De havde geografi i sidste time, og minutterne sneglede sig afsted. Endelig ringer det ud, og Thea skynder sig hen til cykelskuret. Hun må skynde sig for ikke at komme for sent til aftalen med Signe. Hun havde haft maven fyldt med sommerfugle hele dagen, og havde ikke haft særlig nemt ved at koncentrere sig, og nu føles det som om alle sommerfuglene er på vej op gennem halsen. Nogenlunde samme følelse havde hun haft det for nogle dage siden, hvor hun havde taget bussen ud til skoven udenfor byen, og havde vandret rundt i en halv time før hun endelig havde fundet det rigtige hus og puttet brevet i postkassen. Hun havde strakt halsen for måske at få en glimt af den kvinde som hun mente var hendes biologiske mor, men træerne omkring huset var for høje og tætte.
Indtil for to måneder siden havde Thea ikke nogen anelse om at Carsten og Janne ikke var hendes biologiske forældre. Hun var vokset op hos dem i en helt almindelig tilværelse, dog uden søskende. Da hun var mindre havde hun ofte forestillet sig at hun havde en søster, og sågar leget at hun havde en usynlig søster der hed Mia. For to måneder skete der så det, at Thea var på besøg hos en veninde. Veninden fik den ide at de skulle kigge i hendes gamle fotoalbums, og de brugte hele eftermiddagen på at more sig over sjove billeder, helt tilbage fra den dag hun blev født. Thea kom til at tænke på, at sådan nogle billeder havde hun egentlig aldrig set af sig selv. Da hun kom hjem spurgte hun efter billeder fra sin egen fødsel, og ja...så kom sandheden frem. Carsten og Janne havde ikke sådanne billeder, for Janne havde slet ikke født Thea. Det havde derimod en ung pige, der ikke kunne beholde hende. Carsten og Janne ville ikke fortælle Thea flere detaljer, og slog det hen med, at det var meget længe siden, og at de jo betragtede Thea som deres egen datter, men Thea kunne ikke slippe det. Pludselig føltes Carsten og Janne på en eller anden måde fremmede, selvom de altid havde været gode forældre for hende, og hun følte en stærk trang til at opsøge sin biologiske mor. En aften hvor Carsten og Janne var i byen åbnede Thea den skuffe i Carstens skrivebord, hvor hun vidste han gemte alle deres vigtige papirer, og gav sig til at lede. Da hun efter nogen søgen fandt et dokument med overskriften "Fødselsattest" og længere nede så sit eget cpr-nummer, føltes det som om hjertet hoppede et slag over. Der stod det, sort på hvidt, navnet på hendes biologiske mor - Signe Bertramsen. Thea sagde navnet højt for sig selv nogle gange, smagte ligesom på det. Så faldt hendes øjne på Signes cpr-nummer. Thea fik et chok. Signe havde kun været 15 år gammel da hun havde født hende. Samme alder som hun selv havde nu. Thea kunne ikke undgå at få en knude i maven, ved tanken om hvordan Signe måtte have følt dengang. På dokumentet var også en rubrik til faderens navn, men her stod bare "Ukendt". Thea snuppede en af de gule post-its fra skrivebordet, og noterede sin mors navn og cpr-nummer, uden nogen ide om hvad hun ville stille op med det.
Som ugerne gik var Thea blevet mere og mere sikker. Hun måtte bare finde sin mor, finde ud af hvem hun var og hvad der var sket dengang for 15 år siden. Hun tænkte på hvordan hun selv ville have det, hvis hun blev gravid, og gøs ved tanken. Hun havde da kysset med et par af drengene fra klassen, men hun vidste da godt at man skulle mere end kysse for at blive gravid. Da de havde haft seksualundervisning i skolen havde stort set alle drengene gjort grin med det, og de fleste af pigerne kigget ned i bordet med røde kinder. Hun kunne slet ikke forestille sig at have sex med en dreng allerede nu.
En dag Thea havde været nede på biblioteket, så hun tilfældigt på vej ud skiltene ved Borgerservice, der holdt til i samme bygning. På det ene stod der "Folkeregister". En beslutning begyndte at tage form i hende, og to dage senere stod hun ved skranken i Borgerservice med den lille gule post-it. Damen bag skranken fandt hurtigt en adresse til hende, og kort efter stod hun ude på gaden igen med en ny post-it, denne gang med hendes biologiske mors adresse på. Den lille seddel brændte nærmest i hendes hånd, og det føltes som at stå med hele ens fortid og fremtid imellem fingrene. Thea foldede omhyggeligt papiret sammen og lagde det i sin pung, så det ikke blev væk. Det var første step, nu måtte hun tænke over hvad hun så skulle stille op med denne nye viden.
To dage senere var planen lagt. Thea ville tage ud til Signe Bertramsens adresse, og putte et brev i postkassen. Hun kunne selvfølgelig sende det med posten, men hun havde lyst til at se hvor hendes mor boede. Fornemme hvilken slags kvinde hun var, måske få et glimt af hende. Planen var gået som hun havde tænkt, Signe havde kontaktet hende og en aftale om et møde var nu i hus.
Thea spurter afsted på cyklen. Hun skal mødes med Signe inde i byen lige om lidt, og skyder genvej igennem skoven for at nå det. Hendes hjerte hamrer hårdt i brystet på hende af spænding, og det høje tempo på cyklen gør det bestemt ikke bedre. Hun kan høre blodet bruse i ørerne, og med ét sortner det for hendes øjne, og hun mærker hvordan cyklen slingrer under hende og hun falder.
Da Thea kommer til sig selv er det blevet mørkt. Hun prøver at rejse sig, men kan ikke. Hendes højre ankel gør frygtelig ondt og vil ikke bære hende. Hun prøver at huske, cykelturen, mødet med Signe som hun ikke nåede frem til, faldet. Hun måtte ligge inde midt i skoven nu. Hun kigger sig omkring, men kan intet se, kun mørke. Det er køligt, men hun har heldigvis endnu ikke skiftet til den tynde forårsjakke. Thea åbner munden for at råbe efter hjælp, men i første forsøg kommer kun en hæs piben. Ved andet forsøg lykkes det hende bedre, men råbet giver nærmest ekko i den mørke skov, og så bliver alt igen stille. Mobiltelefonen, hvor er den? Thea rækker hånden ned i sin jakkelomme hvor den plejer at ligge, men lommen er tom. Telefonen må være røget ud af lommen under faldet. Hun roder febrilsk med hænderne på jorden omkring sig, men finder ikke andet end jord og blade. Med ét hører hun telefonens velkendte ringetone, men hvor er den? Lyden er dæmpet og kommer ligesom fra et sted under hende. Hun maver sig fremad efter lyden, indtil hendes hænder pludselig famler ud i ingenting. Der er et hul foran hende. Efter lyden at dømme er det dybt, og da Thea prøver at mærke efter med en gren kan hun ikke nå bunden. Det vil simpelthen være for farligt at klatre derned i mørke, og med en fod der gør så ondt. Hun er nødt til at vente til det bliver lyst, og så få fat på telefonen og ringe efter hjælp.
Natten føles uendelig lang. Thea er udmattet og træt, men gør alt hvad hun kan for at holde sig vågen. Telefonen har ringet mindst 20 gange, og Thea er usikker på om der stadig er strøm på den. Det må være Carsten og Janne der er urolige, og prøver at få fat på hende. Da solen står op, og lyset trænger ned gennem trækronerne vækkes Theas håb igen, og hun begynder atter at råbe om hjælp. Hvorfor skulle hun da også absolut skyde genvej, her hvor der sjældent kommer nogen? Hun kendte kun den lille smalle skovsti fordi hun tilfædigt havde fundet den den dag hun afleverede brevet i Signes postkasse. Den så ikke ud til at være blevet brugt af andre end skovens dyr de sidste mange år. Hvad var chancen for at nogen ville finde hende herude? Ingen vidste jo at hun var på vej ind for at mødes med Signe, istedet for at cykle lige hjem efter skole.
Dagen går. Telefonen ringer ikke længere. Thea er kommet i tanke om resterne af madpakken i skoletasken, og den halvfulde drikkedunk, så hun har fået stillet den værste sult og tørst, men hun har enormt ondt i den nu meget hævede ankel, og hun er træt, fugtig og kold. Hvad mon Carsten og Janne laver lige nu? De er sikkert helt ude af den, og er ude for at lede efter hende. Hvis bare hun var taget lige hjem, det var jo dem der var hendes forældre. Hendes dejlige og kærlige forældre.
Natten kommer, og med natten kommer igen mørket, og Thea kan ikke længere holde sig vågen. Hun døser hen, og ind i en urolig søvn.
Da Thea vågner igen, har hun ikke længere nogen fornemmelse af hvor længe hun har ligget i skovbunden. Hun er kold og sulten, og tungen føles som limet til hendes gane. "Jeg må op" tænker hun, men bliver i det samme mindet om sin skadede ankel, som er dobbelt så tyk som sidst hun kiggede på den. Den må helt sikkert være brækket. Hun døser hen igen, begynder at føle sig ligeglad, har opgivet.
Thea vågner med et sæt. Hvad var det? Hørte hun noget? Jo, der er helt sikkert nogen der råber hendes navn. Med sine sidste kræfter trækker hun luft ned i lungerne og råber. Hun magter ikke længere at frembringe ord, så det er nærmere et brøl der kommer fra hende. Det flimrer for øjnene, som om brølet har tappet den sidste energi ud af hende, men i det fjerne hører hun stemmer, og en mand kommer hurtigt nærmere og råber "Hun er her henne!" Thea mærker hvordan hænder løfter hende op på en båre og bærer hende ud gennem skoven, men hun er træt, så frygtelig træt, og hun døser hen og vågner først igen da hun ligger i den rene hvide seng på hospitalet. Ved hendes ene side står Janne, ved den anden side en kvinde hun ikke kender, men som hun instinktivt ved er Signe, hendes biologiske mor. Thea ser skiftevis de to kvinder dybt i øjnene, smiler og glider igen ind i søvnen.