Klokken var lidt over halv tolv en fredag januar. Jeg sippede til den sidste halve kop kaffe og slog et blik mod vinduerne til græsplænen. Vejret udenfor var gråt, kedeligt og livsdrænende. Hver en fiber i min krop sagde, at jeg skulle gå i seng igen, selv om jeg havde stået op et par minutter i otte. Den sidste times tid havde jeg spillet computerspil, men det var ikke spændende nok i længden til at holde på min interesse, og var blevet lukket ned igen. Vasketøjet på badeværelset havde hobet sig op, men eftersom mit energi niveau var i bund, kunne vasketøj være vasketøj. Livet forekom som en tung byrde på mine skuldre og et indre splittet. Jeg var taknemmelig over ikke at eje en hund. Sådan en størrelse skulle jo luftes i utide, og jeg var ikke særlig motiveret til at gå en tur. Emotionel var jeg en omvandrende kirkegård - fyldt med en stille tristhed, men frem for alt så herskede et dyster mørke.

Jeg åbnede havedøren og trådte i mine trofaste morgensko ud på fliserne, og røg mig en trøstesmøg udenfor. I det mindste var sneen fra i går stort set smeltet konstaterede jeg, og tog endnu et hvæs. Jeg burde holde op med at ryge for mit eget bedste, men i øjeblikket fungerede cigaretter som en sutteklud oven på det ødelagte humør, og var det eneste jeg så frem til. Smøgen synes næsten at ryge sig selv om der stort set var vindstille. Jeg slukkede smøgen i urtepotten ved døren og gik atter indenfor i varmen.
   Selv om nyhederne fra tv'et kørte i baggrunden så hørte jeg ikke ordentlig efter. Jeg var en fraværende og en skygge af mig selv. Opvasken fra i går aftes stod ved siden af køkkenvasken og sagde: "Vask mig," men selv denne tjans synes uoverskuelig. Jeg havde med nød og næppe fået vasket mit krus af til morgenkaffen. Jeg kunne selvfølgelig bare have taget et nyt krus fra skabet, men ville ikke skabe mere opvask end nødvendigt.

Badeværelset kunne godt trænge til en kærlig rengøring, men også dette job måtte vige for mørket indvendig. I går havde jeg med endelig fået taget mig sammen til at feje i stuen og køkkenet, samt givet stuen en fugtig klud for at komme støvet til livs. Men det var også kun fordi jeg ventede en gæst, og havde tænkt at der hellere måtte se lidt præsentabel ud i hjemmet. Besøget havde dog kun varet i lidt over en halv time, men i det mindste blev der ordnet lidt huslige pligter i denne forbindelse. Så besøget havde ikke været forgæves. Besøget var dog også kærkomment i den tid det stod på, og det hele værd.

Jeg havde som sagt ikke hørt efter hvad der blev sagt i tv, så jeg kendte ikke vejrudsigten for de næste par dage. Alt hvad jeg vidste var, at jeg savnede solen udenfor, for det var efterhånden nogle dage siden jeg sidst havde bemærket noget sol. Jeg længtes efter sommer og sol, så jeg kunne få ladt mit indre mentale batteri op, i stedet for at føle mig konstant drænet. Sulten begyndte at gnave i maven lidt i tolv for det var begrænset, hvor lang tid man kunne fungere på Cornflakes til morgenmad.

Jeg tvang mig selv til at gå i køkkenet, og smøre mig en multikerne bolle med ost, hamburgerryg og halvslatne salatblade. Undervejs smed jeg en hel pakke pølser ud fra køleskabet, da sidste anvendelsesdato var overskreden. Nå, så røg planerne for aftensmaden. Heldigvis var fryseren sprækket med diverse frostvarer, så spørgsmålet var blot hvad jeg kunne overkomme at lave til aftensmad. Havregryn til aftensmad var stort set udelukket, for mælken skulle rationeres så den kunne vare ugen ud. Der var trods alt en lille uge til penge dag, så det gældte om at strække alle ting mest muligt.

Bilen skulle også snart have benzin på, hvilket var endnu en udgiftspost. Heldigvis havde jeg benzinkort så betalingen ville først blive trukket på et senere tidspunkt. Som det var i øjeblikket, skulle jeg dog ikke nogen steder hen. Jeg havde desuden heller ikke energi nok til at rende rundt i supermarkedet og kigge på det sædvanlige dyre sortiment. Til tider følte jeg at jeg spiste det samme med beskeden variation, dag ud og dag ind trods jeg lod mig inspirere af madvideoer på YouTube. Mad var en fornødenhed, men virkede til tider som klods om benet. Det var en kunst at finde på noget nyt at spise til billige penge med nuværende priser i supermarkederne. Kaffe var også gået hen og blevet en luksus vare, og de havde varslet at priserne på kaffe ville stige yderlig i år grundet dårlig høst i Brasilien. Personlig var jeg ikke meget for at give mere end 35 kroner for en pose kaffe, og så var den endda på tilbud, så varslingen var yderlig dårlig nyt. Det var jo ikke til at leve uden sin morgenkaffe. Jeg vidste ikke om der var kaffe nok frem til det blev penge dag, men så måtte jeg jo ty til Nescafé, selv om ikke var det samme resultat.

For nogle dage siden var jeg blevet færdig med at læse en murstensroman, som jeg med møg og besvær havde slæbt mig igennem. Men læse den til ende ville jeg, for jeg kunne ikke lide løse ender når det gældte bøger. Oven på den tunge læsning var der behov for noget lettere læsestof, så jeg valgte efterfølgende en mindre og ældre krimi på lidt over to hundrede sider til mit læse behov. Selv denne smalle sag virkede i øjeblikket uoverskuelig.

Som om gråvejret ikke var nok, begyndte det at give sig til at regne. Mit humør dalende endnu mere. Pludselig skrev min bedste ven til mig over Messenger. Mit humør kom adskillige nyk op efter teksten frem og tilbage et stykke tid indtil han slap op for tid. Han skulle ud at handle ind. Måske var dagen ikke så slem alligevel. Måske kunne jeg godt overkomme at tage opvasken, starte vaskemaskinen, soignere mig og det hele taget pleje mig selv om mine interesser. Det var muligt rengøring af badeværelset ikke blev i dag, men så var der i al fald fin tid til det i morgen formiddag. Blot jeg fik startet på noget af gøremålene ville gøre en forskel. Det var hovedsagen. Og den lille krimi der lå og blottede sit kedelige omslag - den skulle jeg nok tryne. Jeg erfarede at en simpel tekst fra en solstråle kunne gøre en forskel. Nu kunne resten af dagen bare komme an.