Jeg sidder i min gamle lænestol, drikker varm te og spiser klejner. I whiskyglasset har jeg skænket en Bowmore. Alligevel bliver mine tæer ved med at være forfrosne, som mit indre og min splittede sjæl.

På skærmen foran mig vises billeder fra krige forskellige steder i verden. Jeg ser, hvordan den menneskeskabte klimakrise hærger overalt med tørke, oversvømmelser og klimaflygtninge som resultat. Jeg tænker, "hvorfor hjælpe disse mennesker og dem som forhutlede og syge kommer til Europa." Jeg bekender mig for et øjeblik til en svinehunds hjerte og tænker. "Det er på tide du hjælper dig selv."



Jeg tager lokalavisen på bordet, og mit blik falder på en stort opslået annonce. Vort lands leder gør status og fortæller om fremtidens mål. Mødet foregår i kulturhuset. Jeg ser, at det sker i dag, så jeg tager mit overtøj på og begiver mig ud i den julepyntede by.


Det er vigtigt, at vi elsker og ærer hinanden i familien, men kærligheden har trange vilkår, når forbrugsfesten op til jul går helt amok. I forvejen er hverdagen alt for travl for en stor del mennesker. Dagene op til julehøjtiden er slidsomme og en gennemsnitsjuleaften forløber sjældent som forventningerne lokker. Men det er jul og vi drømmer om julehygge i familien - og hvis den er uopnåelig køber vi aflad.

På min vej møder jeg en familie, hvor de unge forældre skændes og deres øjne lyser af stress. De to børn græder og julehyggen er langt væk.



I læ af en presenning i en af byens små parker, sidder en lille flok mennesker omkring et lille bål. Snapsen går på omgang medens de suger varme fra ilden og flasken. Inderst inde har disse mennesker også en drøm om at blive værdsat og kunne give noget til andre mennesker og dermed gavne fællesskabet. Vi andre er bange for den virkelighed de repræsenterer; men det er en virkelighed, som trænger sig mere og mere på i et samfund, hvor forskellene bliver større og større og mistilliden vokser. Jeg længes pludselig efter noget bedre end alt dette. Noget med mening i. Noget harmonisk, rent, smukt og berusende. Noget højere - himlen måske.



Det er december, fugtigt og 6 grader varmt. Luften forandres pludselig og som ved et mirakel, finder en frostbrise vej ind i gaderne. Med et falder sneen tæt og lægger sig som en lyddæmper over hele byen. Gadelyset, den tændte juleudsmykning og den jomfruelige sne giver pludselig gaderne et smukt skær, som i en anden og meget stille verden.

Jeg stamper sneen af støvlerne og træder indenfor i kulturhuset. På scenen står vores lands leder iført blå spadserdragt og hun har knaldrøde læber.


Hun kigger stift ud over forsamlingen med en lille antydning af et smil og hun fortsætter den talestrøm, som hun var startet på. "De hårdtarbejdende og veltjenende har ret til riget, og man kan hvad man vil. Selvfølgelig er det et problem, at nogle bliver nedslidte eller udbrændte. Men det er også vigtigt, at de syge og svage ikke går rundt og hygger sig på syge- eller dagpenge, så kontrollen skal øges. De har bare at komme i gang, for det er jo sundt at arbejde og det er vores pligt.

 Skatten på arbejde skal længere ned, så dem der tjener meget får endnu mere, det holder hjulene i gang. De unge skal ensrettes og normaliteten skal i højsædet, så de kommer i gang med at tjene penge så hurtigt som muligt. Lad os blive fri for fjumreår."

"I vores parti vil vi gøre alt for naturen og klimaet. Det må dog ikke gå ud over væksten og forbruget for vi skal holde gang i hjulene. Vi klarer jordens klimaproblemer med teknologiske fif, det er vejen frem. Naturen findes kun for at tilgodese vores behov, så hvorfor give landbrugsjord tilbage til naturen, når vi har så mange klimavenlige svin og køer i Danmark. At få liv i vores søer, åer, fjorde og kyster igen klarer vi da også lige ved hjælp af lidt teknologi, som godt nok ikke er opfundet endnu - men det kommer. Vi er jo et foregangsland her i Danmark."


Udefra kommer en flok julemænd og -kvinder ind i kulturhuset. De stamper sneen af støvlerne og en julemand hopper op på scenen. Vedkommende griber mikrofonen og råber halløj allesammen og fortsætter. "Os julenisser har dannet juledemokraterne og vi vil give de fattigste og dem uden for det etablerede samfund mulighed for at bevare værdigheden. En del mennesker har ikke noget tilhørsforhold og er oftest uden udsigt til lønnet arbejde. Syge mennesker bliver tjekket uafbrudt og bliver endnu mere syge. Det vil vi gøre noget ved."

Julemanden retter lidt på skægget og fortsætter "Vi vil afskaffe det lønarbejde, som forringer livet for andre og få fremmet den beskæftigelse som gavner mennesker og miljø. Vi må holde fast i det som gør os til mennesker - nemlig kærlighed, solidaritet og kreativitet. Det betyder et samfund i lavere hastighed med vægt på kvalitet, mere tid og større skønhed. Det vil også hjælpe de ledige og syge mennesker til at få velvære i krop, i sind og øget selvværd."

Efter en kunstpause og en slurk nisseøl fortsætter julemanden. "Det vil også gavne klima og biodiversitet, da vores enorme forbrug skal falde. Vi skal spise mindre mængder kød. Landbruget skal derfor lægges om og lavbundsjorder og anden dårlig jord skal blive til natur."

Julemanden holder igen en lille pause; men i det øjeblik flår vores regeringsleder mikrofonen ud af hånden på ham og råber "Jeg er de fattiges minister, de arbejdendes minister, børnene minister og minister for en grøn fremtid. Jeg giver alle en hjælpende hånd; men det er nødvendigt at alle arbejder mere. Og for dem som ikke har et job, er det bare med at komme i gang, om det så er 37 timer på overførselsindkomst. Hvad angår natur, miljø og klima er vi de bedste i Danmark. Der er ikke noget at komme efter."

Julemanden slår en hånlatter op og ser på vores statsleder med himmelvendte øjne. Vores lands leder er rasende og træder hen til julemanden og river ham i skægget, så det falder af. Al snak forstummer, alle står som frosset til is. Lederen fra landets største parti står ansigt til ansigt med sig selv.

"Hva' fanden", råber jeg, som den første, der bryder stilheden, "har du fusket med dine gener og lavet en julemand helt i dit billede." "Nej da," svarer regeringschefen og fortsætter, "det er julemanden, nej julekvinden, som har fået lidt for lang snor, jeg kan ikke altid styre hende, selv om jeg har været ret god til det i de senere år; men nu er hun gået helt grassat."

En smilende kvinde i nissetøj griber min hånd og fører mig ud i den nu snehvide by. Jeg forstår ingenting; men kommer pludselig i julehumør. Vi går forbi den lille park, hvor flokken af hjemløse og andre mennesker, som er sat uden for det etablerede samfund, holder til. Der ser jeg også flere familier fra middelstanden. De er kommet med termokander med varm kaffe og kakao, brød samt kager fra nærliggende caféer. Jeg ser familien fra før. De to før så stressede forældre snakker og griner sammen med et par af de hjemløse. De er nu afslappede og deres øjne stråler af glæde. De drikker kaffe og gløgg sammen med dem, som de aldrig har ænset før. Deres børn er sammen med børn fra andre familier. De leger i sneen, drikker varm kakao og spiser klejner griner og i deres øjne er der julelys. Jeg og min ledsagende julekvinde stopper også op. En hjemløs fortæller, at han spillede fodbold som dreng og havde mange gode drømme dengang, men at hans alkoholiserede far tævede dem ud af ham.

Solen er gået ned og skyerne har åbnet sig. Højt på himlen står en lysende stjerne tydeligt over den snedækkede by - alt er forandret og snart er det jul.