Nogle dage eksisterer jeg ikke, min seng bliver til en kiste. Min krop er lam og mit åndedrag er hurtigt. Mit sind er i smerte, forfærdelig smerte. Jeg vil ikke rejse mig, sengen nærmest sluger mig, dynen føles tung og jeg er for svag. For svag til at skubbe tankerne væk,
   endnu en dag. Endnu en chance til at fejle, endnu en kamp for at overleve.

Mine fædre gør deres bedste, de kommer med psykolog efter psykolog, løsning efter løsning, men intet virker. Min inspiration for livet svinder lige så stille ind, og alt føles håbløst. Min krop er svag, jeg burde spise noget. Morgenmad, ja, morgenmad. Kaffe virker uundgåeligt på den her tid af året, vinter og forår. Det er tid til overgangen fra min faste depression til sæsonbestemt depression. Dagene, hvor kaffen ikke var nødvendig virker så langt væk, dagene hvor gråden var sjælden, og tankerne langt væk.
   Det gør ondt at være i live, men det er så kedeligt at dø.

Døden skræmmer mig ikke lige så meget som den burde gøre, men når man aldrig rigtig har levet virker døden så bekendt.

Min dyne glider på gulvet. Måske var den ikke så tung alligevel, eller måske er jeg bare svagere end jeg troede. Jeg løfter min trætte krop op fra madrassen og svinger benene ud over sengekanten. Jeg rejser mig op, men må straks tage en hånd mod væggen da svimmelheden rammer. Da jeg ikke længere er svimmel tager jeg mine lyserøde overalls på, og går ud mod køkkenet.

Mine fædre danser rundt i køkkenet til "Don't go breaking my heart" af Elton John. Det dufter dejligt af nybrygget kaffe og vafler, De har lavet morgenmad. Pa for øje på mig.
   "Godmorgen Nor" Så kigger far også på mig
   'Har du sovet godt solstråle?"
   Mine fædre er de bedste mennesker jeg kender
   "Ja, jeg har sovet fint, er der kaffe?"
   Pa hælder kaffe og havremælk i en kop og giver den til mig
   "Der er altid kaffe, hvem tror du vi er?"
   Far griner og krammer mig
   "Dæk bord, så vi kan spise"
   Jeg finder tre tallerkner fra en af køkkenskufferne og placere dem på bordet sammen med tre sæt bestik og nogle glas. Pa kommer med vaflerne og far kommer med mere kaffe.
   Far sætter sig ned og hælder kaffe op i hans kop.

Mine fædre for mig til at glemme de dårlige tanker, men kun for en stund. Snart er det aften igen og jeg vender tilbage til kisten, tilbage til at fantasere om døden.
   Udenfor regner det, og der er en stille vind.
   Jeg kigger på regnen, som yndefuldt glider ned at den blanke rude. Der er noget smuk ved en dag som i dag, regn og mørke, dog det er tidligt på dagen. Hvordan kan alle hade noget der er så smukt som regn, koldt og vådt, trist og fantastisk, alt på samme tid. Regn giver mig lyst til at græde og skrige af glæde på samme tid.
   Tårer samler sig i mine øjne og triller lydløst ned af mine kinder.
   Jeg kan ikke samle tankerne, det er en stor larm. Jeg har lyst til at hælde gasolin ud over det hele og brænde lortet, men det er ikke sådan det virker, desværre.

Fuck det! Brænd det, brænd det hele. Jeg henter min taske og begynder at rode rundt i den, der er den! Min lighter, den reflektere lys rundt i rummet i takt med at jeg vender og drejer den.
   En flamme viser sig da jeg for tredje gang tænder for lighteren. Flammen flakker med en stille brise der går igennem huset.
   Ild og ødelæggelse, død og eventyr. Hvad kan gå galt, når alt man ønsker er kaos?
   Ilden er betagende og smuk, i en hurtig og blød bevægelse fører jeg lighterens tykke flamme langs hør gardinerne.
   I løbet af ingen tid er flammerne store og larmende, de nærmest overdøver tankerne.

Jeg kan hører mine fædre grine ude i køkkenet, uvidende om hvad der er på vej. Det første flammerne tager er gardinerne og størstedelen af vinduespartiet, de glider videre over og opsluger sengen, som aldrig mere vil blive min kiste, aldrig mere skal jeg ligge og fantasere om døden. For hvad der engang var fantasi er pludselig så virkeligt og tæt på at jeg nærmest kan smage det.

Hvor ond kan man være, der må findes en grænse, men når det kommer til selvkritik
   er jeg ikke til at standse. Følelser flår min hud op, store åbne flænger. Der er ingen der holder af mig nu, jeg er min egen værste fjende.

Der går ikke længe før mit værelse er et stort ukontrollerbart flammehav. Jeg kan høre råben og hurtige skridt komme fra køkkenet, men alt jeg mærker er varme og tryghed.

Panikken er tung imens verden omkring mig brænder. Depression gør dig dum og dum for dig dræbt.
   Jeg har elsket dig for sidste gang, nu ses vi den nye verden. Jeg kommer min elskede.

Da du introducerede mig til død
   Jeg husker det som en alt for mentalt udmattende dog velkendt situationen. Dig, mig og regnen, lyden af ambulancen der nærmer sig alt for langsomt. Regnen skyller blodet af dit ansigt, og selvom at jeg fortæller dig at alt bliver okay, så ser du dog bange ud. Er det de kloge eller dumme der frygter døden mest? Jeg ved det ik, men dit udtryk gjorde mig bange. Dit liv endte ikke med et bang eller en hvisken, den endte med skrig, og ambulancen der kom for sent.

Du valgte selv døden, men dog da dine sidste sekunder er ved at trække ud, kigger du på mig med rædsel. Jeg elskede dig som Icarus elskede solen, for meget og for tæt.
   Da du forlod mig fløj jeg højt over skyerne og op mod solen, for at se dig en sidste gang, men mine vinger brændte og jeg styrtede i et håbløst hav af had og smerte.

Sekundet du besluttede at du ikke ville leve mere, kunne jeg mærke din sjæl forlade mig. Du byggede mig op og hev mig ned, du efterlod mig i en verden der ikke er tilegnet mig, du efterlod mig i det her helvede så du kunne få fred.
   Jeg har aldrig hørt stilhed der var så kaotisk. Du tog solen med dig da du døde, jeg kan ikke finde lyset uden dig. Nu kan jeg ikke dø, jeg kan ikke følge lyset, hvis du har taget alt min lykke fra mig.

Efter dig var alting mørk, men jeg fortsætter. for dig, alt jeg gør er for dig.

Jeg fanger mig selv i at gå lange ture langs vejen, hvor jeg kigger på bilerne og vurdere hvor hurtigt den skulle kører for at ende mig. Det er en grim tanke, men det er ikke første gang den slår lejr i min hjerne.
   Min hjerne er et rod uden dig, alle mine tanker er grimme, alle mine tanker peger i din retning og jeg kan ikke klare det mere.

FUCK!
   mine tanker kører rundt
   Det er meningen at jeg skal være glad!
   fuck dig!
   kunne du ikke engang være glad?
   ved du overhoved hvordan man gør
   du er så ond
   der er ingen der kan lide dig
   hvis du sagde hvad du tænke, ville alle hade dig
   du sårer folk
   du ved ingenting
   Verden ville være bedre uden dig
   du er uærlig
   du lyver
   du er en løgner
   Jeg lovede mig selv, at jeg ville prøve
   kan jeg ikke engang prøve
   hvorfor ved jeg ikke hvad jeg føler
   hvorfor kan jeg ikke bare sige fra?
   din kæmpe idiot
   sig nej!
   det er så nemt
   du kan jo ingenting!

Jeg gav op...

Små kister vejer mest

Det var den første gang jeg deltog i min egen begravelse, men langt fra den sidste. Du ved allerede hvordan det her ender, på samme måde som det startede, død.

Jeg står med afstand til gravstedet og ser, den tomme kiste blive sænket ned i jorden. Regnen falder ned og rammer min paraply med højlydt trommen. Mine fædre står som forstenet og kigger på gravstenen.
   "Nor Icarus grey. 2006 - 2021. Må du drømme om regnen, der slukker alle de onde drømme, som vandrende ild"
   Jeg fandt et ord for hvad jeg føler
   "Hiraeth" Det er hjemve for et hjem du ikke har mulighed for at vende tilbage til, hjemve over et hjem der aldrig har eksisteret.
   Jeg vil hjem, i mine fædres forståelse er jeg død, men i dette øjeblik trækker jeg vejret, dog udenfor deres rækkevidde. Den her del af eventyret må jeg tage alene, måske er det et mareridt der er på vej, jeg kan ikke se hvad det er. Tårer slører mit syn, og de få mennesker der var kommet til min begravelse siger pænt farvel og går uforstyrret tilbage til deres eget begivenhedsløse liv. Min død var sikkert højdepunktet af deres uge, i denne by sker der aldrig noget, så den tragiske død af den mentalt forstyrret dreng med de homoseksuelle forældre kommer med sikkerhed på forsiden af avisen. Om en måned vil hele byen have smertefrit fjernet min død for deres sind.

Krig er latterligt og smukt, men man skal huske at spørge sig selv, hvem kæmper vi for?
   overlevelse er sjælden i krig, men nødvendigt for at fortsætte
   Når du er i krig imod dig selv er der ingen vinder, kun taberer.

Mine forældre står stadig og kigger på min grav, hvor de snart selv vil komme til at ligge, med tiden.

I vil brænde for sidste gang
   Død og ødelæggelse er smukt og poetisk, men det hele handler om udførelsen.
   Her sidder jeg igen på gulvet i mine forældres midlertidige lejlighed, hvor de dag ind og dag ud sørger over deres døde søn.
   Jeg sidder på køkkengulvet og beundre en af vores gamle køkkenknive, vender og drejer den så lyset reflekterer af den.

Jeg går rundt i lejligheden, hvor de allerede har tilpasset sig ubehageligt meget. Jeg åbner døren til et lille badeværelse, hvor alle deres ting står lige fra tandbørster til sæbe. Der er en let duft af ingefær i rummet, men den er ikke overdøvende, den minder mig bare om dem.

Hoveddøren knirker da den bliver åbnet, det er mine forældrer der er hjemme. Jeg kigger på kniven, som stadig hviler i min hånd. Deres sorg og smerte vil snart være ovre, de vil takke mig i efterlivet.

Med få hurtige skridt stormer jeg ud af badeværelse og planter køkkenkniven i pa's brystkasse. han når knap nok at realisere at det er mig, før han ligger på gulvet og kniven er på vej videre. Nærmest synkront med at Pa rammer gulvet fører jeg kniven igennem Fars hjerte. Far rammer jorden og der de ligger, Et veludført mord.
   En stor blodpøl formes under dem begge og der går ikke længe før de to blod pøle bliver til en stor pøl, som fylder hele opgangen.
   Jeg kan mærke dråber der falder, en blanding af blod og tårer drypper fra mit ansigt og rammer blodpølen på gulvet.

Deres smerte er ovre, de ser så fredfyldte ud, da jeg forlader dem for at tage et bad. Jeg tager langsomt mit tøj af, jeg har blod over det hele, også i ansigtet. Jeg kører tungen hen over min overlæbe, det smager af salt og metal, det er mit sved og blodet der blander sig ved min mund og drypper ned på de hvide badeværelsesfliser. Jeg går ind i brusekabinen og tænder for vandet, vandet er varmt og det skylder alle mine sorger væk, men dog føler jeg intet. Jeg bruger sæben der står på kabine hylden og hælder det ud over mig hoved. Ingefær.

Jeg træder ud af badeværelset og går ud og sætter mig på gulvet, foran mine forældre. For Anden gang stikker jeg min hånd ned i min taske og trækker min lighter op. Denne gang hesiterer jeg ikke, jeg beundre flammen i det jeg kaster lighteren fra mig. Den lander i vindueskarmen, hvor det smukkeste hvide gardiner har plads, der går ikke mange sekunder før flammen fanger gardinerne og derefter er der fart på.

Jeg går ud af hoveddøren og smækker den efter mig. Jeg kan stadig dufte den svage duft af ingefær, da de brænder for sidste gang.

En gud kan aldrig dø

Jeg går på fortovet ned mod parken. Jeg kan hører brandbiler nærme sig i baggrunden, men noget siger mig at de kommer for sent, det har de en vane med at gøre.
   Udenfor suser det kolde vintervejr igennem mine knogler, som for mig til at skælve. Jeg går igennem parken og hen til floden, som går igennem hele byen.

I dette øjeblik er jeg uovervindelig, jeg er en gud, over vand, ild og død.
   floden kalder på mig, den kalder mig hjem. "Jeg kommer nu"