Jeg har følt mig ensom. Men det hjælper ikke meget. Mine tanker er alt jeg har. Ja, mine tanker er mig.
   - - -
   Jeg blev smittet med en virus på en rejse i Afrika. Jeg fik høj feber, og blev indlagt på et lokalt hospital. De fandt ikke ud af hvad det var, og jeg kom mig forbavsende hurtigt.
   Rejsen var en gave fra min far på min trediveårs fødselsdag, og jeg rejste med min kone og syvårige søn. De fejlede heldigvis intet. Hjemkommen begyndte jeg på mit arbejde igen, men begyndte snart at få problemer. Arme og ben havde let ved at "sove". Jeg kunne vågne om natten, og lemmerne var helt døde, til jeg var kommet op og fik bevæget mig lidt omkring. Det kulminerede da mine ben en dag på gaden pludselig brød sammen og jeg faldt så lang jeg var. Forbipasserende hjalp mig op og jeg kunne selv gå hjem. Men nu gik jeg til min læge, og han indlagde mig.
   På hospitalet gennemgik jeg alle mulige prøver, og lægerne kunne konstatere stærk nedsættelse af følelsen i arme og ben, men årsagen fandt de ikke ud af. Der gik en tid før jeg selv satte det i forbindelse med anfaldet i Afrika, men da jeg endelig fik det fortalt til lægerne undersøgte de sagen i det perspektiv, og fandt ud af at mit tilfælde ikke var enestående. Men hvad det var, og hvad de skulle gøre ved det fandt de ikke ud af. At det var en virus infektion var let nok at forstå, men den var ikke lokaliseret, og nogen kur fandtes ikke.
   Det udviklede sig til det værre. Mit syn og min hørelse blev svækket, og følelsesløsheden bredte sig til resten af kroppen. Min kone og søn var hos mig det meste af tiden, men sygdom gør egoistisk, og jeg tænkte ikke meget på, hvordan de havde det.
   Det sidste jeg fornemmede var, at hun stod bøjet over mig.
   Måske ligger jeg i den hospitalsseng endnu. Jeg ved det ikke. Heller ikke hvor længe det er siden. Jeg husker, at jeg, da jeg kom til mig selv, rakte hånden ud i et stort mørke. Og snart forstod jeg, at det ikke var min hånd jeg rakte ud, men min tanke.
   Jeg spekulerede på, om jeg mon var død. Og helt sikker er jeg aldrig blevet på det spørgsmål. Hvordan det er at være død, ved jeg ikke. Måske er det netop sådan. Måske er jeg i helvede. Ifølge nogen er helvede en evig tomhed, "borte fra Herrens åsyn".
   Men senere antog jeg så for mig selv, at jeg ikke var død. For så længe jeg ikke accepterede det, måtte jeg vel være lige så lidt død som nogen notorisk levende. Ingen ved dog andet end hvad bevidstheden siger en.
   I begyndelsen fik jeg panikanfald og dundrede løs på væggen. Jeg jamrede og tryglede og bad om at komme ud, om at få lidt lys, om at høre og se mennesker. Jeg lovede, at jeg aldrig skulle gøre noget forkert mere. Jeg ville så gerne se det hele igen, min dreng, min kone, mine venner. - Men ingen hørte mig. Jeg var lukket inde. Jeg skulle aldrig komme ud.
   Men efter en tid kom der alligevel lys. Jeg ved ikke hvor lang tid, fordi jeg helt havde mistet fornemmelsen af tid. Jeg ved ikke, om der nu er gået et år eller ti siden min forandring. Jeg har intet håndgribeligt at holde mig til. Men jeg opdagede, at mine tanker, som jo er mig, kunne vandre hvor hen jeg ville sende dem. Ganske vist ikke til den materielle verden, som vel må omgive mig krop. Jeg kunne ikke se, hvordan jeg fik mad, og hvordan jeg blev plejet.
   Nu, når jeg taler om det, føler jeg mig usikker ved at sige "jeg" om min krop. Min bevidsthed har ingen forbindelse med den. Men fornuften siger mig, at "jeg" er processer i denne krop. Men da jeg alligevel ikke kan krydse denne grænse, lever jeg i min verden, som jeg nu kan.
   Jeg har længtes meget efter min kone. Jeg forestillede mig hende som hun gik derhjemme. Hendes blå øjne, det lange hår, lyst og som duftede godt. Jeg længtes efter at høre hendes stemme. Men så gik det op for mig, at jeg godt kunne høre den. Den levede jo i mine tanker, lige som synet af hende. I tankerne talte vi sammen. Jeg så på hendes mund, som var varm og rød. Jeg forestillede mig, at jeg holdt om hendes spinkle krop igen. Jeg mærkede hendes bløde hud mod min.
   Jeg tænkte naturligvis også på min søn. Han var syv, da jeg forsvandt ind i min verden. Det havde været en stor lykke da han blev født - at se ham vokse og udvikle sig. Nu var jeg udelukket fra det. - Men jeg tænkte på hans kønne, lille ansigt, og i fantasien så jeg ham vokse og lære. Jeg talte med ham, legede med ham, sådan som jeg havde gjort det så tit. Jeg fulgte ham uden tidsbegrænsning, glædede mig over, hvilket godt, dygtigt menneske han blev. Jeg har set hele hans liv fra fødselen til voksen mand, og jeg har været med i det. Mere end andre forældre har jeg ejet min søn.
   Drømmerier! Ja, men for mig har drømmene og virkeligheden byttet plads. Virkeligheden må nødvendigvis være anderledes.
   Den sidste sætning siger jeg til mig selv, men faktisk er den fremmed for mig.
   Hvis virkeligheden er virkelig, så er den det for mig i den grad jeg opfatter den. Og hvis jeg er mine tanker, så er mine tanker virkelige, og forskellen på virkeligheden i dem og den virkelige virkelighed er vanskelig at få øje på. For mig! Naturligvis findes der en konkret virkelighed. - Skønt pokker ved.
   Hvis de der plejer mig holdt op med at sørge for mig, ville jeg så ikke dø? Ville mine tanker ikke høre op? . Jo. Eller jeg ved det ikke. Jeg ved jo ikke engang om de stadig plejer mig. Det er det samme hvor meget jeg forestiller mig dette, hvor meget jeg befaler mig selv at tænke konkret. Det er dog stadig mine tanker der går på vandring.
   Jeg har en stor verden at vandre i. Jeg har en god baggrund i min barndom og ungdom. Jeg har haft gode forældre, gået i gode skoler. Mine erfaringer og kundskaber har spændt over et vidt felt. Det syntes jeg vist ikke dengang, da så jeg snarere mine mangler. Jeg har rejst en del. Jeg har både lidt og glædet mig meget.
   Jeg har gennemgået det hele mange gange. Jeg har gennemarbejdet hver detalje min hukommelse indeholder, og noget nyt dukker stadig op. Jeg tror ikke jeg har glemt noget som helst af hvad der er sket i mit liv. Og jeg trækker stadig nye ting op fra underbevidstheden. Og det er ikke sådan, at når dette er opbrugt, så har jeg ikke mere. Fantasi, logik og kombinationsevne bygger stadig videre.
   Nogle gange tænker jeg kronologisk. Jeg forestiller mig min familie og søskende, hele deres livsløb. Jeg ser mig selv i deres kreds, samtaler med dem. Jeg tænker mig alle deres muligheder. Hvert medlem af min familie og min vennekreds har haft tusind levnedsløb. Lige meget hvor kompliceret det bliver, mister jeg ikke kontrollen. Og jeg er kun ved begyndelsen af mine muligheder. - Der er al den musik jeg hører. De skønneste sange. De mest storslåede symfonier. De dejlige haver og skove jeg vandrer i. Alle de gamle venner jeg taler med. Og nye mennesker, nye venner. Vi taler om bøger vi har læst - det har for mit vedkommende ikke været meget i det sidste. - teater vi har set, rejser vi har gjort.
   Og kvinder, veninder. Jeg husker den første pige jeg var sammen med. Nu har jeg været sammen med hende igen. Det er skam ikke kun åndelige sager der optager mig. Ethvert ungt menneske ved, hvordan sex er i drømme. Det er lifligere end noget man kan opleve i virkeligheden. Det plejer at have fysiske følger. Hvis det har det nu, håber jeg at de som plejer mig tager det som tegn på, at der stadig er liv i mig.
   Jeg har levet i universet i tid og rum, tænkt mig dets udstrækning. Kombineret med hvad jeg ved om molekylets opbygning. Prøver at trænge ind i hemmelighederne bar det uendelige store og det lige så uendelige små. Måske har det ene svaret på det andets gåder. Forskellen er måske ikke så stor.
   Og der findes nye vidunderlige og frygtelige verdener.
   Min verden spænder vidt. Den har tilsyneladende ingen grænser. Jeg vil blive ved med at udforske den, så længe jeg kan. En dag kan det være slut, men det gør det jo for alle. Og sommetider spekulerer jeg på, om jeg har fundet nøglen til udødelighed. Foreløbig har jeg været en godt stykke ude i evigheden, og dog er det kun lidt. - Og skulle det hele en dag ophøre, hvor og hvordan skulle jeg så placeres i evigheden? Er der endnu flere verdener bag de hidtil utænkte.
   Måske har jeg storhedsvanvid. Men hvad så? Det kan jo ikke genere nogen.
   Og hvad hvis jeg pludselig blev bragt tilbage til den konkrete verden? Hvis jeg vågnede i min sygeseng? Hvad så? Ville jeg være blind og døv? Ville jeg være bundet til sengen eller en kørestol? Eller hvis jeg var så heldig helt at blive helbredt, ville jeg da være bundet af det almindelige jordelivs begrænsninger? Ville tiden komme tilbage, og hvor meget af den ville der være gået? Ville jeg være bundet med snævre bånd? Skulle jeg kun kunne bevæge mig frem gennem lutter hindringer? Skulle jeg længes efter dette?
   Eller kunne jeg tage min verden med mig? Denne min uendelige verden. Kunne jeg bruge den til at udvide og belyse den konkrete?
   Jeg ved ikke sikkert om jeg mere føler savn. Der er ikke rigtigt noget at savne. Min forstand siger mig, at en konkret verden naturligvis eksisterer. Men dette med det konkrete. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er.