Jeg skylder jer at fortælle, vi var på vej til badmintonstævne i Herning. Min far og jeg havde kun kørt 5 kilometer, lidt udenfor Barde, og der var 23 kilometer fra Videbæk til Herning. Og så stank det helt ad helvede til. Så er det sagt.
   "Hvad fanden er det, Albert?" sagde far. Jeg trak på skuldrene. Han kørte ind på en holdeplads og åbnede døren, steg ud. Men stanken forblev. Den sad som en tyk tjære i alle kroge i vores gamle, røde Mazda, og efter vi begge var trådt ud af bilen, sev den ligesom ud af begge åbne døre.
   Far satte sig på kølerhjelmen og kiggede ud over nogle marker, som ledte han efter en grisestald et sted. Problemet var bare, at det ikke stank af gris overhovedet. Eller noget andet genkendeligt. Det stank af noget nyt, noget, der ikke var sådan at forklare.
   "Det kommer sgu fra motorhjelmen," sagde han kort tid efter, og jeg trådte hen foran ham, hen til fronten af bilen, for at snuse mig frem til den hæslige odørs ophav! Trak næsten desperat vejret ind gennem næsen. Mine fimrehår var stive. Min far gik ind i bilen for at finde det håndtag, der åbnede op for motorhjelmen, og snart rodede hans ene hånd rundt inde under kølerhjelmens sprække, hvor han forsøgte at få fat i den split, som man bruger for at åbne ind til motoren. Det sagde klik, da far fik rigtigt fat.
   Jeg stod på afstand og betragtede ham. Nakken. Den store tyrenakke og de knoklede hænder, der løftede hjelmen op. Åbnede ind til skroget som et fortidslevn, hvis indvolde skulle studeres nøje, for at tyde hvilken anatomiske finesser, det havde. Han holdt sig for næsen med den anden hånd.
   "Fy for satan," sagde han, og jeg gik et skridt tættere på, men kunne ikke se, hvad der var nede i motoren.
   "Hvad er det?" spurgte jeg, men var ikke sikker på, at jeg ville høre svaret.
   "En død due," sagde han, og det lød som begyndelsen på et digt, der brugte bogstavrim og som aldrig blev udgivet:

En død due
   der drukner
   i dammen


"Den er jo helt smeltet ud," sagde far. Jeg kunne ikke se det for mig, en død due der smelter i en bilmotor. Det er slet ikke noget, som man kan forestille sig, synes jeg. Og derfor gik jeg helt hen til motorhjelmen og kiggede ned, kiggede på den døde due, og død var den da. Meget. Først var jeg ret imponeret over, at far kunne se, at det var en due. Så blev jeg skeptisk. Måske det slet ikke var en due? Måske det var en taske, der var smeltet, eller noget helt andet? Det var vel slet ikke sikkert, at det var et dyr. Men far insisterede:
   "Hvordan fanden kan en due komme ned i motoren?"
   Det kunne jeg selvsagt ikke svare på, så jeg sagde:
   "Godt spørgsmål, far."
   Og han tog en kuglepen, som han havde i sin lomme, og han prikkede forsigtigt til den, men den due (eller hvad det nu skulle forestille at være) var meget udflydende. Der sad noget mørkerødt tilbage på blyanten. Jeg tror ikke, jeg ville skrive flere strøtanker med den, tænkte jeg, og far kiggede på mig med sit anklagende blik, og den her sætning er som indgraveret bag mine øjenlåg:
   "Vidste du godt det her, Albert?
   Først var jeg helt mundlam. Hvordan svarer man tilbage på en sådan anklage? Eller måske var det ikke en anklage, men det var i hvert fald en afhøring og en potentiel sigtelse!
   "Nej, på ingen måde!" sagde jeg.
   "Nogen må da have placeret det dyr der, ikke?"
   Jeg fandt heldigvis hurtigt en teori, der i hvert fald for mig virkede sandsynlig:
   "Tror du ikke, at den har fundet skjul deroppe, og så er smeltet, efter motoren blev varm?"
   "Hvad skulle en due skjule sig deroppe for? Har du hørt, at dyr skjuler sig på den måde?" spurgte far, og han blev mere irriteret på mig, kunne jeg fornemme. Jeg kunne se hans spændte nakke i bilruden, en spejling.
   "Nej, det har jeg ikke hørt om. Det har vi ikke haft på pensum i biologi," sagde jeg i et tvivlsomt forsøg på at være sjov, og far smilede lige så tvivlsomt som joken.
   "Så tror jeg, det er urealistisk," sagde far bare, tørt.
   "Måske den har været på afveje," fik jeg sagt. Dumt. Den var jo ikke bare på afveje, men den var i smeltet i mekanikken.
   Far havde ret. Det var en due. Jo mere jeg kiggede på den, des mere sikker blev jeg i min sag. Jeg tror, et stempel havde banket ind i hovedet på den, mens motoren var tændt, og hvis far tændte for bilen igen, ville kraniet snart løsrive sig fra resten af duekroppen, tænkte jeg. Der var ikke meget fred tilbage i den due.
   Min far tog kuglepennen ned i lommen igen. Stakkels lomme. Jeg kunne ikke forestille mig andet, end at lugten fulgte med.
   "Vi skal have den ud af motoren, før vi kan køre videre," sagde han, nøgternt, og han fandt en pind i grøften og traskede atter hen til motoren. Jeg kunne regne ud, at det ikke ville blive et kønt syn at se min far bore pinden ind i den smeltede masse, alt det bløde, der ikke ville slippe den massive mængde jern, som udgør en motor på en Mazda. Jeg kunne ikke finde ud af, om det gjorde scenariet nemmere, at duen ikke længere lignede en due, eller om det gjorde det endnu mere voldsomt. Men far fik placeret pinden inde i det, som man må formode var bugen på dyret, men det var ikke effektivt, det han havde gang i. Det havde jeg lyst til at sige til ham, men det sagde jeg ikke.
   "For helvede, skide due! Den er jo helt smeltet!" råbte han. Han knækkede pinden mod sit ene lår i raseri. Og nu gik det stærkt. Far fik den tanke, der skulle ændre det hele:
   "Din mor har jo haft kølerhjelmen stående åben natten over! Det er fandeme hende, der har skabt den her suppedas," råbte han.
   Jeg havde ikke hørt, at mor havde haft kølerhjelmen stående åben natten over, men far var overbevist. Han fortalte ikke, hvordan han vidste det. Han sagde ikke så meget andet, men hidsigheden gik helt ned i olieneglene på ham. Det kunne jeg jo se. Han klemte om Mazda-logoet foran kølerhjelmen, som var det en byld, han havde prikket hul på. Gennem alt det sorte i neglene trådte en hvid plamage frem, en ilter hvidflosset masse, der på en måde skreg højere end fars ord.
   Fars store, brovtende fingre fik fat om den flydende due. Det var som at trække hundrede vingummibamser op af vand. Duens masse løb ned omkring hans hænder, men han var ligeglad, for han havde en mission.
   "Find en pose i bagagerummet," sagde han til mig. Jeg gik om bagved bilen. Havde aldrig følt et mere helligt sted i mit liv. Her var ingen døde duer eller noget. Jeg åbnede ind til bagagerummet, og der var rigtigt nok en pose, det var mors pose med tekstiler, sytøj, garn. Et projekt til sin venindes barnebarn, som hun ikke havde fået ind, sidst hun havde været på tur. Det var underligt at mærke på garn. Jeg kunne faktisk ikke forestille mig noget længere væk fra duen.
   "Der er kun en posen med garn," sagde jeg.
   "Den er perfekt. Kom med den, Alberta," sagde han, og jeg hadede, når han omtalte mig med det øgenavn. Kun pigenavne slutter med et A, og jeg havde forberedt mig noget tid på at fortælle ham det. At bede ham stoppe.
   Jeg tøvede lidt. Jeg havde svært ved at tømme indholdet af posen ned i bagagerummet, for jeg vidste, hvor øm mor var for sine krea-projekter. Men jeg vidste også, at far ikke ville acceptere, hvis jeg ikke gjorde det, så jeg tømte den med lukkede øjne.
   "Her er posen," sagde jeg til ham, da jeg trådte hen til ham med posen.
   "Hvorfor har du tømt den?" spurgte han, mens han holdt duen i sine hænder. Han kunne ikke skjule skuffelsen i sit spørgsmål. Duen var alligevel ikke så smeltet, som vi først antog, for den kunne godt ligge i fars hænder, uden den gled ud mellem fingrene på ham. Hovedet forblev på. Selvom den hang i en tynd tråd. Det var faktisk underligt, nu den ikke sad sammenklemt mellem motordelene, hvor meget den stadig lignede en due. Jeg foldede posen ud foran far.
   "Skal vi ikke lade garnet komme ned i posen igen," sagde han så, og jeg forstod nu, at han faktisk havde ment det, at han faktisk ønskede, jeg ikke tømte posen. Jeg rystede på hovedet, men kunne slet ikke sige noget. Nej, far, ikke en død due på mors garn. Nej, far. Vel? Måske var det for sjov, en joke han kørte langt ud? Ja, det måtte næsten være for sjov. Så smed han duen ned i posen. Og det var rart, da duen endelig var nede i posen, så jeg kunne binde en knude på den.
   Jeg smed den ud i grøften, men far reagerede prompte. Han trykkede mig på den ene arm, alvorligt, blikket lynede. Han hentede posen.
   "Hvad tænker du på?"
   Jeg sagde undskyld, og far smed posen om i bagagerummet til mors krea-projekter. Vi kørte til badminton med den døde due i bagagerummet, og jeg kunne ikke tænke på andet, end at jeg skulle huske at smide den i skraldespanden, når vi kom hjem. Og lægge mors sytøj i en ny pose. At jeg skulle gøre det, fordi far ikke havde tænkt sig at gøre det. Og så var der badmintonstævne.