Jeg fandt dette skrift i en ældgammel Bibel øverst i et mørkt hjørne i mit bibliotek. Det var håndskrevet med gotisk skrift og næsten ulæseligt, men det var da dansk. Det har voldt mig stort besvær, men jeg har fået god hjælp fra mere skriftkyndige til at tyde det og "oversætte" det til noget mere forståeligt.
   Jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal mene om det, men må gå ud fra, at det er fiktion. Jeg kan ikke tidsfæste det nærmere end til begyndelsen af det nittende århundrede.
   Historien uspiller sig i dette hus, hvor jeg bor. Det har dengang ligget et godt stykke uden for byen, men ligger nu i en tætbebygget forstad. Da jeg erhvervede det, havde det stået tomt længe og var ret forfaldent. Men det var smukt og bevaringsværdigt, og jeg fik det restaureret, og i den forbindelse blev det delt i to lejligheder. Også en del af indboet var bevaringsværdigt, ja, noget af det gik helt tilbage til denne histories tid, og jeg fik det gjort i stand. De mange bøger røg til en antikvarboghandler, men de ældste og smukkeste har jeg beholdt. Det var her jeg fandt den gamle Bibel og dermed dette skrift.
   Spejlet som spiller så stor rolle i beretningen hænger stadig i forstuen, og der er intet mærkeligt ved det, bortset fra at det er smukt og ældgammelt.
   Det nævnes kun få navne i historien. Jeg har gransket husets historie. Samme familie har boet her i flere hundrede år, men jeg har ikke kunnet finde spor af nogen Linda, men hele fem Anna'er, hvoraf ingen synes at passe ind i sammenhængen.
   Men nu må historien tale for sig selv.


* * *

I anledning af min trediveårsdag tog nogle venner mig med i teatret for at se en berømt danserinde. Hun var flygtning fra Rusland og turnerede nu i de nordiske lande. Jeg var slet ikke vant til at gå i teatret, og havde da slet ikke interesseret mig for ballet. Det ændrede sig denne aften, da lyset i salen blev dæmpet og scenen strålede. Det var jo en soloforestilling med kun et lille orkester, jeg tror kun to violiner, et horn og et klaver., men den spinkle, blide musik syntes at fylde hele rummet. Jeg havde småsnakket med vennerne, nu blev der stille, og da danserinden viste sig på scenen var det som om jeg sad der i salen ganske alene. Hun kom svævende ind i en sky af hvid silke. Jeg havde jo ingen forkundskaber, så om det hun dansede var klassisk eller hendes egne improvisationer, ved jeg ikke.. Naturligvis kan jeg ikke gengive forestillingen, det løber ud i et, i hvirvlende tåger af hvidt, rødt og sort efter dansenes art og hendes forskellige kostumer.
   Hun var en lille dame med sort hår som sad som en hjælm om hendes hoved, men som løsnedes i løbet af forestillingen og hvirvlede med i dansen. Hendes øjne var mørke og blikket fjernt. Munden var lille men meget rød. Hendes farver svarede til hendes kostumer og til hendes dans.
   Efter forestillingen var jeg jo igen sammen med vennerne. Også de var begejstrede for forestillingen og talte om den, men det var som om jeg havde oplevet noget andet end dem, og jeg sagde ikke så meget. Jeg gik tidligt hjem.
   De følgende dage gik jeg i en drømmetilstand, og da danserinden havde en forestilling igen næste uge gik jeg alene ind og så den, og den gjorde da endnu større indtryk på mig end første gang.
   Jeg var naturligvis ikke den eneste der var betaget af hende. Hendes navn var på alles læber. Men jeg gjorde intet for at opsøge hende privat. Jeg forestillede mig vist slet ikke, at hun havde en tilværelse uden for scenens drømmeverden.
   Men da jeg så kom i selskab hos venner, kom hun der. Jeg vidste ikke på forhånd at hun skulle komme, men stod tilfældigvis ved døren, da hun blev meldt. Hendes entré var dog ikke særlig elegant, idet hun snublede over dørtrinet og ville være gået på næsen, hvis jeg ikke havde grebet hendes hånd. Hun så da forskrækket op på mig, hvorefter hun brød ud i et strålende smil. Fra det øjeblik var hun ikke mere danserinden for mig, men Linda.
   "Tak," hviskede hun.
   "Mig en glæde," svarede jeg. "Jeg troede sylfider kunne flyve".
   "Ikke hvis de har ladet vingerne blive derhjemme," svarede hun.
   Det var som om værtsfolkene havde anet, at hun og jeg ville passe sammen, og at vi ville have glæde af hinanden, for vi var placeret sammen ved bordet, men de kunne ikke have forestillet sig den passion det ville udvikle sig til. Vi var sammen hele aftenen, og var vist ikke særlig høflige gæster, da vi næsten ikke så værtsfolkene eller de øvrige gæster, men kun var optaget af hinanden.
   Efter dette første møde mødtes vi hver dag, og efter tre måneder giftede vi os.
   Vi vakte lidt forargelse i byen på grund af vort nære forhold, og familien var imod ægteskabet. Selvom hun, efter hvad hun selv fortalte, havde tilhørt en anset russisk familie, som dog faldt i unåde hos zaren, så var hun set fra byens og familiens synsvinkel ganske ukendt og uden forbindelser. Hun syntes at være kommet lige ud af det blå.
   Men da jeg var økonomisk uafhængig, behøvede jeg ikke at tage hensyn til nogen, og efter vort stille bryllup vandt hun efterhånden alle for sig med sin charme.
   Det var ikke meget Linda bragte med ind i ægteskabet, men blandt hendes få ejendele var et stort spejl. Det var mærkeligt, ja, næsten ubegribeligt. Når man er på flugt er det vel ikke netop et spejl man vil tage med sig. Men for hende havde det en særlig betydning. Det havde tilhørt hendes familie ... altid.
   Det fik sin plads i en forstue over en stor skænk. Her var ellers kun møblerer med skabe, nogle få stole og små borde. Når vi havde gæster kunne damerne nette sig her, og også herrerne kunne rette på deres hår og kravetøj.
   Hun var ingen praktisk husmor, men hun kunne godt iklæde sig en praktisk kjole og et forklæde og forsøge at være huslig. I virkeligheden var hun upraktisk med alt andet end sin dans. Tjenestefolkene lo vist lidt ad hendes anstrengelser, når hun ville fyre op i kaminen, og de måtte gøre det om igen, og når hun vimsede om med en støvekost, men de holdt jo af hende, og sørgede for, at hun følte, at hun gjorde nytte. Så gik hun i haven og skar store mængder af blomster og arrangerede dem i vaser som de skønneste kunstværker, som vakte opsigt og beundring.
   Vort samliv var lykkeligt. Hun dansede stadig af og til på teatret, og fik tilbud om at optræde andre steder, ja, der var planer om en turné i nabolandene. Hun ville også gerne, dansen var trods alt hendes liv, og jeg ville også gerne rejse med hende og støtte hende.
   Det havde vi planer om. Jeg havde aldrig været uden for landets grænser, og hun glædede sig til at vise mig verdens storbyer. Men vi udsatte det hele tiden. Vi levede som i en tidslomme her i vort eget lille paradis, og kunne ikke få os til at afbryde det.
   Men så blev det afbrudt på en anden måde. Efter to år var det slut. Selv nu mange år senere har jeg svært ved at skrive om dette.
   Hun fik en uskyldig forkølelse, som ganske uventet udviklede sig, og inden ugen var omme, var hun død. Måske var lægen uduelig, så han ikke forstod at stille den rigtige diagnose, måske fik hun forkert medicin. Men ingen forstod hvor det bar hen før det var slut.
   Hun lå i den store seng, med det sorte hår spredt ud over den hvide pude. Hendes smukke øjne var lukkede, som om hun sov. Det er hvad jeg husker. Jeg blev selv syg, og måtte til sengs. Nu ville lægen have mig på hospitalet, men det nægtede jeg. Jeg kunne ikke forlade huset, så længe hun lå der. Men derefter husker jeg ikke mere. Da jeg kom til mig selv var begravelsen overstået. Familien og tjenestefolkene havde ordnet det hele.
   Jeg kom mig af sygdommen, men sorgen kunne jeg ikke overvinde. Familie og venner søgte at hjælpe, men de kunne jo ikke gå op i tabet som jeg selv, så de blev efterhånden trætte af det og blev væk. Jeg lukkede det meste af det store hus af og sendte tjenestefolkene bort, og beholdt kun Peter, min trofaste tjener. Han kunne også sagtens tilberede den smule mad jeg spiste og klare mine øvrige fornødenheder.
   Jeg gik sjældent ud, og dagene tilbragte jeg med at arbejde i haven og med at ordne min store bogsamling, og aftnerne og tit nætterne med tilbragte jeg i den lille forstue, hvor spejlet hang.
   Jeg må beskrive dette spejl nærmere. Det var egentlig ikke smukt. Det var cirka halvanden meter højt og godt en meter bredt. Den brede ramme var af en mørk træsort med groft udskårne arkantusranker. Antagelig var det i sin til udført af en lokal, russisk mester. Glasset var let gulnet og der var enkelte pletter.
   Jeg fik stillet en stor stol ind i den lille stue. Jeg kunne ikke få mig selv til at sove i den seng der havde været Lindas dødsleje, og jeg brød mig heller ikke om at sove i nogen af gæsteværelserne. Så fik jeg mine måltider der i den lille stue, og der faldt jeg ofte i søvn. Jeg kunne føle en vag tilknytning til Linda der ved spejlet. Det havde været hendes og havde så tit spejlet hendes skønhed.
   Peter forsøgte venligt og taktfuldt at bevæge mig til at gå rigtigt i seng, men jeg bad ham i stedet om at hente en flaske port i vinkælderen. Når jeg havde drukket den kunne jeg falde i en urolig søvn. Når jeg så ind imellem vågnede, så jeg lige ind i spejlet. Jeg sad skråt for det, så jeg så ikke mig selv, men jeg så stuen og dens møbler, og i min øre tilstand forekom det mig da, at jeg så skygger bevæge sig derinde.
   I en sen nattetime så jeg tydeligt Linda danse derinde, hendes hvide kjole hvirvlede som en tåge om hende. Det var et ganske kort øjeblik, og så var hun væk. Jeg blev forskrækket, men mit hjerte bankede af glæde.
   Jeg rystede dog synet af mig, og besluttede mig for ikke mere at tage så rigeligt for mig af vinen.
   Det kunne jeg dog ikke overholde, og et par nætter senere sad jeg igen der foran spejlet. Måske blundede jeg lidt, men da jeg så op, var hun der. Hun dukkede ud af en tåge, som var hendes egen hvide kjole, der hvirvlede om hende. Hun standsede dansen et øjeblik, smilede og rakte hænderne ud mod mig. Så tonede hun bort i tågen.
   De næste dage gik jeg i en rus af glæde og angst. Dette var galskab, måske var jeg virkelig ved at blive sindssyg. I så fald var det en lykkelig sindssyge.
   Der var nætter hvor intet skete, og hvor jeg blev overbevist om, at det var en illusion, et blændværk skabt af min egen længsel og sorg.
   Men så en nat hvor intet var sket, og jeg sad i halvmørket med kun de seks lys fra den store lysestage, lyste spejlet pludselig op og jeg så ind i spejlbilledet af stuen, men hvor lyset derinde var strålende, så det var som et helt andet rum - og med et var hun der. Hun nærmest svævede ud af spejlet og i mine arme. Få sekunder lå hun i min favn, og hun hviskede: "Kom til mig," og gik så ligesom i opløsning i en tåge, og blev suget ind i spejlet. Der stod hun et øjeblik og rakte armene ud mod mig, men forsvandt så, og spejlet blev mørkt, og jeg så kun spejlbilledet af den seksarmede lysestage.
   Disse oplevelser var så voldsomme, at jeg fik feber, og jeg blev bange for at blive syg igen. Eller var jeg allerede syg, og var dette febersyner? Alligevel satte jeg mig aften efter aften foran spejlet. Men i lang tid skete der intet.
   Jeg forestillede mig, at spejlet skulle bruge meget energi for at producere disse billeder, og det at Linda kunne træde ud af spejlet havde krævet så meget energi, at det ikke kunne præstere noget en tid.
   Men i en sen nattetime var hun der pludselig igen. Hun kom ikke ud, men stod der i sin hvide kjole og vinkede til mig, at jeg skulle komme til hende. Men jeg turde ikke. Jeg gik hen til spejlet og rakte den ene hånd frem, og den gled uden videre gennem glasset. Linda rakte sin hånd frem og vore fingerspidser rørte hinanden. Jeg gøs dels af fryd og dels af skræk og trak hånden til mig, og spejlet lukkede sig da og var hårdt og mørkt som før.
   Men nu vidste jeg hvad jeg ville. Jeg talte med familien og de få trofaste venner om, at jeg havde tænkt mig at rejse bort en tid, og alle syntes det var en god idé. Jeg aftalte også med Peter, at han skulle passe huset i mig fravær. Jeg var jo slet ikke sikker på at dette kunne lade sig gøre, eller om jeg så overhovedet kom tilbage, men det talte jeg ikke om. Det måtte gå som det kunne.
   Jeg kom til at vente. Flere nætter sad jeg der i halvmørket og intet skete, og om dagen blev Peter stadig overrasket over, at jeg stadig var der. Jeg begyndte at miste beslutsomheden og håbet, og tanken om at det hele var en illusion begyndte at nage igen.
   Jeg må være faldet i søvn men vågnede ved en lyd, en svag knitren som af et stykke papir der krammes sammen. Jeg var straks lysvågen, og nu lyste spejlet der foran mig.
   Jeg reagerede spontant, trådte op på en stod og på skænken og tog et skridt ind i spejlet, og straks stod jeg i stuen derinde. Det var min egen stue, men spejlvendt. Den var klart oplyst, men jeg kunne ikke se, hvor lyset kom fra. Jeg vendte mig mod spejlet og så nu ind i min rigtige stue. Men mens jeg så på det lukkede spejlet sig, nu var der kun det hårde glas, der spejlede mig selv og den stue jeg stod i nu.
   Lyset dæmpedes langsomt og jeg blev bange for, at det ville slukkes helt. Hvad ville der blive af mig? Ville jeg være spærret inde i spejlet? Men så gik fløjdørene op, og der stod Linda. Hun var helt i rødt og var endnu smukkere, end da hun var i live, og straks var hun i mine arme.
   "Du kom," sukkede hun i mit øre. "Åh, du kom. Jeg har savnet dig så inderligt".
   Hun ledte mig gennem de andre stuer. Det var jo mine egne og jeg genkendte alt, skønt det var spejlvendt. Da jeg gik gennem spejlet havde det været midt om natten, men her var det stadig lyst. Hun førte mig til spisestuen, hvor der ved et bord var dækket bare til os to. Hvad vi spiste, aner jeg ikke. Jeg var kun optaget af det mirakuløse, at Linda sad der over for mig, at jeg kunne røre hende, kysse hende. Selv nu blev jeg strejfet af angst, at det hele skulle opløse sig i luften. - Tjeneren der opvartede os kendte jeg ikke, og dog var der noget bekendt ved ham, som om han måtte være i familie med en af mine sædvanlige tjenere.
   Efter måltidet trak vi os tilbage til soveværelset. Det var jo det samme værelse vi havde sovet i hele vort ægteskab, bare at det var spejlvendt. Jeg fornemmede også at andet var anderledes, men vidste ikke hvad.
   Lykken ved at favne Linda igen var overvældende. I hendes arme kom jeg til at græde voldsomt. Jeg kunne intet holde tilbage. Længslen efter hende, sorgen, smerten som gik i opløsning og glæden ved genforeningen var så voldsom at det løb over i tårer. Hun trykkede mig ind til sig, kyssede mig, hviskede ord som jeg ikke hørte eller forstod, men som gik mig til hjertet.
   Jeg husker ikke, at jeg faldt i søvn. Jeg var gledet umærkeligt fra vor elskov over i søvnen. Men jeg vågnede midt om natten, så ud i mørket og blev grebet af angst. Jeg måtte tænde et lys, og var bange for, at hun skulle være væk eller at jeg ville se hende forsvinde i en tåge. Men hun var virkelig nok, og da jeg lagde min arm over hende sukkede hun i søvne og lagde sig tættere ind til mig.
   De næste dage brugte jeg til at sætte mig ind i min nye tilværelse. Huset var selvfølgelig velkendt, men jeg løb gang på gang ind i vægge, fordi dørene ikke var, hvor jeg var vant til det, og at de desuden åbnede den anden vej. Linda lo højt, da jeg løb panden mod en dør, og bagefter kyssede hun bulen og badede den med et køligt vådt håndklæde.
   Haven var forbavsende velkendt, og da jeg gik i den med Linda mærkede jeg, at der skete noget i mit hoved, som om noget byttede plads der, så jeg nu så for fornemmede alt normalt og ikke spejlvendt.
   Man plejede fra huset og haven at kunne se ud over landskabet og en lille sø, men nu lå der en tæt tåge, så man ikke kunne se særlig langt. Det var underligt, for her i haven skinnede solen og fugle sang i træerne. Jeg spurgte Linda om det, men hun vidste ikke hvorfor det var sådan. - Også til den anden side lå tågen, men man kunne dog skimte nogle nabohuse.
   Den første tid var så mættet med indtryk, at jeg slet ikke følte nogen trang til at forlade huset og haven - og da slet ikke Linda. Måske var der også en lille, ubevidst ængstelse for hvilke overraskelser der ville møde mig, hvis jeg bevægede mig for langt væk.
   En dag spurgte jeg dog Linda, om ikke vi skulle gå en tur ind til byen, men da blev hun betænkelig og usikker i stemmen.
   "Det er vist ikke muligt," sagde hun.
   "Hvorfor dog ikke?" spurgte jeg forbløffet.
   "Jeg ved det ikke," svarede hun. "Måske kan man. Men byen der der nok ikke hele tiden".
   Spejlverdenen syntes at være skrøbelig. Alt var tilsyneladende normalt, og alligevel kunne man ikke være sikker på noget. Jeg så for eksempel aldrig nogen der gjorde rent, og dog var der altid skinnende rent overalt, og vort tøj og sengetøj var altid duftende rent. Og vi købte aldrig ind og så ingen der gjorde det, og dog var der altid god mad på bordet.
   Huset var også i sig selv underligt, ganske vist lignede det sig selv fra den virkelige verden, men det var som om der hele tiden skete små forandringer, værelserne flyttede sig i forhold til hinanden, og de blev mindre og større, så jeg aldrig kunne være sikker på, hvad der ville møde mig, når jeg åbnede en dør. Det var mit eget hus, alligevel følte jeg mig som en gæst i det. En velkommen gæst ganske vist, men stadig en gæst.
   Jeg spurgte Linda, om hun slet ikke dansede mere. Det var et dumt spørgsmål, men det trængte sig på, da dansen dog havde været en væsentlig del af hendes identitet.
   Hun svarede ikke direkte på spørgsmålet, men sagde: "Jeg vil danse for dig". Og hun tilføjede: "Vi kunne invitere vennerne, og så kunne jeg danse",
   "Ja, det kunne vi da," svarede jeg begejstret.
   Efter jeg var kommet til spejlverdenen havde vi slet ikke set nogen mennesker, bortset fra tjenestefolkene, og med dem var det mærkeligt. Jeg havde altid haft et godt forhold til mine tjenestefolk, og det ønskede jeg da også med disse, men de virkede flygtige som skygger, De var da virkelige nok, og de mindede mig hele tiden om nogen jeg kendte, som om de var i familie med tjenestefolkene i den virkelige verden. Talte jeg til, dem svarede de normalt og smilende. Men næste gang jeg så dem, genkendte jeg dem ikke. Og alligevel var jeg aldrig i tvivl om, at de hørte til huset.
   Den dag gæsterne skulle komme, lå tågen særlig tæt om huset, men henad aften lettede den en smule, og da gæsternes vogne begyndte at ankomme, var det som om de blev til ud af tågen. Måske var det netop hvad de gjorde.
   Glade mennesker trådte ind i huset i deres fineste tøj, mændene i sort og hvidt og kvinderne i deres farverige kjoler. Det var alle de kendte ansigter, og de hilste glade på mig og Linda. Ingen syntes at være forundrede over at se mig, men den absurde tanke slog mig, at jeg måske også havde været her tidligere i en anden skikkelse. Tanken skræmte mig, og jeg betragtede Linda, men hun var bare glad og smilede til mig, så mit mismod lettede. Hun tog min hånd og vi gik til bords.
   Det blev en god aften og nat. Efter middagen fordelte gæsterne sig i stuerne. Jeg talte vist med dem alle, men husker ikke et ord af, hvad der blev sagt. De fleste samlede sig i salen hvor der blev danset. Musikken skiftede mellem lystigt og blidt. Hvor den kom fra ved jeg ikke, for mig bekendt var der ingen musikere. Det var som om den strømmede ud af væggene.
   I den ene ende af salen var der opbygget et podium eller en lille scene. Nu hviskede Linda i mit øre: "Nu vil jeg danse for dig".
   Da hun gik på scenen blev der stille, bortset fra den stille musik som flød gennem rummet. Alle vendte sig mod hende og de som var i de andre stuer kom ind. Det blev en gentagelse af forestillingen fra første gang jeg så hende, og pludselig var jeg tilbage der - bare et glimt, så var jeg igen tilstede i salen. Jeg stod lidt for mig selv og så på dansen og de glade mennesker der fulgte hende med øjnene. Midt i skønheden og lykken blev jeg overvældet af sorg og en stærk følelse af tab, skønt Linda da dansede der lige for øjnene af mig. Det var kun et øjeblik, så var det væk, som om en skygge var gået gennem salen og var forsvundet igen.
   Dansen blev vist i flere afdelinger ud over natten. Linda skiftede mellem sine hvide, røde og sorte dragter, og musikken og dansen svarede dertil. Da hun havde danset den sidste i sort, var alle stemt til alvor, og man begyndte at bryde op.
   Vist havde det været en god aften og nat, men jeg husker ikke meget andet end dansen. Vi tog venligt og muntert afsked med dem alle, men det slog mig, hvor fremmede alle disse mennesker var for mig, skønt det var nære venner og familie. Jeg fik den indskydelse, at de alle var skuespillere, som meget dygtigt spillede deres indøvede roller. Eller var de skrøbelige figurer, som ville gå i opløsning, når de forlod huset. Linda og jeg var de eneste levende mennesker.
   Det var ud på morgenen da de sidste var taget af sted, og jeg gik lidt rundt i huset, og jeg kom da til at tænke på, at jeg ikke havde været i værelset med spejlet siden jeg kom hertil. Måske havde det skiftet plads. Det var i hvert fald ikke der gæsterne var kommet igennem.
   Men jeg fandt da frem til værelset og til spejlet. Det var som før, og spejlet hang der over skænken. Jeg stod længe og så ind i det. Var værelset jeg så derinde et billede af det jeg stod i nu, eller var det værelset i mig virkelige hus. "Det er virkeligheden," hørte jeg mig selv sige højt. Og manden derinde, var det mit virkelige jeg? Jeg gik vild i de tanker. Jeg rakte hånden ud og rørte ved spejlet. Det var hårdt og køligt, som glas er det.
   Linda var kommet ind i værelset, og nu kom hun hen til mig. Jeg omfavnede hende, tog hende ind til mig og holdt hende tæt. Så længe hun var nær mig, var alt godt.
   "Tak for dansen," sagde jeg.
   Vi stod der tæt sammen, og pludselig hørte jeg mig selv sige: "Hvor er han, som var her før?"
   Hun holdt mig ud fra sig og så forbavset på mig med sine mørke øjne. "Hvad mener du?" spurgte hun.
   "Jeg ved slet ikke, hvad jeg mener", svarede jeg forvirret.
   "Der har aldrig været andre end dig," sagde hun.
   Det vidste jeg jo godt, og når jeg ikke kunne forklare tanken for mig selv, hvordan skulle jeg da kunne forklare den for hende.
   Hun stod der med sit ansigt så tæt mod mit, at jeg kunne mærke hendes ånde mod min mund, og jeg vovede ikke den tanke, at hun ikke var virkelig.
   Hun strøg mig blidt over håret og kinden, kyssede mig og sagde stille: "Du forstår det ikke, vel?"
   Jeg rystede på hovedet, og nu hviskede hun: "Du må tilbage".
   Ordene var frygtelige, men da de var sagt, vidste jeg, at det var det jeg ville. Tanken havde jeg ikke tænkt, og dog var beslutningen taget dybt i mit sind.
   Det lysnede da gæsterne gik, men nu var det allerede nat igen, som om denne dag bare var blevet sløjfet. Jeg havde intet ur, og havde i det hele taget ikke set et ur i den tid jeg havde været her.
   Vi gik i seng, og den nat græd jeg i Lindas arme. Hun kyssede og trøstede mig, og jeg faldt omsider i søvn.
   Da jeg vågnede var det lyst. Linda var ikke i sengen, men straks efter kom hun ind i soveværelset fuldt påklædt. Hun havde sin sorte kjole på, men virkede ikke sørgende af den grund, bare alvorlig. Hun lagde sig påklædt ned i sengen til mig, og sådan lå vi et par timer og kyssede hinanden og talte lavt sammen. Siden stod vi op og spiste i spisestuen.
   Så fulgte hun mig til spejlværelset. Vi stod længe og kærtegnede hinanden.
   "Jeg vil altid være hos dig," sagde jeg.
   "Ja, du vil," sagde hun.
   Så trådte jeg op på en stol og på skænken og tog et skridt ind i spejlet.
   Det sidste jeg så til Linda var, at hun stod der i sin sorte kjole og var uendelig smuk. Et øjeblik fortrød jeg og ville gå tilbage. Men billedet sløredes. Linda rakte hænderne ud mod mig, men så var hun væk.

Det er mange år siden alt dette skete. Det var nat, da jeg kom tilbage gennem spejlet. Huset var mørkt og koldt, men jeg tændte bare en enkelt lampe og gik til soveværelset. Det var mærkeligt at se værelset og sengen, for det var jo samme seng, hvor jeg få timer tidligere havde ligget med Linda. Nu var den tom og kold. Men jeg klædte mig af og krøb under tæpperne.
   Da jeg vågnede, var det lyst, og jeg lå lidt og tænkte på den første morgen jeg vågnede i spejlhuset, og den sidst, hvor Linda kom ind i sin sorte kjole. Selvom alt dette stadig var nær på, kunne jeg mærke, at det allerede nu var ved at fortone sig i mit sind. Jeg tænkte på Linda med sorg, men det var en stille og mild sorg, og nu vidste jeg, at jeg ville komme over den.
   Jeg stod op, klædte mig på og gjorde mig i stand. Jeg gik gennem værelserne ud til køkkenet, for at se, om der var noget spiseligt. Men da jeg åbnede køkkendøren, stødte jeg næsten sammen med Peter.
   Han så forskrækket på mig og udbrød: "Men er herren kommet hjem?"
   Jeg fortalte, at jeg var kommet hjem om natten. Han spurgte efter min bagage, men jeg sagde, som sandt var, at der ikke var noget. Jeg forklarede ingenting, og lod ham bare være forvirret. Herregud, jeg kunne jo ikke fortælle ham sandheden, og jeg ville ikke begynde at digte historier.
   Han lavede kaffe til mig, og gav mig noget at spise. Det var ikke så forfinet mad, som det vi fik i spejlhuset, men det var hårdt, mørkt brød og ost og marmelade. Og det var virkeligt.
   De næste dage åbnede jeg huset, og et par af tjenestefolkene blev genansat. Der skulle ikke så mange til, så længe jeg boede alene. De sørgede for at der blev luftet ud og gjort hovedrent. Jeg besøgte venner og familie og inviterede også nogen hjem, og lidt efter lidt vågnede huset til live. Vennerne spurgte til min rejse, men i grunden var de ikke særlig interesserede, så da de bare fik nogle tomme svar døde det hen.
   Jeg gik en aften ind i stuen med spejlet og satte mig der. Der skete intet. Spejlet ændrede sig ikke, og jeg ønskede det heller ikke. Naturligvis tænkte jeg stadig med længsel og sorg på Linda, men det var blevet en mild følelse. Jeg kunne også tænke med glæde på det vi havde oplevet sammen, også på de mærkelige oplevelser i spejlhuset.
   Jeg tænkte på at fjerne spejlet og sætte det på loftet, men opgav det. Det var jo et smukt gammelt spejl, og jeg var, når det kom til stykket, ikke til sinds at glemme noget af det som spejlet stod for.
   Tiden er gået og meget er forandret. I dag bor jeg ikke alene. Jeg har min kære hustru Anna og vore dejlige børn. Anna er dygtig og jeg er stolt af hende. Hun styrer huset med fast hånd, og det samme med børnene - og såmænd også med mig.
   Hun kan såmænd også danse, men det er dog kun de almindelige selskabsdanse, som vi danser sammen, når huset en gang imellem byder til fest.


* * *

Da jeg udgav dette for fem år siden vakte det en del opsigt. Det handlede ikke så meget om sandhedsværdien i historien, heller ikke om den litterære værdi, men om selve det originale manuskript. Det har jeg ikke mere. Som jeg nævner i forordet, har jeg haft kyndige folk til at hjælpe mig med at overføre det til et læseligt og og nutidigt dansk. Manuskriptet blev derefter overgivet til en udenlandsk forsker, der tog det med til sit hjemland. Siden har jeg ikke set det.
   Den side af sagen har heller ikke interesseret mig. Jeg samler ikke på gamle manuskripter. Det der betød noget for mig var, at historien i det i så høj grad afspejlede min egen sindstilstand, efter min første hustrus død.
   Nogen har da beskyldt mig for selv at have digtet det selv. Det er da smigrende for mine litterære evner, men jeg må desværre afvise det. Men som omstændighederne er, har jeg ikke på nuværende tidspunkt mulighed for at bevise noget.