Da de landede i Tirana lufthavn, opstod der et farligt postyr. Bedemanden fra Quëndër Laprake var mødt op for at hente kisten med endnu et lig fra København. Afdødes familie var mødt op, vrede og rasende over det meningsløse tab og den forbandelse Eid Vëllezërit havde forårsaget på grund af mordet på Josef Osman, præsten fra Quëndër Laprake. Medlemmerne af afdødes familie konfronterede de få, der var mødt op fra Vëllezërit familien, og det udviklede sig til et kæmpe slagsmål i ankomsthallen. Vëllezërit familien var i undertal og fik seriøse tæv af afdødes mange brødre og fætre. Bedemanden tog parti for Vëllezërit familien. Det skulle han ikke have gjort! Han blev jagtet helt ud til kølebilen med en sådan voldsomhed at kisten, der var ved at blive læsset, væltede rundt og landede så uheldigt på asfalten, at låget røg af, og liget faldt ud. Scenen blev fotograferet af opmærksomme pressefotografer. Det hele nåede nyhedsstrømmen i Tirana inden aften med billede på forsiden næste morgen under overskriften 'Madonnaen hævner'.
Man så, hvordan liget væltede ud på vejen, og billedet af en forslået og forskræmt bedemand. Artiklen indeholdt en lang konspirationsteori om Den hvide Madonnas hævn og de mange forbandelser, der med større og større brutalitet hjemsøgte familien Vëllezërit på grund af mordet på en hellig mand.
Under al postyret lykkedes det Gerda Rexmanis familie at komme igennem ankomsthallen uden større opmærksomhed.
Jens Østergård var positivt overrasket over "teatergruppens" autentiske indlevelse.
Trioen, der bestod af Gerda, Snotter og Rolf tog hensigtsmæssigt fokus fra de andre familiemedlemmer, der i den grad ønskede at være anonyme, og derfor var maskeret til ukendelighed.
Gerda Rexmani var iført en kunstnerisk touperet kort paryk i en skinnende sølvgrå nuance, diadem, guldbriller og høreapparat. Hun var iført en lang rosa fløjlskjole med et væld af mørkerøde franske liljer, lange ærmer med blondekant, høj hals, og dobbeltradet overdel med små forgyldte liljeknapper. Kjolen var endvidere understøttet af et fyldigt skørt. Hendes sædvanlige filtsko fra Marengovej var udskiftet med rosa læderstøvler med mellemhøje hæle. På venstre hånd bar hun en vellignende kopi af rubinringen, Jesu blod. I højre hånd holdt hun en forgyldt læderrem, der koblede hende til dobermannen Rolf med det funklende Swarovski halsbånd. Hun blev fulgt af sin lakaj, Snotter, som var iført sorte bukser med skarpe pressefolder, blanke sko, hvid skjorte med guldmanchetter, mørkeblåt slips og sølvgrå vest med franske liljer.
Han bar Gerda Rexmanis Gucci taske med hundekiks og en mængde dollarsedler.
Pauline havde løst opgaven med kostumer, maskering og sminke til bravour.
Jens Østergård havde instrueret Gerda i kun at tale dansk. Tanken var, at Snotter, der agerede lakaj, skulle oversætte til engelsk, som så igen skulle oversættes blandt de lokale til albansk. Det blev lidt kompliceret, men var en del af spillet. Det indebar flere fordele, blandt andet skulle Gerda ikke bestille en lind strøm af drinks i baren. Hun ville også være afskåret fra at dumme sig i en eventuel brandert. Det håbede Jens i det mindste på.
Det var imidlertid lige ved at gå galt i flyveren, hvor Gerda var blevet halvsnalret. Nu skulle hun bringes sikkert til hotellet. Der var heldigvis ikke servering i hotellets limousineservice.
Ankomsten til Hector Pallas gik lige efter bogen. Gerda var næsten blevet ædru igen. Hun uddelte ødselt drikkepenge til limousineservice, receptionisten og piccoloerne, der benovet bukkede dybt.
De havde bestilt de bedste suiter på 1. sal, alle 5 ved siden af hinanden.
Lene og Snotter sov sammen. Det var ligesom, da de var børn. Det var rart.
Teno ville sove med Donat i håndjern i dobbeltsengen, men det fik Pauline og Jens talt ham fra. Kompromiset blev, at Donat fik dobbeltsengen, og Teno sov på divanen i stuen på betingelse af, at Donat blev overvåget af en ultralydssensor om natten, der afgav alarm, hvis han forsøgte at stikke af.
Rolf sov hos Gerda i luksussuiten, som var tilknyttet et stort konferencelokale.
Pauline og Jens havde hver deres egne suiter.
De første mange timer gik med at sikre konferencerummet. Kommandorummet, som Jens så dramatisk kaldte det. Det gik forbavsende let, fordi det var Donat, der i sin tid havde været med til at konfigurere sikkerhedssystemerne og spionudstyret på hotellet. Der var ét kamera og to mikrofoner. Jens og Teno dublerede systemets kameravinkler og mikrofonpositioner, hvorefter han koblede en avanceret video og lydoptager til. De indspillede forskellige scener, hvor Gerdas ønske om at købe en ikon i Tirana til sin samling blev diskuteret kedsommeligt og trivielt på dansk. Herefter kunne de snyde kameraovervågningen og mikrofonerne med de indspillede scener, der kørte i loop i videooptageren.
Tilstedeværelsen af Rolf i suite nr. 1 bevirkede samtidig, at ingen havde lyst til at snuse rundt på etagen.
De var færdige med at sikre konferencerummet inden aftensmaden. Donat var sikker på, at hoteldetektiven i lokalet bag receptionen ikke anede, hvad der foregik.
Jens, Teno og Donat, der var forklædt som Dora, sprang aftensmaden over og tog en Taxa ud til den nye præst i Quëndër Laprake, Danilo Osman. Bror til Josef Osman som Eid havde fået ombragt.
Dagen efter skulle han begrave endnu en 2050'er, og han ville modigt genbruge sin brors skæbnesvangre prædiken.
Den forkyndte, at Den hvide Madonna endnu en gang havde vist sit mishag med Vëllezërit familien. De hørte ikke hjemme i Quëndër Laprake området, så længe Den hvide Madonna kom for at tage sine ofre af byens unge mænd. Det var højt spil. Kunne han få de lokale kirkegængere til at ophøre med at arbejde for Vëllezërit familien, ville familien være nødt til at forlade området. Hvis ikke ville han givetvis få samme skæbne som sin bror.
Dora fortalte ham, at han roligt kunne forkynde Guds vrede over Vëllezërit familien, da hun via en åbenbaring havde fået at vide, at Den hvide Madonna ville dukke op til begravelsen lige efter gudstjenesten. Danilo nikkede forstående og fæstnede blikket undersøgende på den smukke, sorthårede kvinde foran ham. Derefter sagde han langsomt og alvorligt: "Tak Donat. Jeg vidste, du ville hjælpe os."
Agon åbnede den tunge dør ind til Tanias værelse i hotellets kælder. "Østergård er blevet væk, find ud af hvor fa'en han er, ellers har vi ikke brug for dig længere. Så ryger du i en kiste til København."
Tania var nødt til at dæmpe angsten.
Hun måtte agere strategisk. "Han har en ven i Randers, ved jeg. Han er bilforhandler. Måske er han der?"
"Hmm, ja? Jeg tager fat i Elvis... Her er din suppe med grønsager fra Hektors køkken. Hvis du lyver, kommer du en tur i pålægsmaskinen. Nu må der snart ske noget. Hold kæft, hvor er jeg træt af at rende og fodre dig!" Han lignede én der mente det alvorligt.
"Jeg har et videobånd, du skal se," sagde han og fortsatte, "det er en af dine tåbelige landsmænd. En rig kælling, der har inviteret familien på sold." Han startede videoen. "Hva' faen snakker de om?"
Videoen snurrede. Der sad syv mennesker om et bord, og den fine dame ville forære sig selv det fineste ikon, der fandtes i Tirana, Aura-Ikonet, der hang i den tyverisikrede relikviesal på klostret. Det kunne finansiere en ny fødselsstiftelse på klosteret, mente den velhavende dame, som derfor søgte en mægler.
Tania forklarede, hvad der foregik. "Må jeg godt se noget mere? De taler om mægleren."
Agon satte videoen i gang igen. Nu spurgte den ene af mændene, hvor stort et honorar mægleren skulle have. Det gav et gib i hende, var det ikke Jens' stemme? Jo, nu kunne hun høre, at det var ham. Han havde sort hår og var maskeret til ukendelighed.
Den fine dame svarede "Tja... 20.000 $ må vel være rimeligt?" Tanias hjerte bankede helt ude af kontrol, og hun turde ikke tale.
"Men hvem er vores hemmelige forbindelse til klosteret?" spurgte Jens.
"Indtil videre er det kun mig, der ved det. Der er kræfter på klostret, der ikke ønsker Aura-Ikonet solgt," sagde damen hæst.
"Hvad siger de?" Spurgte Agon utålmodigt.
"De leder efter en mægler til at købe Aura-Ikonet. De taler om et honorar i 20.000 $ niveau."
"Er det til salg? Nu har jeg aldrig! Satans til udlændinge. Det kan godt være, vi snupper honoraret og købesummen, men beholder ikonet," brummede han bistert, rejste sig, låste døren omhyggeligt og forsvandt.
De mødtes i konferencerummet efter en overdådig middag. Jens, Donat og Teno var tilbage fra besøget hos Danilo Osman. Gerda havde fået strenge instrukser om at begrænse sit alkoholforbrug til 2-3 genstande. Foreløbig overholdt hun det med hjælp fra lakajen og genstandsbogholderen, Snotter, men natten var lang, og der var meget, som skulle nås. Hun havde fortalt til alt og alle, at hun ville købe Aura-Ikonet, men søgte en pålidelig lokal mægler, der kunne forhandle købet med en højtstående gejstlig person i Tirana Klostret.
Videoafspilleren med ikon mødet, blev koblet på igen, og de var derved sikret mod spionage for en stund. Agons hoteldetektiv gad ikke længere sidde og glo på familien. Det var sgu for trist, så han forsvandt ned i natrestauranten, hvor en lokal sangerinde underholdt med henførende Balkan sange om fødsel, krig, kærlighed og død.
Pauline og Teno skulle tjekke Donats hjernefunktioner og sikre sig, at alt var i orden. Han hadede disse evindelige undersøgelser og eksperimenter, men stolede på Pauline, og hun havde jo ret. Uden Sternmesser ville han ikke have været i live i dag. Den psykotekniske test klarede han til topkarakter. De skulle også tjekke, at alle 200 sensorer fungerede. Han skulle sige A, når det gav et lille prik i venstre hjernehalvdel og B i højre. Kunne han ikke identificere hvor, men blot mærkede et prik, skulle han bare sige pas. Pauline satte strøm på terminalen og kørte programmet igennem. Hun kunne med tilfredshed notere, at alle positioner gav ensartet respons, som klart højre og venstre i de ønskede koordinater. Donats hjerne og de radiostyrede sensorer virkede perfekt. Heldigvis havde Heinz Graus vanvittige mordforsøg med overspænding ikke ødelagt noget.
Donat virkede for første gang helt tilfreds med situationen. Især fordi han mærkede omsorg fra Paulines side. Teno virkede også lettet over resultatet, og ville sende en krypteret telex til Sternmesser.
Jens kaldte til møde. "Mine damer og herrer. Jeg regner med, at vi snart bliver kontaktet med hensyn til købet af Aura-Ikonet. Det vil føre os til Tania. Gerda og Snotter, hold øjne og ører åbne i natrestauranten, i baren og i Kasinoet. Der vil Gerda formentlig blive opsøgt. Vi skal have betalt for rejsen. Derfor vinder vi 100.000 $ i Kasinoet i nat," sagde Jens og smilede skælmsk og fortsatte:
"Bag den aflåste dør med Privat skiltet, på gangen over for, ved vi, der sidder en roulettemanipulator. Inden spillet starter klokken 21:00, skræmmer vi ham væk og overtager den mobile radiosender, der styrer kuglens slutposition i rouletten. Jeg flytter radiosenderen over i vores kommandorum og foretager manipulationen sammen med Pauline. Vi sender koder til Donats hjerne. Venstre signaler er rødt, og højre er sort. Teno passer som sædvanlig på Donat, eller Dora som han hedder nu. Hvis Doras fingre berører en hånd, ansigtet eller et glas er det rødt, ellers er det sort. Gerda og Snotter aflæser og signalerne fra Dora og spiller de markerede farver. Meget enkelt..." Sagde Jens og spurgte "forstod du det, Snotter?"
"Ja ja, vi lægger vores indsats på signalet fra Dora sort eller rød, og du sørger for, at vi vinder."
"Korrekt! Flere spørgsmål?"
"Ja, hvorfor flytter vi radiosenderen, og hvornår stopper spillet?" Spurgte Snotter.
"Der er kamera derovre, så vi skal have det til at se ud som om, at roulettemanipulatoren stikker af med radiosenderen. Desuden må vi forvente, at Agon og hoteldetektiven vil dukke op. Spillet slutter efter tre timer, eller når Dora forlader lokalet, det bestemmer hun." svarede Jens.
"Hold kæft, hvor er du en sej politibetjent," sagde Snotter tydeligt benovet.
Jens grinede kort, det var nok ikke det ledelsen på Politigården ville sige. Han lod blikket glide rundt. Donat var lidt bekymret, kunne han se, han havde fået en ekstra omgang maskering og stemmetræning efter Danilo havde genkendt ham bag maskeringen.
"Vi står sammen om det her," sagde Jens. "Jeg kunne aldrig gøre det her uden jer. Lad os fokusere på opgaven i aften. Det bliver sent."
Han havde knap nok talt ud, før der var telefon til Gerda Rexmani. Donat var på medhør. Stemmen forklarede på dårligt engelsk og med et par enkelte tyske brokker, at han kunne tilbyde sig som absolut seriøs mægler vedrørende købet af Aura-Ikonet.
"Translate in Dänish" skreg Gerda med hæs tobaksstemme. Det gentog sig tre gange.
Til sidst undskyldte manden sig og lagde på.
"Det var Agon," sagde Donat.
"De bed på. Nu skal vi bare vente," sagde Jens forhåbningsfuldt.
Et kvarter efter ringede telefonen igen.
"Goddag fru Rexmani. Jeg ringer anonymt vedrørende Aura-Ikonet. Vi vil gerne mægle i forbindelse med købet," sagde stemmen nervøst.
Jens genkendte Tanias stemme og nikkede bekræftende rundt til de andre. Hun lød som om, hun havde en kniv for struben.
"Hvem er I?" Vrissede Gerda mistænksomt.
Der var en pause, mens Gerdas spørgsmål blev diskuteret internt af mægleren og besvaret.
"Vi er en kendt og respekteret familie i Tirana med gode forbindelser til Patriarken."
"Jeg og min ikonekspert ønsker at bese ikonet inden vi handler," sagde Gerda.
Lang pause -
"Det kan ikke lade sig gøre. 'Konet' befinder sig i kæl-de-ren i Tirana Klosteret. Læg 20.000 $ adresseret til 'præsten' i receptionen. Vi skaffer ikonet, der skal udveksles med 300.000 $."
Gerda kom med et modbud: "Vi lægger 5.000 $ til 'præsten'. Når vores meddeler på klosteret registrerer, at ikonet er fjernet fra relikviesamlingen, lægger vi yderligere 20.000 $ til 'præsten'. Ikonet udveksles derefter med 300.000 $, hvis jeg og min ikonekspert vurderer det som værende ægte."
Lang pause -
"Vi har en aftale" klik. Telefonen blev lagt på.
"Puha!" sagde Gerda "Nu trænger jeg til en lille en."
"Godt klaret," sagde Jens og smilede tilfreds.
"Rexmani og jeg ka' bare noget," sagde Snotter og grinede.
"Klokken nærmer sig 21:00. I kan godt gå ned og aflure spillet ved rouletten. Donat og Teno kommer om et kvarters tid. I kan lige øve et par rød/sort signal situationer, inden I går ned." Jens fortsatte: "Donat, jeg mener, vi fik nogle sprog-koder fra Tania. 'Konet' udtalt uden i, det er muligvis hende selv, der befinder sig i en kælder. Hun gav også ordet kælderen nogle aparte stød i udtalen kæl-de-ren. Det var det, hun turde med en kniv på halsen. Modig pige." Jens så bekymret ud, mens han ventede på svar.
"Agon var på hotellet i eftermiddags. Jeg så ham inde i baglokalet ved receptionen. Tania kan ikke være langt væk måske i kælderen her på hotellet? Jeg ved, der er et par personaleværelser dernede," sagde Donat ivrigt. "Kom, jeg kender hotellet."
Jens kiggede på uret. "Det skal gå stærkt nu, Donat. Jeg skal lige have låsepistolen og Walther'en med. Og her! Tag lige frakken."
Teno luskede med dem ned af bagtrappen med sin strømpistol.
Det gav et sæt i Tania, da låsen blev slået fra. To høje, mørke mænd og en sorthåret kvinde stod i døren.
"Det er mig, Tania," sagde en af mændene og smilede.
Et øjeblik stod hjernen stille. De mange timer alene i værelset havde gjort hende perpleks. Alligevel genkendte hun stemmen.
"Jens! jeg troede aldrig jeg skulle se dig mere." Hun faldt ham om halsen og tårerne løb fra blanke øjne.
"Tania vi har meget travlt. Vi forlader dig nu, men din lås er slået fra. Tag den her frakke på og vent et kvarter. Gå derefter ud ved P-skiltet og ud gennem parkeringskælderen. Der kommer en Taxa og henter dig. Den er bestilt til Luigi. Han er en flygtende gangster, der skal med samme Taxa som dig til lufthavnen. Bare tag det roligt. Her er der to billetter til Rom."
"Ta' den her i lommen." sagde Teno og rakte hende strømpistolen.
Og så var de væk lige så hurtigt, som de var kommet.
Luigi Shpirti var et af de kvikke hoveder Eid Vëllezërit havde ansat. Nu hvor uoverensstemmelserne igen var blusset op i de to mafiafamilier, følte han sig utryg som roulettemanipulator i Eid Vëllezërits Kasino. Han var på vej ud af omklædningsrummet, da to mørke mænd, en dobermann og en kvinde væltede ind i rummet og spærrede ham udgangen. Kvinden forklarede ham på albansk, at Eid Vëllezërit havde startet en udryddelseskrig mod Shpirti familien.
Jens viste billeder af torturerede og lemlæstede mænd der blev skåret op i familien Vëllezërits berømte pålægsmaskine. Hvis Luigi skulle redde sit liv, måtte han omgående hente den radiostyrede roulette controller og aflevere den til dem. Derefter var det ud af hotellet og ind i en Taxa, der var bestilt i navnet Luigi. Den ville køre ham og en dansk kvinde til lufthavnen.
"Er det forstået?" spurgte Dora.
Luigi nikkede. "Ja, jeg forstår." Han lignede en, der ikke kunne komme hurtigt nok væk.
Jens skubbede ham ud ad døren. "Så er det nu!" Jens og Rolf fulgte i ham i hælene. Donat og Teno holdt vagt ved trappen.
Jens holdt døren åben til manipulatorlokalet, parat til at slippe Rolf løs, hvis Luigi mod forventning gjorde ansats til at slå alarm. Men det var ikke nødvendigt. Han rev febrilsk senderen ned af 'kikkert bordet'. Den var handy og på størrelse med en transistorradio med bærehåndtag. Jens tog den til sig og forsvandt ind på Gerdas konferenceværelse, hvor Pauline allerede sad klar med Donats terminal. Jens tjekkede, at det var den rigtige videoscene, der kørte i sløjfe. Ok, om lidt kunne de gå i gang.
Luigi, der havde fået en taske stukket i hånden af Teno, hastede ned af trapperne ud gennem receptionen og ud til Taxaen. Receptionisten undrede sig over Luigis forsvinden ud af bygningen. Han ville da lige vende det med hoteldetektiven...
Da Luigi kom ud til indgangen, bad han hotelportieren om at kalde en Taxa, bestilt til Luigi. Lidt efter kom en sort Fiat 1600 rullende, og stoppede op. Hotelportieren forsvandt. Chaufføren lignede mere en munk end en taxachauffør. Han lukkede galant bagdøren op, så Luigi kunne sætte sig ind. "Hvor er kvinden, der skulle med?" spurgte Luigi. Taxachaufføren trak på skuldrene. "Vi venter på hende" chaufføren forsøgte at virke rolig, som om at alt var som det skulle være. Men han vidste, at hvis kvinden ikke dukkede op inden for de næste 10 minutter, skulle han køre, for at de kunne nå flyet til Rom.
Hoteldetektiven rev bildøren op råbte vredt. "Stig ud, Luigi." Luigi steg ud og gav hoteldetektiven et hårdt knytnæveslag på kæben. Det var ikke nok til at sætte ham ud af spillet. Han trak en pistol med højre hånd. Længere nåede han ikke, før Tania kom ud af mørket og trykkede strømpistolen af i nakken på ham.
Han faldt omgående sammen. Tania så forskrækket ud. Det var meget voldsomt, hun havde muligvis dræbt ham.
Teno kom til, og fik afvæbnet ham, hvorefter han skubbede hoteldetektiven og Tania ind på bagsædet til Luigi, og fik sendt dem afsted.
Det var måneskin, da Taxaen drønede mod lufthavnen med en rædselsslagen roulettemanipulator, en lammet hoteldetektiv og et frit gidsel med to billetter til Rom.