Sternmesser stod med et stort smil da Lene ankom til restaurant Breva som den sidste, hædersgæsten.
Sternmesser arbejdede altid og havde ikke meget fritid, vidste hun. Hun følte sig beæret over, at han i det hele taget havde haft tid til at komme.
Han havde taget et mørkeblåt jakkesæt på, hvid skjorte og et sølvgråt silkeslips. Det klædte ham og passede fint til hans korte, grå hår. Han var lidt markeret i ansigtet men en nydelig mand, tænkte Lene. Synd at han var lidt rundrygget, men det vidste hun egentligt godt, at kirurger på et eller andet tidspunkt risikerede. Det var ikke sundt at stå foroverbøjet og operere i så mange timer.
"Tillykke Lene, vi har arrangeret en lille overraskelse til dig. Vi tager velkomstdrinken ude på søen."
Lene strålede.
Han slog ud med armene og markerede at hun skulle gå ud gennem den åbne dør ud til søen og turbåden, som allerede var fyldt med glade og forventningsfulde gæster.
Da turbåden Aurora lydløst gled ud i Luganosøen, vidste abbedissen Maria Lukas, at én af hendes piger manglede. Det var Beate. Maria var bekymret, hun vidste at Beate havde problemer med at leve i cølibat og måtte piske sig selv om natten. Hendes intuition, der sjældent svigtede hende sagde, at der var noget helt galt. Hvor var pigebarnet henne lige nu...?
Efter kort tid var Aurora midt ude op søen og motorerne standsede. Søens spejlblanke flade, stilheden og udsigten til lysene i Luganobugten og stjernerne var et højdepunkt. Et af disse hellige øjeblikke, hvor man tænker, 'mig i universet lige nu og her'.
Fra skibsklokken lød et lille 'bim'... 'bim' Torn og Nagle havde fået tildelt hver et 'bim' og det gav anledning til megen moro, der løftede stemningen yderligere.
Stefanus Paulus grinede og kunne næsten ikke komme sig over det. Han rystede smilene på hovedet og sagde. "Det er mine piger." Balladen om klokkeringningen i klostret stod i skarp erindring.
Sternmesser tog en tale frem på et gult stykke papir. Det var et trick han brugte for at få ro, for der stod faktisk ikke noget på papiret. Han vidste, hvad han ville sige.
"Kære Lene. Indledningsvis vil jeg tage ordet. Først og fremmest tillykke med din 20 års fødselsdag. Det har været en stor glæde for os alle at følge din udvikling og uddannelse på St. Lukas Klostret. Det tror jeg Maria Lukas vil sige noget mere om senere.
Da jeg blev klar over, at du ønskede at fortsætte din uddannelse på universitets- og forskningshospitalet og ønskede at blive kirurg, blev jeg noget overrasket. Glædeligt overrasket. Og da du efterfølgende klarede de tests, vi havde sat op, var sagen klar.
Artificiel Star tilbyder dig en kontrakt, hvor vi financierer din uddannelse, og du vil i perioden få en studielejlighed og modtage en fornuftig månedsløn.
Velkommen til Artificiel star!"
Lene strålede. Hun var overvældet, og alligevel var det som om, hun havde vidst det hele tiden.
Elle ilede til og gav hende et knus. Siv lo, og strålede som mor.
Gerda så stolt ud og henvendt til fru Gravesen, sagde hun højrøstet. "Det er min datter."
Snotter sagde: "Det var satans."
Jens Østergård blev tyk i halsen og fældede en tåre. Han undte Lene det bedste og var glad på hendes vegne. Selv om det var hårdt at arbejde for AS, havde han følt sig privilegeret.
Der blev trukket kold Champagne op, Möet Blue, og skænket.
Sternmesser løftede glasset. "Skål og tillykke Lene, held og lykke med det."
"Tak," sagde Lene og glædede sig over de mange glade gæster, der løftede glasset, skålede og så inderligt ønskede alt det bedste for hende.
Champagnen blev drukket og små stykker ristet brød blev sat til livs. Gerda og fru Gravesen var allerede på tredje glas, stemningen var god, men de blev efterhånden noget højrøstede. Lene håbede, at hendes mor ikke faldt helt igennem, allerede inden festen var kommet rigtigt i gang.
Snotter og Teno snakkede om LASER-sigte.
Jens Østergård talte med Elle. Hun havde så kønne øjne, han skulle ta' sig i ikke at stå og glo. Han havde ikke været sammen med en kvinde efter bruddet med Mette for 4 år siden. De talte om den vellykkede tur, hvor Elle havde fundet sin mor, både sin plejemor og sin biologiske mor.
Torn og Nagle blev kaldt til broen. Kaptajnen bad dem om at gentage deres bim bim nummer med skibsklokken. Det var tid til at vende tilbage til middagen på Breva. Siv ville også ringe. " Osse mig, mor", og hendes sorte øjne kørte i hovedet af spænding.
Skibsklokken lød, bim... bim... og bim!
Kaptajnen, trykkede på knappen 'motor start'. Der kom kraftigt lysglimt og fire sekunder efter et øredøvende brag. -BUUUM...
Han fik et chok... Der gik et par minutter, hvor han troede at båden var sprunget i luften. Han måtte sætte sig og hyperventilere.
Siv begyndte at græde, så Lene tog hende op og beroligede hende.
Gæsterne strømmede ud til rælingen for at se, hvad der foregik.
Stefanus Paulus var ikke i tvivl. Det var anden gang attentatmænd havde forsøgt at straffe ham med døden.
Han havde det dårligt med, at de havde planlagt at tage så mange uskyldige mennesker med i døden. Han besluttede at han aldrig igen ville være tilstede hvor der var mange mennesker forsamlet. Det hele strammede til.
Ude langs med rælingen lød der forfærdede skrig, novicernes stemmer trængte igennem. De pegede mod kysten, hvor en sort røgsky bredte sig.
Breva var forsvundet.
Hvor var Beate? Maria Lukas gøs.
Det store betondæk, fundamentet og resten af restauranten havde revet sig løs fra bjergsiden ved den kraftige eksplosion, og var derved faldet ned i det åbne havnebassin. De fortrængte vandmasser, byggede sig op til meterhøje bølger, med en hastighed på over 100 km. i timen, i retning af turbåden. Fabios attentat skulle måske alligevel lykkes?
De nåede ikke at tage redningsbælter på, før bølgen løftede turbåden op, som var det en kæmpe hånd, og smed den flere meter ned i dybet igen. Novicerne skreg som var det rutsjebanen i Tivoli. Lene holdt godt fast i Siv, der gjorde store øjne, da vandet fossede ind i messen. Pludselig var de alle under vand De der havde mistet greb, flød vægtløse i det iskolde vand. Rexmani skreg af angst under trappen op til broen. Fru Graversen blev slynget ind i glasskabet i baren, blodet piblede ud af hovedet fra et stort antal snitsår, mens hun skreg, "jeg kan ikke svømme." Pludselig løftede båden sig op igen. Motorrummet havde heldigvis været lukket, og vandet fossede nu ud af dækket igen.
Jens Østergård var havnet på ryggen i en bunke tovværk med armene omslynget Elle. Det handlede om at overleve, men nu hvor bølgen var væk, virkede det hårde favntag lidt forkert. Men han kunne ikke slippe hende, han måtte nyde hvert sekund, råbte en djævel ind i øret på ham. Elle syntes upåvirket. Han kunne mærke hendes bløde krop. Solvej kom løbende "Far er du ok?"
"Solvej" Sagde Jens lettet, godt du klarede at holde fast. Han slap forsigtigt favntaget om Elle. Han havde dummet sig. "Undskyld, sagde han."
Solvej ville have kastet sig i armene på ham, men kneb i stedet øjnene sammen, hun var flygtet fra sin gale papfar Ole, og var åbenbart rejst ned til en dum far...
Kaptajnen fik liv i dieselmotoren og dermed også pumperne. Breva var sprunget i luften så de sejlede nordpå lidt op af kysten til Hotel Europa. De frøs alle sammen.
Da de ankom til Hotel Europa en halv time senere stod det schweiziske politi parat. De førte Stefanus Paulus væk til afhøring trods protester fra Jens Østergård.
De var også kommet fra AS med tørt hospitalstøj og hvide frotte slåbrokker.
Da de først var varmet op, rullede latteren igen. Novicerne havde fået Jägerthe med Stroh rom og de morede sig kosteligt, når de så Sternmesser tøffe rundt i hvid slåbrok. Det samme gjorde sig gældende med
Fru Gravesen. Hun havde fået hoved viklet ind i hvide bandager efter at Sternmesser havde fjernet alle glassplinterne i hendes ansigt. Kun øjnene var fri. Iklædt den hvide slåbrok lignede hun et spøgelse når hun rendte forvirret rundt og ville have cognac.
Fødselsdagen fortsatte med fuld styrke til langt ud på natten på Hotel Europa. Jens, Solvej og Elle sad ved, samme bord, den uheldige episode på båden var fortrængt af den gode stemning. En festlige aften blev det alligevel. Alle var glade for at være i live.
Beate var indskrevet til en treårig noviceuddannelse på St. Lukas Klostret. Det eneste priorinden vidste om hende var, at hun var 22 år og kom fra Hamborg.
Hendes mor, Katrine, var kommet anstigende på klosterkontoret med hende for godt ét år siden og havde fået hende indskrevet. Hun havde lagt en attachétaske med 200.000 D-mark og proklameret," det er Beates penge! " Og forsat med lavmælt tobaksstemme, "Pigen er jomfru, pas godt på hende." Maria var ikke klar over, at det var pigens stjernetegn, moren hentydede til. Og så var hun kørt bort i en sølvgrå Jaguar og forsvundet for altid.
I starten havde Beate været helt umulig, men langsomt havde Maria fået hende over på sin side, og hun var kommet til at elske det ukultiverede livstykke af et pigebarn. Beate på sin side havde virkelig gjort sig umage og var efterhånden næsten lige så artig, som de andre novicer. Hun havde problemer med cølibatet, men holdt flot sine lyster i tømme med pisk og koldt vand. Det var en lidt forældet metode, men effektiv. De fleste foretrak efterhånden medicin. Men ikke Beate hun piskede sig selv. Maria håbede, det snart kunne stoppe. Det var lidt middelalderagtigt at høre hendes rungende skrig i klostret nat efter nat. Nå, men hvis det virkede, så fred være med det. Herrens veje er uransagelige.
Sandheden var imidlertid en anden.
Så langt tilbage man kunne skrive Beates mødres ophav, havde de været i seksualitetens vold på godt og ondt. Beates mor ejede et bordel i Hamborg, og det var dér, Beate var vokset op. Hendes samlede seksuelle erfaring og potentiale var ufattelig, og hun var med sin heftighed ved at erobre bordellet og drive dem alle til vanvid. Derfor havde Kristine overtalt hende til en bedre fremtid. En fremtid som for normale kvinder, selv om det betød, at hun nødvendigvis ville finde udfordringer som mønsterbryder.
Beate syntes selv, det efterhånden gik godt med cølibatet og det hele. Hun var glad for at være i skole hos Maria. Hun gjorde gode fremskridt, og var blevet en anden kvinde, eller to kvinder i samme krop. Hun håbede ikke, at hun igen skulle danse med djævelen, så ville det blive rigtig grimt, vidste hun...
Lægen trådte ind i det røde værelse. Det var oplyst af to hyggelige silkelamper. Han havde været der før, forekom det ham.
På dobbeltsengen lå en behåret, firskåren mand. Han var kold og klam. Han havde blåsorte sugemærker overalt på kroppen.
Han lå som en ukendt tysk soldat uden for Stalingrad. På maven. Færdig.
Lægen undersøgte ham. Væltede den kolde krop rundt. Øjnene var åbne, blodskudte og stod ud ad hovedet.
"Hmm, overanstrengelse med hjertestop til følge, "sagde han følelseskoldt og skrev dødsattesten under.
Resten var bedemandens arbejde.