Overlad alle jeres bekymringer til ham, for han vil tage sig af jer.
   Peters Første Brev, kapitel 5, vers 7


Efter begravelsen rejste Henning hjem til Danmark - fandt sig en sofa - og gav sig til at kæderyge. Der sad han i toogtredive måneder indtil hans ansigt var furet og grålig og alle overflader i stuen var fedtet ind i en tynd klistret hinde. Lugten hang i gardinerne, tøjet, bøgerne og gulvtæppet. Indhyllet i tobaksrøg sad han dér, sammensunken og ubarberet, mens væsken piblede ud af de hævede ben. Når spændingerne blev for meget måtte han elevere benene og tage smertestillende. På gode dage humpede han formålsløst rundt i lejligheden og forsøgte at få styr på sindet. Det hændte, at han befandt sig i entreen eller i køkkenet uden helt at forstå, hvad hensigten var. Så gik han kejtet gennem stuen og placerede sig i sofaen igen. Det var her han befandt sig bedst; i sofaen foran det lydløse fjernsyn, der kørte i døgndrift. Gardinerne var altid trukket for. Vennerne ringede ikke til ham mere. De havde mistet interessen, og på en måde accepterede han, at de ikke kunne rumme hans mentale tilstand længere. Han kiggede på kvinder, når han handlede ind eller bevægede sig rundt omkring i kvarteret, men uden begær eller lyst til kærtegn. Der var en præst fra sorggruppen, som stædigt holdt fast i kontakten og besøgte ham med jævne mellemrum. Men selv en gejstlig kunne miste tålmodigheden og besøgene blev sjældnere. Selvsamme havde forklaret, at sorgen var som et pendul og at Henning formentlig ville svinge ind og ud af smerten resten af livet. Det var bare ærgerligt, tænkte han, at pendulet kun svingede en vej.
   Han sad barfodet ved spisebordet og røg, da en tynd skikkelse dukkede op. Det var en hed eftermiddag og undertrøjen klæbede sig til kroppen.
   - Hvad? spurgte Henning
   - Er der kaffe på kanden? spurgte hans far.
   - Det tror jeg.
   - Har du nogle rene kopper? spurgte hans far ude fra køkkenet.
   Henning skoddede cigaretten og lukkede øjnene. Han kunne høre vandet løbe og en køkkenlåge smække. Bagefter kom hans far ind i stuen med en kop i hånden. Han stod for enden af spisebordet og betragtede sin søn.
   - Hvornår tager du dig sammen? spurgte hans far.
   - Det ved jeg ikke, sagde Henning. - Snart.
   - Du kan ikke sidde der for altid.
   - Det ved jeg godt.
   - Din mor har foreslået, at du flytter hjem igen.
   - Nåh.
   - Hun mener at du har brug for pleje og en psykolog.
   - Jeg har brug for fred og ro.
   - Det har du ret i, sagde hans far. - Men du kan ikke sidde her og rådne op for altid.
   - Fint, sagde Henning. - Har du fået luft?
   Hans far tav. Henning tændte en ny cigaret og kiggede åndsfraværende på et askebæger. De var begge tavse et stykke tid.
   - Vi har et værelse klar til dig.
   - Tak. Men jeg bliver her.
   - Vi er kede af dit tab.
   - Nåh, sagde Henning. - Jeg tager for øvrigt til Skotland i næste uge.
   - I din tilstand? sagde hans far. - Er du sikker?
   - Ja, i min tilstand, sagde Henning. - Bagefter vil jeg overveje det. O.K?
   Hans far nikkede og sagde afdæmpet: - Er det virkelig fire år siden?
   - Tiden flyver af sted.

Fra krydset snoede den smalle vej sig ned mod havet. Det var en bred dal med lave græsbakker. Solen var på vej op og fik den ene skråning til at kaste lange skygger hen over vejen og foldene. Her gik fårene og græssede fredsommeligt blandt hinanden. Det var en ualmindelig stille morgen. Selv havet virkede døsig og uden kræfter. Husene med de grå facader stod forfaldne og udsatte på den anden side af vejen. Der voksede ingen træer, og mens han kørte, kom kirkegården langsomt til syne. Den lå for enden af dalen på en jævn græsflade, med udsigt ud over havbugten.
   Han drejede ind på parkeringspladsen, slukkede motoren og kiggede sig i bakspejlet. Han blev mødt af et ligegyldigt blik. Et gusten, ubarberet og rynket ansigt. Kinderne var ramt hårdest med dybe hudfolder, der bredte sig op over kindbenene. Han sukkede, åbnede bildøren og tog buketten med sig og lagde den ved gravstenen. Henning kunne mærke gråden komme brusende og prøvede at holde igen. Bagefter sundede han sig på en bænk. En anden bil drejede ind på pladsen. Solen var for længst kommet til syne bag bakkerne og de tusindvis af edderkoppespind, der før var dækket af morgendug, kunne ikke ses mere. Da han følte sig klar igen, kørte han tværs over øen og afleverede bilen i Stornoway.
   - Det er ikke godt, sagde biludlejeren.
   - Er der noget galt med papirerne? spurgte Henning.
   - Nej, det er vejret.
   - Det er da meget behageligt.
   - Det er for stille.
   - Jeg synes det er meget behageligt.
   - Der er en storm på vej, sagde biludlejeren. Begge hænder hvilede på bordet. - En af de alvorlige.
   - Åh, sagde Henning. - Jeg skal med færgen lidt senere.
   Han gik ud ad døren og drejede mod havnen. Det var en smal gade, der skrånede let. Der voksede ukrudt mellem fliserne og striberne var slidte. Der var ingen mennesker og ingen vind. Han kunne høre fiskekutternes brummen og mågernes skrig meget klart. Han gik lidt ned ad vejen og kom til en barbershop. Den blå maling skallede af på forsiden. Han trådte indenfor og en persienne skramlede, da han lukkede døren bag sig. En gammel mand gik og fejede hår op. Lyset faldt ind gennem facade vinduet og landede på rummets eneste barberstol; en hvidkalket jernkonstruktion med lette rustpletter og et brunt læder sæde. På skranken stod skåle, koste, sæber og gel. Barberknivene hang på små stativer. Blandt tuberne, der flød på bordet, stod en enkelt potteplante. Der hang familieportrætter på væggen bag skranken. Den gamle mand holdt op med at feje.
   - Tag plads i stolen.
   Henning lagde frakken fra sig og satte sig.
   - Jeg skal bare barberes.
   Manden justerede stolen. Kort efter lå han behageligt, med baghovedet hvilende på nakkestøtten. En hånd gled gennem håret og et håndklæde blev anbragt rundt om halsen. Manden listede rundt og foretog sig forskellige ting. Så var der fingerspidser, der rodede rundt i håret igen. Den gamle mand trimmede skægget hurtigt og effektivt. Derefter mærkede Henning et par kølige gelébelagte håndflader, der med et tungt tryk gned kinderne og hagen. En duft af æble og pebermynte begyndte at sprede sig. Han lukkede øjnene. Tommelfingre masserede panden og øjenbrynene. En behagelig træthed bredte sig i kroppen og hans åndedræt blev langsomt og roligt. Barberskum blev hvirvlet rundt i ansigtet og føltes let og boblende mod huden. Hårene fra barberkosten kildede dejligt. Den gamle mand drejede Hennings hoved let til siden og foldede ragekniven ud. Bladet arbejdede sig i små sikre ryk ned mod kæben. Nu og da glattede han rynkerne ud med fingerspidserne, så han bedre kunne komme til. Det var rart at blive rørt i ansigtet. Han ønskede det var Gemma. Men det var altså en gammel mand i Stornoway, der vendte hans ansigt til den anden side. Så begyndte manden metodisk at skrabe nede fra halsen og op mod hagen. Da manden var færdig, justerede han stolen igen. Henning åbnede øjnene. Tanken om at skulle rejse sig fra barberstolen forekom ham, at være særdeles trist. Men han betalte og vaklede ud på gaden.

Det var aften, da han trådte ind i lejligheden. En storm fejede ind over Ydre Hebrider. Det var ikke rart at stå i entreen. Lugten og rodet var det samme. Det var drænende at se på. Henning trådte ind i stuen, satte rejsekufferten på gulvet og kiggede på den sorte billige sofa. Han så olmt på den.
   - Forpulet tarmcancer, sagde han. - Du ryger på genbrugen i morgen!
   Så gik han ud i køkkenet, vaskede op og lavede en kop kaffe. Han tændte for radioen. Det var rart at lytte til lidt musik. Måske havde præsten alligevel ret, tænkte han.