Nu skal I høre godt efter! Jeg var taget ned til Statoil for at tanke, som jeg har gjort en million gange før, og jeg havde stået med hanen i hånden og trykket 95-hanen ned i tanken, da en ligvogn holdt ind for at tanke ved en af de andre standere, det var stander 3. Jeg stod selv ved 2'eren, så nu skal døden dæleme have benzin på, tænkte jeg. Bedemanden fik øjenkontakt med mig, mens jeg stod midt ude på pladsen, langt væk fra min bil. Efter han vendte ansigtet hen mod mig, syntes jeg at genkende ham. Havde jeg ikke set ham før? Han virkede i hvert fald bekendt, men jeg anede ikke, om han havde handlet samme sted som mig, eller om han havde begravet en, jeg kendte. Jeg følte mig nødsaget til at sige et eller andet til ham, nu han havde fanget, at jeg kiggede hen mod ham: "De er sgu blevet flotte sådan nogle," sagde jeg.
   Han kiggede undrende på mig. "Mener du Mercedes," sagde han, og jeg kunne ikke tyde, om han lavede grin med mig, eller om han ikke fangede, at jeg mente rustvognen og ikke Mercedesen, for det er jo ikke bilmærket, man opdager først, når man ser en ligvogn. "Nej, jeg mener en rustvogn. Kalder I dem ikke for det?" "Det kan man godt kalde dem. Nogle siger ligvogn, og andre veksler mellem det ene og det andet." "Jeg tror bare, jeg kalder det for en rustvogn, så," fik jeg sagt, og jeg gik hen til ham. Der var en stærk lugt af benzin (blyfri), men så igen, det var vel bedre end en lugt af lig. Det tænkte jeg naturligvis ikke, ikke før nu, men det står helt tydeligt for mig, hvad jeg sagde: "Betaler man egentlig for benzinen?"
   Han blev færdig med at tanke, og han rystede hanen lidt inde i åbningen, så det raslede metallisk. Han trak den ud og satte den på sin plads, og han gjorde det faktisk på helt samme måde, som andre ikke-bedemænd ville have gjort det, og det utrolige var, at det kom helt bag på mig! Han havde tanket for 467,87 kr., det tal har nu noget med døden at gøre for mig. "Statoil har ikke gratis tankning for bedemænd, hvis det er dét du mener," sagde han så, og han smilede. Jeg lo lettere anstrengt, for jeg kunne stadig ikke helt vurdere, hvor langt jeg kunne gå i denne samtale, om jeg dansede en farlig vals omkring dødstabuet. "Jeg mener, om de pårørende måske betaler for det?" fortsatte jeg. "Det er også en udgift for kunden, altså kørslen, hvis det er dét, du mener," sagde han, og han fortsatte, nærmest undskyldende: "Men det er ofte ikke særlig langt, man skal køre med en kiste."
   Jeg nikkede. Han trykkede på skærmen ved kvittering, og foldede den sammen, lagde den i lommen på sin frakke. Døden koster penge, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var en sølle trøst for en enke, at hun også skulle betale den kvittering. Jeg tænkte, at det på en måde var en sorgfuld kvittering. Jeg håbede da ikke, at han fyldte tanken op for 467,87 kr. for at malke de efterladte, hvis turen egentlig kun kostede 87 kroner? Og som en art tankelæser sagde han: "Derfor er der en fast kørselsafgift, som man betaler, og den er ikke på 467,87 kroner, bare rolig," sagde han så. "Så enken her skal ikke betale mere end en halvtredser." Med den bemærkning afslørede han jo lige, at der var et lig bagi, gjorde han ikke?
   "Albert," sagde jeg, og jeg gav ham hånden. "Peder," sagde han, og hans hånd var ru. For mange tørre kroppe på en uge? Peder skruede dækslet på og låste den. Jeg låste aldrig min, men man havde jo også et større ansvar, når man kørte med lig, man kunne vel ikke have en idiot til at pisse i tanken på en rustvogn. Så kunne jeg pludselig se det, jeg havde jo set ham før, for han havde begravet min kones mor for nogle år siden! Hun døde af en kræft, der kun skulle bruge fem måneder til at fortære hendes krop. Det var jo ham, der havde båret kisten ud. Vi faldt i snak, Peder og jeg. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det bedre, men der er bare mennesker, man klinger bedre med end andre, og jeg tror som sådan ikke, at det havde noget at gøre med, at han var bedemand. Blot for at give et billede af, hvor langt vi kom omkring i vores samtale, så snakkede vi om import og eksport af laubær!
   "Du har vel ikke tid til en kop kaffe," spurgte jeg ham så efter en halv times snak ved Statoil. "Jo, det kan jeg vist godt nå," sagde han bare, ret overraskende, jeg troede han sammen med den døde i lasten havde en stram tidsplan. Mere skulle der åbenbart ikke til, før man fik en bedemand med sig hjem.

Frida hilste på ham ude i køkkenet, da hun kom hjem fra arbejde, og jeg sagde hans navn: "Peder." Hun kiggede søgende på ham. "Har jeg ikke set dig før," sagde hun. "Jeg ser jo en del mennesker," sagde han, sådan lettere kryptisk, og jeg elskede ham for det, for at tale sådan mellem linjerne, og han bekræftede min oplevelse af, at bedemænd var gode til at tale om det, der var svært at tale om, på en underspillet måde. Det var sådan, jeg oplevede hans sætning, og jeg kunne se, at Frida kæmpede en brav kamp for at finde frem til, hvor hun havde set ham. Det var underligt, at hun ikke kunne lægge to og to sammen, men det var måske vanskeligt, når det handlede om begravelser af ens familie af kød og blod? Jeg så pludselig for mig den tørre, indsunkne krop nede i kisten, og den overdimensionerede røde næse på svigermor.
   "Men er du ikke ...?" spurgte hun Peder.
   "Jo, Frida," sagde jeg. "Jo, det er han."
   "Du begravede jo ..."
   "...din mor. Korrekt." sagde han bare, tilpas tørt. Så begyndte de at snakke om begravelsen, meget åbent og uden at lægge fingre imellem, så at sige.
   Jeg hentede mere kaffe ude i køkkenet, bare for at gøre et eller andet. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg følte det lidt som, at Frida stjal bedemanden fra mig, mens jeg var derude. På køkkenbordet lå der over 15 pakker rå flæsk, der var en eller anden uhørt mængderabat i Bilka, kunne jeg se på de kvitteringer, Frida havde lagt på køkkenbordet, og det betød, at vi havde flæsk til hele 2023 med! Jeg kom til at tænke på, om Peder handlede i Bilka, om han nogensinde havde taget bedemandsbilen med sig, men at han da på ingen måde kunne køre rundt med så store mængder flæsk, som Frida havde gjort det, i sin bedemandsbil? Jeg ved det ikke, om jeg faktisk er den eneste i denne verden, der har haft uanmeldt besøg af en bedemand, og som i samme ombæring tænkte på flæsk, mens jeg hældte kaffe i en kande?
   Jeg kom tilbage ind i stuen, og de snakkede om Frida Kahlo nu. De snakkede om, at hun ville have malet anderledes, hvis ikke hun kom ud for den ulykke, som hun kom ud for. Frida var opkaldt efter den kunstner, det vidste jeg, og det var derfor, de snakkede om hende. "Det er, som om ulykken er kommet med i farvevalget," hørte jeg Frida sige til Peder, og jeg rystede på hovedet, mens jeg satte kaffekanden på bordet. "En ulykke sætter sig sgu ikke i farverne!" sagde jeg hårdt, og jeg mente det, for det var simpelthen vanvittigt at tænke på den måde. "Det kan den altså godt," sagde Frida, på sin belærende måde, som jeg hadede ligeså meget, som når hun placerede sine neglerester i vores fyrfadslys inde i stuen. Det var skide ulækkert. "Du er sgu'da opkaldt efter Frække Frida!" sagde jeg så, og jeg kan godt høre, at det var ondskabsfuldt sagt, og jeg ville ønske, jeg kunne trække det tilbage igen. Hun kiggede på Peder, der brugte en nøglering fra sine bedemandsnøgler til at knappe øllen op med. "Taler du også sådan til din kone?" spurgte Frida ham.
   Bedemanden tog en tår af den nyskænkede kaffe, den måtte næsten være brandvarm, tænkte jeg, mens jeg stirrede på ham. For første gang i mødet med ham blev han forlegen. Jeg tror ikke, han havde en vittighed, der kunne hjælpe os ud af det her. Han forblev tavs, og han havde vist ikke tænkt sig at svare Frida.
   "Hvor længe har du været bedemand," spurgte hun ham. Han sagde ikke noget. I stedet for at svare stillede han sig pludseligt hen til døren ud mod bryggerset, som stod han og ventede på en kiste, der skulle bæres ud. Det var vildt mærkeligt, og selvom mødet med bedemanden hos Statoil måske var en historie værd i sig selv, er det denne scene, eller situation, kald det hvad du vil, som er grunden til, at jeg fortæller det her. Han stillede sig hen ved døren og stod ret op, som en autoritet, en dødens vagt, og kiggede hen mod os, eller på en måde snarere hen over os, igennem os. "Du hørte måske ikke, hvad jeg sagde," spurgte jeg ham, men samme tavshed ramte mig igen, og min kone begyndte også så småt at opfange det underlige i situationen. Hun havde jo lige siddet og snakket med ham, men nu var det som om, han havde opbrugt sin kvote af medemandsord og bedemandshøflighed for en dag. Hun kiggede bekymret på mig, men det var en anden slags bekymring denne gang, en bekymring der ikke havde med os at gøre. Hun kiggede fra mig til bedemanden og sagde: "Hvorfor siger han ikke noget?" Jeg rystede på hovedet. Hvad skulle jeg svare til det? Han var pludselig blevet helt mundlam. Det havde måske provokeret ham mere end vi havde regnet med, alt det vi havde sagt til hinanden? Selvom vi snakkede om ham i tredjeperson, selvom vi vendte hver en potentiel mulighed for hans tavshed, brød han ikke ind i snakken. Han så os slet ikke. Jeg kan ikke forklare det bedre, og måske man selv skulle have haft en bedemand i sit hjem for at forstå den her tavshed. Nu var han ligesom på job igen, sådan føltes det.
   For første gange i mange år var vi pludselig enige om noget, Frida og jeg, og der var ingen tvivl om, hvad det var, vi var enige om: Vi ville skille os af med bedemanden hurtigst muligt. Den tanke fyldte mit sind, og jeg ved ikke, hvordan jeg kan forklare dig det, når jeg skal forsøge at klargøre for den følelse, der voksede i mig, efter vi havde fået en bedemand i køkkenet. Jeg havde været så fascineret af ham, så draget, at jeg havde taget ham med hjem, men på det her tidspunkt havde jeg fortrudt det. Jeg vidste, at Frida havde det på helt samme måde, og jeg hviskede til Frida, at vi måtte sige farvel til ham, at vi måtte få ham ud af lejligheden. Frida var gået hen til køkkenvasken og havde samlet en klud op. Jeg ved ikke, hvad hun ville med den klud, men der var øjensynligt ikke spildt noget nogle steder. Jeg betragtede hende, mens hun gik hen mod ham med kluden. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle se en kvinde, min kvinde, tørre munden på en bedemand, men det var præcis, hvad hun gjorde. Hun ville have en reaktion, så hun tørrede hans mund. Han reagerede på kluden. Det var koldt vand, det kunne jeg se på hans reaktion. Og jeg tænkte: Nu siger han vel noget? Men det gjorde han ikke. Han forblev tavs, mens han gned sin overlæbe mod sin underlæbe for at fjerne den irritation, som kluden havde medbragt på hans bedemandsmund. Det var komisk, hvis ikke det var fatalt. Sådan havde jeg det. Det her rejser vi os ikke fra igen, tænkte jeg. En kold bedemand i vores køkken, det sætter ligesom alt på spidsen. "Jeg stopper ikke med at tørre dig om munden, før du forlader vores hus," sagde hun så, og først nu forstod jeg, hvad hun forsøgte på. Med fysisk handling forsøgte hun at tvinge ham til at forlade lejligheden, men han rokkede sig ikke ud af pletten. Først nu indså jeg, at han ventede på noget. Der var et eller andet kodeord eller ritual, der skulle til for at få ham til at bevæge sig. Det var tydeligt. Jeg vidste, at vi kunne slippe af med ham, men jeg vidste også, at der kun var én måde at få ham til det på. Jeg greb fat i håndtaget og åbnede ud til efterårskulden, og den ramte mig som en støvsky af aske, der brændte ind i min ansigtshud, og jeg kunne se, at bedemanden også fornemmede kulden. "Han vil have os til at forlade huset," sagde jeg til Frida, for jeg havde foetået det. Hvordan vi slap af med ham. "Hvad?" sagde hun forundret. "Han vil have os til at gå ud ad døren." "Men vi bor her jo?" "Vi skal gå ud," sagde jeg bare. "Men det er da ham, der skal gå," blev hun ved.
   Udenfor holdt hans bedemandsbil og ventede, og jeg ved ikke, hvordan vi kunne have overset det før, men nu fik jeg øje på det. Bagklappen var åben. Han havde åbnet den, inden han var gået ind til os, og vi skulle gå hen til bilen. Han havde tanken bilen op til os. Det er faktisk ret let at skrive, hvad der så skete. Vi kom udenfor. Vi stod i efterårsbrisen og kiggede ind mod bagagen på en rustvogn, og jeg sagde til Frida, at vi jo skulle derind. Hun var noget tilbageholdende, og hun havde endnu ikke forstået det. Men det skal hun nok komme til, tænkte jeg. Jeg trådte op i vognen, og dens fjedre gjorde et mindre hop, en bevægelse, der trykkede sig ind i hjernen på mig. Der var en kiste derinde. "Kom så," sagde jeg til Frida. "Det mener du ikke, Albert?" sagde hun. Jeg nikkede bare. Hun trådte tøvende op. Helt op. "Du starter," sagde jeg til hende, for jeg ville ikke lægge mig ned i kisten for så at se, hvordan hun løb sin vej. Jeg ville først være sikker på, at hun også lagde sig ned i kisten, før jeg fulgte efter hende. Snart lå vi begge to dernede. Ritualet var tilvejebragt. Vi lå og rullede rundt, ovenpå hinanden, og gav helt slip. Man har ikke noget valg. Man har ikke noget valg.