Jeg står uden for døren og banker på, det tager lang tid inden der er liv på den anden side. Jan stikker et pjusket hoved ud: "Nå, det er bare dig", siger han og gnider sig i øjnene, han er vist lige stået op. Jeg har frokostpause og tænkte jeg kan spise min bolle hos ham, og høre lidt nyt samtidig.
Vi sidder i stuen, alle gardiner er trukket for, og de mange fyldte reoler langs væggene, gør rummet skyggefuldt. Jeg elsker stemningen herinde, det er en bognørds paradis. Jeg har lånt rigtig mange bøger af Jan gennem årene. Nydt læst og diskuteret. Her gror de gode minder. Jan siger han har haft det sådan altid, også som barn. Der var ingen bøger i hans barndomshjem, så han flyttede nærmest ind på biblioteket. En jungle fyldt med eventyr. "Jeg var ingen Tarzan", ler han. Jans stue ligner et folkebibliotek. Jan har skrevet fem bøger. Det er kun den ene der er blevet udgivet. Måske er det værre, at være ham end mig. Jeg har ikke prøvet at få noget udgivet endnu, jeg har end ikke forsøgt at sende noget afsted. Jeg har også kun min halve bog, og der findes jo ikke noget der hedder halve bøger.
"Hvordan går det med læserbrevet", jeg bider et sejt stykke af bollen iblandet smattomat og kvabset salat med en mærkelig sur dressing. Jeg lægger bollen tilbage i indpakningspapiret: "Skal du ikke have noget at spise"?
Jan gaber og strækker sig: "Jeg har fået rigtig mange henvendelser", han tager sine briller på: "Måske kan vi låne jeres kantine til et møde"? Det har Jan luftet før. Jeg er ikke sikker på jeg bryder mig om at spørge, blande arbejdet ind i noget, mener jeg. Men han ser på mig med sit insisterende blik. Og hvor skulle vi ellers mødes, ikke her vel, og slet ikke i min lille et værelses lejlighed på 4 sal. Kantinen på arbejdet er passende. Jeg tager en bid mere af bollen og nikker.
"Ja det kunne være dejligt, jeg tror vi bliver en 30-40 stykker", Jan griber pen og papir og trækker en stol hen til spisebordet ved siden af mig: "Vi må lave en indkaldelse og en dagsorden".
"Skal du være formand", spørger jeg spydigt. Jeg synes, han er lige hurtig nok.
"Er der noget galt"?
"Du er bare så hurtig", jeg tygger færdig: "Jeg skal jo lige spørge først"?
"Ja ja, det er da klart, men vi kan da godt lave en skabelon til en indkaldelse". Vi bliver enige om en mandag, ved syvtiden om aftenen. Lidt kaffe, the, et par letmælk og to store poser Matadormiks.
"Har i Whiteboard"?
"Hvad skal vi bruge det til"?
"Hvis vi skal skrive noget ned".
Nå ja, og det har vi da. Vi sætter dato, og jeg lover at ringe og give besked i aften. Der er flere end jeg havde troet der har kontaktet Jan. Sure poeter, navnet er ikke poetisk, Jan siger, at det skal det heller ikke være. Jeg tror ikke han går op i karma, men det her navn kan måske ende med at ramme os i nakken som en boomerang. Jeg nøjes med at tænke det indtil videre. Spiser bollen færdig og iler tilbage på arbejde.
Jeanette min nye chef siger det er helt ok med kantinen. Hun kommer og låser op og står for kaffen. Herregud det kunne jeg sagtens have klaret, det er mere eller mindre det, jeg gør hver morgen. Hun er vel nysgerrig, og synes det lyder eksotisk med 40 digtere. Jeg mindes hvordan jeg kantede ind ad døren til poesiklubben i gymnasiet, og så de modigste, stige op på talerstolen. Jeg havde ikke noget at læse op, og hvis jeg havde haft noget, havde jeg ikke turdet. Men jeg lyttede med store ører, og jeg kom der tit, uden helt at vide hvad der trak. Det var før jeg mødte Kim. Kim var fantastisk en bleg knøs, med ru skærebrænderstemme, der plantede sig langt ind i kroppen, og ramte med orkaner af kraftfulde ord. Slanger og orme i sorte syrede billeder Jeg krøb tættere på. Satte mig altid ved siden af. Indtil han en dag inviterede mig med til pølsevognen. Vi spiste røde pølser, drak Cocio, og snakkede. Jeg var solgt til kærligheden, ordene, og lyrikken. Alle bøger gav pludselig mening. Jeg ville krybe ind under huden på ham den dejlige. men han holdt mig på armslang afstand: "Gider ikke kærester", sagde han vredt. Det var også det år jeg lærte Jan at kende. Hans bog var lige udkommet. Jeg skulle hente ham på kontoret en fredag og føre han ned til oplæsning, hyldest og diskussion. Megasej, midaldrende mand, med hestehale og lædervest. Han talte om frihed, fordomme, og udvikling, alt det, unge mennesker går op i. Han troede på tingene var til at ændre, bare vi var ihærdige nok, som han sagde. Jeg spurgte om han underviste i litteratur, han sagde litteratur kan ikke undervises, den skal opleves. Kig forbi og lån bøger af mig. Jeg tror ikke han havde regnet med jeg kom. Men da jeg startede på Handelsskolen, lå den tæt på hans lejlighed, og jeg gik tit forbi. Vi diskuterede verdens tilstand, livets store dilemmaer og forfatterskaber, ja Jan blev min ven, jeg kan slet ikke forstille mig, min verden uden ham
Jeg ser op i loftet hvor en edderkop har lavet et lille skævt spind. En flue virrer rundt og slipper endelig fri. Spindet dingler med fare for at falde. Edderkoppen stæser rundt i forsøget på at redde stumperne. Jeg tænker på i aften? Fører det nogen steder hen? Og hvad med min bog? Kan jeg overhovedet tillade mig at deltage? Jeg er ikke rigtig forfatter endnu, og har aldrig oplevet de ting som Jan har med forlagene?
"Sidder du her og drømmer", stemmen er Jeanettes.
"Næ' jeg overvejer rengøringsstandarden", jeg peger op i loftet hvor edderkoppen næsten er færdig med spindet.
Jeanette smiler: "Nå ja, lidt støv går nok", hun skridter videre gennem lokalet og taler med en af de andre, mens jeg bøjer mig over computeren og fortsætter med at svare de utilfredse kunder. Måske er det derfor jeg synes "Sure gamle poeter" er et dumt navn. Jeg har så ufattelig mange sure henvendelser hver eneste dag, nogle mere sure end andre. De skal selvfølgelig også have deres varer og varen skal være i orden, men, men. Hvor sur kan man blive?
Da jeg kommer cyklende klokken halv syv, står der allerede en flok mennesker i gården. Utroligt og så så tidligt. Jeg trækker cyklen hen i cykelskuret, og nærmer mig."Skal i med til mødet klokken syv", spørger jeg. En ældre hvidhåret mand vender sig. Gud det er selveste Sofus Sørensen. Har han også problemer med forlagene?
"Ja vi er kommet lidt før, det håber jeg ikke gør noget".
"Nej nej", jeg farer til døren, taster og låser op. Med halen af folk bag mig begiver jeg mig op af trappen, og ind i kantinen.
"Dejligt lokale", Sofus drejer rundt: "Hvordan skal vi sidde"?
Øh, alle ser på mig. Jeg ser på bordene der står spredt. Jeg er omringet af ansigters spørgende øjne, og der kommer ikke en lyd over mine læber. En lille mørkhåret kvinde, stiller sig ved siden af mig: "Mon ikke vi skal sætte bordene ud til siden, og lave nogle stolerækker"? Hun smiler, og mens de andre begynder at flytte borde, peger hun på Whiteboarden: "Er det der Jan skal stå? Mon ikke vi skal have en mikrofon".
Jo hvorfor har jeg ikke tænkt på det: "Jeg løber lige op på kontoret og finder en".
"Fint så styrer jeg tingene her".
Jeg gennemroder febrilsk kaosset, et sammensurium af indviklede ledninger. En mikrofon tak og gerne en lang ledning jeg kan slutte til? Jeg står med hele kroppen bøjet ind over skuffen. Da døren går: "Hvad laver du her", kvidrer Jeannette.
Helt ærligt, det er vel ret tydeligt: "Leder efter en mikrofon", hvæser jeg. Hvad laver hun for øvrigt her hun skulle hellere være nede i kantinen og tage sig af folk.
"Jeg har en der virker på kontoret", hun forsvinder, og kort efter stikker hun hovedet ind af døren igen: "Her", siger hun og vifter med mikrofon og ledning.
Vi løber ned af trappen: "Er der kommet mange", spørger hun, og jeg bliver en smule irriteret. Hvorfor er hun ikke startet med at gå i kantinen? Og var det for øvrigt ikke hende der skulle låse os ind?
Min telefon ringer, jeg kan se det er Jan. "Det er Jan", siger jeg: "Jeg snakker lige med ham så kommer jeg", jeg vinker hende af.
"Hej" Jans stemme er grødet, der er noget galt, det kan jeg høre med det samme.
"Jeg har tandpine. Jeg har bestilt en taxa til tanlægevagten. Vi må aflyse".
"Det kan vi ikke her er allerede folk", jeg bider mig i læben så det gør ondt.
"Okay så må du finde på noget", han lægger på.