De går altid sammen i en større gruppe, ikke fordi de er bange, men det er dog tryggere for dem sådan. Jeg ser dem tit gennem mine store vinduer der vender ud mod gaden. Nogen gange kigger jeg ud på dem og kan se at de ligeledes kigger ind på mig og vi ser da i et par sekunder hinanden i øjnene; hvis blik der viger først, mit eller deres, ved jeg ikke og jeg synes egentlig heller ikke det er vigtigt.
   Andre gange ser jeg dem ad omvej gennem det store spejl der dækker hele min ene væg, så kan de ikke finde mit blik igennem spejlingen og tror sig usete, og da kan jeg studere dem mere indgående selvom jeg naturligvis stadig har mindst eet øje på mit arbejde (sommetider og som oftest kræver det ikke mere end det).
   Og selvom jeg i sådanne øjeblikke kan stå og kigge længe på dem er det mig ikke muligt at skille dem fra hinanden og nu beskrive dem her som andet end en gruppe, når de går forbi derude og svinger voldsomt med armene så det er mig en gåde at de aldrig rammer hinanden, for de går altid ganske tæt, klapper hinanden på skuldrene, deler håndtryk, hopper op ad hinanden og griner; de synes for mig at være een, alt for levende organisme og jeg må nødvendigvis tænke på dem som en sådan, uadskillelige.

Men når de kommer ind til mig, kommer de een ad gangen. Der kan ikke være ret mange mennesker herinde og da i hvert fald ikke en gruppe af deres størrelse. De har end aldrig gjort tilløb til at komme herind i samlet flok, det er som om de intuitivt aner at det er omsonst og derfor undlader overhovedet at gøre forsøget. Det er ikke bevidst at jeg har indrettet mig sådan, smalt og trangt, men det er dog en lykkelig foranstaltning, som det altså har vist sig, for jeg ville nødig have dem alle herind på een gang.
   Når en af dem således kommer ind aner jeg med det samme usikkerheden hos denne ene over pludselig at skulle være på egen hånd, men jeg lader som ingenting og gør mine til at han skal sætte sig, hvilket han altid pligtskyldigt gør. 'Det sædvanlige?' spørger jeg og han nikker mens han hurtigt kigger op på mig gennem spejlet med et blik, der er fuldt af angst nu da han sidder i min stol og skal under min sikre hånd. Som en hund.

De vil alle sammen have den samme frisure, og man kunne måske forledes til at tro at det så gør mit arbejde lettere da jeg har klippet dem så mange gange før - at jeg kan gøre det, som jeg tidligere har antydet, med den ene hånd på ryggen. Men tværtimod er netop dette deres ønske om ensartethed det sværeste at opfylde, for den samme frisure ligger uvægerligt forskelligt på forskellige hoveder og kræver således subtile men dog omfattende foranstaltninger fra min side. For eksempel har een mærkelige buler her og der som min saks uventet falder over, een har høje tindinger mens en anden er så bogstaveligt lavpandet at hår og øjenbryn næsten går i eet, een har et fedladent ansigt mens en anden blot er en tynd flig hud trukket stramt ud over kraniet. Een har hår så tykt at jeg kæmper med at føre kammen igennem det, mens en anden er ved at blive så tyndhåret at jeg gruer for hvad jeg skal gøre, næste gang han kommer ind og vil klippes præcis som de andre.
   Men jeg klipper dem og passer til, træder nu og da tilbage og drejer hovedet mens jeg kniber øjnene sammen - jeg prøver gerne i alle frisurens faser at se den an fra alle tænkelige vinkler for derved bedre at kunne danne mig et præcist indtryk af hvad næste træk i klipningen bør være. Og således lykkes det mig i de fleste tilfælde at gøre dem tilfredse, og selv hvis min saks i løbet af klipningen er smuttet eller jeg ved en utidig rysten på hånden har skåret en bakkenbart for langt ind, - de bemærker det ikke, det er ikke ligefrem skarpsindigheden og pedanteriet der hersker i denne gruppe.

Af og til sker det måske, at een har mærket at min hånd en enkelt gang er gledet, eller han aner at jeg tog en flis for meget af pandehåret og at det derfor ikke længere falder præcis som hos de andre, men det er ikke noget der kan ses umiddelbart og det må således hos ham forblive ved denne anelse. Han må se sig tvunget til at nikke og smile høfligt op til mig gennem spejlet når jeg erklærer processen for færdig, og jeg holder et håndspejl op bag ham så han også kan se hvordan det sidder i nakken og han må igen nikke, for han kan ikke se at sætte en finger på noget, håret sidder som det skal og upåklageligt. Nej, det må som sagt blive ved denne uklare anelse der dæmrer ubehageligt i hans simple hoved, og den kan han ikke bruge til noget, den kan i hvert fald ingenlunde danne grundlag for nogen konkret anklage mod mig.
   Han kan muligvis tage den med ud til sine kammerater, og de kan så stå derude foran mine vinduer og skule ondt ind på mig. I sådanne tilfælde af utilfredshed, som dog er sjældne, tænker de nok deres, og dem om det - det gør ikke mig noget, for jeg for mit vedkommende tænker også mit. Og desuden, hvad mere kan de gøre, jeg har ikke handlet i ond vilje og selv hvis jeg havde, er det dem ikke muligt at komme herind mere end een af gangen, og hver for sig er de i mine øjne ingenting værd.
   Så hvad mere kan de gøre, end at stå derude og skule ind som med blikke der siger 'Kom herud til os, så skal vi sige dig hvad vi mener.'