Hedvig Mandelkvist lå nøgen på spisebordet, det var pinligt men praktisk, nu hvor Mette insisterede på at fjerne den sorte bodypaint.
   Mette var vred. Hun kunne slet ikke forstå, at hendes venlige Ole, der gemte sig nede i kælderen, kunne finde på sådan noget.
   Det var et stort arbejde at rense malingen af, for den bandt godt på huden.
   Mette havde taget en stak af Oles møre lagner og revet dem til klude. Terpentin og brunsæbe havde hun nok af. Hun havde fundet en stor bøtte 'håndrens' nede ved siden at Jens' motorcykel, det var en slags kemisk savsmuld. Det var godt at bruge lige efter terpentinkluden.
   Hun fik renset Hedvig af overalt, hvor det var svært for hende selv at nå. Da de var halvvejs, lavede Mette en dobbelt Gin-tonic til dem begge, og snart blev humøret lidt bedre. Efter endnu én kunne de pludselig se det hele fra den humoristiske side, og de kunne grine af, hvor latterlig den respekterede politibetjent havde opført sig. Grænsen mellem gråd og latter kunne være kort, måtte de konstatere. Til sidst blev Hedvig beordret i skumbad. Mette tømte hele flasken og lod det varme vand fosse ud i badekarret for fuldt tryk, mens Hedvig fik stukket endnu en Gin-tonic i hånden. Det boblede så meget, at Hedvig forsvandt i skummet. Latteren rungede i det store badeværelse, men inderst inde, var der gråd. Begge kvinder følte sig misbrugt og krænkede.
   Selv om Hedvig havde ligget længe i boblebadet, stank hun stadigvæk at terpentin. Mette donerede derfor en gammel sommerkjole og et par slippers der skulle have været til genbrug. Designerkjolen og stiletterne blev lagt i poser, så hun kunne få det med sig.

Hedvig gav Mette et knus, da hun sagde farvel på trappen. Humøret var væk. Hun skulle gå derfra uden at have udrettet noget. Tværtimod havde hun utilsigtet lavet en dyb flænge i Oles ansigt, da hun kastede en stor sten gennem kældervinduet. Et stykke glas havde flænget hans højre side, og det var også gået ned over højre øje. "Satans!" Med ludende skuldre sjokkede hun knust afsted. Hun følte sig, derangeret som en anden posedame, i Mettes gamle slippers og genbrugstøj.

Mette sad tilbage i huset og følte sig tom og skuffet. Hvad var det for et liv, hun havde fået?

Da Hedvig var dukket op i den sorte bodypaint, havde hun straks anmodet om en ambulance til Ole.
   Mette havde ringet med det samme. Ole var krøbet sammen i sengen, nede i kælderen, med et håndklæde presset mod flængen i ansigtet. Først ville han ikke med, men redderne var stålsatte. De tog ham konsekvent med. Han protesterede ikke engang, det var som om, han kendte dem.

Der var meget Mette ikke forstod. Hvad var det egentlig, Ole gik og rodede med nede i den kælder. Hun satte sig for, at hun ville undersøge det nærmere, nu hvor han var indlagt.
   Var det et tillidsbrud? Nej, det syntes hun ikke efter episoden med Hedvig Mandelkvist. Det var måske kun godt at få det undersøgt, så hun i det mindste ikke gjorde ham uret. Og når alt kom til alt, var det jo hendes ejendom han frit og kvit havde fået stillet til rådighed, indtil han blev rask. Tanken strejfede hende; måske blev han aldrig rask? Hvad skulle hun så gøre? Hun skød det fra sig. Der skulle luftes ud, inden Solvej kom hjem. Der lugtede af terpentin i hele huset.

Det blev fredag morgen. Dagen hvor hun skulle tjekke kælderen. Hun havde taget en fridag.
   Hun stod tidligt op, gik i bad og lavede yoga. Mens hun stod på hovedet og skulle komme i zen i sit syvende chakra, kom hun pludselig til at savne Jens. Hvor var han nu? Havde hun været dum... ?

Hans motorcykel var her i det mindste endnu... Der var et eller andet ved den motorcykel. Hun havde bemærket det, da hun ledte efter kemikalier og fandt en stor dåse 'håndrens' nede på hylden i baglokalet.

Hun rejste sig og gik ud i køkkenet for at spise morgenmad med Solvej. Det var altid hyggeligt.

"Mor, Peter siger, han så en nøgen dame komme ud af kælderen. Hun råbte og kastede med sten på kælderruden, og din kæreste kom ud med blod i hovedet og malede hende sort, mens hun skreg. Den nøgne dame flygtede ind i huset, og lidt efter kom ambulancen og hentede din kæreste... Er det rigtigt Mor?"

Efter en lang pause kom det lavmælt fra Mettes læber, "Jeg ville ønske, det ikke var rigtigt."
   "Mor, jeg gider altså ikke at bo her, hvis det skal være sådan." Sagde Solvej indigneret.
   "Du kan roligt blive boende, det sker ikke igen kan jeg forsikre dig."
   Solvej svingede vredt skoletasken på og gik ud mod hoveddøren. Inden hun forsvandt, drejede hun rundt og fyrede en svada af. "Hvordan tror du, det bliver at møde Peter og de andre i klassen i dag?"
   Det sidste Mette så, inden døren blev smækket hårdt i, var Solvejs forgræmmede ansigt.
   Det var da også uheldigt, at naboens dreng Peter havde set det hele, og man skulle nok ikke regne med at han holdt mund. Pokkers.

Hun tænkte på Ole. Hun var vred men også bekymret. Livet var uforudsigeligt. Nu havde han gemt sig som en eremit i kælderens mørke i næsten et år. Hun havde håbet, psykologen kunne bryde mønsteret. I stedet havde besøget resulteret i, at de nu var til grin i hele kvarteret og på Solvejs skole. Og ikke nok med det, Ole mistede sandsynligvis synet på højre øje.

Hun gik ud til elskabet og skruede sikringerne i, der styrede loftslyset dernede. Derefter gik hun ned ad trappen til kælderen. De sorte rullegardiner, der fungerede som effektive mørklægningsgardiner, blev trukket op, og hun åbnede vinduet, der ikke var smadret. Det var befriende at få frisk luft ind i lokalet.
   Der forestod et grundigt oprydnings- og rengøringsarbejde, ikke lige det hun havde drømt på hendes fridag. Hun havde fået glarmesteren til at komme og ordne vinduet, og selv skulle hun i gang med at fjerne blodpletter.

Hun gik ud i baglokalet, hvor Jens havde sin motorcykel til at stå. En Yamaha 350 offroad. Det virkede som om, den havde været i brug. Hun havde selv haft en motorcykel og vidste faktisk meget om det. Ved en tidligere lejlighed, inden Ole flyttede ind, havde hun bemærket, at bremseskiverne var begyndt at rustne. Nu var de blanke. Der var ikke støv på sædet, og dæktrykket målte hun til over 2,0. Der sad lidt fugtigt jord i dækkene. Nøglerne sad i. Batteriet var 100 %. Der var ingen tvivl, Ole havde kørt på den for nylig. Den var ikke tungere, end han kunne trække den op af rampen og lidt ned ad vejen. Nå ja, hvis han havde haft lyst til en tur, så fred være med det, men hvorfor alt det hemmelighedskræmmeri? ...

Så var der skrivebordet med en stak sagsmapper. En af politiets sagsmapper. Så vidt hun vidste, måtte den slet ikke forlade politigården. Det var sagen om Lene Lindstok med de otte uopklarede drab. En kopi af referatet af retssagens forløb og hendes frifindelse.
   Det var den sag, de var blevet uenige om, og som havde udviklet sig til en kile i deres gensidige respekt for hinanden. Det endte med skænderier og brud. Den sag plagede ham åbenbart hadefuldt endnu. Hun fik et stik i maven, var han virkelig ikke kommet videre?
   Ole vidste godt, at det var et ømtåleligt emne, så han holdt vel sagen for sig selv. Den sag ønskede han åbenbart ikke skulle komme imellem ham og Mette igen.
   Der var en mappe med artikler og billeder fra dagspressen. Det var svært at tro at Lene Lindstok havde noget med drabene at gøre, når man så billederne og læste artiklerne.
   Der var en mappe fra Interpol, der undersøgte en massakre af Vëllezërit familien i Tirana. Nogle mente Lene Lindstok stod bag. Det var en meget mærkelig historie...

Det mest interessante var den nyeste mappe med Oles egne optegnelser. 'Blodspor til Lugano', havde han skrevet. Den var opdelt i afsnit:

1. Forholdene vedr. O's overfald i Strandgade.
   2. Forholdene vedr. LL's flugt til Schweiz.
   3. Hvem er Sonja?
   4. Hvem er Siv?
   5. Hvem er Andrej Mikhailov?
   6. Jens Østergård.
   7. Registrerede drab og drabsforsøg på Lindstoks rejse til Lugano:
   7.1. John Sørensen, kriminalpolitiet. (Kastet af toget i Hamborg.)
   7.2. Andrej Mikhailov (giftdrab?)
   7.3. Igor Pradezkan alias Steffen Prag (togsteward dræbt i Basel.)
   7.4. To dræbte albanere (i Basel.)
   7.5. To palæstinensere (dræbt ved Lugano og kastet ud af samme kupé, som Lindstok befandt sig i.)
   7.6. Amerikansktalende bodyguard dræbt i samme kupé, som Lene Lindstok befandt sig i.
   8. Biskoppen i St. Gallen i retssag mod AS Lugano (St. Lukas klosteret.)

"Hmm." Der var til mange timers læsning. Ole havde lavet en omfattende research. Det var åbenbart stadig en besættelse for ham at få straffet Lene Lindstok for de drab, han mente, hun havde begået.
   Hvad var sandheden? Måske var Lene ikke så uskyldig, som hun så ud? Måske havde Ole ret? Nu forstod hun godt, hvad Ole kunne få de mange timer i kælderen til at gå med. Men det var ikke noget, der gavnede hverken ham eller deres forhold. Hun havde det dårligt med alt det had.

Nå, den sagsmappe ville hun tage med sig op til sit skrivebord ovenpå. Det var ubehageligt at sidde dernede i kælderen og læse.

Så var der den nye IBM computer med modem. Hun tændte den *password*
   Kunne hun mon knække koden? Hun havde hele dagen. Hun startede med det mest logiske. Selv politifolk var dårlige til at lave lange komplicerede og sikre koder. Hun arbejdede systematisk. Da det var hende, der havde foræret ham computeren, ville hun bygge koden op omkring hendes eget navn. Logik, tænkte hun, og smilede lidt af sin egen indbildskhed.
   Allerede efter en halv time var hun inde på første niveau. Derfra kunne hun tilgå forskellige fora og programmer. Det der interesserede hende mest, var hjemmesider hvor der skulle password til. Hun surfede lidt rundt og fandt 4L's hjemmeside prydet med retfærdighedens gudinde Justitia, der har bind for øjnene som udtryk for, at retten skal være upartisk. En vægt i den ene hånd som udtryk for, at retten må afveje parternes påstande og beviser nøje, og et sværd i den anden hånd som udtryk for, at retten må kunne sætte magt bag sine domme. "Hm," ved nærmere iagttagelse havde 4L's udgave af Justitia ikke noget bind for øjnene. Sandt at sige havde Mette heller aldrig forstået, hvorfor retfærdighedens gudinde skulle være blind.
   Havde han begået den klassiske 'dovenlarsfejl' at genbruge sit password? Ja, det havde han. Mette rystede på hovedet "Ole, du er for nem."

Mette surfede rundt i timevis på Oles computer.
   Det var ingen tvivl om, at Ole var aktiv agent for selvtægtsgruppen 4L. Ud over det havde han også sine egne hævnaktiviteter. Han kørte ud om natten på motorcyklen og opsøgte de ustraffede forbrydere, og tildelte dem den straf, som han eller 4L's dommere havde vurderet som passende. Det var nogle grimme ting, hun kunne læse. Stikket i maven udviklede sig til kvalme.
   Hun kom tilbage til aktiviteterne om Lene Lindstok. Det var skræmmende. De havde sendt John Sørensen med toget til Hamborg, for at likvidere hende der. Der var en længere smøre om, hvordan han skulle gøre sig usynlig og slippe væk efter drabet. De havde fået Johns mappe retur med rapporter om de rejsende i Lindstoks kupé.
   Bjørn, Andrej, Sonja og Siv. Hans tjenestepistol og en æske ammunition var forsvundet.

Bing! Hun fik et chok.
   Nede i højre hjørne startede en chat.

[KOLDBJØRN] "Hej EGO, du er tidlig oppe?"
   Nu gjaldt om at tænke hurtigt og koncentrere sig, tænkte hun.
   [EGO] "Jeg tænker på COWBOY."
   [KOLDBJØRN] "Han er stadig i Rendsburg, intet nyt."
   [EGO] "Og dukken?"
   [KOLDBJØRN] "Hun får nyt tøj næste uge."
   [EGO] "Meget fint. LLLL slut."
   [KOLDBJØRN] "LLLL"

Mette svedte og hjertet bankede. Hun husede en koldblodig morder og havde ingen steder at gå hen med sin viden, uden at udsætte sig selv og Solvej for fare . Hun havde været ufattelig naiv.
   Og nu var sandhedens time kommet.