Hotellet brændte. Det var et kaos. Først var kasinoets bank sprængt. Derefter var de spillere, der ikke kunne få udbetalt deres værdijetoner, gået amok på inventaret sammen med flokken af sure tabere. Nogen havde sat ild til gardinerne, og ilden havde bredt sig hastigt under stor røgudvikling. Agon havde forgæves forsøgt at stoppe de vrede spillere i kasinoet, men var blevet slået i gulvet. Da politiet var dukket op, måtte de opgive at trænge ind i kasinolokalet. Brandsprøjterne var kommet alt for sent, og nu brændte den flere hundrede år gamle bygning med høje stikflammer.
   Det var lykkedes politi og røgdykkerne at redde alle ud bortset fra Agon Vëllezërit.
   Morgenavisen udkom med overskriften: DOMMEDAG.
   Der var to billeder, som fyldte forsiden:
   På det første så man Den hvide Madonna stikke en springkniv i receptionisten med Den sorte Madonna tatoveret på armen.
   På det andet så man Hotel Hector Pallas brænde ned til grunden i et voldsomt flammehav.

Da morgenavisen blev omdelt, var familien Rexmani imidlertid allerede i gang med forberedelserne til dagens raid i kirken og på kirkegården sammen med præsten Danilo Osman.
   Jens forklarede, at han var blevet inspireret af illusionistduoen Siegfried og Roy i Las Vegas. Ved hjælp af en særlig glasplade og lyssætning kunne han transformere Madonnaen fra en sidegang og ud på spejlbilledet foran alteret.
   Danilo havde ingen religiøse forbehold, og så det blot som en mere avanceret måde at afbilde Madonnaen på. Alle menneskabte Madonnaer var jo en illusion, som skulle lede tankerne hen på det åndelige.
   Det havde været besværligt, at få det hele frem til tiden, installeret og afprøvet. Men nu var det på plads, og så ud til at virke.

Formiddagsprædiken forløb som den plejede, og kirken i Quëndër Laprake var stuvende fuld. Der var mange ængstelige, der anmodede om at få syndsforladelse hos præsten. Den hvide Madonna så ud til at være kommet for at rense jorden for syndere. Nyheden om at hun havde kaldt Agon Vëllezërit hjem til dom, samtidig med at Vëllezërit familiens syndige Hotel Hector Pallas stod i brand, var nået ud til Quëndër Laprake.
   Præsten beroligede menigheden:
   "I dag tager guds børn i Quëndër Laprake hinanden i hånden og aflægger ed på, at vi sammen vil afvise ondskab og mafia. Vi slutter fred med Den hvide Madonna, som kommer til os i dag for at velsigne vor beslutning."

Snotter bar svejsebriller for ikke at blive blændet af det ekstremt kraftige lys, der opstod, da han tændte de kraftige kulbuelamper. Lyskeglen var afgrænset til kun at ramme Lene, alias Den hvide Madonna, som lyste op. Hårtoppen dannede en glorie, og den hvide engleagtige kjole fik en funklende, hvid aura. Hun blev spejlet i den store glasrude, der var usynligt nedhængt foran alteret.
   Det gav et sug i salen, da kirkegængerne blev blændet af lyset fra den hellige guds moder, der strålede så guddommeligt klart, at man kunne røre hende, og alligevel var hun så fjern og diffus som gud selv.
   Madonnaen bredte armene favnende ud og sagde:
   "Vade in pace - Ut benedicat tibi Dominus."
   Snotter kiggede på stopuret, 15 sekunder og cut, hvorefter han afbrød det kraftige kulbuelys.

Madonnaen fadede ud og forsvandt.

Danilo gav tegn til drengekoret, der havde taget opstilling over for prædikestolen.
   De sang Ave Maria så rent og smukt som aldrig før.
   Kirkegængerne sad blændede og velsignede tilbage i det mørke rum. De havde set den rigtige Madonna for første gang i deres liv. Næste gang de skulle møde hende, gjaldt det om at have rene hænder. Vëllezërit familien skulle under ingen omstændigheder stå på vennelisten, nu kunne man jo bare se, hvordan det gik den onde familie.

Danilo Osman blev færdig med den helt igennem fantastiske prædiken. Menigheden strømmede ud og gik hjem for at fortælle om edsfæstelsen til alle i Quëndër Laprake.

Begravelsen af den afdøde 2050'er gangster fra København var sat til kl. 13:00. Han kom fra Quëndër Laprake, men tilhørte ikke Vëllezërit familien.
   Hans efterladte familie ville proklamere, at samarbejdet med Vëllezërit familien var ophørt med øjeblikkelig virkning, og at de i fremtiden ville afstå fra vold. De havde fundet et mere lukrativt forretningsområde, hvor man ved hjælp af EDB kunne få overført penge fra søvnige ministerier i udlandet.

Eid Vëllezërit, også kaldet Den Gamle, havde insisteret på at få sin ældste søn, Agon, jordfæstet samme dag han var død. Eid havde først forlangt tidspunktet for begavelsen sat til kl. 13:00. Danilo foreslog kl. 15:00. Dette begrundede han med, at der ikke skulle opstå sammenstød med den oprørske familie, der begravede deres elskede, afdøde søn kl. 13:00. De mente nemlig, at Eid var skyld i den unge mands meningsløse død. Kompromisset endte med, at Agons begravelsesceremoni skulle foregå kl. 14:00, og jordfæstes kl.15:00.

Danilo var ikke tryg ved situationen, men han håbede begge begravelser kunne afvikles fredsommeligt.
   Hans store bekymring var nu, om 'teater gruppen' fra Danmark, med Jens Østergård som instruktør, ville have held til at klare opgaven, der nu var blevet endnu sværere.

Rollespillet var ændret. Den oprindelige tanke havde været, at Den hvide Madonna skulle velsigne den unge afdøde 2050'er og familiens oprør mod Vëllezërit familien.
   Sagen var imidlertid blevet kompliceret, fordi Eid havde insisteret på at få Agon begravet kl.14:00.
   Så derfor skulle Den hvide Madonna i stedet forbande og true Vëllezërit familien. Det gjorde opgaven sværere. Det var et farligt spil, som de var nødt til at afslutte for at sætte en stopper for den voldelige Vëllezërit familie.

Begravelsen af 2050'eren forløb godt bortset fra, at der var mødt alt for mange bevæbnede unge fætre op for at 'beskytte' familien mod Eid Vëllezërit. De blev hængende ved graven af den unge 2050'er for at ære ham.
   Da de kom bærende med den forkullede Agon til jordfæstelsen, blev kisten båret af Agons fætre, der alle bar et pistolhylster under jakken. Bagefter kom Eid og hans bodyguard med en sniper riffel i et etui og en taske med håndgranater. Eid havde samlet hele sin voldelige og bevæbnede hær i et følge af tyve professionelle mordere. Noget kunne tyde på, at den oprørske familie skulle have en lektie.
   Danilo indså, at det hele var en planlagt massakre. Eid havde snydt ham og havde i sin kyniske planlægning af massakren ovenikøbet hyret en professionel krigsfotograf.
   En ung oprører læste situationen og stak panisk afsted på en Suzuki 250 for at hente forstærkning. Familierne i Quëndër Laprake var tvunget til at vælge side. De havde aflagt en ed til Madonnaen, som de klogeligt måtte følge. Antallet af bevæbnede oprørere steg stødt, mens Agon blev firet ned på gravens bund. Danilo var klar over, at situationen var eksplosiv. Han bad til gud og slog korsets tegn for sig. Andet kunne han ikke gøre nu. Men chancen for at det våbenkapløb, der var i gang på kirkegården ville ende godt, blev mindre og mindre.
   Danilo slog atter korsets tegn og kastede en skovlfuld jord på kisten. "Af jord er du kommet," endnu en skovlfuld, "til jord skal du blive"... Eid ville skyde ham på ordet "genopstå", men blev afbrudt af lyden fra en grå Hummer, der rullede op af kirkegårdens midtergang. Vatikanets røde våbenskjold, med Apostlen Peters nøgler og tre gyldne kroner, skinnede på dørene og kølerhjelmen. Det firehjulstrukne køretøj var pansret. Vinduerne var smalle sprækker, og på taget var der monteret en militær røgslørskanon.
   Hummeren kørte frem mod graven og var kun 20 meter fra Eid og hans bodyguard, da den stoppede.
   Jens spillede rollen som teaterdirektør.
   "Giv dem røg nu, Snotter. 20 sekunder."
   "Lene, ud og hent Danilo. Nu!"
   "Teno, ret lasersigtet mod Eid."
   "Donat, ret lasersigtet mod bodyguarden."
   20 sekunders røgkanon var nok lidt vel rigeligt, brummede Jens for sig selv. Man kunne ikke se en meter for sig på hele kirkegården.
   Men da røgen endelig lettede, stod Den hvide Madonna med Danilo i hånden. De bevæbnede gangstere vidste ikke, hvad de skulle mene. Nogen slog korsets tegn for sig, mens andre tog ladegreb. Men alle så de Den hvide Madonna inden de døde. Også fotografen. Han filmede på livet løs på en film, han aldrig selv ville få at se.
   Eid besluttede sig for at trække pistolen, indtil han så laserpletten på bodyguardens pande. "Har jeg også sådan én?" spurgte han dumt. "Ja, men din sidder i røven" svarede bodyguarden, der engang havde dræbt uskyldige mennesker i Algier og nu grinede af sin egen vulgære vittighed."
   Jens stak kommandoer ud.
   "Snotter, røg nu! 30 sekunder."
   "Pauline, træk Lene ind med snoren. Ikke for hårdt men med tydelig markering."
   "Teno og Donat, hold sigtepositionen fikseret en anelse ned mod kroppen. Skyd ikke før de begynder at skyde mod os."
   "Lene og Danilo, er inde i bilen nu! Vi bakker ud."
   "Snotter, stop røgkanonen."

Da de kørte ud af kirkegården og ud på landevejen, kom der en lastbil fra modsatte retning, med bevæbnede mænd. Alle fra Quëndër Laprake. De havde lovet Madonnaen troskab.
   "De har en mortér" berettede Snotter ophidset, mens han spejdede ud gennem sprækkerne i Hummeren.

"Milde Moses," sagde Jens.