Et par brødre var uadskillelige, men som voksne blev de alligevel adskilt på grund af begær efter rigdom. De ønskede begge at samle alverdens guld, og de vidste, at de ikke ville blive lykkelige uden. Det lykkedes sådan set også, men så alligevel ikke, for det kunne jo kun blive halvdelen til hver. Alle andre mennesker var ligeglade, for hvad skulle man med al det guld? Det var da pænt at se på, men, men ... De ville bare have til dagen og vejen og leve fra hånden og i munden, og det kunne de sagtens gøre uden guld. - Så sad de to brødre på hver sit guldslot og hadede hinanden.
   Men den ene bror blev efterhånden blød om hjertet. Han tænkte på barndommen, hvor gode venner de havde været, og hvor lykkelig den tid var. Så tænkte han; "Hvad skal det gøre godt for, at sidde her med alt det guld, når jeg ikke har min bror. Jeg vil give ham det hele og blive venner med ham igen."
   Så fik han pakket al guldet og sendte det. Den anden bror blev selvfølgelig glad, ja, han blev mere end glad, han blev lykkelig. Men da broren så kom og ville kaste sig i hans arme, veg han tilbage. Han tænkte: "Hvad har jeg dog med denne fattige stymper at gøre?" og han fik ham hurtigt kastet ud.
   Hvorefter han levede meget, meget lykkelig til sine dages ende.