Føljetonen 'Leg med døden'. Plottet:
   En september dag 2015 sårer Frits, der er alene på jagt, en kvinde med et dødeligt riffelskud i Østskoven. Det bliver startskuddet til en turbulent historie der handler om en bizar leg med døden. Den sårede kvinde er desperat og får vristet jagtriflen fra ham. Frits venter på kvindens hævn. Men kvinden vælger, ikke at dræbe ham selv om hun har dræbt så mange gange før. Frits får overtaget og udnytter situationen groft. Hændelsen kalder på retfærdig hævn.
   Frits har begået en forbrydelse og tør ikke gå til politiet men spærre kvinden inde i hans afsidesliggende villa uden at vide at kvinden er Lene Lindstok der er eftersøgt af politiet som Danmarks farligste seriemorder.
   Læseren får indblik i hvem Lene Lindstok i virkeligheden er gennem en lang række detaljerede fortællinger fra Lenes liv, lige fra den dag hvor hun som 15 årig dræber sin stedfar og kort tid efter rejser til Schweiz, til den dag i 2015 hvor hun vender hjem til Danmark som eftersøgt seriemorder, men også som en af verdens dygtigste kirurger der i sidste ende skal beslutte sig for om livet skal være en leg med døden.
   God fornøjelse med læsning af afsnit 38

Mumien

Lene måtte trække vejret dybt for ikke at gå i panik.

Elle ville have Mumien Marta med sig. Derudover effekter der havde tilhørt Marta samt ting fra børnehjemmet, legetøj og tegninger fra pigernes skabe.
   Det var efterhånden et veritabelt flyttelæs, de skulle have hejst ned til bådehuset oppe fra det nedlagte børnehjem 'Edelweiss'. Elle havde samlet det hele på varehejsens trinbræt.

Det kørte rundt for Lene, hun så lyserøde spiraler for øjnene og jorden gyngede under hende. Hun skulle ikke have spist så mange af de lækre 'drømmesvampe'.
   Klokken var snart 16. De havde været på plateauet alt for længe. Hvis de ikke kom ned inden natten, ville de risikere at skulle overnatte i kulden deroppe.
   Heldigvis greb Marta ind via Elles bugtalerstemme. "Du kan ikke tage mere med nu, Elle. " sagde hun strengt. Elle svarede lydigt med lillepigestemme.
   "Nej mor, vi har, hvad vi skal bruge."
   De lyserøde spiraler, der dansede i Lenes øjne, blev til mørke og uendelig træthed. Hun måtte lægge sig på klippen for at sove lidt.

Magdalene havde opgivet håbet om at se sin enæggede tvillingesøster i live. Det var nu to år siden, hun havde sendt brænde og mad op til hende med varehejsen, og det var kommet urørt tilbage.
   Hun havde forliget sig med tanken om, at Marta var død deroppe. Hun var jo gammel, og da de sidste piger på børnehjemmet var solgt, havde mafiaen sprunget adgangsstien til plateauet væk. På den måde kunne de holde folk væk, og evt. senere komme tilbage og fortsætte deres kriminalitet. Ingen kunne bevise, at 'Edelweiss', der officielt var et filantropisk børnehjem, reelt var et kriminelt foretagende, der organiserede menneskehandel.
   Hun boede tæt på bådhuset, og havde hørt at nogen satte hejsen i gang. Hun var faktisk blevet forskrækket, fordi det måske var 'de sortklædte mænd', der var kommet tilbage. Det gjaldt om at være forsigtig og gøre sig usynlig.
   Hun fulgte uset med i pigernes livsfarlige kørsel med varehejsen op til 'Edelweiss'.
   Hun var glad, da pigerne kom uskadte tilbage, for mørket var allerede på vej ind over Campione.
   Nonnen med det sorte hår, kunne godt være Elle, pigen som Marta havde skrevet om og elskede så højt, som var det hendes egen. Men det var rent gætværk fra hendes side, for hun havde aldrig set Elle.
   Novicen, den anden pige, med det lange, hvide hår var måske ikke fra børnehjemmet. Hvem mon hun var?
   Novicen virkede underlig mat. Hun kunne ikke finde ud af at komme af krogen, da hun kom ned, så Magdalene havde uset sneget sig ind hjulpet hende. Første gang hun kom ned, kom hun ikke af krogen i tide, så hun måtte køre med op igen. Anden gang havde Magdalene taget knivafbryderen, da hun kom ned til bådehusets trinbræt. Med zombieagtige bevægelser havde novicen, der var forfrossen, vristet sig ud af lastsækken, og det var lykkedes hende at starte hejsen igen efter en rum tid. Derefter var der kommet en masse fyldte lastsække ned, som novicen akavet fik af krogen, og så kom chokket, da hendes egen tvillingesøster, Marta, var kommet ned. Hun var så lille, sammensunken og bevidstløs. Novicen der i mellemtiden var kommet til sig selv, slæbte Marta ind i bådhuset. Til sidst kom nonnen ned, det måtte være Elle. Hun var stiv af kulde. Der var koldt deroppe på nordklippen, når mørket faldt på. Hun så, at Elle og novicen slæbte lastsækkene væk. Men hvor var Marta?
   Magdalene sneg sig over i bådhuset igen "Marta, ... Marta," råbte hun dæmpet. Ingen svarede. Havde hun gemt sig, for 'de sortklædte mænd'? Eller havde Elle bedt hende om at gemme sig? Meget mystisk alt sammen...
   "Marta, ... det er mig, Magdalene. Kom frem," råbte hun, og nu skyllede der en stærk længsel efter sin tvillingesøster gennem hende.
   Kunne hun have gemt sig i en af Wilhelms store fisketransportkasser. Der stod en på det store træbord. Det var en kraftig flamingokasse med låg, den kunne faktisk godt rumme et menneske. Eller kunne den? Hun følte sig dum, da hun løftede låget, og et skrig undslap spontant halsen, da hun så sin tvillingesøster siddende bevidstløs i kassen. Gud, hvor hun lignede hende, det var som en kopi af hende selv. Håret, ansigtet selv den pergamentagtige tørre hud var næsten den samme. Mærkelig nok bar de også begge den klassiske grønne landkjole og hvide skjorter. De var som to dråber vand, enæggede tvillinger forbundet i magisk samhørighed, hvordan kunne det gå for sig?
   En vogn bakkede op foran bådhuset. Det skramlede ved porten. Magdelene fik hurtigt låget på flamingokassen igen, og gemte sig i et omklædningsskab.
   "Kom Lene, når vi er to, går det lettere med at få kassen ind i bagagerummet," hørte hun Elle sige.
   Hun fulgte efter, da bilen langsomt rullede ned ad gaden. Hun orkede ikke tanken om, at Marta igen skulle forsvinde ud af hendes liv. Heldigvis parkerede bilen på supermarkedets parkeringsplads og novicen løb ind for at handle, mens Elle blev siddende bag rettet.
   Nu var tiden inde til, at hun måtte give sig tilkende og opklare, hvad i alverden der skete. Hun trådte frem og trak højre bagdør op og satte sig ind på bagsædet uden at sige noget. Hun lukkede øjnene og ventede på, hvad der nu måtte komme.
   Elle så hende i bakspejlet, og hun tog det roligt. Hun var glad for, at hun nu havde valgt at sætte sig ind i bilen. Det måtte have været ubekvemt at ligge i flamingokassen omme i bagagerummet. Marta havde lukkede øjnene og ville hvile, så Elle. Den gamle kvinde havde været så meget igennem. Elle forstod så udmærket hendes behov og lod hende sidde i stilhed.
   Efter et stykke tid kom Lene ud af supermarkedet med favnen fuld af varer. Hun måtte pakke det godt for at få plads til det hele i bagagerummet.
   Planen var, at de skulle køre til Tremezzo og overnatte på det 5-stjernede Grand Hotel. De ville solde på udvejen og spare på hjemvejen. Det var det bedste, de kunne gøre, for sæt nu de ikke kom hjem igen. Stefanus Paulus skulle man ikke undervurdere.
   Det gav et ryk i Lene, da hun opdagede Marta på bagsædet. Elle havde gu' hjælpe mig taget Marta ud af kassen i hendes fravær og placeret hende på bagsædet. Den var altså stadig rablende gal med Elle tænkte hun og magtesløshedens tårer pressede sig på igen. Hun åbnede højre fordør og satte sig ind ved siden af Elle. Hun sendte Elle et prøvende blik, men Elle reagerede ikke på det.
   "Er du ok? " Sagde Lene.
   "Ja, på toppen" sagde Elle, og smilede. "Grand Hotel venter". Hun trådte på speederen og vognen rullede hurtigt ud ad Campione med tændte lygter.
   De 30 kilometer over bjerget til Tremezzo i mørke, føltes som 100. Besøget på børnehjemmet havde været langt mere anstrengende end Lene havde forestillet sig. Og så var det hele blevet meget værre af, at de begge havde spist 'drømmesvampe'. Det var mærkeligt, at Elle ikke havde advaret hende. Tværtimod havde hun spist med uden forbehold. Lene var stadig noget påvirker. Og det måtte Elle også være. Heldigvis så det ud som om, hun stadig kunne køre bil, for hun kastede bilen sikkert rundt i hårnåle svingene.
   Der var ikke noget at sige til, at Elle havde fået et chok, da hun fandt sin 'mor' liggende mumificere på sit værelse. Hun havde jo i mange år drømt om at finde hende i live, og hun reagerede på sin vis normalt, idet hun i den første konfronterende fase ikke kunne forstå, at hun var død. Det havde været en kæmpefejl, erkendte Lene, at hun i den situation havde stillet Elle i udsigt, at Sternmesser kunne få liv i hende igen. Og da hun prøvede at forklare Elle den rette sammenhæng, havde de begge spist euforiserende svampe og haft hallucinationer, der tog afsæt i oplevelsen med Mumien Marta, der periodisk optrådte som levende i deres rus. Det var et mirakel, at de var kommet uskadte ned fra plateauet inden natten faldt på.
   Det havde været grænseoverskridende for Lene, at Elle ville have sin mumificerede mor med, desværre havde hun selv været lidt skyld i det. Men det havde gjort turen langt mere kompleks, at de nu også skulle tage hensyn til mumien.
   Lene tænkte, at så længe Marta lå i flamingokassen, kunne det gå, men at Elle havde taget Marta om på bagsædet, var skræmmende. Elle var åbenbart stadig i en fase, hvor hun fornægtede, at hendes mor var død. Hun ville prøve at få Elle overtalt til at lægge Marta ned i kassen igen. Så måtte de rekvirere en bedemand, der kunne transportere Marta til St. Lukas klostret hvor hun kunne blive begravet.
   "Nu begynder det at gå nedad mod Tremezzo" oplyste Elle "når vi kommer lidt frem, er der en parkeringsplads med udsigt til Tremezzo og lysene dernede langs søen."
   Elle parkerede bilen på udsigtspladsen. "Kom lad os lige strække benene i fem minutter."
   Det var Lene med på, hun trængte til frisk luft. Det var koldt og stjerneklart. De gik frem til stengærdet og nød synet af søen, der lå som dernede som et spejl, kantet af lysende perler. "Det er smukt", sagde Lene samtidig med at hun bekymret betragtede Elle i stilheden deroppe i passet. Hun holdt så meget af Elle, og tanken om at skulle miste hende til et psykisk blackout fremkaldte angst.
   Pludselig åbnede højre bagdør og mumien kom ud. Med sørgmodige øjne kom hun imod dem med usikre skridt.
   Nonnen og novicen kastede sig skrigende i armene på hinanden.