Nogle gange, når jeg er i bad, bliver jeg knuget af en underlig følelse. Et kvælende ubehag. Vridende, sammensnørende. Spiddende tanke. Jeg er ikke alene. Jeg kan pludseligt ikke få vejret.
   Een stue, een gang, ét køkken. Ét badeværelse. Badeværelset.

Jeg er bange, hvis døren er lukket. Bange, hvis den er åben. Den er mere end på klem, mindre end midt imellem.
   Dråberne skulle have været varme, blidt prikkende og beroligende. Men nu dominerer kuldegysninger, og tænder, der klaprer. Den smalle åbning lukker skarpt lys ind, ude fra gangen.
   Uanset om den er åben eller lukket, så er jeg nødt til at kigge på den. Hele tiden. Ingen pauser. Jeg må ikke stoppe, må ikke lukke øjnene. Men shampooen svider i øjnene. Det brænder og slører mit syn. Jeg er ikke ligeglad, men jeg har intet valg. For jeg tør ikke gøre mig færdig, tør ikke skylle sæben ud. Men jeg tør heller ikke blive under bruseren. Det hvide, kolde hjørne beskytter mig ikke.
   Jeg kan ikke tage blikket fra døren. Grim og gammel, hvidmalet i tidernes morgen, nu let gullig. Malingen der skaller over træet der rådner på nydeligste vis, de steder hvor døren har kontakt med det våde glatte badeværelsesgulv. Jeg må beslutte mig. Skal den være åben eller lukket?
   Jeg er så bange. For det ene og for det andet. Jeg er slugt, fuldstændigt.

Jeg lytter efter larm. Lytter efter lyde. Lytter efter latter. Jeg lytter efter stilhed. Lytter efter hende der nærmer sig. Så jeg pludseligt kan se hendes fingre der griber krampagtigt om dørkarmen. Måske ligger hun sin kind mod væggen, mindre end en halv meter fra mig. Hun kan snige sig ind i mit rum og kigge på mig. Store og runde, blågrå øjne. Fedtet, uredt hår. Beskidt. Usoigneret. Smudsig. Jeg må ikke lukke øjnene. Jeg MÅ IKKE.
   Mens jeg står i badet, fortæller de rejste hår på min triste kolde hud mig, at hun, så absolut er derinde, muren imellem os. Og hun er alene. Ligesom jeg er alene. Kan hun se mig hver gang jeg blinker, og altid, når min ryg er vent til?
   Jeg er nøgen, min krop, mine tanker. Mine nerver er nøgne og flossede af angst, der ætser min rationalitet og virkelighed. Rystende af kulde, gisp mellem blå sprukne læber. Der måske stadig kan reddes. Alt energi er frosset i sænk af de varmkolde istapper, fra det justerbare plastik-metal brusehoved.
   Panikken hvirvler og tempoet accellerer, mens jeg, med stive og hakkende bevægelser, arbejder mig ud af badet. Lige ved at skvatte, da jeg griber r tom. Men hvor er hun så?
   Min mund smager af shampoo og jeg har haft glemt at trække vejret. Hvor længe har jeg blokeret luftens vej til min hjerne? For mine lunger svider som mine øjne.
   Det lange, kolde, stive hår, klistrer til noget, der føles som mit frosne og kraklerede kranie. Vandet fra håret og kroppen er koldt. Det drypper, og løber ned ad mig, ned i en lille pyt på gulvet. Jeg har ikke rigtigt tørret mig. Jeg har stadig en smule sæbe i håret og i øjnende. Det er underligt at jeg overhovedet ænser det. For mine karpe tanker, på trods af den dunkle træthed, er et helt andet sted. Jeg tænker på hvor hun er henne. Mens jeg holder mit sylespidse blik rettet mod døren.
   Jeg undgår med vilje, at kigge til højre, at kigge ind i spejlet, der fylder hele den ene af klædeskabets tre døre. Jeg er bange for bevægelser i periferien. Også de bevægelser der er mine egne
   Hun er så tæt på. Hele tiden. efter håndklædet, fordi mine øjne er rettet mod døren. De løber i vand. Fordi jeg ikke blinker, fordi de er spærret vidt op og fordi sæben løb ned over mit ansigt.
   Jeg prøver at samle det ikke-eksisterende mod. Mit ansigt nærmer sig dog døråbningen, min venstre ånd skubber døren lidt mere op, så jeg forsigtigt kan kigge jeg ud i køkkenet. Et break fra mine nerver, et splitsekund. Hun er der ikke, så fanden tager ved mig. En uventet og overraskende beslutsomhed, hvilket jeg ikke engang tror at det er, og som jeg ikke ikke rigtigt når at føle. For før jeg ved af det, står jeg i stuen, og stuen e

Hun er vanvittig. Hun går rundt, altid inde ved siden af, med de vanvittige, sejlende og fraværendende øjne. Et stort og misdannet smil, mens hun stirrer tomt op i loftet. Nogle gange ler hun lydløst. Og når jeg er under bruseren, og ikke kan høre det, der ler hun med lyd. Hun befinder sig i det rum jeg ikke er i, i lejligheden. Altid i det andet rum. Men jeg kan føle hendes tilstedeværelse. For hun er sindssyg, og det lugter særligt. Ude i køkkenet om morgenen, når jeg tænder elkogeren, hænger hendes galskab tungt i luften, som en koncentreret tåge. Der er noget genkendeligt over det, men med en kraftig understrøm af fordærv og vederstyggelighed.
   Det genkendelige er mig selv, for det er mig der er hende.
   Hun skræmmer mig. Hun ved at jeg er her, og hun vil kigge på mig. Hun er aldrig kommet ind til mig. Jeg tror ikke at hun gør det. Men når jeg går ud og ryger om natten, kigger jeg ned, jeg vil ikke kigge direkte ind i min spejling i glasdøren. Jeg vil ikke se hende stå bagved mig. Altid er jeg ekstra varsom, så jeg ikke kigger i spejlet, hverken i stuen eller på badeværelset. Og jeg sørger for ikke at kigge ud i køkkenet når jeg går frem og tilbage mellem de to andre rum, gennem gangen, jeg er bange for at hun står derude og kigger på mig. For det ved jeg jo at hun gør. Hun er fra forstanden, fra min forstand.
   Jeg indåner hende når jeg åbner min dør. Hun sniger sig ind i mine næsebor og finder mine slimhinder. Ned gennem halsen og ud i lungerne. Ud i de små kapillærer. Ud i alt, alt, alt blodet. Hun kommer med ilten.
   Op i min hjerne, og ind i mine tanker og min søvn. Og min virkelighedsopfattelse.
   Hun har oplagret sig i mig. Ligesom et tungmetal.