På en tilfældig onsdag formiddag blev der tastet et solidt nummer med garanti om lang ventetid ind på telefonen fra anden sal i et lejlighedskompleks. Pausemusikken stod på i godt en halv time da den blev afbrudt med et klik.

"Ja hallo," sagde en kvindestemme, der lød småstresset i telefonen og bestemt ikke havde tid til at pjatte rundt.
   Der kom intet svar i den anden ende af telefonen.
   Der gik nogle sekunder.
   "Er der nogen?" spurgte hun.
   Der kom stadig intet svar og pausen føltes som en evighed.
   "Hallo?" sagde hun med en anelse strengere tone, næsten småirriteret over at skulle vente. Der gik yderlig nogle sekunder.
   "Er der nogen?" spurgte hun opgivende.
   Men der kom intet svar og hun lagde telefonen på. En konstant dut-dut tone blev hendes eftermæle.

Hr. Madsen smilede og lagde på. Han havde hørt tilstrækkelig med pausemusik. Tidligere havde han været oprevet over elregningen og angsten for ikke være i stand til at betale til tiden, havde skyllet ind over ham som tidevandsbølger på en strand. Pausemusikken fra elselskabet havde beroliget ham. Nu var han i godt humør igen selv om opringningen ikke havde løst elregningen fra blodsugerne i sig selv.

For Hr. Madsen vedkommende var der noget særligt over pausemusik eller elevatormusik som man også kendetegner de dovne og halvsløve rytmer ved dets genre. Når han hørte de ofte slørede toner virkede det som mental healing og kunne forvandle hvilken som helst regnvejrsdag til indre solskin. Flere og flere supermarkeder var desværre til hans store skuffelse holdt op med at spille pausemusik helt og holdent. Det var gået hen og blevet et fænomen tilhørende fortiden. Han vidste dog at i Brugsen kørte der stadig pausemusik i baggrunden når man stod i kødafdelingen, så derfor handlede han bevist i Brugsen på grund af den effekt det havde på ham. Så snart han mærkede et stik af angst søgte han imod kødafdelingen, og alt blev hurtigt meget bedre. Han havde forsøgt sig med andre supermarkeder som Lidl, Netto og Coop 365, men følte angsten kom ridende fra himlen som en Valkyrie der er parat til at tage ham til himmels, når der var for mange mennesker omkring ham. Så ville han hellere betale lidt overpris i Brugsen og have det godt på mentalt plan.

Brugsen var en omvej for ham da den lå midt i byen, mens Coop 365 kun lå et kvarters gang fra hans lejlighed. Når han skulle i Brugsen var han nødsaget til at tage bussen ned til byen, men det havde han vænnet sig til for længst. I nødstilfælde handlede han dog Coop, men kun hvis det var absolut nødvendigt. Også selv om der var penge at spare ved deres dagligvarer. Han var ganske vist senior og burde handle hvor det var billigst for pengene var små, men han holdt fast ved gamle normer og værdier når det kom til indkøb i supermarkeder. Der blev købt nogle varer fast og han sløsede sjældent med finanserne, så han havde til uforudsete udgifter som de løbende ankom. Der var jo altid noget der skulle betales per kvartal så han sparede hvor det nu kunne lade sig gøre. Det betød at han gav sig til at prutte om prisen på varer hvor holdbarhedsdatoen var den samme som dagen han handlede ind på. Nogle gange virkede det og andre gange var medarbejderne ikke til at stikke i. Det var specielt de unge ekspedienter som ikke var til at stikke i, havde han erfaret. Og hvis den gik, så gik den. Han havde intet at tabe og alt at vinde. Selv om han pruttede med kødpriser og andet i supermarkederne betød det ikke at han var en krakilsk kunde med blot trang til at blive hørt. Han var blot praktisk anlagt med sans for forretning.

I sine unge år havde han været salgsmand der gik fra dør til dør i Oslo sælgende rengøringsmidler, og her havde han pruttet om prisen hos kunden, så fortidens erfaringer tjente ham stadig vel den dag i dag.

Telefonopringningen havde givet Hr. Madsen en idé til en lille historie, og han følte sig kreativ anlagt. Han forlod stuen og gik ind i værelset der fungerede som altmuligværelse, men mest arbejdslokale og gæsterum, og satte sig i den slidte kontorstol foran skrivebordet og tændte for computeren. Det tekniske vidunder blev vakt til live efter han havde tastet sin adgangskode ind, og hvis det ikke var fordi han brugte den på daglig basis, frygtede han at han ville glemme koden selv om det kun drejede sig om fire cifre. Hjernecellerne havde en tendens til at glemme hvis ting ikke blev brugt havde han tidligere erfaret, så han prøvede på at holde hovedet beskæftiget for så vidt det var muligt. At blive dement på sine gamle dage ville være en katastrofe og han frygtede det, for han var trods toogfirs somre gammel. Af og til når han havde været ude og handle havde han lagt de indkøbte varer de forkerte steder til stor frustration, når han stod og skulle bruge dem, men frustrationen forsvandt lige så hurtigt som den var ankommet efter en telefonopringning med pausemusik i baggrunden.
   På computeren klikkede han skriveprogrammet Word, men der var noget helt galt med opsætningen af programmet. Linealen for oven havde rykket sig så der var ikke meget plads tilbage at skrive på erfarede han efter at have tastet titlen, Telefonfis, ind og gav sig i aktion med første linje. Han vidste ikke hvordan han skulle rette fejlen, så han bandede kortvarig lidt ad elektronikken, lukkede programmet ned og fandt en blok linjeret papir fra skrivebordsskuffen af og en kuglepen fra kakaobøtten på bordet. Han gav sig fluks til at skrive, for at han ikke skulle glemme sin idé.
   Der sad han og morede sig kosteligt, mutters alene med sin hjerne og stadig til tider barnagtige fantasi, i et langt tidsrum der blot svævede forbi, til hans mave begyndte at rumle. Han så på klokken og fandt ud af at det var langt over middagstid og standsede sin kreative proces, så han kunne få en bid velfortjent mad.
   De to rugbrødsmadder med spegepølse og leverpostej med rødkål gjorde underværker i maven, og det eftertragtet kolde glas mælk satte prikken over i'et. Han var næsten kampklar igen, men først en cerut til at fejre sine kreative udfoldelser over et glas rødvin fra karton. Der var ofte langt mindre garvesyre i kartonvin frem for dem på flaske havde han opdaget til sin maves glæde, og han havde fundet et godt mærke som ikke virkede for anstødene for maven. Vin og cerutter var en luksus som han tildelte sig selv i ny og næ, når han synes han havde noget at fejre. Han trådte ud på altanen og røg cerutten på en af de to klapsammenstole som stod til samme lejlighed. Da han var færdig med at ryge, tog han rødvinen med sig ind i arbejdslokalet og forsatte sine skriftlige bedrifter. Normalt ville han sove en lille middagslur på en times tid, men det havde han slet ingen intentioner om lige i dag. Det var vigtigere at være kreativ frem for at flyde mageligt på sofaen med tæppet, og han nød at bruge sin hjerne.

Efter en rum tid var vinglasset blevet tomt og hans blære bad om lettelse. Tidspunktet passede ham glimrende, for han var ved at løbe tør for brændstof og måske var løbet kørt for i dag. Men indtil videre havde han fået gjort en god indsats og de vigtigste idéer var kommet med i novellen. Hr. Madsen gik på toilet og tænkte han ville tage en pause fra skriveriet, så han satte noget kaffe over og løste kryds og tværs inde i stuen ved sofabordet med nyheder fra fjernsynet kørende i baggrunden. I en magelig times tid sad han med kaffen og slog i en gang imellem ord op krydsogtværsordbogen, når hans viden ikke var tilstrækkelig eller hvis han havde glemt betydningen af et ord. Hans hoved var kommet på overarbejde i dag, og var gået hen og blevet udkørt, så derfor slukkede han tv'et, og smed han sig en time på sofaen med tæppet over sig.

Alarm på mobiltelefonen blev ikke sat for han vågnede automatisk når der var gået en time sådan cirka. Eftermiddagsluren havde gjort underværker kunne han mærke. Han skulle dog nok lige bruge et lille kvarter på at blive sig selv. Mens han sad på sofaen og skænkede sig en kop kaffe fra termokanden, kom han til at tænke på at der nok skulle handles ind til aftensmad. Han rejste sig og tjekkede fryseren for en sikkerheds skyld. Den var god nok. Der skulle handles ind.

Han drak kaffen færdig og følte sig tilstrækkelig vågen efter en halv times tid og fik noget overtøj og fodtøj på. At handle i Brugsen i dag var udelukket nu da det var gået hen og blevet eftermiddag for bustiderne passede ikke ind i hans planer. Det skulle gøres om formiddagen hvor der var mindst mulig med mennesker i bussen og ikke larmende skolebørn.

Han fik låst af og gik forsigtigt ned ad trapperne fordi han var bange for at falde. Da han kom udenfor i den blege solskinsdag, satte han kurs mod Coop 365. Han så på sit armbåndsur og noterede sig tiden. Fem over fire. Efter et kvarter var han nået frem til supermarkedet. Der var mange biler på parkeringspladsen for det arbejdende folk skulle handle ind efter arbejdstid. Han kviede ved tanken om at gå ind og handle fordi der nok var mange ude og handle, men han var jo nødt til at finde noget aftensmad. Normalt foretog han sine indkøb om formiddagen, som andre seniorer også gjorde for det meste, men han havde været kreativ i stedet for at få handlet ind denne formiddag og nu kom regningen.

Beslutsomt gik han indenfor i Coop 365, fandt en indkøbskurv og skulede til kassen. Køen var halvlang men heldigvis åbnede de for en kasse til for at afhjælpe problemet så han. Hylderne stod tætte i 365 og han følte et stik af klaustrofobi, da han hentede jordbærte og nogle kiks midt i butikken. Der synes at være folk overalt og han skyndte sig ud fra den trange plads mellem hylderne, og var nær stødt ind i en travl mand et sted i fyrrene i hvidt arbejdstøj - formentlig en maler. Hr. Madsen mærkede hurtigt hvordan butikkens trange plads lukkede sig om ham og han søgte tilflugt i frostvareafdelingen, hvor der var mere plads men bestemt ikke mindre antal mennesker. Beroligende pausemusik var der ikke noget af og hans legeme begyndte at hungre efter friheden udenfor. Han følte sig stresset, og fortrød han ikke havde handlet ind om formiddagen. En pose forårsruller og pakke røde pølser fandt vej til indkøbskurven efterfulgt af to liter sødmælk, og så blev han tom i hovedet for hvad han ellers skulle handle ind. Han vidste bare, at han måtte ud af butikken hurtigst muligt for sit eget mentale velbefindende. Køen var igen halvlang for kasse to var i mellemtiden blevet lukket. Så der stod han ude af sig selv mens utålmodige mennesker dannede kø bag ham. En plade mintchokolade kom ned til de andre varer for han havde akut brug for noget at trøste sig med, når han kom udenfor. Så måtte den koste hvad den ville.

Efter en evighed hvor Hr. Madsens hoved sydede over at trange klaustrofobiske vilkår blev det endelig han hans tur til at lægge varer op på rullebåndet. Hvis bare der havde været noget pausemusik til at aflede tankerne med ville det hele ikke være så slemt, men der var ingen nåde at hente - kun kold mekanisk shopping på trang plads sammen med gud ved hvor mange andre mennesker.
   Ekspedienten scannede hastigt hans få varer sammen med plastikposen, og han skyndte sig at betale, pakke sine varer sammen og gik udenfor i friheden. Der fandt han chokoladen frem og skyndte sig at tage en bid. Hovedet summede men holdt gradvist op jo længere tid han stod og guffede i sig. Da han havde konsumeret halvdelen af chokoladen og trukket tilstrækkeligt med frisk luft, begav han sig videre hjemad. Han følte sig dog stadig stresset og det var som om hovedet rungede. Turen hjem syntes at tage evigheder og det eneste han drømte om, var at være hjemme på sofaen og drikke kaffe, løse kryds og tværs med tv'et kørende i baggrunden.

Et kvarter senere var han nået hjem til trappeopgangen. Han tog en lille bunke reklamer fra postkassen, og han mærkede hvordan hvert skridt op ad trappen tyngede hans hele hans legeme. Mest nervøs var han dog over om hans knæ kunne tåle turen op ad trappen, for de havde gode og dårlige dage. Det lykkedes dog at komme op ad trapperne uden de helt store skavanker meddelte sig, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. Da han åbnede hoveddøren og kom indenfor, følte han sig straks bedre mentalt, for nu var han hjemme i sikkerhed. Han skyndte sig at smide overtøjet og skoene og fik sat varerne på plads. Så gik han ind i stuen og satte sig på sofaen, hældte kaffe op og ringede op til elselskabet. En stemme fortalte ham at den forventede ventetid var på en time plus han var et eller andet nummer i køen, og så kom den elskede pausemusik ellers. Han knugede telefonen i et jerngreb, lukkede øjnene og pustede dybt ud - så ind igen. Minutterne gik og jerngrebet om telefonen løsnedes og han kom helt ned på jorden med åndedrætsøvelserne. Mr. Madsen åbnede øjnene og lagde tilfreds røret på efter et lille stykke tid. Pausemusikken beroligende effekt virkede hver gang. Han skulle have handlet ind i Brugsen hvor pladsen mellem hylderne tilbød langt mere bevægelsesfrihed, ja hele butikken var mere åben og brugervenlig for den sags skyld. Folk med rollatorer kunne nemt komme til i Brugsen. Den slags var der ikke tænkt ordentlig på i de andre supermarkeder, hvor alt virkede kompakt og indesluttet.

I tv reklameredes der for en medister til en tier i Brugsen på fredag. Det var et tilbud han ikke kunne afslå og han kunne allerede nu smage medisteren. Han planlagde at købe et par pakker så han også havde til fryseren. Pengene var trods alt små og der skulle spares. Hvis han skulle gøre sig nogen forhåbninger om billig medister måtte han tage bussen ind til byen tidlig om morgen og tage for sig før der var andre som var vågne overfor tilbuddet.
   Mobiltelefonen bimlede. Der var kommet en besked til ham fra noget kaldt for VIVE og det krævede at han loggede ind på Mitdk for at tjekke hvad de ville. Hans hjerte slog et ekstra slag. Tænk hvis det var noget alvorligt. Han følte sig nødsaget til at tjekke beskeden øjeblikkeligt. Han tog en slurk kaffe som ikke var helt så frisk længere, og gik ind i arbejdslokalet. Her fik han fyret op under computeren, så han kunne tjekke hvad VIVE ville ham. Det viste sig at være en undersøgelse om livskvalitet, og man skulle følge et link og udfylde et spørgeskema. Estimeret tid for skemaet var et kvarters tid, men Mr. Madsen havde ingen intentioner om at udfylde noget skema. Det ragede dem ikke hvordan hans livskvalitet var heller ikke selv om der var lodtrækning på et gavekort. Næ tak ellers tak for den nysgerrige opmærksomhed.

Lettet over at beskeden ikke var alvorlig tjekkede han hurtigt Facebook for nye opslag, og skimtede hastigt et par tabloidavisers overskrifter og enkelte nogle deres indhold. Aften ville snart invadere og det var ville være tid til at lave mad. Heldigvis var det nemt mad i dag.
   Han lukkede computeren og gik ind i stuen for at drikke den dovne kaffe, tændte noget lys her og der så der ikke var så mørkt i krogene og løste lidt kryds og tværs. Da klokken var halv seks, gik han i køkkenet og stege et par forårsruller, som han spiste sammen med noget toastbrød og ketchup inde i stuen. Resten af aften gik hurtigt på held med at se film i tv og drikke jordbærte. Det blev sengetid klokken ti. Han gjorde sig natklar på toilettet og stillede alarmen på mobiltelefonen til klokken kvart i otte inde i soveværelset.

Torsdag morgen vågnede han klokken ti minutter over syv ved at han skulle tisse. Så kunne han lige så godt stå ud af sengen og begynde på dagens rutiner. Han slog alarmen, gik på toilettet, fik sat kaffe over og tog sine morgenpiller mod diverse. Så kunne dagen ellers begynde. Dagen gik med stort set i arbejdsværelset med at skrive videre på novellen Telefonfis - kun forstyrret en gang imellem af at hente kaffe, og lidt over halv elleve blev han færdig med historien. Undervejs huskede han på medisteren, som han skulle hente i Brugsen i morgen, og så frem til et festmåltid. Ovenpå sin arbejdsindsats trængte han til at slappe lidt og satte sig ind i stuen til den sidste kop kaffe kanden havde at tilbyde, og ringede til lægehuset for at bestille noget medicin. Han indtastede sit cpr nummer og afsluttede med en firkant som han blev bedt om. Han var nummer ti i køen og deres pausemusik var acceptabel. Det var dog ikke den bedste han havde hørt, men den gik an i mangel af bedre. Musikken var alt for kort før den startede om igen hvilket ærgrede ham. Der gik en halv times tid med at vente på at komme igennem.

"Ja hallo det er lægehuset. Du snakker med Dorthe. Hvad kan jeg hjælpe med?" spurgte den kvindelige sekretær næsten mekanisk.
   "Ja hejsa, det er Eigil Madsen. Jeg vil gerne bestille noget medicin."
   "Ja så gerne. Hvad skal det være for noget?"
   "Jeg vil gerne have noget Amlodipin mod forhøjet blodtryk og noget Metformin mod diabetes 2."
   "Så gerne. Er der ellers andet?"
   "Nej, det er bare det. Ellers tak."
   "Okay, det er parat til afhentning på apoteket efter klokken fire i eftermiddag."
   "Mange tak og forsat god dag."
   "Tak og i lige måde." Hun lagde røret på.
   Han ville hente medicinen i morgen efter han havde været i Brugsen efter medisteren, som han glædede sig til at sætte tænderne i. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde fået medister, men smagen - den havde for længst brændt sig fast i hans hukommelse.
   Klokken var nu kvart over elleve og han løste kryds og tvær frem til klokken kvart i tolv og begav sig så i køkkenet for at få en bid rugbrød. Måske kunne han få kold medister på lørdag til middagsmad. Der blev jo altid rester til overs.

Pausemusikken fra lægehuset fyldte hans hjerne, og han følte lidt han var blevet hjernevasket til at kunne lide melodiens monotone klang. Han nynnede et brudstykke af melodien mens middagsmaden røg ned, og han fik sat noget frisk kaffe over.
   Han blev enig med selv om at han ville holde fri resten af dagen og ikke begynde på en ny historie. Han gik hen til bogreolen i stuen og fandt en passende roman af genlæse. Resten af dagen gik med at drikke kaffe og læse i bogen inde i stuens sofa - kun afbrudt at tiltrængte toiletbesøg. Aftensmaden klokken halv seks bestod af stegte røde pølser med toastbrød, remoulade og ketchup. Efter maden fik han jordbærte og så tv indtil klokken blev ti, hvorpå han gjorde sig natklar på toilettet. Han gik i seng med alarmen på mobiltelefonen stillet til klokken kvart i syv. Han faldt hurtigt til ro og blev lullet i søvn til smagen af medister, kartofler, brun sovs og asier.

Klokken var halv syv da Hr. Madsen slog øjnene op. Han følte sig udhvilet og stoppede på forhånd alarmen der ville gå af om et kvarter. Herefter stod han op til sine faste morgenrutiner med piller, havregryn og kaffe efter at have været på toilet og kommet i tøjet. Forud ventede bussen, Brugsen og apoteket og tiden gik hurtigt frem til klokken 8:35 med morgen-tv og toiletbesøg. Bussen ville ankomme klokken 8:48. Han kom i overtøjet og fik sko på, gik hen til busstopstedet og var der syv minutter før tid. Med Rejsekortet klar i hånden var han parat til morgendagens strabadser. Han var den eneste der ventede ved busstopstedet og nød stilheden denne morgenstund. Bussen ankom et minut over tiden. Der var ikke skolebørn med, men det havde været tilfældet hvis han havde taget en tidligere afgang. Turen gik til byen og bussen havde kun fem passager med her iblandt en mor og hendes barnevogn. Barnet gav sig til at græde højlydt og moren vuggede barnevognen og tyssede på det. Det fik de otte minutter det tog til at køre ind til byen til at virke som en evighed, og han steg med stor iver af bussen ved busterminalen. Han følte hans hoved var ved at sprænges ovenpå barnegråden, og værdsatte gåturen hen til Brugsen ekstra meget.

Til hans store skuffelse summede det med seniorer der var på formiddagskøb i Brugsen. Henne ved køledisken i kødafdelingen var ingen undtagelse. Scenarioet mindede om en flok gribbe der havde kastet sig over det sidste ådsel i milesvis, mens de tog for sig. Der stod de som sild i en tønde og af en eller anden årsag var der ikke noget beroligende pausemusik i Brugsen i dag. Der måtte være tale om en simpel forglemmelse, men det var utilgiveligt. Hr. Madsen stillede sig i køen hen til medisteren og hans hjerte begyndte at slå hurtigere og hurtigere. Køen bevægede sig støt og roligt og armlængderne blev længere og længere ned til bunden af køledisken. Utålmodigheden og uvished voksede i takt med hjertet der slog et ekstra slag, men langt om længe var han fremme ved den åbne plastiklåge. Der var kun en enkelt pakke medister tilbage. Da han rækker ned efter den, kommer der en buttet kvinde anmassende, som tager medisteren foran næsen på ham. Panikken breder sig og Hr. Madsen beslutter sig for at opsøge slagteren, mens køen bagved ham opløses til et skuffende nederlag. Pøblen virker som en gang pingviner, der kigger ned i jorden mens de går forvirret rundt - ledende efter en mening med det hele.
   "Hejsa. Har I mere medister ude bagved?" spørger Hr. Madsen.
   "Ikke før engang i eftermiddag. Jeg beklager," sagde den buttede slagter, der var et sted i halvtredserne. Det var hans grå hår der stak frem fra huen der afslørede ham.
   Det hele blev for meget for Hr. Madsen. Han trådte et par skridt tilbage over nyheden, og råbte så højt han kunne: "Hvor fanden er pausemusikken?"