Det er altså rigtigt, når jeg siger det. - Der var et sted ovre midt i Jylland en lille by, der hed Bang, og alle i byen hed ... Nej, for resten, den lå vist i Sydsjælland, men i alle tilfælde, så ... Nej, når jeg nu tænker efter, så lå den vist midt på Fyn. - Det er nu lige meget, i hvert fald hed alle i byen Bang, både til for- og efternavn. Det kan synes underligt og upraktisk, tænk bare på alle de gange man i kontorer og banker skal vise ID. Nå, men det er jo konkrete problemer. Og dem løser man bare, når de opstår. Desuden var det jo en lille by, så alle på en eller anden måde kendte hinanden. Ingen tænke over, at det kunne være anderledes. At hedde Bang var det eneste fornuftige og det eneste anstændige. Man kan ikke sige, at de ligefrem foragtede de udenbys, der ikke hed Bang, men lidt hævet over andre, det følte de sig nu. - Det var sjældent at nogen flyttede til byen, men de der gjorde, tog efter en tid navneforandring til Bang. - Men det skete da, at nogen flyttede ud, og på den måde blev Bang-navnet spredt ud over landet. En af landets kendteste forfattere hed da også Bang, og han selv og mange andre mente, at han eller hans familie oprindelig stammede der fra byen. Det var nu vist tvivlsomt. Og hans fornavn var i hvert fald helt forkert.
   Byen var bygget op omkring Bang-fabrikken, der producerede fyrværkeri. Alle, i hvert fald alle byens mænd og en stor del af kvinderne, arbejdede for fabrikken, eller de arbejdede i små virksomheder, som på en eller anden måde havde tilknytning til fabrikken.
   Fabrikkens stifter, og det vil også sige byens grundlægger, havde det pompøse navn Franz Joseph Emilius Bang. Det havde oprindelig stået på det kæmpemæssige monument på hans grav, men byens borgere var ikke glad for det, så bystyret bestemte, at få det ændret. Nu er det ikke så let, at få fjernet en inskription som er indhugget i en marmorblok, men det blev gjort, og i stedet blev indhugget følgende: Bang, Bang, Bang, BANG! - Det sidste Bang var i versaler og stod lidt længere nede på stenen, og var omgivet af nogle streger og stjerner, som skulle forestille opstigende og eksploderende fyrværkeri. Meget smukt.
   Byens fyrværkeri var af bedste kvalitet og blev eksporteret til mange lande, mest til Kina, som næsten opgav deres egen produktion. Fabrikken producerede dog ikke bare fyrværkeri, men også en evig sky af støv, der lagde et gråligt skær over hele byen. Dette var nu ikke kun dårligt, da det holdt byens kvinder, de som ikke var direkte ansat på fabrikken, fuldt beskæftiget med at skure og skrubbe.
   I krigens tid var det tale om, at omlægge virksomheden til egentlig våbenproduktion, men i fabrikkens bestyrelse var meningerne delte. Trods sit navn var det dog en meget fredelig lille by, men en stærk fraktion i bestyrelsen mente dog, at en våbenproduktion ville være helt i stifterens ånd. Var det måske ikke en kendt sag, at stærke våben kunne være både fredsskabende og fredsbevarende. Denne fløj syntes stadig at få større tilslutning blandt byens borgere, men så sluttede krigen, og i en kort periode kunne man kun tænke i fredelige baner. Den våbenglade fløj døde dog ikke helt, og den fik fornyet styrke efter som stormagternes våbenkapløb udviklede sig.
   Men det er svært, at holde en kampgejst oppe, når velstanden breder sig. Og velstand var, hvad byens fyrværkeriproduktion medførte.
   Men andre kræfter truede det lille samfund. Visse tendenser fik det til at knage i fugerne.
   Vi kan tage udgangspunkt i en lille familie der naturligvis hed Bang, det hed alle i byen jo - både til for- og efternavn. Uforståeligt for udenforstående, men for byens borgere, og altså for denne lille familie, var det ganske selvfølgeligt, det var det normale. Det kan være svært at forklare på skrift, det kom alene an på betoning og toneleje. Manden hed altså Bang, udtalt med dyb, fast stemme, og konen hed Bang, udtalt lysere og mere melodiøst. Så havde de en lille pige, hun hed Bang, udtalt med en sød lille stemme, sådan som man vanligvis taler til småbørn. Det ville så blive reguleret, når hun blev ældre. Konen var højgravid, og de håbede nu, at det ville blive en dreng, og de var så småt begyndt at tale om, hvad de skulle kalde ham.
   De havde nogle naboer, et pænt par, som de kom en del sammen med. De havde hidtil været barnløse, men havde så for nylig fået en søn. Det var jo en stor lykke, men ... og her vender historien ... de havde kaldt ham Edvard. Der gik et chok gennem hele nabolaget, og særlig vores lille familie havde det dårligt med det. De havde jo gratuleret parret, da drengen blev født, og havde virkelig glædet sig med dem. Men hvad så nu? Kunne de overhovedet omgås den slags mennesker? Men de havde jo været så gode venner.
   "Vi må støtte dem i deres ulykke," sagde Bang, altså konen.
   "Ulykke!" vrængede Bang, manden. "Det er sgu dem selv der har bragt det over deres hoved."
   "Ja, men alligevel," sagde konen. "Det er trods alt vore venner og naboer."
   Nåja, manden vaklede, og det endte da med, at de gik og besøgte naboerne. De blev modtaget med venlighed og åbenhed, som om intet var hændt, og de blev budt på kaffe og kage og en lille én. Og de måtte jo beundre barnet, som, det måtte de indrømme, trods navnet var en dejlig dreng.
   Da de kom hjem til sig selv igen, var de begge i dybe tanker. De gik omkring uden at sige noget, og når tavsheden ind imellem blev for pinlig, vekslede de nogle ligegyldige ord.
   Først dagen efter, efter han kom hjem fra arbejdet, brød hun tavsheden: "Hvis det nu bliver en dreng, kunne vi så ..."
   "Ja," sagde han spørgende. "Hvad ville du sige?"
   Hun sagde meget stille: "Kunne vi så kalde ham Kurt?"
   Han grinede lidt genert. "Jeg tænkte nu på Alexander."
   Hun overgav sig. "Kurt Alexander, er det hvad han skal hedde?"
   "Og hvad hvis det bliver en pige?"
   "Så skal hun hedde ..."
   "Elisabeth!" sagde de i munden på hinanden.
   De sad lidt stille med smil om munden og i øjnene. Men eftertanken meldte sig, og langsomt forsvandt smilene. Og de kom til, at de hellere måtte ...
   Det blev en dreng. Da de kom til præsten for at få arrangeret dåben, satte præsten sig til rette, for at udfylde sine papirer.
   "Hvad skal barnet hedde?" spurgte han rutinemæssigt og var allerede i færd med at skrive.
   "Kurt Alexander," sagde Bang, altså manden. Konen så lidt forskrækket på ham. Præsten standsede et langt øjeblik med pennen hævet lidt over papiret.
   Så sukkede han dybt og mumlede: "Samfundet går i opløsning".
   I den følgende tid dukkede flere og flere fremmede navne op i byen. Præsten havde ret, samfundet var i opløsning, en kultur var ved at gå til grunde.
   Byen delte sig, men ikke i to skarpt adskilte grupper. Mange var naturligvis bekymrede over, at Bang-navnet tabte i vægt. Så der dannedes små grupper som arbejdede på forskellig måde for at bevare Bang-navnet. De havde sådan set ikke modstand af betydning, det var ingen revolution, det var opløsning.
   Fem år senere, tilfældigvis på Kurt Alexanders fødselsdag, blev der holdt en stor fest på fælleden uden for byen. Vores lille familie var mellem dem der havde fået idéen.. Deres lille pige, som naturligvis var blevet noget større, hed jo stadig Bang, men havde i det sidste insisteret på, at blive kaldt Lillian, og forældrene føjede hende leende. Festen var ellers arrangeret af alle dem med de nye navne, men Bang'erne var da også inviteret med. Og enkelte, faktisk en hel del, sneg sig til at deltage, skønt nogle af de konservative grupper propaganderede imod, og forsøgte endog at få festen forbudt.
   Men festen gik sin gang. Der var gynger og karruseller og al slags gøgl. Børn og voksne havde en herlig dag, og da mørket faldt på var der fyrværkeri, det største nogen havde set. Det var som om hele fabrikkens årsproduktion skulle futtes af. Himlen stod i flammer, sole og stjerner hvirvlede til vejrs, roterede, døde og nye kom til. Det var verdens vidunderlige undergang, og da det var slut sænkede stilheden sig, og alle forundrede sig over, at de stadig stod på den solide jord.
   Freden sænkede sig over jorden og den lille by, stilheden blev bare kort afbrudt af en forsinket raket der hvislede til vejrs og spredte sine stjerner over den mørke himmel: Bang!