Engang i fjerne tider havde jeg et rådyr i pleje. Det har jeg ikke mere. Og den slags er i vore dage heller ikke lovformeligt mere. Det var ellers et smukt og indtagende stuedyr med en dejlig rødbrun pels, elegante bevægelser, store mørke, forførende øjne, a la Barbara Cartland som ung.
   Da jeg fik den overbragt var den en lille halvdød, forpjusket, forladt, snavset, matøjet, skindmager skabning , der ikke så ud til at have noget langt jordisk liv i udsigt. Den lå i en høforet papkasse, som en ynkelig dynge, og magtede end ikke at drikke af den sutteflaske med livgivende eliksir, Irmas sødmælk fortyndet med vand, som jeg rakte frem som redningsplanke. Min nabo, der var kyndig udi naturen, rådede mig alvorligt til at udføre den form for velgerning som læger normalt ikke må udføre på deres patienter. Men jeg var for stor en humanist til at følge den slags barbariske indskydelser. Desuden var( og er jeg) en stor beundrer af Disneys tegnefilm .Jeg kan stadig røres til smør over de gamle strimler med Bambi på isen. Selv på en dag som denne, hvor jeg for længst har bevæget mig ind i den modnere alder, Og udmærket er klar over at virkelighedens Bambi har lige så lidt at gøre med Disney som en flagermus har med en fugl.
   Kort sagt: Bambi måtte til at begynde med fodres ved hjælp af en gummislange! Hvis ene ende befandt sig faretruende langt nede i halsen, og hvis anden ende var forsynet med en stor orangefarvet tragt. Gummislangen smagte så afgjort ikke godt, men de livgivende dråber der trillede igennem havnede hvor de skulle. Og de havde også den mirakuløse virkning der var en forudsætning for Bambis tilbagevenden til livet.
   Der er noget dybt foruroligende over den hast hvormed små hjælpeløse kræ udvikler sig til det stik modsatte. Før jeg havde fået set mig om havde Bambi kvittet både sutteflaske og gummislange og var i fuld gang med pastinakkerne ude i køkkenhaven. Han( han var umiskendeligt en han) bevægede sig ud og ind ad stuerne i en bemærkelsesværdig blanding af fornemme trip og yndefuldt svævende kraftspring. De kostede en del vaser og tekopper og sendte telefonen til reparatør mere end en gang. Der kom liv i de store mørke øjne og glans i den plettede pels, der hurtigt blev udskiftet med en underdejlig rødbrun en af slagsen. Foruden at der kom ansatser til diminutive spidser i panden, som jeg i begyndelsen ikke tog mig af. Bambi betragtede mig med et drømmende blik når jeg kløede ham bag ørerne. Han hilste mig med højtideligt nikkende hovedbevægelser når jeg kom hjem fra arbejde, hvor han i mellemtiden havde passet på huset så godt som nogen vagthund. Desuden udviste han en påfaldende interesse for tidens gang ved at gnubbe og slikke på dette mit armbåndsur , som han, ifølge naboen, betragtede som en generende burre i min pels.
   På trods af de forskellige små gener var Bambi mig altså en indtagende husfælle; næsten lige så kær og indtagende som filmens Bambi fra Bio. Dog med en væsentlig undtagelse! Filmens Bambi stangede ikke sine medskabninger. De pudsige nikkende hovedbevægelser, som jeg i begyndelsen havde fundet så charmerende, blev efterhånden lidt nærgående. Så tog de form af en serie eftertrykkelige puf. Efterfølgende blev de til regulære skaller, der reverender talt gjorde hamrende ondt. En skønne morgen konstaterede jeg at mit ene lår var pyntet med to små nydelige mærker; præcisement markerende afstanden mellem de to små spidser i panden naturen havde prydet min kære Bambi med. Langsomt dæmrede det for mig at disse prydelser næppe ville blive kortere; Bambi ej heller hverken mindre eller lettere. Så blev jeg for alvor betænkelig ved Bambis overhåndtagende trivsel. Jeg opsøgte atter engang naboen for at finde en løsning.
   Han bankede piben ud mod trappestenen, rømmede sig, kløede sig i panden, som var han også ved at pynte sig med horn, kikkede drømmende op mod himmelrummet, der var pyntet dekorative lette sommerskyer. Hvorpå han forklarede indgående , at det var mig den var gal med. Bambi opførte sig på alle måder normalt! Men en normal råbuk og et lettere naturforvirret menneske som mig gik dårligt i spand sammen. Naturen og mennesket var så afgjort på kollisionskurs! Bambi var i fuld gang med at udvikle sig til en voksen buk. Han var i fuldt sving med at udsøge sig et territorium. Og noget tydede på at dette territorium omfattede en god del af mit hus, og med tilhørende omliggende egne.
   Råbukke havde behov for meget store revirer ,docerede han. De tolererede ingen artsfæller af samme køn indenfor. Det hjalp ikke jeg bare gik på to ben og var udstyret med en glat skaldepande der ikke kunne imponere nogen. I Bambis øjne var og forblev jeg en farlig bukkerival, som det var hans helligste pligt at smide ud af huset. Og selvfølgelig tog jeg det som en kompliment ,at blive betragtet som en gammel buk! Men det gjorde jo ikke udsigten til at blive sat ud af eget hus mere tiltrækkende.
   Naboen havde forskellige gode råd angående problemet at gøre Bambi mere medgørlig. Visse af hans gode råd tangerede rent ud sagt det perverse, andre havde en karakter der stærkt nærmede sig kannibalismen, atter andre ---Nej, jeg orker ikke at gå i detaljer. På trods af alle gode råd var jeg helt og aldeles overbevist om, at Bambis nykker var af forbigående natur. Han skulle, som så mange andre her i verden, bare lige løbe hornene af sig. Det hele var kun en overgang! Så ville han få sit gamle indtagende jeg igen.
   Så da jeg kom hjem igen og Bambi nærmede sig på denne særlige søgende, kælne, nikkende maner---Jeg burde ret beset have taget mine forholdsregler, men undlod det. Bambi så stadig så lammefrom og uskyldig ud da han nærmede sig med spidserne, at han duperede mig en sidste gang. Ligesom visse udgaver af Famme Fatal kan bedrage den samme mand femogtyve gange, og ikke mere.
   Problemet løste sig! Begyndende med at jeg blev stanget op mod reolen i bryggerset, og det med en kraft så jeg næsten mistede luften. Opstablingen af flasker, dåser, bøtter, batterier ramlede ned om ørerne på mig, og hamrede brutalt videre ned i cementgulvet. En flaske splintrede til atomer. Indholdet stjernede udover gulvet med en ond skarpkantet klirren . Foruden at jeg fik en kasse søm i nakken, en lægtehammer over tæerne, en stavlygte lodret ned i min skaldede isse. Det er jo ganske normalt at man går så grueligt meget ondt igennem før tingene arter sig, og tilfældet Søren Olsen var ingen undtagelse.
   Sjaskeriet på gulvet havde en næsten mirakuløs virkning på Bambi !
   Han veg tilbage fra mig med et fornærmet fnys. Øjnene spilede sig op til dobbelt størrelse. Han stampede med forbenene i gulvet så det rungede i hele hytten. Næseborene var i vildt vibrerende bevægelse. Og så udstødte han en afskyelig hæs, gøende lyd, der mest af alt ledte tankerne i retning af den hængtes sidste livsytring.
   Så gjorde Bambi omkring som en væddeløbshest og forlod sit barndomshjem for godt, og med en hast der var temmelig sigende. En rødbrun streg susede gennem køkkenhaven. Videre over markerne. Videre ind i skovtykningen. Derinde hvor han forsvandt for godt, og har været forsvundet siden. Jeg bøjede mig ned og snusede lidt til den olieagtige væske flasken havde indeholdt. Selv med min bedste vilje kunne jeg knap fange en antydning af lugt. Ganske almindelig, klar, uskyldig symaskineolie. Jeg måtte atter engang hjemsøge naboen, der jo vidste alt, men det lykkedes mig denne gang at sætte ham en smule i forlegenhed. Efter megen panderynken og megen loftskikken fandt han dog en forklaring, der i grunden lød meget plausibel : Olien måtte lugte lidt i retning af ulvepis ! Ulven har jo fra tidernes morgen været rådyrets værste fjende! Selv om der kun sporadisk optræder ulve i Danmark , så har selv et stuerådyr instinkterne intakt. Bare en antydning ulvepis kan gøre selv et stuerådyr så panisk at det flygter til det styrter . Det ligger i generne, forklarede han. Naturen har det jo nu engang med at gå sine egne veje.