Hun var sorthåret og sortøjet og ret sort under neglene. Hun hed Adda og var en køn pige, men ikke helt ung. Hun kom til bygden med en flok tatere, og da de drog videre, blev hun tilbage.
   Hun havde slået sig sammen med Halvor Elvepladsen, en noget vranten ungkarl, som var ti år ældre end hende, og som vist heller ikke ellers var særlig fejlfri.
   Han boede i en hytte ved elven, og så man bort fra rodet der hobede sig op, var det et dejligt sted, lige op til en lille birkeskov og med små fjeldpartier, og græs og blomster helt op til dørstokken.
   De giftede sig, og det blev der snakket en del om i bygden. Som sagt, var han ikke lydefri. Han var vanskelig og folk gik helst i en bue uden om ham, hvis man mødtes. Og han var heller ikke helt ærlig, efter hvad der sagdes. Man kunne fortælle mystiske historier om ting der forsvandt. Og at han nu slog sig sammen med en taterkvinde, gjorde ham ikke just mere populær.
   Men hun havde altså evnen til at muntre ham op. Nå ja, munter er vist ikke det udtryk man ville bruge om ham. Men lidt lysere blev han dog, som man kunne fornemme, hvis man kendte ham godt. Men det gjorde ingen.
   Renlighed og orden tog heller ikke overhånd på Elvepladsen herefter. Dyngerne af skidt og affald groede frit, uden at det generede nogen. Men det skete, at Adda fik et anfald. Et par timer hvirvlede hun rundt og fordelte skidtet på en anden måde, og alle var glade. Ellers holdt hun mest af at spille vemodige melodier på en mundharmonika, som manglede et par toner, og at passe sine dejlige blomster, som trivedes ude og inde.
   Når nøden stod for døren tog Halvor arbejde i skoven, og Adda gjorde rent på gårdene. Det kunne hun godt, og hun var efterspurgt, også fordi hun ikke begreb, hvad hun skulle have for det, men bare modtog hvad man gav hende af penge, foruden at hun fik aflagt tøj, og sommetider madvarer.
   De fik en søn. Ved dåben fik han navnet Louis Kristoffer. Præsten blinkede et par gange ved dette voldsomme navn, men protesterede ikke. Men til daglig blev han dog bare kaldt Lu, hvis han da ikke hed Grimrian, Styggen og andre af den slags kælenavne, som passede så godt på ham, da han var det kønneste barn nogen havde set. Han var lys som faren, men havde morens mørke øjne og smukke træk.
   Efter som han voksede til, hjemsøgte han hele egnen med sine gale streger. Han var til græmmelse for alle, undtagen for forældrene, som var meget stolte af ham.
   En sommerdag - drengen var da i seksårsalderen - kom han snublende ind ad døren med den ene hånd på ryggen.
   Adda, som var ved at koge grød, satte sig på en vaklende taburet og lod sleven dryppe på komfuret, så lugten af sveden grød bredte sig.
   "Hvad er det du har på ryggen, min griseunge?" lokkede hun. "Det er sikkert noget galt."
   Han hoppede op på hendes skød. "Gæt! Det er noget til dig."
   "Er det til mig, sukkerunge. - Lad mig så se. - Jamen så vis mig det da. - Kom så frem med det, eller jeg tæver dig!"
   Hun kæmpede for at få hans hånd frem, og omsider holdt han den op i vejret med et smykke, en stor og meget smuk sølje, som blinkede i sollyset.
   Hun slog hænderne sammen. "En sølje! Hvor er den skøn. Men hvor har du dog fået fat i den?"
   "På Vestigard. Jeg tog den mens de var ude. - Se hvor den blinker! Den bliver fin på din kjole." Han drejede den stolt i lyset.
   Adda så forskrækket ud. "Jamen gud! Har du stjålet den. Bevare mig vel! Ved du ikke, at man ikke må stjæle. - Var der nogen der så dig?"
   "Ikke en eneste. De var ude alle sammen, og de vidste ikke, at jeg var derinde."
   "Din slemme rakkerunge! Hvordan kan du finde på sådan noget. Ih, hvor skulle du have ..." Han fik et kys midt på munden. "Halvor! Vågn op! Se her!"
   Halvor, som lå og sov til middag, væltede sig rundt i sengen. "Sikke en larm I holder. - Kom unge og lad mig se."
   "Ja, gå du bare hen til din far og få nogen bank," sagde Adda. Og drengen sprang op og satte sig overskrævs på Halvors mave.
   Halvor undersøgte smykket nøje. "Det er gammelt sølv, helt ægte og kostbart. - Er du helt sikker på, at ingen så dig, knægt?"
   Drengen nikkede så ivrigt, at han nær var faldet på gulvet.
   "Vi må foreløbig gemme den væk," sagde Halvor. "Adda, gem den inderst i den nederste kommodeskuffe."
   "Nej!" protesterede drengen højlydt. "Mor skal have den på!"
   "Vil du så holde mund, unge," sagde Halvor forskrækket. "Jeg tror du raser. Skal du have os alle puttet i det sorte hul - der hvor man putter tyveknægte ned."
   Så tav drengen, og søljen blev gemt væk.
   "Og nu må du ikke sige det til nogen," formanede Adda. "Min søde unge, som er så uartig." Hun kyssede og krammede ham.
   Men nu brændte grøden på, og luften i stuen blev betydeligt forværret.


* * *
   Ikke lang tid efter fik bondekonen en anledning til at pryde sin omfangsrige barm, og da savnede hun søljen. Der blev stor opstandelse, og inden længe samledes mistanken om den lille familie på Elvepladsen.
   Ingen kunne sige, hvordan det skulle være gået for sig, og der var virkelig andre, man kunne have mistænkt, men nej, det skulle være dem.
   Sladderen gik i bygden.
   Og en dag troppede lensmanden op ved huset ved elven. Han var en lang bleg fyr, som ikke var særlig glad ved situationen.
   Adda kom ham i møde på gårdspladsen.
   "Goddag, lensmand!" sagde hun. "Det er sjældent vi får så fint besøg."
   "Ja, jeg må tale med jer om en sag," begyndte han forsigtigt.
   "Hvad gælder sagen?"
   "Det er egentlig ingenting. Kun rygter."
   "Man skal ikke høre på rygter, lensmand."
   "Så sandt, så sandt! Men vi kan vel tale om det. Det er jo mit arbejde."
   "Selvfølgelig. Bare spørg løs."
   Lensmanden satte sig på huggeblokken og forsøgte at se afslappet ud. Men det lykkedes dårlig, og den var noget knudret at sidde på, så han rejste sig igen. Drengen var kommet ud og stod og tittede frem bag morens skørter.
   "På Vestigard er der forsvundet et kostbart smykke, en sølje," sagde lensmanden.
   "Forsvundet? Der kan man se. Kan de ikke passe på deres sager? - For resten har hun vel så mange smykker."
   "Det kan nok være. Men dette er gammelt arvegods. Det er vist blevet stjålet."
   "Har nogen stjålet det? Bevare mig vel. Ja, folk er frække nu. Ikke til at stole på." Adda vendte øjnene mod himlen.
   "Så sandt, så sandt. Men sagen er den ... Vi mistænker ingen bestemt, men vi må jo undersøge."
   "Ja, vil du have et godt råd, så kom endelig til mig. Bare spyt ud. Jeg bider ikke."
   Han så ud som om han ikke var helt sikker på det.
   "Kunne det tænkes, at jeres dreng kunne have taget det? Du ved, børn ..."
   "Louis Kristoffer?" Adda så himmelfalden ud. "Vores Lu? Skulle han have stjålet? Det er for galt. Folk er da ikke fulde af andet end løgn og ondskab."
   "Det er jo kun snak, har jeg sagt," svarede lensmanden skræmt, "men alt må undersøges."
   Adda skreg op og besværgede alle kendte guder, plus en del lensmanden aldrig havde hørt om, om at sende dem til helvede eller til et hvilket som helst andet sted, hvis de nogensinde havde taget så meget som et stykke sukker fra nogen.
   Drengen fnisede bag hende, og hun vendte sig hurtigt mod ham. "Hvad står du der og griner ad? Forsvind, grimme taterunge, og lad mig ikke se dig mere." Hun langede ud efter ham, men han var væk.
   Lensmanden stod på spring, som om han var bange for, at næste lussing skulle ramme ham.
   "Ja, så var der vist ikke mere," sagde han spagt.
   Men nu kom Halvor ud. Han fyldte hele døråbningen. "Hvad foregår her?" spurgte han.
   "Det er lensmanden," skreg Adda. "Han vil vide, om vi har stjålet et smykke på Vestigard."
   "Nej, nej," protesterede lensmanden.
   "Nå, så han tror vi stjæler." Halvors stemme lød som en torden. "Han kan jo komme ind og undersøge. Vær så god! Vi hindrer ham ikke." Han stod i døren som en temmelig stor hindring. "Selvfølgelig er vi tyve. Hvem skulle ellers være det?"
   Men lensmanden var allerede på vej væk op ad stien.
   Familien stod og så efter ham. "Der må være grænser for hvad man skal finde sig i," sagde Adda.
   Lensmanden skrev i sin rapport, at han havde foretaget undersøgelse, og at sagen blev henlagt.


* * *
   Men blandt folk blev sagen ikke henlagt, tværtimod gik sladderen værre end nogensinde. Men Halvor havde aldrig været populær, og det interesserede ham ikke, og Adda var med sin taterfortid vant til at blive betragtet som et udskud, så det gjorde hende ikke stort at folk stak hovederne sammen, når hun kom i butikken.
   Det var værre for drengen. Han måtte høre meget fra bygdens andre unger. Og selvom han var dygtig til at slå og bide fra sig, hændte det at han kom forslået og grædende hjem.
   Da tog Adda ham på skødet og vuggede ham. "Såh, såh, silkeunge, er de grimme ved dig? Græd nu ikke mere. Se, du får hvide striber ned ad kinderne. Såh du -. Hvis du holder op med at græde nu, så skal jeg bage vafler, som du er så glad for, vafler med jordbærsyltetøj. Så, nu er det godt igen. - Halvor! Trøst ham lidt."
   Og Halvor trøstede ham, ved at lade ham ride og gynge på sin mave. Ja, han nynnede endda en lille sang.
   Så var alt godt igen, og de sidste rester af sorgen blev kvalt i gode vafler.


* * *
   Man kan måske få det indtryk, at Halvor altid lå og snuede i den seng. Det var nu ikke tilfældet. Når sulten var ved at true det lille hjem, kom han på højkant og tog arbejde i skoven. Han kunne sagtens få arbejde, for når tog fat var han god.
   På Vestigard havde de en søn, som hed Karl. En mild og rolig fyr, med store, ærlige, blå øjne. Ved tilfældigheder og en ulykkelig skæbne, som han først syntes, kom han en tid efter det her passerede til at få Halvor som makker i skoven.
   En tid så de hinanden an. Ingen af dem var særlig snaksomme, det var bare arbejde, spise og sove. Men efterhånden vænnede de sig til hinanden, og der udviklede sig et slags kammeratskab mellem dem.
   En dag gik Karl længe og så ud som om han ville sige noget, men han fik det ikke ud. Først i frokostpausen fik han det sagt: "Der var altså det, at jeg er ked af alt det vrøvl I har haft for den søljes skyld."
   Det gav et sæt i Halvor, og han svarede ikke et ord, men skulede ondt til Karl. Og den stakkels fyr måtte gå ulykkelig rundt resten af dagen og forbande sin mund.


* * *
   Men samme aften da Halvor kom hjem og drengen sov, tog han søljen frem fra skuffen.
   "Hvad vil du med den?" spurgte Adda.
   "Er du meget glad for den?"
   "Nej, bevare mig vel."
   "Ja, da vil jeg give den tilbage."
   "Give den tilbage? Er du blevet gal? Da bliver vi da først rigtig tyve for hele bygden."
   "Tag dig ikke af det," sagde han kort.
   "Nej, nej," Hun tog søljen, løftede den op og lod lampelyset blinke i den.
   Så forsvandt den ned i hans store lomme.


* * *
   Da han kom i skoven igen arbejdede han og Karl tavse indtil frokost. De spiste også i tavshed. Men derefter hostede Halvor et par gange og sagde: "Vil du gøre mig en tjeneste?"
   Karl så forbløffet på ham og svarede: "Ja, selvfølgelig."
   Så trak Halvor søljen op af lommen og lagde den i den andens hånd. Så rejste han sig hurtigt og gik ud.
   Karl sad lamslået et stykke tid og stirrede på smykket. Så tog han det i lommen, og det blev aldrig siden nævnt mellem dem.


* * *
   Men da han kom hjem, lod han søljen ubemærket glide ned mellem ryggen og sædet på en sofa, og der blev den fundet af bondekonen under en rengøring.
   Der blev igen stor opstandelse, og hun måtte rundt og vise alle, at hun havde fundet sin sølje igen, og nyheden spredte sig i bygden.
   Nu var man på Vestigard i grunden meget gode mennesker. Så da den første glædesrus havde lagt sig, kom man til at tænke på familien på Elvepladsen og alt det den havde måttet gennemgå. Så de tog en hel, røget skinke - det var midt i slagtetiden - og sendte den til dem med et brev:

Til Halvor Elvepladsen med familie.
   Vi har nu fundet den forsvundne sølje. Det var os selv der havde rodet den bort. Vi ser nu hvor skammeligt I er blevet behandlet, og hvor let vi har haft ved at dømme. Vi sender derfor denne gave, som vi håber I vil tage imod, og at I vil tilgive os.
   Tor Vestigarden med familie.
   
* * *
   "Nu skal vi have skinke, troldunge. Det smager så dejligt. Se hvor stor og fed den er. - Kan du få de snavsede negle væk! Halvor, vågn op! Mærk hvor det dufter."
   Der var fredeligt og meget smukt på Elvepladsen.