Da jeg gik i skole for mere end et halvt århundrede siden, lærte vi at atomet var den mindste partikel der fandtes, det var udeleligt, det var den byggesten universet var opbygget af. Det er egentlig mærkeligt at vi lærte det, for man vidste da allerede dengang at atomet bestod af endnu mindre bestanddele. - Nå, det kan da godt være at vi faktisk lærte dette, men at jeg ikke fulgte ordentligt med. Men man var nok heller ikke i almindelighed opmærksom på hvilke store konsekvenser det har at atomet kan spaltes, og at enorme energimængder derved frigøres.
Når vi tænker på hvad der er stort og småt, og altså også hvad der er uendeligt, gør vi os forestillinger ud fra os selv selvfølgelig. Vi er centrum for evigheden. - Men hvis vi nu lader atomet være centrum, så er forholdet det samme, der er uendeligt til forskel på hvad der er stort og hvad der er småt. Ja, ser vi på forskellen mellem atomkernen og de elektroner der kredser om den, så er afstandene forholdsvis lige så store som mellem jorden og solen. Og så besår atomkernen endda af endnu mindre partikler, hvor afstandene forholdsvis er lige så store. - Lige som der ikke er nogen ende på evigheden opad, så er der det heller ikke nedad. Matematikeren og filosoffen Blaise Pascal (1623 - 1662) gjorde sig sine tanker om dette i værket "Tanker" - som i øvrigt aldrig blev fuldført:

"... Lad da mennesket betragte hele naturen i dens høje og fulde majestæt, lad det vende blikket bort fra de lave genstande, der omgiver det. Lad det se det strålende lys, der, som en evigt brændende lampe, er sat til at oplyse universet, lad det se jorden som en prik i forhold til den vældige bane, dette himmellegeme beskriver og lad det undres over, at denne vældige bane selv kun er en meget fin snip i forhold til den, de stjerner, der bevæger sig i himmelrummet, spænder over. Hvis nu vort øje må standse der, lad så fantasien gå videre; den bliver før træt af at forestille sig nye punkter end naturen af at skaffe dem til veje. Hele den verden, vi ser, er kun et uanseeligt strøg i naturens umådelige indre. Intet begreb kan nærme sig dette. Forgæves forstørrer vi vore begreber op, så de sprænger de rum, vi er i stand til at forestille os: vi fostrer dog kun atomer i forhold til det, uendeligheden i virkeligheden er. Det er en uendelig kugle, hvis centrum er overalt og omkreds intetsteds. Det er endelig det mest storslåede af de synlige tegn på Guds almagt; lad da vor fantasi fortabe sig i denne tanke.
Lad mennesket igen vende blikket mod sig selv og betænke, hvad det er, sammenlignet med alt værende; lad det se sig selv som en vildfaren, og lad det så, fra det lille fangehul, det er anbragt i, jeg mener universet, lære at vurdere jorden, rigerne, husene, byerne og sig selv efter den rette målestok. Hvad er et menneske i rummets uendelighed?
For at vise det endnu et under, der er lige så forbløffende, lad det da endvidere finde frem til de allermindste ting det kender. Lad det se, at en mide, så lille den er, har uendeligt meget mindre dele, ben med led, årer i benene, blod i årerne, væsker i blodet, dråber i væskerne og dampe i disse dråber; lad det se, at man, idet man atter vil dele disse sidste, når til det punkt, hvor forestillingsevnen slipper op, og at den mindste genstand, man kan fatte, er den, vi lige har omtalt; måske kunne man tro, at det just er naturens allermindste del. Jeg vil få mennesket til heri at se en ny uendelighed. Jeg vil ikke blot skildre den synlige natur for det, men også den naturens grænseløshed, som man kan få øje på i dette lillebitte atoms indre. Her skal det få et uendeligt antal verdener at se, som hver især har sin himmel, sine planter, sin jord i samme størrelsesforhold som den verden, vi kender til; i en sådan verden: dyr og tilmed mider, hvori man vil genfinde, hvad man fandt i de første og igen i disse finde det samme og således i det uendelige og uden ophør. Lad mennesket fortabe sig i tanken om disse vidundere, som er lige så forbløffende i deres lidenhed som de andre ved deres udstrækning. Hvem må vel ikke undres over, at vort legeme, som før næppe var til at skelne i universet, som igen selv er uanseeligt midt i verdensaltet, nu er en kolos, en verden, nej snarere, et alt i forhold til det intet, man ikke kan nå ned til?
Den, der betragter sig selv på den måde, må forfærdes over sig selv. Når man ser, at man med det stof, har givet én, er stille mellem disse to afgrunde: uendeligt og intet, vil man skælve ved synet af disse vidundere; jeg tror således, at man, når ens nysgerrighed forvandles til undren, vil være mere tilbøjelig til tavst at betragte disse uendeligheder end indbildsk at udforske dem.
Thi, hvad er mennesket egentlig i naturen? Intet i forhold til uendeligheden, et univers i forhold til intet, et noget, midt imellem intet og univers. Mennesket er uendeligt langt fra at fatte yderpunkterne, fænomenernes mål og oprindelse er uhjælpeligt skjult for os, et gådefuldt mysterium. I samme grad - ude af stand til at fatte det intet, hvoraf man er kommet og den uendelighed, man opsluges af."
Da jeg var ganske ung tænkte jeg meget på evigheden, hvad den var i tid og rum, og jeg svimlede ved tanken. Nu da jeg er blevet så gammel at det bliver mere aktuelt for hver dag tænker jeg sjældent over evigheden, og jeg svimler da slet ikke. - Måske er fantasien blevet afstumpet med årene? Eller det er fordi jeg efterhånden ved, at for hvert svar jeg får på livets gåder rejser der sig ti nye spørgsmål? - Det skal ikke forhindre mig i at spørge, men jeg accepterer villigt, at svaret bliver "ved ikke".
Jeg har set en del af tv-udsendelserne om "åndernes magt". Noget af det der er blevet vist har været meget overbevisende, andet har lugtet slemt af fiduser. Men hvad ved jeg? Jeg vil ikke påtage mig at skelne mellem hvad der er hvad. Det kunne dog være meget rart at få et lille indblik i hvordan man skulle tilbringe evigheden.
Et ungt ægtepar og deres børn blev plaget af en genganger. Det var ham der oprindelig havde bygget huset de boede i, og han var død en gang i 60'erne. En engelsk clairvoyant dame fik ham manet ud af huset og over i den bedre verden, hvor han nu hørte til.
Det hele virkede meget overbevisende, men det var da ikke opmuntrende at han altså havde trisset om i huset i fyrre år uden at begribe sin egen tilstand, før denne dame kom og hjalp ham på vej. - Det er da lidt skræmmende hvis man efter døden skal vandre om i årevis uden at kunne finde ud af det. - Så er der måske alligevel noget om katolikkernes og andre religioners dødsmesser og bønner for de døde, når de altså har svært ved at finde over i evigheden ved egen hjælp.
Det er jo underligt at erkende at man er dødelig. Første gang jeg blev klar over det var da min mormor døde. Jeg har været ni år. Jeg blev forbløffet da min mor fortalte det. Egentlig ikke forskrækket, men jeg tænkte meget over det, og spurgte min mor:
"Skal jeg også dø?"
Hun svarede:
"Det skal vi alle, men først skal du leve et langt godt liv, og så gør det ikke noget."
- Det affandt jeg mig med, men et nyt element var kommet ind i min tilværelse. - Jeg har virkelig haft et langt, godt liv, og hun havde ret i at så gør det ikke noget at jeg skal dø. Nåja, ikke så meget i hvert fald, men jeg er vist heller ikke helt færdig med at leve endnu. - Så selvfølgelig strejfer det mig sommetider hvordan jeg mon skal tilbringe evigheden. Mit liv har været problematisk og meningsfuldt. Evigheden må gerne være det samme.