De røde rækkehuse ligger på begge sider af vejen. Carportene er malet i lyse grå farver. Bøgehække omkranser haverne, hvor der udelukkende vokser stauder. De passer jo sig selv. For enden af vejen ligger en lund, som er fælleseje. Her er birketræer, nogle velvoksne graner og gyvelbuske, som i maj lyser kraftigt gult - ligesom solen. Det sorte bænkesæt står midt i lunden, men her sidder aldrig nogen. Græsplænen er kraftig og velplejet, og ligger ubrugt hen.

Andreas, han er lærer, bor i nr 1 G. Det har han gjort i snart 5 år. En arv gjorde ham istand til allerede som 27 årig at kunne købe et arkitekttegnet rækkehus, tæt på byen. Engang nød han stilheden på vejen, som kun blev afbrudt af fuglenes sang og en forskrækket pippen, når en jagende kat nærmede sig. Freden, eller stilheden, blev også brudt, eller ligefrem flået i stykker, når den nærliggende kirkes klokker lød.
   Andreas ligger på en luftmadras i lunden. Han ryger en cigaret, blæser røgringe og ser op i en næsten blå majhimmel. Han tænker, nej, han undrer sig. Hvor er de andre på vejen? Han ser aldrig nogen. Bevares, somme tider ser han ryggen af en skikkelse, som skynder sig ind ad en dør. Og ja, lydene fra langsomt glidende og næsten lydløse elbiler, Opel, Renault, Audi og BMW. Det oplever han osse, hvis det da kan kaldes at opleve. Og så er det vejnavnet, Frydenlundsvej. Men er det nogen fryd at bo her? OK, her er stille, ingen påtrængende naboer til at forstyrre ens planlægning. Her er heller ingen larmende børn, men han har da OBSERVERET en pige og en dreng, som bor i 1 B. Familien hedder Holck. Fornavne ukendte.
   Andreas tager en smøg mere og åbner en dåseøl. Han vil gerne opklare, hvis det er muligt, hvad der sker i rækkehusene. Hvem bor i dem? Hvordan har de det? Måske er der en stille glæde over at kunne leve ubemærket. Den der lever skjult, lever godt. Fordyber de sig i Netflix eller Deadline, eller i de bøger, som for længst skulle være læst? Nogle bærer måske på en sorg, som de helst vil være alene om. Eller nogle tænker, at det måske ville være hyggeligt at være sammen med de andre på vejen, f.eks. over en kop kaffe eller the. Altså, sådan at man ikke ligefrem behøver at udlevere sig selv.

Smartphonen ringede. Andreas så på det grønne display. Han kendte ikke nummeret. En stemme, som var både henkastet og irriteret sagde"Jeg kan se at De ryger og drikker i vores lund. Det må De selvfølgelig også godt, men jeg håber så sandelig at De rydder op efter Dem. Vi kan jo godt li at vores lund er ren og pæn. Så blev der lagt på. Andreas måbede. Hold da helt kæft! Han blev jo overvåget. Andreas gik over til sig selv. I trods lod han den tomme øldåse og cigaretskoddene ligge. Sådan en idiot.

Andreas vågnede sent næste dag. Spiste brunch i haven, og mærkede energien brede sig i kroppen. Yes, han ville løbe en tur og blive tæsket rigtig godt igennem, mærke solen og blæsten. Han havde kun løbet få skridt, da en sødlig og kvalmende lugt, nej stank, fik ham til at stoppe udfor 1 C. Underligt med den stank. Var der sket noget? Han gik langsomt ned ad havegangen for at ringe på. Ingen lukkede op. Tøvende åbnede Andreas døren. Han blev ramt af en hæslig stank. Han holdt sig for næsen, mens han gennemsøgte huset. Han fandt frk. Marcussen i soveværelset. Hun lå i en stor kaneseng, en åben og komfortabel kiste. Ligpletter overalt på kroppen. Hun havde været død længe. Andreas vendte sig bort fra liget, og kunne mærke kvalmen i maven brede sig til halsen.
   Han nåede toilettet. Kastede op. Sundede sig og fik kontrol over åndedrættet, og med tilkæmpet ro ringede han til politiet.

Andreas ville aldrig glemme det. Folk på vejen var stimlet sammen omkring ambulancen. "Guud, hvor uhyggeligt at ligge og dø alene. Men hun havde vist hverken familie eller venner. Bare vi dog havde vidst at hun var SÅ syg, så havde vi måske kunnet hjælpe hende. Men hun holdt sig altid for sig selv. Hun var jo lidt sær." Andreas, som havde stået lidt for sig selv, gik langsomt over til gruppen, som lige var blevet enige om at frk. Marcussen var lidt sær.
   "Det kan godt være," sagde Andreas og fortsatte"Men måske var hun osse et godt menneske. Jeg synes faktisk osse, at det er sært, ja sært, at vi slet ikke kender noget til hinanden her på vejen. Somme tider, net tit, tænker jeg om her overhovedet bor nogen. Men det gør det så, kan jeg se. Undskyld at jeg er så direkte men jeg ville godt at vi kunne snakke lidt sammen i lunden. Så blev den da brugt til noget. Er der nogen som vil med?"
   Larmende tavshed. Så rykkede en lille pige, i bikini og guldsandaler, i sin mor.
   "Hvad sker der, mor?" "Vi skal snakke om, hvordan det er at bo her." "Uhhh, her er bare så kedeligt. Jeg synes det er meget sjovere i børnehaven. Ham manden synes måske også her er kedeligt. Synes du ikke osse det, mor." Moren trak på skulderen og smilede, og sagde"Ja, måske. De voksne er somme tider lidt underlige." Den lillepige nikkede.
   Andreas, som lidt utålmodigt havde ventet på et svar fra de andre, vendte sig om og begyndte at gå over mod lunden. Så tilbage mod de andre, som begyndte at følge ham.