Sommertusmørket svøber sig om den lille gård i dalen. Indenfor ser Tessa et øjeblik på de sovende pigebørn. Deres lyse lokker glider sammen, så tæt ligger de. Julies næsefløje piber lidt og Patty slipper en vind fri.
   De er nu søde, når de sove,r og de kunne godt lide den godnathistorie, hun fortalte dem.
   I skæret fra to store bivokslys betragter hun sine røde hænder med de flossede negle. Er de ikke ved at blive pænere? Det var godt, hun fik den her plads som husbestyrerinde og barnepige. Det er ikke så hårdt som at vaske tøj og gulve for mange folk.
   Pigernes far er ung. Ja, vist yngre end hun, men han behandler hende godt.
   Tænksomt bærer Tessa lysene ind i stuen og møder sit spejlbillede. Lasse - pigernes far - er ikke nogen fattiglus. Tænk at han har et spejl. Stort og i en oval, forgyldt ramme. Derinde fra stirrer et par store øjne på hende. Fra et magert ansigt med koppear og fregner omkring en stor, smal næse. Fortænderne har igen boret sig ned i underlæben, men hun har da sine tænder endnu, Næsten alle sammen, selvom hun er 33.
   Hun ser sig omkring. Her er pænt og rart. Tænk hvis hun kunne bo her altid? Men pigerne bliver jo store. De er syv og ni. Måske varer det ikke længe, før de kan være alene om dagen? Så må hun igen pukle. Orker det ikke.
   En tanke dukker op. Igen. Hvis nu ...? Hun plejer at skyde tanken væk. Det med mandfolk har aldrig sagt hende noget. Og ingen har ligefrem rendt efter hende. Men tænk at være frue på en gård.

Lasse sidder på sin sten nede ved søen. Har siddet der så ofte, at den store sten ville være mærket af det, hvis den ikke var så hård.
   Solens sidste stråler maler en bro på den duvende vandoverflade. Gid det var broen til en anden verden, tænker Lasse. Til den verden, hvor Gertrud nu befinder sig. Så ville han gå over den, finde det sted, hvor hun bor med ham den anden og bare lige se, om hun har det godt. Om hun sidder trygt i en stol og skriver så fjerpennen skratter. Om hun smiler. Om hun har løsnet hårknolden så hendes lyse hår falder blødt ned over hendes skuldre. Bare lige kigge. Blive sikker. Ikke forstyrre eller plage hende. Bare hun dog var her endnu. Kom gående med stille skridt mod ham. Knækkede den der gren der altid knækker, når man vil liste sig ind på nogen. Så - nu er der en gren, der knækker. Lasse stivner.. Er det hende? Nej, sludder. Hun er jo langt borte. Men der er bløde, stille skridt. Og en skikkelse kommer imod ham. Kjoleskørtet bruser om hendes ben. Kjolens farve kan han ikke se i mørket, Men det kan godt være den er grøn. Gertrud holder meget af grønne kjoler. Ikke brune eller sorte, som så mange koner går med.

Et lys i en staldlygte viser Lasse, hvem der kommer.
   "Er der noget galt med pigerne?" udbryder han.
   "Nej, de sover. Naboens store pige sidder hos dem. Jeg - æh - fik lyst til en aftentur. Det er - det er da pænt med det lys i vandet."
   "Ja."
   "Må jeg sidde lidt ved siden af dig?"
   "Ja"
   "Der er vist ikke plads på stenen."
   "Næh."
   "Så sætter jeg mig på den der anden sten. Ikke?"
   "Jo, gør du det."

Der er stille ved søen.
   Lasse undrer sug: hvorfor er hun mon kommet? Hun ser på ham. Med store fugtige øjne og åben mund. Hendes ene hånd flagrer. Heldigvis ikke den hun har lygten i.
   "Det kan være - jeg mener - er det nogle gange ensomt at sove alene?"
   "Næh."
   "Du er pæn," vover hun at sige. Sådan ganske stille.
   Tessa stirrer hurtigt ned i sandet. Græstotterne griner mod lygten. Nu dirrer den lidt i hendes hånd.
   "Synes du?"
   Hun svarer ikke. Ser ikke op. Han venter. Har ikke travlt. Så får hun sagt: "Jeg kan godt lide dig.""
   "Se på mig," beder han.
   Hun gør det. Holder lygten imellem dem.
   Hun smiler. Er ikke køn. Men rar. Ikke så klog som Gertrud men heller ikke dum.
   Der er noget i hendes øjne. Hun vil at han skal tro hendes ord.
   Og det er sommetider ensomt at ligge alene i den brede seng.
   Han strækker en hånd ud mod hende.
   Mærker hendes gys som ild gennem fingrene.
   "Jeg elsker ikke dig," siger han. "Ikke nu, men du bliver vel et stykke tid endnu hos os."
   Hendes smil vokser, da han rejser sig, tager om hendes ene hånd og siger: "Lad os gå hjem."