I Danmark udkom Ekstrabladet med forsiden: "Lene Lindstok fejrer 20 års fødselsdag med bombeeksplosion. Én dræbt og én savnet." Og et genbrugt billede af Marengovej 7 A med flammer, der slikkede ud af opgangen og to forkullede lig på fortovet. Journalisten Torben Lund slog sig løs med sensationelle nyheder og billeder, der solgte aviser. Det stigende oplag blev fejret på Hviids Vinstue med øl og snaps.
   Ingen havde noteret sig, at Stefanus Paulus nu levede under kontrol af det schweiziske politi som en bandlyst. Han havde de seneste år provokeret og krænket Banbull ved satirisk at karikere hans middelalderlivssyn og brud på menneskerettighederne.
   Provokationerne blev besvaret på samme måde, som provokationer i den branche altid var blevet besvaret. Derfor var det Stefanus Paulus' egen skyld, at Restaurant Breva blev sprunget i luften, var holdningen hos de fleste... Han bar også ansvaret for den dræbte og den savnede unge kvinde. Den bandlyste provokatør skulle holde sin møgbeskidte mund lukket med syv segl. Ellers måtte staten sørge for, at det kom til at ske. Hvad skulle det nytte at sige ting, der gjorde andre vrede? Hvor sandt og opportunt det end måtte være.
   Det var et held, at han ikke havde revet de mange gæster på Breva med sig i døden. Allerbedst ville det være, om han var død. Det ville spare staten for millioner af sf. og give en gudsvelsignet fred.
   Mod en større kaution og munden plastret til med Gaffatape fik Stefanus Paulus lov til at forlade arresten i Bellinzona, Tessin. Han kunne nu gå frit, men fulgt af to uniformerede betjente i døgnets 24 timer. Det havde til formål at beskytte Stefanus, sagde politiets efterretningstjeneste også kaldet PET, der på pressemødet forklarede, at når de vrede fundamentalister så, at Stefanus var mandsopdækket af politiet, ville det afholde dem fra drab. Stefanus kunne trygt overlade sikkerheden til politivagterne. Han skulle blot en uge i forvejen i detaljer meddele PET, hvad han havde på kalenderen den kommende uge.
   Det var naturligvis ikke muligt for Stefanus, der var en impulsiv og improvisatorisk kunstner. Han kom derfor hurtigt på konfliktkurs med betjentene og deres overordnede. Det gik helt galt, da Stefanus havde bestilt bord til Anni og ham. Det skulle have været en romantisk candlelight-dinner på Restaurant Florens. De to betjente havde sat sig ved et bord tæt på deres. De havde højlydt diskuteret matchfixing, bøvset og stanget tænder. Han kunne tydeligt mærke, de havde taget fokus. Anni havde ikke haft lyst til at gå med ham og betjentene hjem, og der gik længere og længere tid imellem at de sås...
   Stefanus havde synliggjort, at Banbull var en diktator, der udøvede sin magt med hensynsløs vold og undertvang friheden. Det havde samfundet belønnet, ved at tage friheden fra ham.
   Jens Østergård blev involveret i problemstillingen, da Stefanus skulle indlægges et par dage på AS.
   Det viste sig, at alle vagtbetjente havde adgang til Stefanus' kalender og via en læk, havde pressen det også, for de vidste åbenbart, hvor og hvornår Stefanus opholdt sig et givent sted. De vidste også præcis, hvornår han blev transporteret fra A til B i politiets armerede Range Rover. Det ville være let for Banbulls lejemordere at finde ham, og gøre det af med ham. Om vagtbetjentene røg med i købet, ville ikke være nogen hindring for Banbull.
   Jens Østergård ønskede bestemt ikke, at Banbulls bødler skulle vide, at Stefanus var indlagt på AS.
   Efter at terroristerne havde sprunget Restaurant Breva i luften, kunne man ikke være for forsigtig. De havde skruppelløst planlagt at Stefanus og alle gæsterne, skulle møde døden.
   Det var ikke svært at forestille sig, hvilken skade de kunne udrette, hvis de vidste, hvor og hvornår Stefanus var indlagt på hospitalet.
   Det sikreste ville være, at Stefanus forsvandt fuldstændig og at ingen vidste, hvor han opholdt sig.
   Jens kendte til utallige forsvindingsnumre fra sin tid i politiet, og det tog ham ikke ret lang tid at kopiere et forsvindingsnummer, han desværre selv var hoppet på engang i Istedgade, da han arbejdede på station 2.
   Stefanus skulle bestille bord til ham og Anni på restaurant Florens, de skulle insistere på, at betjentene satte sig i større afstand, så de havde mere privatliv. Betjentene skulle afledes, og Stefanus skulle forsvinde ud gennem baglokalet, når det rette tidspunkt kom.
   Forhallen på Restaurant Florens skulle imponere med blomster, hvidt marmor og rungende akustik. Da Stefanus og Anni ankom med vagterne, stod der en ung pige og ventede på sin date. Hun var mejet noget udfordrende ud, og havde de der frække øjne, der får mænd til at opføre sig som en Labrador, der har spottet en hundekiks. Vagterne var da heller ingen undtagelse, da de besvarede hendes veloplagte "Hey".
   Stefanus og Anni nikkede venligt og gled videre sammen med den ene vagt. Den anden ville lige veksle et par ord med 'dukken', inden han entrede restauranten. "Man lader da ikke sådan en sød pige stå og vente," sagde han med et smørret grin, mens hans øjne tog mål af C skålen.
   Hun kiggede ham længe dybt i øjnene, med let åben mund, som var han hendes, og slog øjnene ned. Der kom også en tåre. "Han bliver så vred, når jeg taler med andre mænd." Sagde hun klynkende.
   Han lagde sin hånd på hendes venstre skulder, nu kunne han dufte den tunge parfume, hun havde badet sig i.
   "Så, så, der sker ikke noget," sagde han og tænkte, det letteste offer er en svigtet kvinde.
   Hun kyssede ham med glaserede læber. Han var overrasket, men tog grådigt for sig.
   Døren blev sparket op, et uhyggeligt muskelbjerg på over to meter entrede forhallen. Vanvittige øjne og en knækket boksernæse ragede frem i et skaldet øreløst hoved.
   Han stak en lussing til kvinden, mens han råbte så højt, at man kunne høre det langt ind i restauranten. "Du er min bitch, forstår du det? Hvad fanden er meningen? Du er min bitch." Han løftede hånden for at slå igen.
   Kvinden skreg som en sirene "Hjælp mig..."
   Vagten rakte ud for at forhindre slaget. Men alfonsen fik fat i armen på ham, og vred den rundt i et smertefuldt låsegreb. Betjenten skreg. Kvinden skreg, og alfonsen brølede rasende "Liderlige skiderikker!"
   Betjenten inde i restauranten kom ilende ud med pistolen trukket. Scenen udviklede sig hurtigt. Betjenten i forhallen var fastholdt i armlås af alfonsen, hvis næse blinkede. Det måtte være en gummimaske med en pære inden i. Pigen skreg, at betjenten havde kysset hende og derfor havde Torben reddet hende.
   Nu blev døren sparket ind igen og en flok udklædte uge mennesker væltede ind. Det var resten af teatergruppen, der skulle feste på Florens...

Lene kørte en omvej til hospitalet. Hun snakkede om frihed med sin medpassager, som officielt ikke eksisterede. Kun som sådan var han fri.