Skal jeg skrive om mig selv, kan jeg ikke undgå også at skrive om min søn, Kim. Sådan er det jo. Sådan set eksisterer man jo kun i forholdet til andre mennesker, og min søn fylder meget. Han blev navngivet mange år før sin fødsel. Jeg havde læst Rudyard Kiplings roman "Kim" og bestemte, at fik jeg en gang en søn skulle han hedde Kim. Litteraturen har altid betydet meget i mit liv, og kom til at gøre det i hans.
Da jeg var ung, kom jeg med i Jehovas Vidner. Dette var i begyndelsen af 50'erne. Jehovas Vidner havde stor fremgang de år, og jeg var altså en af dem der kom med. Min baggrund var en meget vanskelig barndom og ungdom, og jeg havde meget lavt selvværd, uden at jeg egentlig selv var klar over det.
Men med Jehovas Vidner fik jeg noget der var helt mig eget. De kom til at betyde uendelig meget for min udvikling. Det var en utopi de fremmanede, men jeg syntes det var reelt. Harmagedon var nær, den nuværende verden skulle gå til grunde, og jorden ville derefter blive et paradis.
I 1955, da jeg var nitten, rejste jeg sammen med en del andre fra menigheden til Norge, som følge af Jehovas Vidners program for at udbrede vores religion.
Jeg kom til Skien i Telemark og senere til bygden Seljord, hvor jeg var med til at grundlægge en lille menighed.
At komme fra Danmark til Norge i en tid hvor det ikke var så almindeligt at rejse udenlands var mere overvældende end i dag, hvor alle rejser over hele verden. Og jeg som knapt havde været uden for københavnsområdet. Mødet med venner, som de kommende år blev mig nærmere end min egen familie. Turene op gennem Telemark med menighedens gamle bus, når vi skulle ud at forkynde. Mødet med Norges storslåede natur, alle de mennesker vi mødte, når vi kom rundt i huse og gårde. Seljord!
Seljord, mit paradis. En stor bygd ved bredden af en sø og omgivet af fjelde. Jeg var hjemme her, her ville jeg bo hele livet. Det var en tanke og en følelse der spirede frem og blev realiseret. - Men hvor længe var Adam i paradis?
Jeg var jo stadig et ungt menneske og havde de problemer der er almindelige i den alder, og ikke mindst hos en der vil holde sin kristne sti ren.
Tiden var ikke sådan, at der var åbenhed om seksualitet, og slet ikke om homoseksualitet, og i menigheden var det helt tabu. - Men jeg forelskede mig i de kønne gutter i bygden og i en specielt i menigheden, som jeg vil kalde Frank.
Rådet i menigheden var at gifte sig. Det er det dårligste råd jeg nogensinde har fået. - Jeg giftede mig.
Der var ikke noget i vejen med pigen. Hun var en af de nye i den menighed jeg selv havde været med til at oprette. Og der kom da noget godt ud af ægteskabet, nemlig Kim.
Jeg blev stadig mere splittet. Jeg var ægte nok, når jeg var i menigheden og ude at forkynde. Det var jo det der havde været hele min drivkraft. Men jeg var også ægte, når jeg var sammen med Frank, som jeg tog ture med på fjeldet og ud at fiske.
Ikke mindst var jeg ægte, når jeg var sammen med min søn. Kim var endelig kommet, og jeg tog mig af ham langt ud over hvad der var sædvanligt i bygden. I den retning var Seljord konservativ. At tage sig af børnene var kvindernes sag. Men jeg ville være sammen med min søn. Og konerne prikkede til deres mænd, og brugte mig som eksempel, når jeg havde Kim med overalt.
Men mit dobbeltliv var en bue der blev spændt stadig strammere, og den måtte jo sprænges. Det gjorde den.
Jeg blev udstødt af menigheden - Og en udstødelse hos Jehovas Vidner er en barsk affære. Når udstødelsen er forkyndt fra talerstolen, er man at betragte som død, ikke-eksisterende.
Jeg forlod Seljord og Norge efter knapt tolv år og dermed alt, absolut alt der betød noget for mig. Seljord, mit paradis, vennerne, fjeldene, min kone og ikke mindst Kim - og Frank.
Mange år senere skrev Kim i et brev fra Grønland: "Hvad var så vigtigt at realisere, at du kunne forlade dit barn?" - Virkelig et spørgsmål der kan få en til at tænke. Efter min mening stammer alle problemerne os imellem herfra.
Det var i 1967 og jeg var 31. Jeg kom til København i fuld opløsning, men dog med en knude af energi i mig til at begynde et nyt liv fra bunden. Og jeg traf mennesker der hjalp mig, så jeg kom igennem som et helt menneske, simpelthen ved at lukke mig ind i deres venskab og vennekreds.
Som enhver ved, var det nogle år hvor det blev vendt op og ned på alle indgroede normer. Alle slags protest- og frigørelsesbevægelser blomstrede, og jeg var i gang med min egen personlige frigørelse. Jeg blev ikke hippie eller medlem af nogen af disse grupperinger. Jeg var grundigt vaccineret imod at lade mig fastholde af nogen bestemt retning, men naturligvis var jeg påvirket af det hele. Jeg var også påvirket af forvirringen. Jeg ville gerne være en god, ansvarlig samfundsborger, men jeg ville også have friheden til at forme mit eget liv.
Revolutionen - hvis man kan kalde det der hændte i disse år for det - fik stærkt udtryk i seksualiteten. Der blev eksperimenteret med forskellige samlivsformer. Homoseksuelle var for mange enten syge eller forbrydere, men efter få år var det bare et af samlivets varianter. Og i 69 mødte jeg min ven Finn, som jeg stadig hen ved et halvt århundrede senere er sammen med.
Forholdet til Jehovas Vidner kæmpede jeg stadig med at afklare. Nok var jeg udstødt og helt adskilt fra dem, og jeg havde ingen intentioner om at søge tilbage, men indvendigt var det ikke så enkelt. Jeg havde svært ved at adskille alt det gode jeg havde fra dem fra det bitre og barske.
De havde forudsagt, at Harmagedon ville komme i 1975. Det havde ikke betydet meget i min tid, men nu lå det som en nagende angst dybt i sindet, og den voksede sig større efter som 1975 nærmede sig. Jeg både troede og ikke troede, men først da 1975 var kommet og gået uden at noget skete forsvandt angsten og jeg kunne tænke klart og begynde at analysere hvad alt dette var. Men først mange år senere blev jeg medlem af Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner, hvor jeg var med til at hjælpe andre med de erfaringer jeg havde.
Og da Kim var omkring 16 år, kom han til os. Det må have været i 76. For mig var det en ring der sluttedes. Jeg havde mistet ham, nu fik jeg ham igen.
Længe efter jeg forlod Norge giftede hans mor sig igen, og Kim kom dårligt overens med den nye mand, og da forholdet gik op i en spids, stak han en nat af og dagen efter kom han til os.
Efter en del problemer med at komme overens med hans mor gled han næsten umærkeligt ind i vort daglige liv. Han kom i gymnasiet og hans skolekammerater begyndte at komme hos os. Vanligvis ville man vel synes, det måtte være svært pludselig at få en teenager i huset, men det mærkede vi ikke meget til. Man kan vel sige, at hans ungdomsoprør havde været mod moren og det hun stod for, mens friheden var hos os. Det er ikke let at beskrive en tid der er fredelig og problemfri, men sådan var det i de seks år han boede hos os.
De der har læst Kim Leines bog "Kalak", hørt hans foredrag, læst og hørt interviews med ham må spørge, hvad der er blevet af incesten han taler om. Men sagen er jo, at den ikke havde den betydning den siden har fået. - Og undertrykkelsen, hvad er der blevet af den?
Men der foregik virkelig noget der ikke burde ske. I to tilfælde var der noget seksuelt mellem os. Det var helt i begyndelsen mens han var hos os.
Man kender jo misbrugerens omkvæd: "Han ville selv!" Men naturligvis ville han selv. Det var jo ikke voldtægt. Det ændrer ikke at det var mit, den voksnes ansvar.
Jeg blev hurtigt klar over, at den var helt gal, men gjort gerning står ikke til at ændre. I stedet håbede jeg, at det kunne opvejes af alt det gode vi havde sammen. Og sådan syntes det da også at gå. Hvad der lagde sig dybt i hans sind, for mange år senere at komme op til overfladen, skal jeg ikke gøre mig klog på. - Livet gik videre, og alt var åbenbart godt.
Hvad der skete dengang kan ikke bevises og ikke modbevises. Jeg kan kun sige de enkle ord: Det var gode år.
Efter gymnasiet blev han uddannet som sygeplejerske. Han giftede sig og de fik to børn. I 1989 blev min ven og jeg registreret som ægtepar på Københavns Rådhus, og da var de alle med.
Et par dage derefter rejste de til Grønland, og der var de de næste ti år. Vi besøgte dem der og hvert år, når de havde to måneders ferie, boede de hos os. De benyttede vort hjem som basis for de aktiviteter de ellers havde. Deres børn er vokset op med, at det var en selvfølge at komme hos os.
Grønland blev for Kim, hvad Norge havde været for mig, en livslang kærlighed.
Men i 2007 fik vi signaler om, at noget var helt galt. Han var taget i et større medicinmisbrug og havde mistet sit arbejde som sygeplejerske. Et par år tidligere var han blevet skilt fra sin kone, og forholdet til hans børn var vaklende. Han kom til os.
Han kom i begyndelsen af december, og var egentlig ganske rolig, blot med en dirren under overfladen. Jeg kunne ikke andet en sammenligne med da jeg mistede Norge. Men som jeg, havde han en knude af vilje og energi i sig og mod på at komme videre med sit liv.
Ved juletid drog han til Norge til sin mor, og vi, min ven og jeg, tog i sommerhus, hvor vi plejede at holde jul og nytår.
Da vi i begyndelsen af januar kom hjem lå der brev fra ham. Det var det jeg senere har kaldt hans "skrappe brev". Heri beskyldte han mig for at være skyld i alle hans problemer, samtidig med at han effektivt lukkede af, så jeg ikke kunne svare ham.
Hvad jeg ikke kunne vide var, at han samtidig begyndte at skrive på det som blev til "Kalak".
Der er ikke tvivl om, at han var i en dyb personlig krise. Det siger sig selv. Alt der betød noget for ham var brudt sammen. Og det var i forsøget på at arbejde sig ud af dette kaos han skrev denne bog, som han senere har kaldt "i formen en roman, i indholdet virkelighed".
Og hvad oplevede han? At bogen fik succes, og at han med det samme fik et nyt liv og en karriere, som straks var sat på skinner. Med et var han gået fra et dybt nederlag - som egentlig var en hel serie af nederlag - og til en karriere som succesfuld forfatter.
Hvem har nogensinde gransket i betydningen af dette enorme spring? Ingen! Og mindst af alle ham selv. For ham må det have været et mirakel. Ja, det VAR et mirakel.
Kims historie som han selv fremstiller den er et skoleeksempel på, hvordan en personlig myte bygges op - bevidst eller ubevidst. Myten tager udgangspunkt i noget der virkelig har fundet sted, og det udbygges og broderes på, forstørres, samtidig med at kendsgerninger der modsiger myten formindskes, forties, fornægtes. Efterhånden fremvokser et billede som ikke har noget med virkeligheden at gøre, men stadig virker ægte, fordi det indeholder rester af den oprindelige begivenhed. Dette gentages gang efter gang godt hjulpet af følgagtige journalister, der naturligvis ikke kan kende de oprindelige kendsgerninger, og - sådan tager det sig ud - heller ikke er interesserede i dem.
Jeg er ingen forfulgt uskyldighed, det indbilder jeg mig ikke. Alle forældre er vel på en eller anden måde skyldige i forhold til deres børn. Hvem kan sige sig fri? Det gælder i hvert fald mig, og det gælder også Kim. Vi kan jo sammenligne vore synder og se hvilke der er størst! Heller ikke mine forældre var fejlfrie. Det skal guderne vide. Kim har oven i købet skrevet en bog om min far og hans synder, "Valdemarsdag". Jeg gjorde op med dem mens tid var, uden at det vist nogensinde føltes som et opgør. Jeg vidste jo, at de havde gjort alt så godt de kunne og efter bedste overbevisning, som jeg selv har. Kan du sige det samme, Kim?
Ens børn bliver jo voksne og må tage ansvaret for deres eget liv. At skyde skylden for synderne på forældrene bringer os jo hele vejen tilbage til Adam og Eva og det der med æblet.
Det siges, at kærligheden til ens barn ikke kan dø. Det er nok sandt, og der går da heller ikke en dag uden at jeg tænker på Kim. Men der er nu en ting der kan true den, nemlig hvis foragten sniger sig ind.