Det var let regn og tåge, og jeg stod ved et busstoppested under min paraply, da en dreng på et ubestemmeligt sted mellem syv og elleve år stod foran mig. Han var omtrent så bred som han var høj og iklædt en sort frakke, der gik næsten ned til hans fødder, og han havde en sort tophue på, som skjulte det meste af hans ansigt. Han lagde hovedet bagover og så op på mig.
   "Vil du købe en krage?" spurgte han.
   Jeg så forbløffet på ham uden at svare, og han gentog spørgsmålet:
   "Vil du købe en krage?"
   "Har du da en krage til salg?" spurgte jeg.
   Han stod tavs et øjeblik og bare så på mig. Så sagde han: "Jeg er bare interesseret i at vide, om du vil købe en krage eller ej".
   Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Drengen stod der og blev mere og mere våd, og hans tykke frakke måtte blive tungere og tungere. Men jeg tog min pung frem og tog en pengeseddel ud, som jeg rakte imod ham. Han så på den uden at tage den.
   "Hvad skal jeg med den?" spurgte han.
   "Jeg vil ikke købe din krage, men jeg vil da gerne give dig lidt," sagde jeg og strakte hånden frem.
   Han så på min hånd og seddelen. Så så han op på mig, og sådan stod vi lidt. Så drejede han om og gik væk. Det var som at se en lille, sort kommode vandre afsted.
   "Er kragen død eller levende," råbte jeg efter ham. Han svarede ikke og forsvandt i tågen.

En charmerende dreng.

Min bus ankom, og jeg foldede paraplyen sammen, og steg på. Der var mange passagerer, og luften var tung, som om det var en hel ladning våde høns. Jeg dumpede ned på et sæde ved siden af en lille lyshåret dreng. Han var let klædt i en lys jakke med hætte der var slået ned. Han så op på mig med et lille smil. Øjnene var blå og håret lyskrøllet. I modsætning til alle andre i bussen, var han ikke spor våd.
   Vi sad lidt tavse, så sagde han pludselig:
   "Jeg har lige fået nye bukser. Synes du ikke de er pæne?"
   "Det er svært at se her i bussen," sagde jeg, "men er du glad for dine nye bukser?"
   "Ja, det er jeg," sagde han, og efter en pause: "Det er bare almindelige cowboybukser, og de ligner de gamle, men jeg kan godt lide, at de er nye."
   Vi sad længe uden at tale, han så bare af og til op på mig med et lille smil. Jeg syntes jeg måtte sige noget.
   "Jeg har lige mødt en dreng der ville sælge mig en krage." sagde jeg.
   "Nåja," sagde han, "ham kender jeg godt. Det er min bror."
   "Er det din bror?" spurgte jeg forbløffet. "I ligner ikke hinanden spor."
   "Nej," sagde han smilende. "Det er fordi han er kommet med kragerne, og jeg er kommet med storken, som alle andre børn".
   Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke begynde at belære ham der i bussen. Og for ham var det han sagde åbenbart indlysende sandhed.
   "Har din mor forklaret det sådan?" spurgte jeg.
   "Ja ... eller nej, hun har ikke sagt noget om det. Men han siger det. Det er nok også derfor han har det der med krager".
   "Jeg ville ikke købe hans krage, men da jeg ville give ham penge, ville han ikke modtage dem."
   "Nå!" sagde han og lo en lille overrasket latter. "Det vil jeg da gerne."
   Jeg fandt pengesedlen frem igen og gav ham. Nu skulle jeg af bussen, men jeg kørte et stoppested for langt, fordi jeg næsten ikke kunne få mig til at forlade ham.
   "Tak for det," sagde han og puttede pengesedlen i lommen. "Det kan så være, at jeg køber en stork. Bare en lille en."
   Nu måtte jeg af. Jeg rejste mig og samlede mine ting sammen.
   "Ha det nu godt, og hils din bror," sagde jeg.
   Han sendte mig et strålende smil.
   Da jeg kom ud af bussen, blev jeg forbavset over, at det stadig småregnede, og jeg slog paraplyen op.
   Bussen forsvandt i tågen.