis man ikke skulle gå og være bange.
Lene købte nye kondisko og løb på den 2,5 km lange, asfalterede sti langs med Amager strand. Den gik fra Badeanstalten Helgoland til Femøren. Det var her Lene mødte Marie. Hun droppede fritteren, og løb i stedet med Marie på stranden om eftermiddagen. De hentede frisk vand hos Henrik. Nogle dage droppede hun også skolen.
Det blev en dejlig sommer sammen med Marie, de løb stranden tynd og badede fra Helgoland, Kilometerbroen eller Femøren. Lenes mormor havde forpagtet iskiosken ved Italiensvej. Den nye forpagter kendte godt Lene. Så pigerne hjalp med at samle flasker og byttede det til sodavand, is og frugt fra kiosken.
Hun elskede at løbe, at mærke vinden og friheden. At tage spurten fra Femøren, gi' sig 100% og springe i vandet fra Helgoland, dampende, blussende og hvinene, sammen med Marie var ren lykke. Hendes fysiske træning betød mere og mere for hende.
Hun fornemmede transformationen fra pige til kvinde. Hun blev gladere og mindreværdet trykkede ikke længere. Det var dengang, hun begyndte at farve sit lange kommunefarvede hår hvidt. Marie børstede det, det så fantastisk ud.
Da sommeren var forbi meldte de sig ind i CIK Christianshavns Idrætsklub. Marie havde gået der et par sæsoner tidligere. Men nu var de to sammen, og det var meget mere trygt. De gik til gymnastik for begyndere samt judo tre dage om ugen. Der var en masse andre sjove piger. Lene klarede sig godt og man kunne skimte noget der lignede selvtillid. Bagefter gik de ned på Maries arbejdsplads, natspillestedet og værtshuset Charlie Brown. Der kunne de lave the og franskbrødsmadder i køkkenet, for de åbnede først kl. 20.
Når de åbnede, skulle Marie stille glas frem, gå til hånde i køkkenet og vaske glas. Kl. 1 havde hun fri.
Lene cyklede hjem når hun havde hygget sig med Marie i køkkenet. Det var ofte sent, når hun kom hjem.
Hun blev mere og mere fremmedgjort i sit eget barndomshjem. Hun var lige blevet 16. Om et par måneder kan jeg starte i Hami tænkte hun glad.
Gerda skændtes højlydt næsten hver aften med Robert om hans skudsikre Lotto-system.
Robert var doven men en haj til sandsynlighedsregning og have forsket i orden og struktur, som opstår spontant i matematiske systemer, når bare de er store nok. Det kaldes i dag Ramseyteori efter grundlæggeren Frank Ramsey. Robert modtog indbetalinger fra otte investorer, som han havde overbevist om sit sikre vinder Lotto-system. Investorerne var rå drenge nede fra Café Strandly. Det var i Gerdas navn og adresse, det hele foregik, for Robert havde noget kørende med skattevæsnet. De skulle lægge 1000 kr. hver uge. Det var i alt 10.000 kr., når man regnede ham selv og Gerda med. Hvis beløbet bare var stort nok, og man gættede to sikre, så ville man med få ugers træfsikkerhed kunne fordoble sin investering. Drengene nede på Strandly havde naturligvis en fotokopi af Lotto-kuponen, så de kunne se han ikke snød dem. "Galop" var invalidepensionist, der tidligere holdt til på Strandly, han havde taget deres røv.
Det skulle han ikke have gjort. De knuste knoglerne i hans krop, og lod ham ligge i kælderskakten næsten død i flere dage. Nu sad han stum i en kørestol med en masse motorer, ilt, slanger og sugerør.
Snotter havde røget hash på skolens toilet og solgt noget til nogle andre drenge på skolen. Det var der blevet en farlig ballade ud af, og kommunen var i gang med at fjerne Snotter fra hjemmet. Gerda protesterede, men Snotter syntes det var helt ok, for flere af hans kammerater boede allerede på Peder Lykke Bo, hvor de ville tage ham hen, og der havde de helt nye spillemaskiner. Han gad sgu' heller ikke at være der hjemme mere.
Det var den fatale onsdag, hvor Lotto-kuponen med alle garderingerne, skulle have været afleveret.
Dagen var sådan set startet meget normalt...
Snotter rendte rundt på Christiania. Lene lavede gymnastik og drak the med Marie. Robert drev rundt i Frihavnen for at få lidt vodka under jakken.
Gerda havde fundet to flasker Fernet Branka pebermynte, da hun hentede Mallorca kufferten op fra kælderen. Gensynet var overvældende. Naboen fru Graversen var blevet hidkaldt, for som Gerda proklamerede med Cecil stemme, "Der er jo en flaske til os hver"... De havde en fest...
"Gud, Graver, er det ikke onsdag i dag?" spurgte Gerda.
"Joh, hele dagen" svarede fru Graversen snalret og grinede af sin egen joke.
"Gud! Så skal jeg aflevere Lottokuponen". Sagde Gerda og fortsatte: "Hva' fa'en er klokken egentlig? " Hun kastede et blik op på det gamle engelske ur. "Ti minutter i 4. For helvede da også" ... Det kunne hun ikke nå!
"Snotter! - Snotter!" brølede hun. Snotter var heldigvis tilbage. Hun stak ham 10.000 kr. og Lotto-systemet i hånden. "Løb alt hvad du kan og få lortet indsat inden de lukker onlinelinjen kl. 16 ". Skreg hun panisk. Snotter var sgu' go nok, han styrtede ud ad døren...
Da Lene kom hjem, kunne hun allerede høre råben og skrigen, da hun entrede opgangen. Det var meget almindeligt, så hun hæftede sig ikke ved det. Det stod dog hurtigt klart for hende, at det var Snotter, der skreg inde i lejligheden. Da hun åbnede døren, blev lyden infernalsk, og der var stor tumult. Inde I stuen var der slagsmål. Lene måtte træde hen over Fru Graversen, der tilsyneladende var slået i gulvet. Der lå pengesedler spredt over det hele. Gerda sad fastklemt i lænestolen og blødte ud af næsen, medens Robert forsøgte at få hende til at æde en Lottokupon. Med hans grove hænder proppede han Lotto-kuponen ned i halsen på hende og kvalte hende med tommelfingrene. Hun var tydeligvis tæt på at dø. Snotter havde et kæmpe blåt øje og næseblod, han forsøgte skrigende, men forgæves, at trække Roberts store arme væk.
"Dø!" tænkte Lene rationelt i splitsekundet, hvor hun angreb. Hun kendte hjemmet ud og ind og vidste instinktivt, hvor "våbnene" var. Med højre hånd greb hun resolut det store, tonstunge stentøjsfad på teaktræsbordet. Mens hun slyngede det over hovedet, tænkte hun den idiotiske tanke, at det havde en smuk grøn farve. Hun hamrede det af al kraft ned i baghovedet på Robert. Det var en mærkelig lyd da kraniet blev slået ind og der ikke var plads til hjernen længere. Robert gled ned på gulvet. Død.
Det var Lenes Lindstoks første drab.