Hun gled ind i søvnen. Det var en urolig søvn med flashback til alt det, der var sket. Billederne tonede frem:
Politiet forhørte hende.
Men hun var mut og sagde præcis kun det, Gerda havde sagt, hun skulle sige og især det, hun ikke skulle sige. Gerda havde afstemt deres fælles vidneberetning, inden politiet dukkede op. Hun satte dem i forhør og sikrede sig, de kunne lektien. Hun kendte sjovt nok en masse til reglerne inden for kriminel strafudmåling.
I Gerdas version var det Snotter, der havde slået Robert ihjel. Helt fint med Snotter. Men ikke med kriminalpolitiet. De havde svært ved at forstå, at Snotter skulle have gjort det, og de blev ved med at plage dem med trættende forhør. Men Gerda, Snotter og Lene holdt fast i deres forklaring.
Det hele endte med, at Snotter kom på Peder Lykke Bo. Lige det han godt kunne tænke sig. Dér havde de nemlig et hold der spillede online Skydemonster. De var med i en stor international konkurrence om 1 million $. Snotter var stinkende hurtig. Han gik en spændende fremtid i møde. Han så sig selv med headset gynge i en gamerstol hele natten med et joystick i den ene hånd og en Cola i den anden. Foran ham var der en monsterskærm, skåle med kartoffelchips, dressing, og peanuts.
Det var værre med Høvding. Den største af bisserne fra Strandly...
Da Retsmedicinerne havde fjernet liget, sparkede han hoveddøren ind, han ville have sine 8.000 kr. tilbage med renter. Gerda tog seddelbundtet, der lå i en kuvert fra Roberts skuffe og udleverede de 10.000 kr. der var opbevaret der: "Her Birger! Her er beløbet plus to tusind i renter. Vi har ikke haft noget med det at gøre. Det var noget, Robert havde gang i". Høvding gloede hoverende på hende: "Du tror da ikke, du slipper så let Gerdasmutte? Vi skal have klejnerne tilbage. Jeg stiller her, når du får din offentlige almisse. Så er der 10.000 ved kasse 1 her, og det gælder, så langt øjet rækker. Hvis ikke pengene er der, så tager jeg dukken dér, med det hvide hår, med i kødbyen. Han greb ud efter Lene, men hun svajede væk, så han ikke nåede at få greb i hende. Det irriterede ham. Han stirrede ondskabsfuldt på hende. "Du vil da gerne tjene klejner til mors gæld, hva'r snut?" Han grinede vulgært, fra en mund med grimme tænder. Lenes puls hamrede. Hvad bildte han sig ind det dumme svin? Han fortsatte gu' hjælpe mig. "Og så er der ham den lille pusher, der render rundt og sælger hash i skolen, hører jeg. Ham vil jeg gerne tale med. Han har glemt at betale Amager skat." Høvding stirrede ondt ud i luften, som om han endnu ikke havde besluttet sig for, hvilken sadistisk afstraffelse der skulle overgå Snotter. Han vendte sig mod Lene og stirrede lystent på hende, som han stod der med sin tunge, pumpede krop. "Det bliver sgu' hyggeligt, når du skal arbejde under mig snut." Sagde han, mens han morede sig over sit eget sjofle ordspil.
Pis, tænkte Gerda, da han endeligt sjokkede ud ad den smadrede hoveddør. Fru Graversen der i samme nu var på vej ind til Gerda, blev hensynsløst tromlet ned.
Han rev elevatordøren op, trykkede på kælder og forsvandt.
Lene sprang over den forslåede fru Graversen, der nu lå forvreden, og jamrende sig højlydt på afsatsen. Hun måtte skynde sig at advare Snotter om, at Høvding var efter ham. Hun bemærkede, at Høvding havde taget elevatoren helt ned i kælderen i stedet for stueetagen, som jo var hovedudgangen til gaden. Fra kælderen kunne man komme ud i gården. Hvad fanden skulle han egentlig der? tænkte Lene. Var det Snotter, han ledte efter? Hun løb ned ad trappen, der snoede sig rundt om elevatorskakten. Hurtigt var hun nede i stuen og listede ud for at spejde mod udgangen. Det var farligt, fordi Høvding kunne komme op bagfra.
Mon der var andre af Høvdings bøller, der ventede derude? Tilsyneladende ikke. Den mørke BMW med sorttonede ruder, der holdt ovre ved kirkegården på den anden side af vejen, fangede hendes blik. En mand med tyk blå vest, og rygmærke 2050 steg ud. I hånden havde han et våben af en eller anden slags. Nu spejdede han over mod opgangen. Hun trak sig ind igen. Hun vidste godt, hvem 2050 var. De var ved at rense Amager for alle smågrupperingerne. Det måtte være Høvdings skalp, de jagtede, tænkte hun. Lene var lettet måske løste problemet med Høvding sig af sig selv.
2050 var styret udefra, vistnok fra Albanien, og de havde masser af nye våben. De fordrev rivaliserende bander med terror. De var kendt for at gå efter lederne og skære dem langsomt i pålægsskiver. Efterfølgende sendte de et videobånd og en skive i en kuvert til hvert enkelt medlem af de rivaliserende bander. Vold virker.
Lige nu stod hun i krydsilden. Hun listede ned i kældergangen, hvor hun spejdede ud, og nåede lige at se Høvding forsvinde ned i kælderskakten til 7A. Regnede han med at kunne smutte væk fra 2050 ad den vej? Lene fulgte efter ham optændt af had. Hun havde tænkt sig at finde ud af, hvilken vej han valgte, og så efterfølgende sladre til 2050. Det var livsfarligt, men det var måske den eneste mulighed, for at slippe af med ham.
Hun sneg sig videre ind i kælderen under 7A. Lene kendte hver en niche i den store betonejendom. Hun hørte elevatoren køre. Den stoppede på 4. sal. Det måtte være oppe hos Galop. Han var svindler, vidste Lene, eller rettere, det der var tilbage af noget, der med lidt god vilje lignede et menneske.
Hun løb hurtigt op ad trappen til 4. sal. Hun var ikke en gang forpustet, da hun lyttede ved døren. Ganske rigtigt. Hun kunne høre Galop blive tævet derinde, og hvordan han hylede. Der skulle åbenbart betales Amagerskat i dag. Hun kunne ikke stå her. Hun gemte sig på etagen ovenover. Der var en udgang til taget og et elevatorskab. Hun satte sig på reposen ved elevatorskabet, ventede og lyttede. Der gik lang tid, men nu var der stille nede hos Galop.
Hun havde tit leget her, sammen med de andre på taget og med elevatoren. Vicevært Larsen blev stiktosset. Fesser, en mærkelig dreng der boede nede i stuen, elskede at standse elevator, så børnene ikke kunne komme ud af den, når de legede. Han havde også vist Lene, hvordan man gjorde. Hun havde sat Snotter fast et par gange, men det blev hurtigt lidt kedeligt. Det var meget nemt, man trak bare palen til elevatorskabet op, og så trak man hovedafbryderen ned lige inden elevatoren var ud for etagen. Timingen var let, fordi der kom en lyd fra rullen, der trækker riglen, lige inden den nåede etageafsnittet, og så skulle man bare være hurtig og trække hovedafbryderen.
Lagrede informationer, der svævede rundt i Lenes hoved, koblede sig til hadet af uransalige veje til epifani. Det var jo indlysende... Hun kunne sætte Høvding fast i elevatoren!
Endelig kom han ud. Elevatoren var stadig oppe på fjerde, så det var enkelt. Hun hørte Høvding gå ind i elevatoren, døren smække, og motoren satte i gang. Nu satsede hun på, at han kørte helt ned i kælderen.
Hun skulle koncentrere sig om at lytte og tælle anslagene fra rigelrullen i støjen fra elevatormotoren, men hun havde hørt de lyde tusindvis af gange, så det faldt hende let.
Nu var operationen i gang. Elevatoren startede nedkørslen med den summende lyd fra elektromotoren. Så kom lyden fra rullen på 3. sal. - Klik. Summen og Klik 2. sal. Summen og Klik - 1. sal. Summen og Klik - Stuen. Summen - Nu gjaldt det! Klik. Hun trak hovedafbryderen. Elevatoren stoppede næsten ud for kælderen, og riglen var låst. Elevatordøren var låst, og Høvding var taget til fange.
Lene skruede sikringerne ud, og tog dem i lommen, det samme med batteriet til alarmen og nødkaldet. Høvding kunne i praksis sidde i dagevis låst inde, nede i kælderen, inden nogen fandt ham, for beboerne i 7A var vant til, at elevatoren var ude af drift.
Hun løb ned til fjerde sal. Døren ind til Galop stod på klem. Hun skubbede den forsigtigt op. Han sad derinde i kørestolen, indsmurt i blod. Lejligheden var endevendt, skuffer trukket ud og indholdet tømt ud på gulvet. Galop havde ikke noget ansigt men et øje, der stirrede ud af et smadret kranie. Iltslangen hang i en flækket næse. Det blødte ud af ørene. Var han i live? Ja, han løftede venstre arm ganske lidt, da han så hende. Høvding havde efterladt ham døende. Han forsøgte at sige et eller andet. Der kom svage lyde fra hans mund, en hvisken. Lene tog hans venstre hånd og spurgte: "Hvad vil du sige, Galop?" Hun bøjede sig ned til hans mund. "Dø" hviskede han. Med stor kraftanstrengelse han gentog. "Lad mig dø" Det var tydeligt for Lene, at det måtte ende sådan for Galop. Hun forstod ham. Et liv ville aldrig komme tilbage. Det var et spørgsmål om timer med lidelser... Lene knugede hans venstre hånd, den var knap så blodig. Han hviskede igen, og der var en tryglende beslutsomhed i hans øje.
"Sluk for ilten, Lene" sagde han bønfaldende med svag stemme og klemte svagt Lenes hånd. Hun sukkede dybt, og fik blanke øjne...
Hun mærkede, hvordan trykket fra hans hånd langsomt forsvandt, for derefter at ende med en kort sitren.
Det var Lene Lindstoks andet drab.