Ja, kære ven, De ved jo allerede, at jeg har dræbt min hustru og to små børn. De døde da jeg satte ild til vort hus. - Jeg fortæller Dem gerne det hele, hvis De vil få fjernet disse lænker fra mine arme. Mennesket taler ikke med munden alene. - Nå, det kan ikke lade sig gøre. Det er nødvendigt at tale, ikke at bevæge armene. - Så kunne jeg jo skrive, hahaha! Nej, det kan jeg jo heller ikke, men det kan De. Jeg taler og De skriver. De har frie arme. På den måde bliver vi ét kød. Jeg er munden og De er armene. De kunne også skrive med fødderne, hvis det skulle være, men så måtte De tage de store støvler af. Men det vil De nok ikke. Måske De har hul på sokkerne, eller De har ikke vasket fødderne for nylig, uha, uha, uha! - Hahaha, nå, det er ikke min mening at fornærme Dem. Jeg ved jo intet om Deres sokker og fødder, men det er nødvendigt at tale og skrive. Det må De indrømme.
   Ak, det er så længe siden! - Nå, var det i går? Tænk jeg husker det som meget længe siden. - Hvorfor jeg gjorde det? Hvorfor jeg lukkede døre og vinduer omhyggeligt før jeg satte ild til huset? Det er da ligetil, det var fordi det var nødvendigt. Ellers var de jo kommet ud. Ville De måske have gjort det anderledes? - Selvfølgelig havde der været andre måder, hvis jeg havde tænkt mig om, men jeg tænkte ikke så meget, der var ikke tid til at tænke. Jeg var drevet af nødvendigheden.
   Det var let nok at sætte ild til, for huset var af træ og taget af strå. Jeg havde selv lagt stråtaget, ligesom jeg har lagt de fleste stråtage i landsbyen, og det kunne jeg stadig gøre, hvis det ikke var for disse lænker. Men de er vel nødvendige, de hører med til nødvendigheden. - Jeg er ellers en dygtig tagtækker, en af de sidste i dette fag. Jeg rejste land og rige rundt og lagde tage, så naturligvis måtte jeg have stråtag på mit eget hus. Kan De se hvor besværligt det ville have været, hvis der ikke havde været stråtag. Nå, men så havde der nok været en anden måde. Nødvendigheden baner sig altid sin egen vej.
   Om jeg fortryder? Hvor kan De dog spørge om det? Hvordan kan man fortryde det der er nødvendigt? Det eneste jeg fortryder, er disse lænker. Er de nødvendige? Ja, det er de vel. Så hvad er der at fortryde? - Selvfølgelig tænker jeg over det. Hvad ville De have gjort? Det er selvfølgelig for sent nu, men kan De tænke Dem det hele anderledes? Jeg kan ikke.
   Jeg har arbejdet siden barndommen. Min far var tagtækker som jeg. Det er af ham jeg har lært faget. Jeg vidste slet ikke, at det var et fag. Det var så let og jeg troede, at alle kunne gøre det. - Allerede dengang var faget hendøende, men det mærkede vi kun på den måde, at der var større efterspørgsel efter os og at vi blev bedre betalt. Og efter at min far var borte, begyndte jeg at rejse rundt i landet.
   I en landsby nordpå traf jeg Marie. Hun var yndig, hun var det smukkeste jeg havde set. Det var i forsommeren, og jeg husker bakkerne der var så fulde af blomster, blå, gule og hvide. Det var vist ikke der tvillingerne blev grundlagt, først senere, men det var da jeg blev bevidst om, at nødvendigheden var sat ind. Jeg blev ved med at komme tilbage til denne landsby. Maries forældre var bekymrede over, at hun skulle flytte fra egnen og så langt væk, men de havde ikke noget imod, at hun fik en velhavende og anset tagtækker.
   Så byggede jeg dette hus. Det vil sige, det var egentlig et gammelt hus som havde været forladt i mange år, og det var så forfaldent, at det faktisk skulle bygges på ny. Så jeg byggede det og lagde stråtaget, og det blev et meget smukt hus der i skovkanten. I vores noget afsides liggende landsby har de fleste huse stråtag, så vores hus var ikke noget særsyn, undtagen ved det at det lå for sig selv lidt fra landsbyens centrum.
   Der blev tvillingerne født, det var en dreng og en pige, og vi kaldte dem Peter og Anna efter min far og hendes mor.
   Jeg rejste naturligvis stadig meget i forbindelse med mit arbejde, men det var altid en fornyet lykke at komme hjem til mit smukke hus, min smukke hustru og mine smukke børn.
   Men nødvendigheden var der hele tiden, sommetider som en svag summen i min samvittighed, andre gange som et tvingende pres. Der var dog lang tid hvor jeg ikke vidste, hvad nødvendigheden var, hvad den gik ud på, men efterhånden blev det klarere. Og da det så stod mig helt klart, blev jeg glad og lettet, for hvad er bedre end at vide sikkert hvad man må gøre.
   Det havde været en god dag. Jeg ved ikke om De har oplevet det, en perfekt dag hvor man er helt i pagt med nødvendigheden og alt er som det skal være.
   Om aftenen lagde Marie de to små i seng, og jeg gik ind og kyssede dem godnat og pakkede tæpperne godt om dem. Så kyssede jeg Marie og sagde, at hun også skulle gå til sengs, jeg havde nødvendige ting at udrette. Det gjorde hun, og jeg ventede til de alle sov. Så gik jeg ud, låsede døren omhyggeligt og satte skodderne for vinduerne. Derefter stablede jeg kvas op ad huset, så de rakte op til taget, og satte ild til.
   Jeg ved ikke hvor lang tid der gik før der var mange mennesker omkring mig og det brændende hus. Det var jo nat og mørke, ilden lyste op, gnisterne føg til vejrs, det var smukt, det lyste op så månen og stjernerne ikke kunne ses. Jeg tror også De var der, ja det var sikkert Dem der gav mig disse lænker på.
   Det var så det, kære ven, - og kan jeg så få taget lænkerne af. Nå ikke. Ja, så må det være sådan.