Jeg havde en episode som nær havde fået uheldige følger. Jeg færdedes frit på alle kontorer og stod på god fod med kontorpersonalet. Der var en ualmindelig sød og naturlig ung pige, frk. Hansen, som jeg blev fine venner med, og en dag kom vi til at tale om maskinskrivning. Jeg sad hver dag på biblioteket og skrev på maskine, og hun rådede mig til at lære ti-fingersystemet fra grunden af, og da hun om aftenen skulle arbejde over sagde hun at jeg kunne komme ind på kontoret, så skulle hun vise mig det. - Da nu de andre var gået gik jeg derind. Jeg skulle alligevel hente kopperne fra eftermiddagskaffen. Hun bad mig tage plads ved maskinen, det gjorde jeg, og så stod hun bagved og viste mig til rette.
   I det samme gik døren op og viceinspektøren fra statsfængslet kom ind og spurgte efter overlægen. Frk. Hansen sagde at overlægen var gået, og så gik han igen, og jeg begyndte at samle kopper ind. - Lidt efter kom overvagtmesteren for at hente en journal. Han sagde intet, og jeg gik ud med kopperne.
   Men senere på aftenen kom betjenten og sagde, at overvagtmesteren havde givet ordre til at vi tre ikke måtte komme på kontorerne uden ledsagelse af en betjent, og han fortalte også at frk. Hansen havde fået en reprimande. - Viceinspektøren var gået lige til overvagtmesteren og havde fortalt at jeg sad med hende på kontoret, og overvagtmesteren havde opfattet det på en helt anden måde end det var. - Jeg var lamslået. Intet kunne være mere uskyldigt, og nu skulle det bruges mod os alle tre. Og det smertede mig at frk. Hansen skulle udsættes for dette for at gøre mig en tjeneste.
   Næste dag bad jeg om en samtale med overvagtmesteren, og han kom ind på mit værelse. Jeg sagde at sådan som han havde grebet sagen an kunne jeg ikke fortsætte på afdelingen. Han svarede at det var der ikke noget at gøre ved, så måtte jeg væk. Jeg sagde at hvis han var gået i rette med mig aftenen før havde jeg kunnet give en forklaring, men som det var nu var det uretfærdigt over for frk. Hansen. Og den ordre om at vi ikke måtte komme alene på kontorerne havde gjort det endnu værre. Da jeg fortalte hvad der virkelig var foregået kunne han godt se at han havde overreageret, men han ville ikke trække ordren tilbage. Det var et almindeligt fængselsprincip han havde fulgt.
   I løbet af formiddagen hørte jeg hvordan rygtet var gået som en løbeild rundt til alle betjentene, og undervejs var det blevet til at frk. Hansen og jeg havde stået med hinanden om halsen da viceinspektøren kom ind. Dette måtte slås ned, og da forbudet blev ved med at stå ved magt nedlagde jeg arbejdet og lukkede mig inde på værelset.
   Der skete intet i to dage, men tredjedagen blev jeg kaldt ind til overlægen. Han lo ad det hele, og sagde at sagen var grebet uheldigt an, men jeg skulle bare fortsætte som jeg hidtil havde gjort. Dette forbud mod at vi kom på kontorerne havde altid eksisteret, men var aldrig blevet overholdt, og det ville det heller ikke i fremtiden.
   Så var sagen for så vidt i orden, og jeg gik i gang igen.
   Men betjenten havde ingen kontraordre fået. Jeg fortalte ham hvad overlægen havde sagt, men det kunne han ikke rette sig efter når han ikke selv havde fået nogen besked. - Da jeg nu om eftermiddagen skulle samle kopper ind på kontoret, og der kun var frk. Hansen og en anden ung dame, lod jeg døren stå vidåben for at det ikke skulle virke for groft. Men så kom betjenten og sagde at jeg ikke måtte gå alene derind, jeg skulle først hente ham. Det nægtede jeg at gøre, og han var helt ulykkelig og spurgte hvad han så skulle gøre, han måtte rette sig efter den ordre han havde fået. Jeg svarede at han bare skulle sige der hvor han havde fået sin ordre at jeg nægtede at handle efter den, så kunne han der få at vide hvad han videre skulle gøre. - Betjenten ville dog ikke risikere at spørge overvagtmesteren, og det hele ophørte således, og alt gik på den tidligere måde.
   Denne episode havde en anden virkning, nemlig at overvagtmesteren fik forståelse af at hele min kamp var mere end bare trods. Han så at jeg i alle tilfælde kæmpede for forståelse og retfærdighed, og dette bragte os i kontakt med hinanden, og jeg kom til at sætte stor pris på ham.

Denne afdeling blev efter nogle måneder nedlagt. Der blev indrettet kontorer i nogle flere rum og andre blev indrettet til andre formål. Et rengøringshold udefra overtog rengøringen. Sygebetjenten havde bedt om at få mig til gangmand på sygeafdelingen som lå i samme bygning. Det blev jeg, og samtidig skulle jeg blive ved med at gå kontorerne over om aftenen.
   Det var en frygtelig afdeling at komme på, der trængtes i høj grad til en gangmand der kunne sætte skik på tingene. Gulvene havde ikke fået fernis i syv år, og det siger sig selv at de var ganske ru. Min forgænger havde vasket det over to gange om ugen med soda- og sæbevand med det resultat at det var suget ned i træet og havde gjort det helt sort. Jeg gik straks i gang med at hvidskure det udelukkende med rent varmt vand, og når jeg havde skuret et lille stykke kunne jeg bære en spand stærk sæbevand ud, så meget var der suget ned. Det var et kæmpearbejde, gangen var vel 40 meter lang og tre meter bred og dertil kom den store opholdsstue. - Vi var ganske vist to gangmænd, men den anden syntes det var noget tosset noget at begynde på og ville ikke være med. Han havde kun to timers arbejde hver morgen, resten af tiden læste han eller skrev noveller, så jeg gjorde hele arbejdet alene. - Da jeg var færdig var jeg ikke tilfreds med resultatet, og et par dage efter fik det samme omgang, og nu var det hvidskuret. Derefter arbejdede jeg fast bonevoks ind i det, og resultatet blev strålende. Sådan tog jeg afdelingen stykke for stykke, og snart var der rent overalt. - En dag kom overlægen op på afdelingen, og da han kom inden for døren standsede han, så sig omkring og sagde:
   "Man kan nok se hvem der er gangmand her."
   Nu havde jeg glæde af det arbejde jeg havde gjort, for nu var det let at holde.
   Da den anden gangmand blev løsladt overtog jeg også hans afdeling. Med betjentene kom jeg til at stå på god fod, og jeg fik helt frie hænder til at gøre det jeg mente var rigtigt. Min egenskab som fange gav mig mulighed for at klare mange situationer som betjentene ikke kunne. Hvis en fange eller forvaret gik amok så han ganske naturligt enhver betjent som en fjende, det gjorde de ikke med mig. På den anden side havde jeg ikke betjentenes myndighed i mange situationer. Det der krævedes var således et godt samarbejde, og det havde vi i de tre år jeg var der.
   Sygeafdelingen blev efterhånden vanskeligere og vanskeligere. Fængslerne over hele landet var overfyldte på grund af de mange politiske fanger der var kommet til. Mange af dem kunne ikke indordne sig under forholdene, og de blev sendt til psykopatanstaltens observationsafdeling, og dem der var mest ondartede og heller ikke kunne begå sig der blev sendt på sygeafdelingen. Så det var de vanskeligste fanger fra hele landet vi havde der, og det siger sig selv at det krævede en meget stor forståelse og en fast hånd at ordne disse mennesker, men jeg har ikke været ude for en eneste som jeg ikke kom på god fod med.

Min lillesøster var blevet gift og havde fået en lille søn, og nu kom de alle tre og besøgte mig. Jeg sad med den lille hele tiden. De havde mange lækre sager med til mig. Dem måtte jeg strengt taget ikke få, og betjenten prøvede at forhindre det, men vagtmesteren skar igennem og lod mig få det som en selvfølge. - Det var lidt for stærke følelser der var rørt ved at sidde med min søsters lille barn, det varede flere dage før jeg faldt til ro igen, og jeg skrev at min søster ikke skulle komme mere. De følelser det vakte kunne ikke forenes med det liv jeg levede.

Når jeg om aftenen gik runden på kontorerne sammen med betjenten arbejdede frk. Hansen tit over, og så satte vi os ned og sludrede, nogle gange i flere timer. Selvfølgelig var jeg forelsket i hende, og hun følte sig også tiltrukket af mig. Det bragte mine tanker ind i andre baner end dem hvori de tidligere var gået, men det vakte også længsler. Det gav mig en rigdom som jeg ikke ville have undværet, men det gav mig også smerte. Det bragte mig så nær til det jeg savnede og som dog var så fjernt og uopnåeligt.

Efter mange år skulle alle bygningerne nu gøres grundigt i stand, og turen kom også til sygeafdelingen. Der var et hold af fanger og forvarede der kalkede, spartlede og malede over det hele. Det var et frygteligt rod så længe det stod på. Sidst skulle gulvet i opholdsstuen og gangen gøres klar til fernis og lak, og det skulle jeg nok sørge for blev gjort ordentligt. Jeg gik selv i spidsen med gulvskrubben. Da det var skuret og tørt sagde jeg at der skulle begyndes forfra med masser af rent vand, men det var der ingen af de andre der mente var nødvendigt. Så gjorde jeg det selv. - På ingen af de andre afdelinger kom der til at se ud som hos os. Mange steder blev der ferniseret over på skidtet.

Min fysiske træning var jeg vedblevet med gennem alle årene, og her kunne jeg udvide den til også at omfatte løb. Jeg løb 4-5 kilometer hver anden dag, nogle dage op til 10-12 kilometer. Jeg havde altid et overskud af energi.

En af de vanskeligste fanger var Jønson. Han var dømt for vist nok fjorten mord under besættelsen, og de var ikke politiske. Dertil kom en masse røverier, og han var så umedgørlig at han altid sad isoleret i en sikringscelle. - Jeg sad tit inde hos ham, og han fortalte om sit liv. Han havde haft en frygtelig barndom, var opdraget på katolske børnehjem hvor de havde mishandlet ham. Han havde ikke kunnet holde sig tør om natten, og man havde tørret ham i ansigtet med de våde lagner og lukket ham inde i mørke rum. Med hård hånd havde man villet udrydde alle dårlige egenskaber i ham. - På et drengehjem havde forstanderen været homoseksuel og havde misbrugt ham. Denne var blevet straffet for sin omgang med drengen, men de virkninger hans handlinger havde haft kunne man ikke dermed fjerne. - Jønson havde fået den tro at alle voksne havde ret til at mishandle børn, og da han under krigen kom ud mente han at det var hans tur til at være med. Dog gik det ikke ud over børn. Da han fik fat i en revolver havde han ingen hæmninger. Han skød når han ikke fik sin vilje. Men det gav ham ikke den tilfredsstillelse han søgte. Tværtimod blev han mere og mere ulykkelig. Til sidst var han helt desperat. Han gik fra forretning til forretning i samme gade, holdt ekspedienterne op og forlangte pengene udleveret, samtidig med at vagtværnet kørte frem og tilbage i gaden og søgte efter ham. Han både ønskede og frygtede at de ville skyde ham ned, men de fik ham ikke. - Efter krigen blev han arresteret, og også her gjorde hans vanskelige sind at man tog ham med magt. Og magt var det eneste man ikke kom nogen vegne med hos Jønson. - Så kom han på psykopatanstalten til observation, og først her prøvede man at forstå ham.
   En morgen hørte jeg at han havde skabt sig sådan om natten at de havde lagt ham i bælte, handsker og fodremme. Han lå altså helt fastspændt til sengen. Jeg bad om at blive lukket ind til ham, men fik nej, der måtte ikke komme nogen ind. Jeg sagde at jeg skulle derind, men overbetjenten turde ikke. Han var en flink mand, men lidt tung i det. Reglementet var for ham noget man ikke kunne afvige fra uden efter speciel ordre. Jeg satte nu hårdt på og forlangte at han skulle lukke op, og så gjorde han det. - Da jeg kom ind lå Jønson og dirrede over hele kroppen. Jeg satte mig på sengekanten og talte med ham, og lidt efter lidt slappede han og begyndte at græde. Jeg gik ud til overbetjenten og bad ham tage remmene af, men det kunne der ikke være tale om.
   "Jamen de skal af ham," sagde jeg.
   "Nej," svarede han, "det er overlægen der har givet ordren."
   "Jeg giver pokker i hvem der har givet den ordre, for remmene skal af," sagde jeg.
   Men nej, han turde ikke.
   "Sig mig engang," spurgte jeg, "er det formålet at slå Jønson helt ned, eller er det for at hjælpe ham?"
   Ja, han måtte jo indrømme at det var for at hjælpe ham.
   "All right," sagde jeg, "De ved udmærket fra tidligere tilfælde at hvis Jønson først går amok så kan vi ligge og kæmpe med ham de første tre uger inden han falder til ro, men hvis remmene kommer af nu garanterer jeg for at der intet sker."
   Overbetjenten bad mig så bare vente til overvagtmesteren kom på sin morgenrunde, så kunne han give tilladelsen.
   "Nej," sagde jeg, "så er det for sent. Jønson er helt afslappet nu, men skal han vente en time går den ikke."
   Så gik han med til det. Og så snart remmene var af tog jeg Jønson med ud på gangen for helt at få ham rolig, og der skete intet. - Da overlægen om formiddagen kom blev der aflagt rapport om det skete, og han sagde at det var helt rigtigt det der var gjort.

En ung knægt, Preben, begyndte en dag at skabe sig fordi noget ikke gik efter hans hoved, og det resulterede i at han blev sat ned i sikringscellen i stuen, et tomt, skummelt rum med kun en madras på gulvet. - Om aftenen da jeg gik min runde på kontorerne sammen med en reservebetjent bad jeg ham lukke op ind til cellen. Da jeg kom ind sagde jeg:
   "Hør Preben, hvordan er det du opfører dig?"
   "De skal ikke behandle mig som en gadedreng," sagde han.
   "Så lad være med at opføre dig som en gadedreng," svarede jeg, "så bliver du heller ikke behandlet som en sådan."
   Han mukkede noget uforståeligt, og så sagde jeg:
   "Tag dine sager, så går vi op."
   Han så forbavset på mig.
   "Går det?" spurgte han.
   "Ja selvfølgelig går det. Bare kom," sagde jeg, og vi gik op.
   Jeg gik ind til sygebetjenten og fortalte at jeg havde taget Preben med op, og det var helt i orden. - Bagefter sagde Preben at han ikke vidste hvordan han skulle have klaret den hvis han ikke var kommet op. Han var ulykkelig over at være i sikringscellen, men ville ikke gøre sig lille over for sygebetjenten.

Disse eksempler viser hvor godt samarbejdet mellem betjentene og mig var, og det var prisværdigt at de gav mig så frie hænder til at handle som jeg ville. Der var mange prægtige mennesker blandt betjentene, og forholdene på psykopatanstalten gav dem lejlighed til selv at tænke og dømme og derved udvikle deres forståelse af de enkelte fanger og forvarede. Det afslørede tillige dem der ikke havde forudsætningerne for at forstå deres opgave. De kunne ikke skjule deres uforstand bag et reglement.

Kun en gang i de år tabte jeg besindelsen. Vi havde fået en stor knægt ind der troede at han kunne dupere alle med sin størrelse. I tre dage forårsagede han at nerverne var kørt op hos alle på afdelingen. Flere gange gik jeg ind til ham og sagde at nu skulle vi have fred, ellers skulle jeg sørge for at der blev det, og hver gang blev han tam. Så længe det varede. - Den fjerde dag havde han taget en sten på størrelse med en kokosnød med op fra gårdtur, og da jeg kom til stod han inde i cellen med stenen løftet og sagde, at den første der kom ind skulle få stenen i hovedet. Udenfor stod fire betjente og var ikke rigtig dristige ved at gå ind, men jeg sagde at enten gik de på ham eller også ville jeg gøre det. Nu kunne det være nok. - En lille kvik betjent kastede sig lynhurtigt ned, greb ham om benene og væltede ham omkuld, og så tog de andre betjente ham roligt og førte ham ned på den anden afdeling hvor sikringscellerne var. Herinde rev han sig løs, og skulle lige til at lange en af betjentene en ud, men da kunne jeg ikke styre mig længere. Jeg sprang til og langede ham en bagvendt i ansigtet så han faldt. Han fik et par stykker til, og så tog jeg ham i kraven og smed ham ind i cellen. Nu skulle han have remme på, og da han kæmpede imod slog jeg igen, og nu bad han om nåde. Jeg var rasende og sagde at han skulle få den nåde der tilkom ham og ikke en smule andet. Snart var han spændt fast, og vi forlod ham. - Det er den eneste gang jeg mistede beherskelsen, men det var tre dages ophidselse for hele afdelingen der kom til udløsning. - Næste dag klagede han til overvagtmesteren over at jeg havde slået ham, men han svarede at når jeg havde gjort det havde det sikkert været fortjent.