I årene omkring 1980 fulgte jeg Else Brundbjergs forelæsninger om Karen Blixens forfatterskab, og jeg deltog i hendes seminarer og var i øvrigt også medlem af Blixenselskabet. Det kom til at betyde meget for mig. Det er svært at beskrive, hvad der gjorde Else Brundbjergs forelæsninger så inciterende, men det var vel meget det, at hun var meget lidt docerende, men at hun appellerede til, at man tænkte selv og kom frem med sine tanker. Hun var ikke en akademiker der talte ovenfra og ned til sine studerende, men man følte altid at man havde hende i øjenhøjde. Det førte til mange diskussioner med hende og mellem de studerende indbyrdes. Jeg skrev ofte mine tanker ned, og noget blev til breve til Else, blandt andet dette, som også kommer ind på Elses anden kæphest, kvindesagen. Ja, essayet eller brevet siger måske mere om dette sidste end om Karen Blixens historie.
Det vil nok være en god idé at have læst historien, men jeg giver her et kort resumé. Den ældre Baron von Brachel fortæller en yngre ven en episode fra sin ungdom. En episode som kom til at bestemme hele hans senere liv. Han var lige kommet fra sin elskerinde, som havde forsøgt at forgive ham, og stadig chokeret sad han nu på en bænk i regnen, da han blev antastet af en ung pige, som han så tog med hjem. I løbet af natten opdager han for det første, at hun er jomfru, og for det andet at hun er den perfekte kvinde for ham. Om morgenen lever han stadig i denne drøm, men kommer brat ned på jorden, da hun forlanger tyve franc af ham for nattens tjenester. I sin forvirring giver han hende bare pengene og lader hende gå. Bagefter kommer han så til at tænke på, at han jo kunne have sagt til hende, at hvis hun ville tjene tyve franc mere, kunne hun komme igen næste aften. Men han fik ikke sagt dette, og hun forsvandt. Han blev klar over, at han havde forspildt sit livs chance. Han søgte efter hende, men fandt hende aldrig. Men femten år senere så han på en anatomistuderendes bord et kranium, som han var sikker på måtte være hendes.
En fortælling foregår i sin egen verden, med sine egne love, som er uafhængige af den virkelige verdens love. Det er let at se med for eksempel Franz Kafkas "Amerika". Ingen har, så vidt jeg ved, korrekset ham for at forholdene der ikke stemmer med forholdene i det virkelige Amerika. Og ingen hævder vel heller, at "Tornerose" beskriver de politiske og sociale forhold i Eventyrland.
Anderledes er det, når historien tilsyneladende foregår i den virkelige verden, og forfatteren har udfoldet store anstrengelser for at få de historiske detaljer korrekte. Som tilfældet er med Karen Blixen og hendes fortællinger. Imidlertid er der slet ingen forskel. Forfatteren trækker her virkeligheden ind og underlægger den fortællingens love. Det modsatte kan aldrig finde sted. Og forstår man ikke det, vil man heller ikke kunne forstå historien, og man vil ikke kunne bruge den til noget. Når der i Henrik Ibsens "Gengangere" siges, at syfilis er arveligt, er det ikke videnskabeligt korrekt, men det er korrekt i stykket, og uden at man accepterer det, kan man ikke bruge stykket til at fortolke og forstå virkeligheden, hvilket jo var Ibsens hensigt.
Ikke desto mindre kan det være interessant for en gangs skyld at gøre det umulige og placere fortællingens personer i den virkelige historiske sammenhæng, springe op og falde ned på forfatterens intentioner, og anbringe Baron von Brachel og skøgen Nathalie i det virkelige Paris 1874, og så betragte dem med bedrevidende øjne her fra nutidens København. Samtidig med at vi gør os klart, at det er et umoralsk eksperiment, at vi handler ilde med dem, og at vi bagefter pænt må lade dem vende tilbage til deres egen verden, hvor de er fortrolige med lovene - selvom det også der går dem ilde.
I en af Ray Bradburys science fiction-historier lander et rumskib på en fjern klode, som viser sig at være helt magen til jorden. Astronauterne tror, at de på uforståelig vis er faret vild i rummets dimensioner og er kommet hjem. De bliver hilst velkommen af familie og venner. Først efter en tid bliver de opmærksomme på de bittesmå forskelle der trods alt er, og historien udvikler sig til et mareridt, - Måske vil von Brachel og Nathalie, hvis de bliver anbragt i det virkelige Paris 1874 få det på samme måde.
Jeg syntes godt om din tolkning af "Den gamle vandrende ridder" af flere grunde, men blandt andet fordi den kom til at handle mere om hvordan mennesker behandler sig selv og andre, end om hvor dårligt mænd behandler kvinder, sådan som mange tolkninger gør.
Nu er det jo von Brachels historie, og derfor omhandler den selvfølgelig de fejl han gør. Men havde det været Nathalies historie, ville der have været meget, hun kunne have bebrejdet sig selv. Det er hende der antaster ham, han er som hun ung og sårbar, og han har lige været udsat for et mordforsøg. Hun bruger ham til sit formål og forlader ham så, og sender han dermed ud på den vandring, som varer resten af hans liv. Også hun kunne vel, da han jo har behandlet hende godt, have spurgt, om hun ikke skulle komme igen en anden gang. Om ikke andet så af praktiske grunde.
Jeg har nævnt dette for flere, og bliver altid mødt med protester, uden at nogen rigtig har kunnet sige mig, hvad der galt. Manden er pr. definition den stærke og kvinden den svage, og det kan man ikke sådan vende op og ned på. Al ligeberettigelse til trods.
Det er i prostitution et spørgsmål, hvem der udnytter hvem. Med lidt velvillighed kan man måske tale om gensidig udnyttelse. Men hvis en købmand har en vare man er afhængig af, og som man ikke kan skaffe sig på anden måde, og han bruger situationen til at skrue prisen i vejret, så betragter man vel vanligvis købmanden som udnytteren.
Du siger, at Nathalie i 1874 ikke har anden mulighed end prostitution, og de fleste vil give dig ret - såmænd også jeg. Men det er jo, fordi vi definerer hende i forhold til manden Der gør (gjorde) samfundet, og, ikke mindst, det gør hun selv. Men hvis hun nu pure nægtede at bruge denne udvej, hvad så? Ville hun virkelig ikke have anden mulighed? Ville hun være gået til grunde? Muligvis - men hun gik jo til grunde.
Når det er umuligt for Nathalie, er det af indre grunde, slet ikke af ydre, selvom disse er nok så mægtige. Måske von Brachel ser det, eller er det efterrationalisering, når han mange år efter taler om kvindernes emancipation.
Hvis hun ikke definerer sig selv i forhold til manden, så står hun i direkte forhold til livet, hun står over for alverdens vanskeligheder, hvor af manden måske vil være den største, men dog kun en af dem. Hun står jo også over for alle verdens muligheder.
"Der er ikke nogen Anstrengelse, Fare eller Lidelse, som i Længden kan standse Menneskeheden på Vejen mod et Ideals Opnåelse, men Idealets time er slået, når det almindeligt bliver spurgt: Hvad skal det være godt for? - siger Karen Blixen et andet sted.
"Vær ikke bange for at løbe panden imod en mur. Det er ikke sikkert at det er muren der holder," har været et af kvindebevægelsens mottoer.
Mænd har frivilligt påtaget sig opgaver som var lige så umulige som Nathalies. Jeg tænker for eksempel på de store opdagelsesrejser, jagten på Nilens kilder, togterne til Nord- og Sydpolen osv. At det var umulige opgaver blev grundigt bevist af de mange der gik til under forsøgene. Men disse mænd identificerede sig med opgaven og ikke med noget som helst andet, og derfor klarede de det til sidst.
De første kvindesagskvinder blev mødt med stærk modstand, ikke mindst fra kvinder, som mente, at de var en skam for kønnet. Det var de også. De nedbrød kvindeidealet. De havde nægtet at lade sig ofre til det Camilla Collett kaldte "den falske kvindeligheds umættelige afgudsbillede". Kvinderne blev, og bliver, ikke undertrykt af mændene, men af MANDEN og KVINDEN, - og det samme gør mændene i høj grad. Når kvinder føler sig undertrykt gør de sig ikke begreb om, hvor svært det er for en mand, st leve op til det at være "en rigtig mand", og de aner ikke hvad det koster, hvis man nægter at forsøge - og rigtige mænd græder som bekendt ikke.
Jeg har ikke noget imod begrebet "mandesamfund", det er udtryk for nogle maskuline idealer som ganske rigtigt dominerer samfundet. Og den som har magten, dominansen, eller hvad man vil kalde den, er naturligvis også den som bruger og misbruger den. Så kan den anden part, kvinden, jo sagtens stå der og se ren og ubesmittet ud.
Kvindebevægelsens bedste side er at den har gjort kvinden klar over hendes selvstændige værdi, - og dens værste er, at den har fastholdt hende i rollen som offer. Hver gang en kvinde står op og tordner mod mændene, og gør dem alene ansvarlige for alverdens ondskab, gør hun sit til at stene kvinderne tilbage til 1874, og Nathalie tilbage til Baron von Brackels seng. For det er at fastholde, at hun, kvinden, er mere afhængig af ham end han af hende. Ganske vist får han ikke hjulpet hende i hendes nød, men hun leder med sine handlinger hans liv på afveje, så han aldrig finder tilbage på rette spor igen.
Jeg ved godt, at jeg i dette har været ikke så lidt uretfærdig over for Nathalie. Hvordan skulle denne arme, unge pige have kunne stå op mod det mægtige mandssamfund? Men den grumme sandhed er jo, at hun efter kort tid endte som et kranium på en anatomistuderendes bord. Og da andre kvinder nægtede at acceptere Nathalies vilkår opstod kvindebevægelsen.
Det er jo i det hele taget det al frigørelse går ud på - og det handler ikke kun om kvinder - at gøre det umulige, og sætte sig ud over sig selv og sin tid. Bare en lille smule.

PS.: Måske er det slet ikke gået Nathalie så ilde. Trods alt er synet af et kranium femten år senere et temmelig tyndt indicium. Ikke i fortællingen, naturligvis, men i virkeligheden. Måske er hun endt som en af den tids store kurtisaner. - I så fald stiller sagen sig temmelig meget anderledes, gør den ikke?