"Erhard Olsen," sagde han og gav mig hånden. Jeg kendte nu godt hans navn, da jeg fik at vide, at jeg skulle være hjemmehjælp for ham. "Kald mig Ole," sagde han, "det gør alle."
   "Jeg vil nu hellere kalde dig Erhard," svarede jeg. "Det er da mere sjældent".
   "Nåja, så gør du det, "sagde han.
   Jeg havde været spændt på at komme til ham. Han var den første jeg havde, som boede i de nye huse ved havnen. Der gik rygter om, hvor dyre lejlighederne var, fantastisk beliggenhed med udsigt over vandet.
   Hans lejlighed var nu ikke luksuriøs, to værelser og et køkken. Og hvorfor skulle han overhovedet have hjemmehjælp? Han var ikke særlig gammel, faktisk yngre end jeg, og intet synligt handicap. Ganske vist var man på den tid mere large med at tildele hjemmehjælp end senere, men en årsag måtte der dog være. Det var der også, jeg fik den senere af ham selv.
   Men jeg tog fat, for så vidt der var noget at tage fat på. To værelser og en enlig mand, der var meget pertentlig og som sjældent havde gæster.
   Han opdagede, at jeg var god til at lave mad, så jeg lavede mad til ham. Når der skulle købes ind, kørte han mig selv op til Irma i sin bil. For øvrigt levede han meget spartansk. Da jeg kom var hans køleskab næsten tomt, og han syntes at have levet af rugbrød med leverpostej og ost. Nu lavede jeg nogle lækre og lette retter, og han syntes at sætte pris på det. Desuden sørgede jeg for, at der altid var frugt. - Når jeg skulle handle, fik jeg altid en pung med rigeligt penge med mig. Det var før kreditkortenes tid. Jeg sørgede for, altid at have præcise regnskaber, men han så aldrig på dem. Han var en meget stilfærdig mand, nærmest sky. Men vi talte da. Eller måske var det bare mig der talte. Jeg tog mig selv i, at det kunne være for meget, og så var stilheden også rar.
   Men så talte han en dag. Jeg mærkede, at han var anspændt, da jeg kom.
   "Sæt dig," sagde han, og vi satte os ved det store vindue med udsigt over havnen.
   Han fortalte, at han havde haft et hus i Holte, hvor han havde boet sammen med sin kæreste. En dag havde de begge arbejdet i haven. Efter en tid sagde hun, at hun var træt og ville gå ind og hvile lidt. Han arbejdede videre. Men da han lidt senere gik ind, ville han lige kigge ind til hende. Det undrede ham, at hun kunne sove så længe. - Og så lå hun død i sengen.
   Han fattede det ikke, det ville ikke blive virkelighed, og han gik forvildet rundt i huset. Men på en eller anden måde fik han tilkaldt hjælp. Der kom folk, men hvem og hvor mange vidste han ikke. Han brød sammen, og hvad der videre skete var et virvar. Nogen talte til ham, men han kunne ikke finde ud af at svare, alt passerede forbi som en absurd, ond drøm, og da han endelig kom så nogenlunde til sig selv, lå han i en hospitalsseng.
   Det var en enestue, og der var ganske stille om ham. Af og til dukkede en sygeplejerske op, måske var der flere, i begyndelsen kunne han ikke se forskel på dem. Men de var venlige, og sagde gerne et par venlige ord, mens de gjorde hvad de skulle.
   Først huskede han ingenting, men efter en tid kom erindringerne i glimt, det var som lynglimt, og de første gange skreg han i smerte, og personalet kom farende og fik ham bragt til ro. - Senere blev erindringerne mere sammenhængende, og rædslen blev afløst af en dyb sorg. Han talte også med forskellige mennesker, eller de talte til ham, blandt andet var der vist en psykolog.
   Han fik besøg af venner og familie, og da han var kommet så langt, at han kunne beslutte sig for at lade sig udskrive, hjalp de ham med at få denne lejlighed ved havnen. Han ville under ingen omstændigheder tilbage til huset, og vennerne sørgede for, at få det solgt.
   Denne lejlighed skulle være midlertidig, men han sagde, at han nok kunne se den som sin permanente bolig. Det samme med hjemmehjælpen. Også den var midlertidig, en hjælp til at komme i gang med et normalt liv. Men heller ikke med dette, tænkte han på det som noget midlertidigt.
   Han sagde: "Jeg fortæller dig dette, for skal du være hos mig i længere tid, synes jeg, du må kende min baggrund. Det er ikke fordi du skal have ondt af mig".
   "Jeg har ikke ondt af dig. - Eller naturligvis har jeg ondt af dig lige nu, men det driver over. I mit arbejde møder jeg mennesker med store sorger og ulykkelige skæbner, og skulle jeg have ondt af dem alle, ville jeg ikke kunne passe mit arbejde. - Men altså, behøver nogen en skulder at græde ud ved, så har jeg to af dem. - Så jeg tillader mig, at have ondt af dig lige nu - for det er virkelig hårdt, hvad du har været igennem - men så vender vi os ellers til livet og virkeligheden".
   Erhard var en meget tiltalende mand, og min ven Finn spurgte, om jeg var forelsket i ham. Det lo jeg ad, men helt kunne jeg ikke sige mig fri, men det var ikke sådan, at jeg ønskede at have sex med ham. Overhovedet ikke. Det var nok mest situationen jeg havde forelsket mig i. Det var ikke første gang i mit arbejde, at jeg engagerede mig så meget i en, så det grænsede til forelskelse. Faktisk var det nok typisk for mit arbejde.
   Det skal siges, at jeg har boet sammen med Finn i mange år i vores lejlighed midt i byen, og det skulle vi gerne blive ved med. Og heldigvis havde Finn ikke anlæg for jalousi.
   Det undrede mig, at Erhard tilsyneladende ikke kom sammen med nogen. At han ikke havde en ny kæreste var til at forstå, men jeg vidste dog, at der var både familie og venner. Men jeg blev klar over, at det var ham selv der holdt dem på afstand. Han havde stort behov for at være alene. Men der var noget skævt her.
   Men en dag var der alligevel en gæst. Jeg kom tidligt om eftermiddagen og jeg så, at de sad ved det lille bord ved vinduet og spiste. Det var en mand med en bred ryg, som han vendte mod mig. Erhard så glad ud, og det glædede mig. Jeg gik ind og hilste kort på dem, og trak mig så ud i køkkenet, hvor jeg lavede mere kaffe til dem. - Jeg lyttede med et halvt øre til deres samtale. De talte fransk, som jeg ikke behersker. Men jeg kendte da mandens stemme og det specielle tonefald. Det var prins Henrik.
   Da han skulle gå, kom han ud i køkkenet, rakte mig hånden og sagde: "Tak for Deres svampetærte: Jeg har smagt den, og den er meget lækker." - "Tak for det, Deres kongelige højhed. Så vil jeg herefter kalde mig kongelig hofleverandør." Han lo. "Ja, gør De det", sagde han idet han gik.
   Der syntes, at være sket en god udvikling. Erhard blev mere og mere åben. Det var fascinerende at se, næsten dag for dag, at han vendte sig fra indad til udad. Han havde stadig sorte dage, men han syntes at komme lettere over dem.
   Han sagde en dag: "Man siger, at tiden læger alle sår. Det tror jeg ikke et øjeblik på - nogen sår måske, ikke alle. De sår jeg har fået bliver nok aldrig lægt, og jeg ønsker det måske heller ikke, men jeg tror, at der efterhånden lægger sig en hinde over dem, og denne hinde bliver med tiden mere solid."
   Men samtidig med denne gode udvikling skete en anden, som var mindre god.
   Jeg havde jo vidst hele tiden, at hjemmehjælpen til ham var midlertidig, men jeg tror aldrig han havde indset det, og jeg selv var holdt op med at regne med det.
   Men nu blev jeg kaldt ind til Eskildsen, vores leder. Det vil sige, først blev det oplyst ved morgenmødet, at distriktsgrænserne ville blive ændret. Det var noget der måtte til en gang imellem, fordi antallet af klienter i de forskellige distrikter ændrede sig. Havde man da faste klienter uden for de nye grænser, så måtte de overgives til hjemmehjælperne i det nye distrikt. Og nu faldt det sig sådan, at Erhards adresse faldt uden for mit distrikt. Jeg protesterede imod at komme væk fra ham. Og jeg blev da indkaldt til Eskildsen.
   Jeg sagde til hende, at jeg forstod nødvendigheden af, at ændre distrikt, men at det vel ikke behøvede at være så stift, bureaukratisk, men at der kunne laves overgangsordninger, så man kunne beholde de klienter, hvor der var særlig tilknytning og særlige behov. Erhard var midt i en udvikling, helingen af skrækkelige sår, og selv om denne heling ikke var afhængig af mig, så var jeg dog en del af det hele. Det var blevet et projekt for mig, jeg så det udvikle sig, og naturligvis ønskede jeg ikke at afbryde det.
   Eskildsen sagde, at jeg undervurderede den dygtige hjemmehjælper, som skulle tage over - og mente dermed, at jeg overvurderede mig selv. - Nåja, måske! - Men det var dog en opgave vi havde påtaget os, at hjælpe manden over et vanskeligt punkt i sit liv, og når denne udvikling syntes at være i god gænge, hvorfor så afbryde halvvejs?
   Men jeg kunne nok se, hvori forskellen på vort syn lå. Eskildsen sad midt i systemet, eller den organisation hjemmehjælpen nødvendigvis måtte være, og hun var med til at styre og administrere dens funktioner. Hun havde det overordnede billede, og hun styrede ved hjælp af tal, streger på nogle kort og nogle grafiske figurer. Hun var meget sjældent ude i distriktet hos de mennesker det handlede om, men vi, de almindelige hjemmehjælpere, var der.
   Jeg undervurderer ikke hendes arbejde, jeg ved det er nødvendigt. Uden en dygtig administration kan intet fungere. Men det fungerer heller ikke, hvis ikke respekten også går den anden vej. Og hjemmehjælperen som går ude hos disse levende mennesker, ved selvfølgelig en del, som administrationen ikke ved. Men at sætte ord på det, er ikke let.
   Hvad Erhard angik, så kom jeg alligevel i tvivl. Kunne han ikke klare sig uden mig? Selvfølgelig kunne han det. Så jeg samlede min fornuft og indstillede mig på, at fortælle ham, at nu holdt jeg op hos ham. Men så skete der noget, der gjorde, at jeg fik en tænkepause.
   Han sagde: "Han har inviteret mig ud på sin båd". "Han" var åbenbart Prins Henrik. Hans øjne var glade, men han var også usikker. "Tror du jeg kan klare det?"
   "Selvfølgelig kan du det," svarede jeg. "Det vil da være dejligt."
   Jeg fulgte ham selv ned til havnen og hjalp ham ombord. Da jeg vinkede farvel, havde jeg dårlig samvittighed over, at jeg nok ikke ville være der, når han kom tilbage. Jeg havde nogle tågede tanker om, at det nok ville løse sig. Det gjorde det også, men på en anden måde, end jeg kunne have forestillet mig.
   Det begyndte med, at Eskildsen eksploderede. Ikke bogstaveligt, havde det bare været det.
   Hun sagde - faktisk råbte hun: "Du har sgu ansvar for andre end den skide millionær."
   Jeg var forbløffet: "Sådan taler du vel ikke om noget menneske, heller ikke Erhard Olsen? Han er vel et menneske som alle andre. Og tænk på, hvad han har været igennem."
   "Ja," sagde hun mere dæmpet, men stadig rødglødende. "Vi har alle vore problemer. Men hvad med Britta Nielsen, Erna Petersen og Karl Henningsen, har du ikke ansvar for dem?"
   Der traf hun mig på et ømt punkt: "Jeg har da aldrig forsømt dem, og det har jeg da heller ikke tænkt mig at gøre fremover. Hvorfor skulle jeg det?"
   "Hvis jeg fyrer dig, kan du vel ikke tage dig af dem, vel?"
   Jeg var målløs. Vi stirrede længe på hinanden. Så sagde jeg stille: "Det har du ikke tænkt dig, vel?"
   Hun svarede: "Nej, for jeg regner med, at du opgiver dit urealistiske forehavende med Erhard Olsen."
   Jeg stod lidt, prøvede at sige noget, men opgav. Da jeg åbnede døren for at gå, fik jeg bare sagt: "Jeg må tænke over det."
   Om jeg tænkte over det de næste dage, ved jeg ikke. Mit hoved var et kaos. I glimt så jeg klart, at jeg ville være idiot, hvis jeg ikke opgav Erhard, og fortsatte det arbejde, der havde fyldt mit liv de sidste tyve år. Jeg havde før haft klienter, hvor jeg havde overgivet mig helt, men da havde det kun været positivt, og ingen havde klaget, undtagen Finn, som ind imellem var utilfreds med, at jeg slæbte problemerne og sommetider også klienterne selv med hjem. Dette var noget andet, og der var elementer i det, som jeg ikke kunne redegøre for.
   Erhard kom hjem, og han strålede. Han var blevet brun, og det var som om hans øjne var blevet mere blå. - Men så måtte jeg jo fortælle ham hvordan det var, og det var som om han sank sammen. Han satte sig på en køkkenstol og sagde: "Jeg havde ellers tænkt mig ... Jeg havde tænkt mig ... Så holdt han en lang pause, men sagde så: "Jeg havde tænkt mig, at du skulle være min butler."
   "Din butler!" udbrød jeg forbløffet
   "Ja, eller hvad man nu skal kalde det."
   Nu blev jeg da komplet forvirret, men på akavet vis blev det afklaret, da jeg kom på kontoret og blev indkaldt til Eskildsen.
   "Har du bestemt dig," spurgte hun.
   "Det ved jeg ikke om jeg har," sagde jeg, "men jeg kan i hvert fald ikke opgive Erhard."
   "Godt, så kender du konsekvensen."
   "Fyrer du mig virkelig?"
   "Ja, eller du fyrer dig selv. Når man stiller sig uden for systemet, ja, så er man udenfor."
   "Men hvad med mine andre klienter?"
   "Ved du hvad? Du har været en dygtig hjemmehjælp i tyve år, men der er altså andre dygtige."
   Jeg gik frustreret derfra- Var jeg fyret eller var jeg ikke? Eskildsen havde jo faktisk sagt det med rene ord, men jeg kunne ikke tro det. Nu måtte jeg tale med Erhard om det.
   Men han kom mig i forkøbet.
   Jeg havde ikke engang fået frakken af, da han sagde: "Sæt dig. Jeg må tale med dig."
   "Ja, lige et øjeblik" fik jeg sagt mens jeg hængte frakken op. Jeg fik sat mig i stolen ved vinduet. "Jeg lytter," sagde jeg.
   Han satte sig over for mig. "Jeg kan tilbyde dig fuld stilling og samme løn som du får nu, og mere efterhånden."
   Pludselig så jeg klart det urealistiske i hele planen. "Kære Erhard, det går jo ikke. Jeg kan da ikke bare opgive det liv og det arbejde jeg har haft i mange år. Tænk på de andre jeg har ansvar for. Og hvordan skulle der kunne være fuldtidsarbejde i denne lille lejlighed?"
   "Jeg flytter," sagde han, og jeg blev stum.
   Han fortsatte: "Jeg har vegeteret længe nok, og jeg har faktisk en stilling og et arbejde der skal passes. Det er jeg blevet hjulpet med til nu, men jeg må altså i gang igen."
   "Men hvor flytter du hen?" spurgte jeg.
   "Vi, nogle venner og jeg har været ud at se på huse. Det bliver nok et sted på Strandvejen."
   Jeg kunne ikke lade være med at grine. "Nå, du vil ud og mænge dig med de andre millionærer."
   Han trak på skulderen. "Nåja, de er jo også en slags mennesker. Jeg vælger dog de steder, fordi det et er gode huse og smukke omgivelser - og det er for resten også derfor de andre millionærer vælger at bo der."
   "Og for præstigens skyld?"
   "Den bringer man forhåbentlig selv med sig. Ellers tror jeg ikke man få den ved at bo der."
   Jeg tog hjem og talte med Finn om det, og han sagde nej.
   "Hvorfor skulle du det? Du har et udmærket arbejde og et godt liv, og økonomisk klarer vi os."
   "Du har naturligvis ret, Finn. Du har jo altid ret. Men jeg tror nu alligevel jeg gør det."
   Derefter gik det stærkt. Eskildsen var helt rundt på gulvet, hun havde ikke drømt om, at jeg ville gøre alvor af det, og jeg selv var i tvivl under hele forløbet, men holdt fast ved, hvad jeg nu havde bestemt mig for.
   Erhard havde travlt. Sammen med venner var han ude at se på huse, og et par gange var jeg med. Når jeg så disse palæer, syntes jeg hver gang, det var helt urealistisk, at nogen kunne vælge, at bo sådan. Men samtidig ændrede mit syn på Erhard sig. Jeg så, at han var en handlekraftig mand, som nok kunne tage fat på selv store udfordringer. Samtidig bevarede han det blide væsen, som havde været så fremtrædende under hans sygdom.
   Den villa han endte med at købe, var ikke et af de store palæer, men dog så stort, at jeg sagde, at jeg bedre kunne lide hans lille lejlighed ved havnen.
   "Du vænner dig til det", sagde han og lo ad mig.
   Jeg var skam ikke blind for husets arkitektoniske skønhed, eller den dejlige udsigt over Øresund. Haven var ikke så kæmpestor, som så mange i omegnen, men den var smuk og velholdt. En gartner var allerede ansat.
   Foran huset var en stor terrasse, og ellers blomsterbede, ud mod vejen et lavt stengærde. Baghaven var større, det var nærmest en lille park, med en lille dam med guldfisk, og ellers var der gangstier mellem buske og høje træer.
   Indenfor i stueetagen var der store stuer, ovenpå mange mindre værelser, og et af dem fik jeg til mit eget brug, så jeg kunne overnatte, hvis jeg ville. Det kom jeg til at benytte mig en del af.
   At være butler - hushovmester hedder det vist på dansk, men vi blev nu ved med at sige butler - var ikke så svært for mig, som man skulle tro. Hjemmehjælpen er - eller var i hvert fald i min tid - et meget alsidigt fag. Man skulle kunne alt, men var ikke ekspert i noget.
   Og dog var der meget nyt, indretningen af det store hus, men det det klarede Erhard selv og diverse fagfolk. En kok blev ansat, så der blev mindre brug for min kogekunst, men der var nok ellers. Var jeg i tvivl spurgte jeg Erhard. Han var ingen streng arbejdsgiver, jeg kunne gøre stort set som det passede mig, og ville han have noget gjort, sagde han det bare.
   Og det blev hverdag, vi fik vore rutiner. Og der begyndte at komme gæster, ja, der blev holdt små selskaber. En dag kom prinsen og nogle af hans venner, og da fik jeg æren, at servere for dem.
   Huset, Erhard og hele livet der fyldte stadig mere i mit liv. Jeg havde ønsket at holde kontakten med i hvert fald nogle af mine tidligere klienter, men det blev for meget, og de gled ud. Det viste sig også, når jeg besøgte dem, at de klarede sig fint uden mig. Bevares, de var glade for at se mig, men det gik fint med de nye hjælpere de havde fået. Så sådan er livet, man mødes og skilles, og det som har al betydning skrumper ind til ingenting, eller meget lidt. En af dem, Erna, holdt dog fast ved mig, men så døde hun.
   Der var lang vej fra huset til vores lejlighed i byen, men jeg ville ikke opgive den, og det ville Finn heller ikke. Men efter at Erhard stillede bil til rådighed for mig, gik det lettere.
   Finn var urolig og lidt sur over alle disse omvæltninger, men endte med også at blive grebet af det, så han begyndte også at komme derude. Han blev kendt med Erhard, som syntes om ham, og hvad der er vigtigere, han blev gode venner med gartneren og kunne samarbejde med ham i haven.
   På den måde faldt alt i hak og vi fik en række meget gode år. Erhard fik en ny kæreste, en smuk kvinde, noget yngre end ham selv. Jeg kom aldrig så nær på hende som med Erhard, For hende var jeg altid bare butleren, men det havde jeg det i grunden udmærket med, og det forhindrede os ikke i at have et godt samarbejde. Efterhånden fik de også to børn, en dreng og en pige, og da Finn altid har været god til børn, blev han en god onkel for dem.
   Vi var med på flere udenlandsrejser, mest til Cayx i Frankrig, hvor Erhard kunne dyrke sit venskab med prins Henrik. Vi var også med på slottet, men boede ellers på en dejlig kro nede i landsbyen.
   - - -
   Årene er gået. Gode år, og jeg er blevet gammel, og benene vil ikke rigtig mere, så jeg er holdt op som butler. Finn derimod kommer stadig derude, meget mere end før, og han er nu fast assistent for gartneren. De har et godt samarbejde. Som tidligere fortalt fik jeg aldrig et nært forhold til fruen, men det har Finn fået, selvfølgelig fordi han er så god til at tage sig af børnene. Han er på fornavn med hende og de taler om alt. Fiona hedder hun. Naturligvis er jeg sommetider derude. Finn kører mig derud. Og Erhard kommer sommetider, og vi sidder her i min stue og taler sammen. Han taler om, at vi endnu engang skal sammen til Cayx, men det bliver nok for hårdt til mig.
   Så alt er godt, ja, det er så godt og idyllisk, så det næsten er for meget for en god historie. Men noget gnaver alligevel i mig. Var det nu rigtigt at stoppe mit arbejde som hjemmehjælper og svigte de mennesker jeg havde ansvar for. Og selv om de ikke har følt det sådan, så kan jeg jo godt føle det selv. Jeg valgte det gode liv uden problemer. Det har virkelig været godt, det står ikke til at nægte, og jeg taler ikke til nogen om mine skrupler, ikke engang til Finn. Det er underligt at sige det, men jeg savner, at problemerne regner ned over hovedet på mig.
   Nå - jeg valgte det behagelige liv, så kan jeg vel for pokker også nyde der for resten.