... Jeg kunne ikke tro som de andre. Det var lettere at tro på Johannes som døbte, fordi han var så mærkelig. Man tænkte ikke så meget over, om man virkelig troede, man blev bare betaget af hans fremtoning, som han stod der ved flodbredden eller ude i floden i vand til livet, hans lange filtrede hår og usle skindklæder. Han spiste næsten intet, men prædikede vidunderlige og frygtelige sandheder, og fik folk til at lade sig døbe og ændre hele deres liv. Han var i sandhed en hellig mand. - De forfærdelige ting han sagde, ja, råbte højt! Ikke mærkeligt at han blev fængslet og halshugget.
Jeg så selv hans afhuggede hoved, som bøddelen holdt i håret og viste frem for folket til advarsel. Øjnene var vidåbne, og mængden rykkede uvilkårligt et par skridt tilbage for dette blik. Munden stod lidt åben og jeg kunne se hans tunge, og det var som om den stadig hvert øjeblik kunne begynde at udslynge disse forfærdelige sandheder.
Sådan var Mesteren slet ikke. Han var jo ikke mester dengang, bare en discipel som vi andre. Vi var alle forvirrede og bange efter Johannes´ død, og så samledes vi om ham som Mesteren. Han var som os andre, spiste og sov som vi gjorde. Ikke noget mærkeligt ved ham. Jeg ved ikke hvad der gjorde, at netop han blev Mesteren, men da han først var det, var der ingen tvivl om, at han var den rette. Heller ikke jeg tvivlede, måske jeg endda troede mere end de andre. Men det ved jeg nu ikke. Vi troede vel alle på ham på hver vores måde.
Han prædikede kærlighed, og han var virkelig et kærligt menneske. Det er da sjældent, at se en mand både tale om og praktisere kærligheden på den måde. Det var ikke noget erotisk, selvom der vel lå erotik i det. De snakkede om ham og Maria fra Magdala, men det var mest dem, der ikke rigtig kendte ham. Jeg tror bare det var et almindeligt discipelforhold, sådan som det var med os andre, bare var det usædvanligt, fordi hun var en kvinde. - Men alt det ved jeg ikke rigtigt, og jeg har aldrig villet blande mig i det. - Han helbredte syge, og det er sikkert nok at han havde stor kraft. Ja, han vækkede døde! Det er usædvanligt. Jeg så det ikke selv, men jeg har kendt en af dem han oprejste, så det er vist rigtigt nok.
Men også han kunne sige farlige sandheder, og de virkede på en måde stærkere end alt det Johannes råbte ud, fordi folk uvilkårligt holdt af Mesteren på en måde, som man slet ikke kunne holde af Johannes. Han var bare en af os, han var ven med os - i dag er det godt at kunne tænke på det.. Vi og alle mennesker lyttede til ham og tog det til os, fordi selv de forfærdeligste ting han sagde, kom fra hans venlige, blide mund.
Jeg husker en af vore sidste ture til Jerusalem for at fejre påsken, måske det endda var den sidste. Vi sad sammen på Oliebjerget, alle vi disciple var samlede om ham. Derfra hvor vi sad, kunne vi se ud over byen og tempelpladsen, og vi disciple var begejstrede over synet af templets prægtige bygninger. Men der sad han så og sagde ganske roligt, at templet, alle de skønne bygninger skulle nedbrydes og der ikke skulle være sten på sten - som det jo også skete år senere - og Jerusalem skulle brændes og ødelægges og mange mennesker gå til grunde - og det skete jo også. - Og vi blev ikke nær så skræmt over disse forudsigelser som man skulle tro, fordi det føltes så trygt at sidde der og høre hans stemme. Måske troede vi heller ikke helt på det - eller jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv.
Men ikke alle var så betagede af hans ord, som vi var. Nogen forstod udmærket hvor farlig den slags tale kunne være. Særlig i påsken, hvor der var samlet så mange mennesker i Jerusalem, var romerne på vagt mod oprør. Folk blev arresterede og henrettede for mindre end det Mesteren prædikede.
Og det gik jo som det gik. Jeg vil ikke fortælle så meget om hans arrestation og henrettelse, det har andre gjort bedre end jeg kan gøre. Vi var bange og flygtede til alle kanter, som får der mister deres hyrde. Det var ikke til at tro, at han virkelig var død. Nogen sagde, at han selv havde forudsagt sin død. Det kan også godt være, men så var der i hvert fald ingen af os der havde opfattet det rigtigt. Tværtimod var vi tilbøjelige til at tro, at han var Messias, og at han ville genoprette Israel til glans og herlighed - og så skulle han i stedet lide den forsmædelige død på et kors blandt forbrydere.
Vi forsøgte at samle os, men kunne ikke finde en leder der kunne erstatte ham, eller som bare kunne være hans efterfølger, sådan som han selv havde efterfulgt Johannes.
Så kom rygterne om at han var stået op af graven. Det var fra kvinderne det først kom, men senere hævdede flere af de andre, at de havde set ham og været sammen med ham, og de kunne genfortælle hvad han havde sagt. Jeg var forfærdet. Jeg troede ikke på dem - eller jeg troede på en måde. Det kunne bare ikke blive virkeligt for mig, at han som havde været sammen med os i årevis. Som havde spist og drukket med os, havde talt med os, leet og grædt, og som var død på den forfærdelige måde - at han nu var et spøgelse, som pludselig dukkede op og forsvandt lige så pludseligt. Jeg kunne ikke affinde mig med at han var død, og jeg kunne heller ikke affinde mig med at han var levende igen. Jeg kunne ikke tro hverken det ene eller det andet.
Men så en dag var han der, og også jeg så ham og var sammen med ham. Det var ved søen, og vi lå i Peters båd et stykke fra land og fiskede. En mand stod inde på land og råbte noget til os. Jeg hørte ikke hvad det var, men Peter sagde senere, at han havde råbt hvor vi skulle kaste garnet ud. I hvert fald fik vi så mange fisk, at nettet var ved at revne.
Han ventede os, da vi kom i land og havde tændt bål, så vi kunne tørre vort tøj og stege fisk. Vi kendte ham ikke med det samme. Jo, Peter gjorde, men han havde også set ham flere gange, og senere sagde de andre, at de straks havde genkendt ham. Det gjorde jeg ikke. Jo, jeg så godt nok at det var hans ansigtstræk, men det var anderledes, lysere og ligesom finere, og også hans klæder var finere, hvidere og renere end det arbejdstøj vi havde på., eller det han plejede at gå i. Han lignede en af disse byboere, der sommetider kom ned til søen for at se os fiske og for at købe fisk.
Men så kom der over mig en stor glæde og varme, for det var jo alligevel ham og han var der iblandt os. Men midt i glæden følte jeg også et savn, som jeg ikke kan forklare. Han sad jo der og spiste og talte med os, som han plejede. Vi faldt alle til ro og lyttede til hans tale, også jeg. - men så kom der en angst over mig. Dette var ikke rigtigt, der var noget helt galt.
Han mærkede jo min uro, og kom hen til mig lidt fra de andre, og jeg mærkede hvordan kærligheden strømmede igennem mig. "Det er virkelig mig," sagde han stille. "Se mine sår." Og han viste mig sine hænder og fødder med sårene efter korsfæstelsen, og også det i siden efter en soldats spyd. Så faldt det hele på plads for mig, det var virkelig ham.
Han så bort og sagde så: "Nu tror du, fordi du har set. Lykkelig er den som tror uden at have set."
De ord gjorde mig meget bedrøvet. Skulle jeg da tro alt jeg hørte? Jeg tænkte på rygterne der svirrede. At nogen af disciplene havde bestukket vagterne og fået han ned fra korset mens han endnu var i live.. Om hans forhold til Maria fra Magdala, som jo var en af de første der sagde, at de havde set ham levende. Andre sagde, at han nok var død, men at nogle disciple havde stjålet liget og gemt det væk. Det troede jeg nu ikke på, men det er sandt, at nogen godt kunne have fundet på det, hvis det havde været muligt.. Sandhed er jo sandhed, men nogen mener, at de nok kan hjælpe sandheden lidt på vej med fantasi og fiksfakserier. - Der var altså to sandheder, vore fjenders sandhed, at han virkelig var død, og at nogle disciple havde stjålet liget, og den anden sandhed, som kom fra nogle af vore, at han ikke var død på korset, men var blevet taget ned og hjulpet til at flygte. - Og så er der den tredje sandhed, den vi så, den jeg så med mine øjne og følte med mine hænder, at han levede, dukkede op og forsvandt igen. Hvordan det gik til, ved jeg ikke. Min tro rækker måske kun til det jeg kan se, høre og føle, men det sker såmænd også, at jeg tror, at disse sanser kan bedrage mig.
Senere, jeg husker ikke hvor meget senere det var, var vi igen sammen med ham på bjerget, der hvor vi tidligere havde været med udsigt over byen og tempelpladsen. - Nu talte han mere fredsommeligt, trøstende, alvorligt og formanende. Vi sad der vel omkring en time. - Han havde rejst sig fra stenen han sad på, og vi rejste os alle, og så skete der noget mærkeligt. Vi blev pludselig indhyllet i en sky eller tåge. Jeg følte en svimmelhed og var ved at falde, først troede jeg at det bare var mig der blev dårlig og var ved at besvime, men så lettede skyen, og han var væk.
Ingen har set ham siden. Det vil sige, Paulus, som også kalder sig apostel, skønt han aldrig har kendt Mesteren i virkeligheden, påstår at han har set ham. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det, men det er nu lige meget. Der går så mange rygter, og folk har set både ditten og datten. Det hører måske alt sammen med og tjener vel til at udbrede hans budskab. Måske! - Jeg har tit i disse rygter svært ved at genkende Mesteren, som vi var sammen på landevejene og som vi var så fortrolige med.
Jeg er oppe i årene nu, nogen vil sige, at jeg er gammel. Men mit skeptiske sind har jeg bevaret, og jeg tror, at denne skepsis er en betingelse for at vokse i sandheden. Men jeg er også mildnet med årene, og har lettere ved at tro, særlig på de gamle ord fra Mesterens tid. Jeg tror på at Mesteren kommer igen, og skønt jeg vel burde være skeptisk med hensyn til det, så tror jeg at det stadig kan ske i min levetid, at han pludselig står her i blandt os igen, blandt de få der er tilbage af os, ak ja, - eller blandt de mange der har sluttet sig til os. Dette tror jeg sikkert, det er min tro og min faste overbevisning.